Strøtanker om bæredygtighed

I denne uge viste Japans undergrund vist tænder, da Ontake-bjerget i Nagano-provinsen uden varsel udspyede store mængder af vulkansk materiale. Ontake-san er et populært mål for bjergbestigere, så dødstallet nærmer sig i skrivende stund 50 med yderligere 20 mennesker savnet. Det har aktualiseret diskussionen om det rimelige i at genstarte de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som omend langt fra Ontake-bjerget er placeret midt i Japans mest vulkansk aktive område. Så kritikken af genstarten, som for nylig fik NRAs blåstempling, har fået nye voldsomhed. NRAs leder Shunichi Tanaka har derfor været ude med et budskab om, at risikoen (for Sendai-værket) er overdrevet, at man ikke kan sammenligne de to situationer, og at man, hvis der er udsigt til et større udbrud nær Sendai-værket, forud vil fjerne alt det radioaktive brændselsmateriale. Dette har blot ført til endnu mere hovedrysten, for vulkanudbrud har det med at komme med vulkansk uforudsigelighed, og det vil nærmere tage år end måneder at fjerne alle brændselslegemer fra Sendai-værket. For eksemepl vil man først skulle til at fremstille de massive jernbeholdere, som transporterne i givet fald skulle foregå med.

De seneste uger har således vist, at selv det som for trekvart år siden blev betragtet som en af de lette genstarter, på ingen måde er nogen let proces. Her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er modstanden mod genstarterne i befolkningen usvækket, og de mange i statsadministrationen og A-kraft-industrien, som synes at have klynget sig til håbet om, at modviljen var midlertidig og båret af en irrationel frygt, som ville fordampe, efterhånden som tingene kom lidt på afstand og ‘fornuften’ genindfandt sig, må se i øjnene, at modstanden er mere fastgroet – og mere velinformeret og om man vil fornuftsbetonet – end på noget tidligere tidspunkt.

Man kan så sige, at statsadministrationen og TEPCO (som forestår arbejdet med at rydde op efter de kernenedsmeltede reaktorer) i hele den måde, man har håndteret situationen på, ret konsekvent har gjort alt det forkerte, hvis man ønskede at genskabe tilliden til A-kraften i den japanske befolkning. Der er i de mellemliggende 3½ år lavet så mange løgne fortielser og afledningsmanøvrer og så mange banale fodfejl i kommunikationen, at ingen idag har tillid til informationer fra TEPCO, og ingen tror på, at statens monitorering af situationen giver noget bare tilnærmelsesvist sandt billede af tingenes tilstand.

Tilbage på Kyushu, så mangler Kyushu Electric, som ejer de to reaktorer ved Sendai-værket, stadig at færdiggøre omkring 40.000 sider med detaljeret teknisk dokumentation, for at tilladelsen kan blive endeligt sanktioneret af NRA – og dette arbejde forventes at tage yderligere omkring 4 uger. Først herefter er der ved at være klar til at spørge de lokale myndigheder om tilladelse til genstarten. Ingen tør endnu sætte dato på, men det står nu klart, at det først bliver i begyndelsen af det nye år.

Genstarten af Sendai skulle være nogenlunde givet – og blev i starten af året udvalgt til ‘fast track’ ikke bare fordi processen her var langt, men nok så meget fordi man var nødt til at give tilladelsen til genstart af de første reaktorer efter Fukushima-katastrofen et sted, hvor den efterfølgende lokale godkendelse kunne tages for givet. Mange andre steder ville situationen være den, at selv hvis man kørte hele den tekniske godkendelsesproces igennem, så kunne den efterfølgende lokalpolitiske proces trække ud i årevis, fordi ingen turde lægge navn (og politisk karriere) til genstarterne.

Modstandens vedholdenhed afspejler sig også i en netop offentliggjort undersøgelse, hvor omkring 20% af alle afspurgte i Tohuku-området så vidt muligt undgik fødevarer fra Fukushima-området, selvom der er ganske stramme regler for, hvor lave strålingsniveauer produkterne må have, hvis de skal kunne sælges som fødevarer. Det er det højeste antal siden Fukushima-krsiens begyndelse for 3½ år siden.

Stop for vedvarende energi

I sommeren 2011 stille den tids premierminister Naoto Kan som betingelse for at trække sig tilbage, at man gennemføret den feed in-tarifordning for vedvarende energi, som havde været længe under forberedelse. I sommeren 2012 blev tarif-ordningen effektueret, og i løbet af kort tid er der etableret vedvarende energianlæg med en kapacitet svarende til adskillige atomkraftværker. Det er ikke noget, forsyningsselskaberne ser med milde øjne på. Så inden for de seneste dage har de fleste af landets 10 forsyningsselskaber meddelt, at man fremover ikke besvarer henvendelser om tilkobling af vedvarende energianlæg.

Begrundelsen er den enkle, at man simpelthen ikke ved, om forsyningsnettet kan holde til det. For det er designet til at levere energi fra relativt få store enheder til et stort antal slutbrugere, men slet ikke gearet til at decentrale imput fra i titusindvis af sol- vind- og geotermiske anlæg. Forsyningsselskaberne har ret så langt, at hvis Japan skulle have en energiforsyning fuldt ud baseret på vedvarende energikilder, så burde forsyningsnettet se noget anderledes ud, og der burde etableres de nødvendige styrings- og lagringsmekanismer, som gjorde, at alt spillede optimalt sammen. Men bag afvisningen ligger der lige så meget en frygt for, at den eksplosive udvikling i den vedvarende energiudbygning ville få genstarten af forsyningsselskabernes mange atomreaktorer til at fremstå helt overflødig.

Oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi

Der siver til stadighed oplyninger ud om de uhyrlige arbejdsforhold ved Fukushima Daiichi – dels er det vanskelige vilkår at arbejde under, dels er der kommet fokus på det system med mange lag af underentreprenører, som gør, at selvom der betales store summer også i risikotillæg, så ædes det hele op af mellemhandlere. At det i høj grad synes at være den japanske mafia, som her har fundet en anden måde at få snablen i en massiv strøm af offentlige midler, er en anden sag.

Noget af det som er med til at gøre den fortsatte strålingsforurening fra Fukushima-værket massiv, er de stadige udvaskninger af radioaktivt materiale fra under reaktorerne via grundvandet. Derfor etablerede man for nogle måneder siden et bypass-system, for at søge at lede i hvert fald nogle af de omkring 400 ton grundvand, som hver dag siver ind i reaktorbygningerne kældre, direkte i havet, før de nåede at blive forurenet. Men disse omdirrigeringer af vandet har tilsyneladende ikke haft nogen effekt på de vandmøngder, som strømmer ind i fundamenterne.

Samtidig er det forbedrede ALPS-system, som skulle kunne rense de store vandmængder, som efterhånden fylder mere end 1.000 gigantiske vandtanke, endnu aldrig kommet dertil, hvor det er driftsikkert. Så netto bliver der stadig akkumuleret yderligere 400 ton radioaktivt forurenet vand om dagen, smatidig med at en tilsvarende mængde strålingsforurenet vand siver i Stillehavet. En nylig forskningsartikel kunne således konkludere, at den samlede radioaktive forurening fra Fukushima nu oversteg den samlede radioaktive forurening fra Chernobyl.