I Graven med en partikelmåler

9. juni 2014

Lyder dødeligt, og ja, der er i disse år alt for mange, som dør for tidligt af partikelforureningen. Men teksten i det følgende er blot en række optegnelser fra en rundtur i dag for at se på partikelforureningsniveauet i Banegraven ved Vesterport Station her på en 2. pinsedag, hvor de fleste holder fri, mens solen stråler fra en skyfri himmel og temperaturen mange steder i gaderummene kom godt op over 25ºC. Baggrunden er, at jeg pt. er ved at gennemføre et større projekt, Byens grønne lunger, om byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen, hvor et af kapitlerne indebærer beplantningsforslag dels for Torvegade, dels for Banegraven. Tanken er så i løbet af den kommende uge at tage en tilsvarende runde omkring Banegraven og se på niveauerne på en hverdag, hvor trafikken i området er langt mere massiv – og samtidig gerne også en dag, hvor det blæser lidt mindre end i dag.

Jeg satte partikelmåleren i gang hjemmefra, og niveauet var faktisk overraskende højt – ud af et vindue mod Larslejsstræde, hvor trafikken på en dag som i dag er meget begrænset, lå niveauet og svingede mellem 14-16.000, og hvis jeg prøvede til gårdsiden, var der tale om 18-19.000. Da jeg kom ned i gadeplan og om hjørnet til Sankt Peders Stræde, steg niveauet til 20-22.000, stadig med ganske få køretøjer, ingen bagerdufte, parfumer, tobak eller bålrøg, så baggrundsniveauet i dag måtte være ganske højt. En enkelt 3×34 varevogn passerede, tydeligvis uden partikelfilter, for niveauet steg kortvarigt over 50.000.

Disse tal kan være lidt abstrakte, men den partikelmåler, jeg har lånt af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, måler én gang i sekundet antallet af ultrafine partikler pr. cm³ i størrelsesordenen 0,02-1,0 µm – eller den størrelse af partikler, som mere og mere tyder på er de allerværste for vores sundhed, fordi partikler i den størrelse ikke bare når ud i de allerfineste afkroge af vores lunger, men herfra kan bevæge sig videre ind i blodbanerne, hvor de afstedkommer fri radikal-beskadigelse, som igen kan føre til alvorlige helbredsproblemer og i værste fald kræft og hjerte-kar-problemer med dødelig udgang. Alligevel har man endnu ikke etableret egentlige grænseværdier for de ultrafine partikler – det findes der endnu kun for de fine partikler (under 2,5 µm), og her opgøres den ikke i antal partikler, men i µg pr. m³.

Det Økologiske Råd har foreslået grænseværdier for ultrafine partikler, hvor årsgennemsnittet ikke må overstige 7.000 partikler pr. cm³, mens timeniveauet 20 dage om året maksimalt må overstige 20.000 partikler pr. cm³, for at give plads til vejarbejdsdage og dage med ekstraordinære forhold.¹

Det ville pynte alvorligt på partikelforureningens dødsstatistik, men forudsætter en markant stramning af miljøzone-reglerne, som der i et uheldigt deadlock mellem stat og kommune ikke synes at være mulighed for. Men lad os fortsætte rundturen.

For enden af Sankt Peders Stræde kommer det gigantiske kryds mellem Nørre Voldgade, Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard, hvor trafikken normalt ville få partikelforureningen betydeligt i vejret. Men i dag er byen ferieramt, der er flere cykler og barnevogne end biler, og særlig erhvervstrafikken (og dermed store dele af dieseltrafikken, som er den største kilde til gaderummenes ultrafine partikelforurening) holder stort set fri. Så når man krydser udstødningssporet over H.C. Andersens Boulevard, stiger niveauet kun kortvarigt fra 21.000 til 31.000, og falder så på den anden side, hvor trafikkens udledninger blæser hen, til 24-26.000, med kortvarige stigninger, når en bus eller varevogn kører forbi.

Mens jeg stod og så ud over Banegraven fra H.C. Andersens Boulevard, passerede et dieseltog nedenunder, og niveauet steg kortvarigt til 142.000. Kort efter får en stor bus med defekt eller helt manglende partikelfilter tælleren op på 94.000, men niveauet her i H.C. Andersens Boulevards sydside falder relativt hurtigt tilbage på 25-30.000.

Det har været næsten vindstille her i formiddag, hvilket er medvirkende til, at baggrundsniveauet er blevet så højt som det er, men her først på eftermiddagen når den nordlige brise, her hvor byen åbner sig, efterhånden op på 5-6 m/s, hvilket også gør sit til, at koncentrationerne spreder sig. Hvis vi havde målt den samme togpassage i tunnelrøret oppe ved Nørreport, så havde vi set markant højere koncentrationer, og i tunnelrøret havde det taget betydeligt længere tid, før partikelskyerne er suget ud.

Videre langs Banegravens vestside falder koncentrationerne langsomt fra 25-27.000 (langs H.C. Andersens Boulevard) til 20-21.000. Og fluktuationerne bliver her så små og langsomme, at det er givet, at kilderne er relativt langt væk.

Derefter satte jeg mig ned på perronen i Banegraven, hvor det er meget glædeligt, at de fleste af de store rådhusvin, som har været skåret helt tilbage ved renoveringen af Banegravens vægge, så småt er ved igen at dække fladerne, for de giver Graven en human iklædning, som har været savnet, og de vil snart tage den værste top af graffiti-svineriet.

S-togene og Øresundstogene kører på strøm, så de giver så godt som ingen partikelforurening, men et passerende IC3-tog får kortvarigt måleren op til 94.000. Niveauet falder igen hurtigt til omkring 40-50.000, hvorefter det tager 2-3 minutter før niveauet er tilbage på de 20-21.000, som i dag synes at være grundniveauet.

En HT-bus, som holder for rødt oppe på Kampmannsgade-broen, sender sit diesel-lugtspor ned på perronen, hvor jeg sidder, og måleren når i et minuts tid op på 30-35.000 partikler pr. cm³. Lidt senere får en af dobbeltdækkerturistbusserne, som jeg ofte har set give voldsomme udslag under mine målinger i Torvegade, måleren til at toppe på 48.000 her på en bænk på perronen måske 40-50 m fra Kampmannsgade.

Efter en god halv times tid lister endnu et diesellokomotiv sig gennem Banegraven – ikke noget stort tungt godstog, blot nogle få pendlervogne på en fridag. Denne gang når måleren kortvarigt op på 120-130.000, men vinden er friskere nu, så niveauet falder hurtigt til under 30.000 og når efter 2-3 minutter tilbage omkring de 20-21.000.

I det hele taget er vinden i tiltagende, og med høje huse hele vejen rundt opstår der stadig stærkere vindturbulens, hvor måleren i pust kommer ned under 20.000 – og gradvist når nogle få hundrede partikler lavere for hvert større pust i den tiltagende sommereftermiddagsbrise. 10 minutter senere har måleren i et særligt kraftigt pust været nede på 16.500, og vinden synes fra at have været nordnordøstlig at have drejet rent i nord.

Jeg har ikke i dag villet lave deciderede timemålinger, blot ønsket at sammenholde, hvad man kan se, med, hvad måleren viser. Men i forhold til de grænseværdier, som Det Økologiske Råd har foreslået,¹ så er det alarmerende, at selv en dag som i dag, som dels er en sommerdag, hvor niveauerne gennemgående er betydeligt lavere end om vinteren, dels er helligdag, hvor de fleste dieselkøretøjer holder fri, ville overstige timeniveuaet på 20.000 partikler pr. cm³ – både oppe ved H.C. Andersens Boulevard og her på perronen ved Vesterport Station.

Gik derefter op i gadeniveau via Vesterport Station. Her i krydset mellem Vester Farimagsgade og Ved Vesterport er trafikken lige så doven som på H.C. Andersens Boulevard, men der er markant flere taxaer, så når jeg går over fodgængerovergangene, stiger niveauet fra omkring 17.000 til 30-40.000 i udstødningsstriberne. En enkelt varebil får kortvarigt måleren på 82.000. Men meget lille trafik. Og her ved de meget store modernistiske bygningskroppe når vinden i pustene op på 8-10 m/s, så partikelkoncentrationerne spredes relativt hurtigt.

Min rundtur fortsatte via Ørstedsparken op omkring Nørreport Station og ind over Botanisk Have, for om muligt at kunne finde nogen kilde til det høje grundniveau – hvilket ikke lykkedes. Måske det kunne have været aktivitet på den store metroarbejdsplads i den nordligste ende af Sortedamssøen, som blot var indstillet for i dag, da jeg kom derop. For langs Sortedamssøen så jeg for første gang i dag måleren under 13.000.

Og her et par timer senere står måleren i et åbent vindue ud mod Larslejsstræde og er nede omkring 7.500-8.000 med meget små og langsomme udsving – så måske er situationen blot den, at den friske eftermiddagsbrise har fået luftet godt ud i Københavns gader.

Det mindste jeg nogensinde har målt her i byen er 2.800 – inden døre efter en lang nat med vedvarende regn – og længere ned kommer man sjældent selv langt ude på landet. Og da jeg åbnede vinduet, havde morgentrafikken i min meget lidt trafikerede gade allerede hævet niveauet til 8-9.000 i 2. sals højde.

Update 10.06. – Her til morgen var der meget svag vind, 20-21.000 til gadesiden og 16-17.000 til gårdsiden, så den lokale skoletrafik gør tydeligvis sit, og muligvis den efterhånden skovagtige vegetation. Inden døre var der blot 10.000, så jeg lukkede vinduerne, som har stået åbne natten over. Mit hus er gammelt og utæt, men stadig her godt op ad formiddagen er niveauet inden døre blot 11.000, mens det er 21-22.000 til gadesiden – stigende til 35-40.000 ved passage af dieselbiler – og 18-19.000 til gården. Så man burde udvikle en form for vinduesindikator, som viser, hvornår det er bedst at lufte ud, og hvornår det er bedre at holde vinduerne lukkede.

Update 24.06. – måledag 2 – Der har været en del blæsende dage siden første måledag, så det blev først i dag, jeg kom videre med måleren, og det blev ikke til den store rundtur, men der var fine måleforhold, og jeg tog mig tid til at lave to målinger à 30 minutter, den ene på perronen nede i selve Banegraven, den anden ved nordenden af Banegraven, i vejkanten ud mod H.C. Andersens Boulevard, i den side, hvor vinden i dag førte trafikkens udstødning direkte over mod måleren.

I skrivende stund har jeg ikke fået de samlede data hentet ud af måleren, men det er min klare fornemmelse efter at have fulgt måleren i de to halve timer, at niveauet nede i Banegraven er fuldt så højt som i kantstenen langs H.C. Andersens Boulevard, Danmarks mest forurenede gade.

I Banegraven er langt de fleste tog i dag el-drevne, men i løbet af den halve time passerede 4-5 dieseldrevne tog igennem Banegraven. Hvor grundniveauet typisk lå omkring 14-15.000, da steg det ved passage af disse dieseltog typisk til 50-60.000, i et enkelt tilfælde over 100.000. Men sådanne niveauer holder kun i få sekunder, så er der måske 60-40.000 i et halvt minut og i løbet af 1½-2 minutter er man tilbage mellem 15-20.000. Det afspejler sig i, at højeste minut-gennemsnit blev på 46.868. I enkelte tilfælde kunne det også se ud som om at de elektriske tog trak dieselluft fra tunnellen mod Nørreport med sig frem til perronen, så måleren steg fra 15.000 til 22-23.000.

Enkelte gange opstod der markante pust, hvor niveauet faldt fra omkring 15.000 helt ned til 7.000. Det har givet at gøre med de høje bygninger langs Øster Farimagsgade. Og i løbet af den halve time var det ganske interessant at iagttage, at mens vinden over tag var konstant nordlig, så opstod der stadig oftere hvirvler, hvor vindretningen i bunden af Banegraven var sydlig, så den var præcist modsat de flag på toppen af Palads-bygningen, jeg sad lige overfor. I begyndelsen kun i små pust, men mod enden af den halve time blev den sydlige hvirvelvind den mest fremtrædende, og glimtvis nåede pustene med ren luft ned til 6.200.

Umiddelbart efter målte jeg tilsvarende en halv time i læsiden af H.C. Andersens Boulevard, hvor jeg havde måleren stående på kantstenen. Prøvede flere gange, om den viste anderledes i 1 m højde, men forskellen var tilsyneladende blot, at reaktionerne kom en lille smule langsommere helt nede ved jorden. Som tidligere nævnt har jeg endnu ikke gennemsnittet for de to målinger. Men det er min klare fornemmelse, at niveauet faktisk var højere i Banegraven end i kanten af H.C. Andersens Boulevard.

Højeste måling var en stor lastbil, som i et højresving kom ganske tæt på, hvor jeg sad med måleren – her nåede niveauet op på 142.000. For andre store lastbiler, som tog nøjagtigt samme sving, kunne man på samme måde mærke den varme ‘forbrændte’ luft, men måleren gav så godt som intet udslag. Det viser, hvor stor forskel der er på at have gode filtre og dårlige – eller slet ingen – filtre. Og det er ikke kun store dieselkøretøjer. En gammel sportsvogn, som kun lige havde plads til, at to mennesker kunne krølle sig sammen i, nåede i sit højresvin op på 92.000 partikler, en taxa på to hjul om hjørnet 122.000, mens en stor lastbil umiddelbart efter ‘kun’ viste 27.000. Lidt senere en diesel personbil, som får måleren til at vise 121.000, og øjeblikket efter 132.000, hvorefter der kommer to store lastbiler, som til trods for den varme motorluft kun viser 10-12.000. Her kan man tale om gode filtre, og det virker ret arrogant overfor Københavns indbyggere, at det ikke bare er obligatorisk at have filtre på, hvis man vil køre med dieselbiler i den tæt bebyggede by.

Dagens rekord kom umiddelbart efter at jeg havde afsluttet målingen ved H.C. Andersens Boulevard – det var såmænd en knallert, hvis spor af dårligt forbrændt knallertbenzin kortvarigt nåede op på 252.000 partikler pr. cm³. Højeste minutmåling på H.C. Andersens Boulevard blev på 31.926, mens laveste sekundmåling var helt nede på 5.100. Så trafikbidraget i dag var betydeligt.

På vejen hjem kunne jeg på en del af Larslejsstræde, som er en smal ensrettet gade, måle 30-40.000 på et stræk, hvor luften stod næsten stille. Så det er ikke kun trafikmængderne, som er afgørende. Det er nok så meget et spørgsmål om topografien og hvor hurtigt en given udledning i en given situation har mulighed for at sprede sig.

Se tidligere blog-indlæg: I byen med en partikelmåler, EEA: Luftforureningen Europas største miljøproblem, Betalingsring aflivet, Færten dræber, Partikelfiltre langt fra perfekte og VM i partikelmålinger.