Strøtanker om bæredygtighed

Siden januar 2013 har Zou Yi hver morgen taget nøjagtigt samme billede ud over Beijing og uploaded det til sin blog. Herover ser man et helt års billeder – og med al tydelighed, hvor langt der er mellem dage med en klar blå himmel.

Mellemblå, coboltblå, akvamarinblå, grønblå, preusiskblå, pariserblå, bremerblå, kalkblå, azurblå, turkisblå, ceulinblå, himmelblå, ultramarinblå, middelhavsblå, vandblå, petroleumsblå, dueblå, indigoblå … og nu også APEC-blå.

APEC, Asia-Pacific Economic Cooperation, en en stort opsat pendant til EU for 21 lande rundt om Stillehavet, blot med et mere rent fokus på det økonomiske samarbejde. I dagene 5. til 11. november er APEC-landenes statsoverhoveder med tilhørende delegationer samlet i Beijing til det 26. årlige APEC forum.

Normalt ville Beijings luft på denne årstid være tyk af luftforureningen, som med sit grågrumsede øjensviende lungekradsende bælte hen over det nordlige Kina gør sit til at mindske befolkningstilvæksten. Således regner man med, at luftforureningen i det nordlige Kina i gennemsnit forkorter levetiden med 7 år. Det var blot ikke det billede, de kinesiske værter ønskede at verdenspressen og APEC-delegationerne tog med sig hjem. Så forud for mødet har det kinesiske styre lige som under olympiaden i 2012 iværksat en bred vifte af tiltag, som tilsammen skulle sikre ren luft og blå himmel over APEC-samlingen.

Et stort antal fabrikker og kraftværker omkring Beijing er derfor blevet midlertidigt lukket, halvdelen af Beijings biler er givet køreforbud, skoler og kontorer er lukket ned, og millioner af mennesker har fået påbudt ferie. Lønudbetalinger, reparationer, gadekøkkener, byggepladser, alt som kan støve, ryge eller ose er sat på stand by, vinteropvarmingen er udsat til efter APEC, ingen er blevet gift i denne uge, og selv hospitalerne kører på vågeblus.

Bejings indbyggere har da heller ikke været sene til at døbe denne særlige variant af himlens blå for APEC-blå – en blå nuance, som minder påfaldende om den Olympic Blue, som folkeviddet døbte himlen over de olympiske lege i 2012 – både når det gælder nuance og kortvarighed. For så snart delegationerne er rejst hjem, kommer der igen fuld knald på trafikken og kulfyringen, og smog’en, som ikke mindst i vintermånederne er alarmerende høj, vil lægge sin kvælende dyne hen over landskaberne og lukke af for solens stråler.

Læs mere »

Igennem næsten to år førte jeg her på bloggen under overskriften Japan igen på A-kraft næsten daglige optegnelser omkring situationen i Japan i kølvandet på Fukushima-katastrofen. For samtidig med, at situationen var tragisk – en strålingskatastrofe som den ved i Fukushima Daiichi giver chokbølger ud i alle afkroge af det japanske samfund – var der et stærkt element af håb og forventning til, at denne katastrofe ville føre til, at det gennem flere årtier skrantende japanske samfund skiftede spor og lagde kursen ind mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energikilder.

Men sådan er det ikke gået, og som det ser ud nu, kommer det heller ikke til at gå sådan, i hvert fald på den korte bane. For der blev ganske rigtigt mobiliseret et stort momentum for forandring – og hvis man spurgte den japanske befolkning, hvad den ønskede, så er det helt klart, at et overvældende flertal ønsker A-kraften afviklet. Størstedelen heraf så endog helst, at man aldrig mere genstartede reaktorerne. Men dels havde man ikke de duelige politiske kræfter, som kunne føre en sådan proces igennem. Dels har industrien og konservatismen og pengeinteresserne i fællesskab fået sat en solid kæp i hjulet for den udvikling. Så her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er alt på vej tilbage til situationen før.

For de mange, hvis liv stadig leves i evakueringscentre, og de endnu flere, for hvem frygten for den usynlige fare i maden teen, legepladsen er dagligdag, er Fukushima-katastrofen her 3½ år stadig levende, så man kan ikke bare fortrænge Fukushima. Men frem for at gøre det til springbræt til en ny æra kan man gøre det til en lille hændelse, en ubetydelighed, en svag rystelse i business as usual. Og for de kræfter, som ønsker dette ske, er det en lettelse, at det endelig her 3½ år efter tegner til, at de første to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu kommer i gang igen. Efter mange omveje, demonstrationer og knubbede ord er Japan snart igen på A-kraft.

I foråret blev de to reaktorer ved Sendai-værket sat på fast track i NRAs behandling af sikkerheden ved de to reaktorer. På den baggrund er det ikke gået specielt hurtigt, men i september kom NRAs godkendelse af igangsættelsen på baggrund af op imod 40.000 sider dokumentation. Herefter fulgte en høringsfase forud for indhentelsen af den lokale accept af genstarten, som skal gives dels af det lille bysamfund, som er værtskommune for Sendai-værket, dels af Kagoshima Amt, hvor reaktorerne er beliggende. Den amtslige godkendelse kom for et par uger siden, mens den lokale accept kom på plads fredag i denne uge.

Stadig bliver de to reaktorer ikke bare prompte sat i gang, for der er stadig papirarbejde, som skal på plads, og en række (mindre) tekniske udbedringer, som skal være på plads, inden det endelige startskud. Men i princippet er der grønt lys for, at Japan igen er på A-kraft, sandsynligvis fra en gang først i det nye år.

Læs mere »