15. juni 2014 arkiv

Ud af vinduet med en partikelmåler

15. juni 2014

Trafikalt set har Larslejsstræde indtil sidste efterår været en af Indre Bys mest stille gader - ingen butikker, ingen værtshuse, ingen erhverv, men en række forskellige uddannelsesinstitutioner

Tekst og målinger stadig under udarbejdelse …

Normalt er Larslejsstræde en yderst stille gade, hvor trafikken kun er hektisk de 15-20 minutter om morgenen, hvor børnene bliver sat af ved min nabo, Sankt Petri Skole, som er privatskole. Men to ændringer, som heldigvis begge er midlertidige, har ført til en markant stigning af trafikken, hvor bilerne tidvist i dagtimerne nærmest kører i gåsegang og må holde i kø for hinanden i Sankt Peders Stræde for fra hver side at komme ud gennem Larslejsstræde. Så nu, hvor jeg igen har lånt Miljøpunkts partikelmåler, har jeg ud af vinduet momentant kunnet konstatere partikelkoncentrationer på helt op til 50.000, hvilket er koncentrationer, man ellers kun forbinder med massiv trafik i større gader. På den baggrund tænkte jeg, at det gav god mening at lave en serie lidt mere organiserede målinger, hvor måleren er i gang en halv time ad gangen ud af mit vindue på 2. sal. Foreløbig er der målt på weekend-dage, og der vil i løbet af den kommende uge komme yderligere målinger til.

De midlertidige trafikændringer

Målingerne er foretaget ud at et åbent vindue på 2. sal i det blå hus, Larslejsstræde 3Den ene af de midlertidige ændringer stammer fra et trafikeksperiment, hvor man for at undgå en evindeligt cirkulerende nattekørsel i Studiestræde-Vestergade har lavet en række tiltag, herunder vendt trafikken i krydset Studiestræde-Larsbjørnsstræde. Det har haft den utilsigtede, omend helt forudsigelige, konsekvens, at trafikken er steget markant i Larslejsstræde. I de tællinger, som Københavns Kommune (KK) laver, hvor man tæller i dagtimerne 9:00-17:00 og så ud fra en standard-fordeling af trafikken har man kunnet konstatere en stigning i trafikken på 50%. Dette er på ingen måde tilfredsstillende, da denne bilstrøm så at sige kører gennem Sankt Petri Skoles skolegårdsareal. Yderligere har vi i Larslejsstræde fået en massiv nattetrafik torsdag-fredag-lørdag nat, hvor alle taxaer ud af kvarteret skal gennem Larslejsstræde. Men dette afspejles ikke i KKs opgørelser, da man ikke måler i aften- og nattetimerne, men blot ekstrapolerer en døgntrafik ud fra tællinger i dagtimerne.

På den baggrund har også vi her fra Larslejsstræde 3 protesteret overfor KK og insisteret på, at man fandt en løsning, som ikke blot forskubbede problemerne, men rent faktisk løste dem. Og det forlyder nu fra Center for Teknik og Miljø, at man af hensyn til skolen er indstillet på ikke at gøre denne del af eksperimentet permanent. Min indsigelse er medtaget nederst i dette blog-indlæg.

Læs mere »

Share