Strøtanker om bæredygtighed

Herover ses et marklandskab ved Bregentved Gods, hvor man som del af et forsøg med klima-optimering af dansk landbrug har udlagt 30 km randzoner eller i alt 30 hektar, hvilket svarer til omkring 1% af det dyrkede areal på 3.284 ha. Bregentved Gods har yderligere 3.054 ha skov. 

I 2010 blev det i et forsøg på at mindske udvaskningen af overskydende kvælstof fra de dyrkede arealer til vandmiljøet vedtaget, at der fra september 2012 skulle etableres randzoner alle steder, hvor landbrugsarealer grænsede op til åer, søer og vandhuller over 100 m², hvor der ikke måtte pløjes, gødes eller sprøjtes, – hvilket i udgangspunktet er en fantastisk idé, for ud over at mindske udvaskningen muliggør det også en række grønne korridorer i landskabet, som med tiden kan få stor værdi for biodiversiteten samtidig med, at de har et stort rekreativt og landskabeligt potentiale.

Allerede i 1992 blev der indført en lovpligtig 2 m bræmme langs alle målsatte grøfter, kanaler og vandløb, så ideen var ikke ny, tværtimod kan man sige, at en eksisterende regulering blev justeret for at for at give den tilsigtede beskyttelse mod udvaskning af overskydende gødning og sprøjtemidler, som medfører alvorlige miljøproblemer i vandmiljøet. Og der er ikke bare tale om afgrænsede virkninger på umiddelbart tilstødende vandløb og vådområder, tværtimod kan virkningerne af års akkumulerede næringstilførsler spores over alt i de indre danske farvande, med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Men randzonerne er blevet alt andet end vel modtaget. Siden vedtagelsen har randzonerne været stærkt debatteret, og det er ikke for meget sagt, at de har været hadeobjekt for landmændene, og selvom de blev vedtaget under en blå regering, synes blå blok nu indstillet på at opgive randzonerne. Måske derfor er der heller ikke kommet det fine ud af dem for det danske landskab, som der kunne have være kommet. For de har fra landbrugsside mere eller mindre fremstået om et urimeligt overgreb fra et storbydanmark, som er kommet helt ud af trit med situationen på landet. For adskillige landmænd har det ikke været nok at demonstrere foragten for begrebet ved at lade dem henligge som halvfærdige entreprenørprojekter. Man har i protest – stærkt opildnet af en række organisationer og politikere – pløjet randzonerne op i en form for demonstrativ civil ulydighed. Således måtte (nu forhenværende) miljøminister Ida Auken i september 2013 spørge Lars Lykke Rasmussen, om han fandt det i orden, at hans retsordfører (Karsten Lauritzen) opfordrede til lovbrud og selvtægt i forhold til det lovforslag om randzoner, som han selv havde stemt for.

Nu er det så besluttet, at de oprindelige randzoner på 10 m kun behøver at være 5 m brede. Herved bliver de ikke bare mindre, men også mindre egnede som naturkorridorer og mindre i stand til at tilbageholde overskydende kvælstof og sprøjtemidler fra markerne. David Rehling kalder det i en leder i Information en bundskraber for SR-regeringen, som med støtte fra blå blok har maltrakteret randzonerne. Beslutningen er paradoksal på baggrund af, at NaturErhvervstyrelsen i januar 2012 fastslog, at: “Randzonerne er til for at beskytte vores miljø og natur. Det er det bedste og mest omkostningseffektive virkemiddel, vi kender lige nu, til at begrænse, at kvælstof, fosfor og sprøjtegifte ender i vores vandmiljø. Samtidig giver vi danskerne natur at færdes i.”

Når en sådan beslutning alligevel er truffet, og randzonearealet med et pennestrøg er nedbragt fra 50.000 ha til 25.000 ha, sker det som en del af en “vækstpakke for landbruget” og kommer efter et et massivt pres fra landbruget, som aldrig har accepteret på den led at skulle give god landbrugsjord tilbage til naturen, selvom de få år forinden har genoppløjet 115.000 ha bragtlagte jorder. Men en utroligt skuffende beslutning fra en regering, som ellers lagde ud med en rimeligt visionær grøn vision. Der værste er næsten, at rød bloks ministre kan få sig til at stille op og sige, at det er fuldt så godt for naturen som før. For randzonerne var begyndelsen til noget godt, som aldrig nåede at få lov at udfolde sig. Men hele argumentationen bag dem var nok alt for snævert bygget op omkring mindskelse af udvaskninger fra de dyrkede arealer.

Havde man samtidig fået klarlagt og betonet, hvilke fine rekreative og landskabelige muligheder, som der lå i at få sådanne bånd af natur langs landskabets vandelementer,  og havde man samtidig gjort sig de nødvendige overvejelser over, hvordan de skulle håndteres, så de samtidig var mest muligt værd for biodiversiteten og den natur, som er hårdt presset af det det moderne industrilandbrugs stadig mere bastante tilstedeværelse i landskaberne, så havde det måske stået klarere, at man ikke bare afgav noget, men i høj grad også fik noget. Ud over at de rekreative oplevelser langs vandløbene ville bliver rigere, hvis der langs vandløbene i højere grad kom træagtig vegetation, ville solindstrålingen mindskes, så grødeskæringen kunne mindskes og den biologiske mangfoldighed vokse.

At det overhovedet kunne ske, at en vækstpakke får lov at maltraktere det danske landskab, peger lige ind i det fundamentale dilemma, som rød bloks grønne plan ikke har forløst, at man samtidig med at man vil bedre miljø, mere bæredygtighed og en stærk klima plan også vedkender sig den stadige økonomiske vækst som en indiskuterbar præmis. Hvor meget jeg kunne ønske det, så har rød blok som sådan selv et lille halvt århundrede efter udgivelsen af Grænser for vækst (1972) stadig ikke fattet, at der er grænser for vækst, og at vores velbefindende og naturens velbefindende – for ikke at tale om vores fremtidige livsgrundlag – er afhængige af, at vi ikke til stadighed overskrider disse grænser, men at vi tværtimod optimerer livskvalitetsmæssigt inden for en langt stærkere forståelse af vores naturgivne vilkår.

Artstabet i de danske landskaber er alarmerende, listen over truede dyrearter er problematisk lang, og selvom vi har lovet EU at standse artstabet – og vel anlagte randzoner kunne være en del af en sådan strategi – så går det stadig den gale vej. Og den dag en art har opgivet, kommer de ikke bare tilbage pr. automatik, selv hvis vi fik omlagt landskabet til mere hensynsfuld bæredygtige produktionsformer. Jo, nogle arter ville kunne genindvandre, men andre vil være tabt for evigt.

Der har været mere lødig kritik af zonerne – at der nogle steder var brug for bredere zoner for at opnå den ønskede virkning, mens udvaskningen andre steder måske kunne klares med en smallere zone. En mere begavet reaktion her fire år efter beslutningen ville da også have været at skræddersy dem til de lokale forhold. Der har også været forslag fremme om at lave ‘intelligente randzoner’.

Herover ses et principsnit for et demonstrationsprojekt for en intelligent randzone ved Skjern å. Man har her lavet en langsgående grøft for at opsamle vandet fra de drænrør, som mange steder gør, at randzonerne ikke virker optimalt. Fra grøften siver vandet herefter igennem en rodzone med ellekrat og tilsvarende typisk vandløbsbeplantning. Man opnår herved langt bedre tilbageholdelse, opbygning af biotoper med langt større basis for at styrke biodiversiteten, en klimaeffekt ved binding af CO₂ i både jord og vegetation, samt at randzonerne vil kunne få en større rekreativ værdi og landskabelig prægnans.

På den brasilianske højslettes serrado-landskab ser man lige præcis dette billede, at der i det ellers tørre savannelandskab er en næsten ubrudt grøn mur omkring vandløbene, fordi der kun her er tilstrækkeligt med vand til at muliggøre fuldt skovdække. Vi ser det også sine steder i Danmark, men andre steder har man store åbne åsletter, hvor græsning på overdrevsarealer har været med til at holde trævæksten nede. Her har man først sent pløjet op på jorder, som ofte er ganske vandlidende, man kunne derfor med rimelighed tilstræbe her at genskabe overdrevsarealerne og dermed sikre det åbne landskab med kun punktvis bevoksning.

Tegningen herover stammer fra en rapport, Intelligente randzoner (pdf), som Videncenter for landbrug har udarbejdet. Når man læser den, er der utrolig mange gode grunde til at indføre randzonerne, og i løbet af de 106 sider gennemgås der en lang række andre principsnit for randzoner, som hver især fungerer bedre end ved blot at udlægge randzonerne som en urørt zone.

Men med 5 m randzoner er der ikke plads til den slags løsninger – de vil de flestes steder blot henligge som uønskede tiloversblevne arealer. Og med vækstparadigmets bacille stærkt rodfæstet også i rød blok – det at økonomien til enhver tid kommer før økologien og naturhensynet – kan man kun frygte for randzonernes fremtid.

Update 20.05. – Utilfredsheden med randzoneloven er så omfattende, at der er lavet en række sagsanlæg for om muligt med domstolenes mellemkomst at få kendt randzonerne ulovlige.  Der er derfor rejst sag om, at kompensationen er alt for lav, og at der nærmest er tale om (en ulovlig) ekspropriation. Fødevareminister Mette Gjerskov siger hertil, at landbruget ikke krav på at få kompensation, men at hun finder det rimeligt, at landbruget får en vis modydelse. Samtidig har staten lagt sag an mod blandt andet landmænd fra Holstebro for at dyrke deres jord i de dyrkningsfrie zoner langs vandløb. Men allerede i 2012 stævnede Landbrug & Fødevarer i et civilt søgsmål staten for at få kendt randzoneloven ugyldig og i strid med ejendomsrettens ukrænkelighed. Senere har Bæredygtigt Landbrug anlagt en tilsvarende sag mod staten. Så det er ikke for meget at sige, at kræfterne bruges på at bekæmpe randzonerne, mens viljen til at eksperimentere med at få det bedste ud af dem kan ligge på et meget lille sted.

Update 11.09. – Der er vedtaget et nyt regelsæt, hvor landbrug over 15 ha som del af at gøre sig fortjent til EUs landbrugsstøtte, fremover skal henlægge mindst 5% af sit areal som naturfokusområder. I disse opgørelser kan medregnes fortidsminder og små vandhuller, og randzonerne medregnes med en faktor 1,5. Heri ligger indirekte en invitation til at lave randzonerne bredere end de reducerede 5 m. Men for mange landbrug vil det blive nødvendigt med supplerende braklægning for at komme op på de 5%.

Yderligere er der kommet krav om et vist mål af afgrøderotation, så landbrug på 10-30 ha fremover skal have mindst to forskellige slags afgrøder, mens landbrug over 30 ha skal have mindst tre forskellige kategorier. Et sådant krav kommer på baggrund af, at stadig større arealer bliver dyrket med samme ene afgrøde år efter år efter år, uanset at en sådan ensidig brug nødvendiggør større mængder af gødning og sprøjtning. Men der skal andet og mere til for at få den form for kompleksitet, som blomstrede omkring husmandsstederne med deres blandede dyrehold og fireårige sædskifte, hvor jorden lå brak hvert fjerde år.

Også disse regler vil sandsynligvis vise sig at møde modstand i landbruget – som principielt helst så at verden omkring ikke blander sig i, hvordan de forvalter ‘deres’ jorder. Hvilket ville være en fantastisk gave at kunne give bønderne, hvis de formåede at forvalte de danske landskaber, så naturen trivedes og produkterne var sunde og rene. Men det vil forudsætte en helt anden slags langt mere naturligt landbrug. Den måde, det industrielle landbrug hærger de danske landskaber på, har så massiv en indflydelse på omgivelserne, at der nødvendigvis må reguleres kraftigt. Og landbruget har i så mange år snoet sig uden om direkte reguleringer uden at gøre som aftalt, at der er nødt til at være ganske præcise regler.

Se tidligere blog-indlæg: Randzoner i landskabet og Laguna Blanca – landskabelige tryllerier.

Frederik Thalbitzer: Chokerende notat: Vild usikkerhed om randzoneeffekt, LandbrugsAvisen 07.09.2015.

Filip Knaack Kirkegaard: NaturErhvervstyrelsen beder Aarhus Universitet fortælle, om deres randzone-notat påvirker vurderingen af kvælstofeffekten, Landbrugsavisen 13.08.2015.

Bente Villumsen: Sprøjtegift dræber vandløbsinsekter, Danmarks Naturfredningsforening 25.08.2015.

Magnus Bredsdorff: Pesticider dræber smådyr i vandløb, Ingeniøren 21.08.2015.

Magnus Bredsdorff: Pesticider ender i vandløbene på trods af bufferzoner, Ingeniøren 21.08.2015.

Landbrugets kamp mod randzonerne, TV2 Nord 11.05.2015.

Kjeld Hansen: Vismænd: Kvoter og afgifter skal bekæmpe landbrugets udslip af kvælstof, gylle.dk 25.04.2015.

Christian Østergaard: Rambøll: Drop at grave åer dybere for at forhindre oversvømmelse, 16.01.2015.

Vandplaner ugyldige, KL 04.12.2014.

Gustav Bech: Brosbøl forbyder sprøjtegift i såbar natur, Organic Today, 06.10.2014.

Kjeld Hansen: Noget for noget – for syv mia. kr. i årlig landbrugsstøtte, gylle.dk 31.08.2014.

Nye grønne krav til landbruget, Maskinbladet 29.08.2014.

Hvilke vandløb og søer skal have randzoner? naturerhverv.dk 30.06.2014.

Trods protester kan du gå langs nye vandløb, (Ritzau) Politiken 11.06.2014.

Dyrkningsforbud får vrede landmænd til at stævne staten, (Ritzau) Politiken 18.05.2014.

Michael Stolze: Randzonesagen – en lærestreg inden Naturplan Danmark, Dansk Natur 08.04.2014.

David Rehling: Hinsides løftebruddets rand, (leder) Information 07.04.2014.

ceb: Danmarks miljø går i sort, (leder) Politiken 07.04.2014.

‘Vækstplan for fødevarer’: Halvering af randzonerne og fri adgang for udenlandsk kapital, Netavisen 08.04.2014.

Mille Marie Christensen: Eksperter advarer mod lov om ensartede randzoner, Landbrug og Fødevarer 02.04.2014.

Kenneth Lund & Martin Borre: Enighed om vækstplan: »Vores målsætning for naturen er intakt«, Politiken 02.04.2014.

Kenneth Lund & Martin Borre: SF står uden for vækstpakke til landbruget, Politiken 02.04.2014.

Kjeld Hansen: Fra det yderste overdrev, gylle.dk 06.01.2014.

Lisbeth Quass: Miljøminister kræver svar om Venstre-politikers opgør med randzoner, (Berlingske Nyhedsbureau) Berlingske 12.09.2013.

Peter Vestergaard: Skiftende syn på naturen i det åbne land, Den Store Danske 13.08.2013.

Kjeld Hansen: Landbruget vandt – samfundet tabte stort, gylle.dk 20.03.2013.

Kim Enemark: Stop klapjagten på landbruget, Politiken 01.02.2013.

Flemming Gertz: Intelligente randzoner – Et multifunktionelt virkemiddel for at beskytte vandmiljøet og øge landskabets biodiversitet – Rapport fra projektet Aktive Bræmmer, Videncentret for landbrug, oktober 2012 (pdf).

Landmænd vil blæse på forureningsregler, (Ritzau) Politiken 10.07.2012.

Thomas Djursing: Fosforzone kræver træer – minister synes ikke det pynter, Ingeniøren 23.04.2012.

Kjeld Hansen: Bestilt arbejde – for Fødevareministeriet, (kronik) Politiken 09.03.2009.

Brian Kronvang et al.: Udyrkede bræmmer og randzoner langs vandløb og søer, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet 2009 (pdf).