Strøtanker om bæredygtighed

Efter indsamling af mere end 750.000 underskrifter stod Ecuador overfor en folkeafstemning om bevarelsen af Yasuní-området som urørt naturreservat. Men Ecuadors præsident Correa er imod, og da militærfolk her lige inden påske hentede kasserne med de mange underskrifter, stod det klart, at man var rede til at fifle med de demokratiske spilleregler. Det er der for så vidt ikke noget nyt i i Latinamerika, men situationen kan meget vel blive den, at det vil kræve et massivt pres fra det internationale samfund overhovedet at få folkeafstemningen gennemført.

Nedenfor følger en pressemeddelelse fra YASunidos. 

Se tidligere blog-indlæg Yasuní: Olieudvinding eller Naturparadis? om Yasunís enestående naturrigdom og Yasuní ITT opgivet for baggrundsinformation og løbende opdateringer om situationen det sidste halve års tid.

Quito, 21. april 2014

PRESSEMEDDELSE:

YASunidos angiver fusk og militarisering af folkeafstemningen om Yasuní-ITT

Den ecuadorianske, social bevægelse, YASunidos, indleverede 757.623 underskrifter lørdag den 12. april for at opfordre til en folkeafstemning og holde olien i undergrunden i Amazonas-området, Yasuní-ITT. Imidlertid er håbet om en gennemsigtig validering af underskrifter faldet til jorden efter det Nationale Valgråd (CNE) har begået varetægtsbrud og manipuleret med YASunidos materialer.

YASunidos fandt seglet af en kasse med vigtige dokumenter – kopier af ID-kort af alle indsamlere, nødvendige for at kontrollere underskrifterne – brudt og dokumenterne manipuleret. Omkring 200 kopier manglede, og den registrerede nummerering af flere indleverede dokument var blevet ændret. Ifølge CNEs regler vil alle underskrifter indsamlet af personer uden ID-kopier være ugyldige. Det vil betyde en annullering af mere end 200.000 underskrifter og vil bringe bevægelsens antal underskrifter under de påkrævede 584.000 for at kalde til folkeafstemning.

“Det er en alvorlig krænkelse af forfatningen og loven at åbne vores indleverede kasser uden vores tilstedeværelse, og det er meget kritisk, at omkring 200 kopier af vores underskriftindsamleres ID-kort på mystisk vis er forsvundet i CNE’s varetægt,” forklarer Patricio Chávez, medlem og talsmand for YASunidos.

YASunidos anmodede CNE om øjeblikkeligt at standse verifikationen af underskrifterne, indtil der var kommet klarhed over sagen, men deres anmodning blev blot ignoreret og i stedet har CNE offentligt beskyldt bevægelsen for at lyve. Her er dog en video, der tydeligt viser den åbnede kasse: https://www.youtube.com/watch?v=vm8tg8f3Uec.

Læs mere »

Herover ses et marklandskab ved Bregentved Gods, hvor man som del af et forsøg med klima-optimering af dansk landbrug har udlagt 30 km randzoner eller i alt 30 hektar, hvilket svarer til omkring 1% af det dyrkede areal på 3.284 ha. Bregentved Gods har yderligere 3.054 ha skov. 

I 2010 blev det i et forsøg på at mindske udvaskningen af overskydende kvælstof fra de dyrkede arealer til vandmiljøet vedtaget, at der fra september 2012 skulle etableres randzoner alle steder, hvor landbrugsarealer grænsede op til åer, søer og vandhuller over 100 m², hvor der ikke måtte pløjes, gødes eller sprøjtes, – hvilket i udgangspunktet er en fantastisk idé, for ud over at mindske udvaskningen muliggør det også en række grønne korridorer i landskabet, som med tiden kan få stor værdi for biodiversiteten samtidig med, at de har et stort rekreativt og landskabeligt potentiale.

Allerede i 1992 blev der indført en lovpligtig 2 m bræmme langs alle målsatte grøfter, kanaler og vandløb, så ideen var ikke ny, tværtimod kan man sige, at en eksisterende regulering blev justeret for at for at give den tilsigtede beskyttelse mod udvaskning af overskydende gødning og sprøjtemidler, som medfører alvorlige miljøproblemer i vandmiljøet. Og der er ikke bare tale om afgrænsede virkninger på umiddelbart tilstødende vandløb og vådområder, tværtimod kan virkningerne af års akkumulerede næringstilførsler spores over alt i de indre danske farvande, med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Men randzonerne er blevet alt andet end vel modtaget. Siden vedtagelsen har randzonerne været stærkt debatteret, og det er ikke for meget sagt, at de har været hadeobjekt for landmændene, og selvom de blev vedtaget under en blå regering, synes blå blok nu indstillet på at opgive randzonerne. Måske derfor er der heller ikke kommet det fine ud af dem for det danske landskab, som der kunne have være kommet. For de har fra landbrugsside mere eller mindre fremstået om et urimeligt overgreb fra et storbydanmark, som er kommet helt ud af trit med situationen på landet. For adskillige landmænd har det ikke været nok at demonstrere foragten for begrebet ved at lade dem henligge som halvfærdige entreprenørprojekter. Man har i protest – stærkt opildnet af en række organisationer og politikere – pløjet randzonerne op i en form for demonstrativ civil ulydighed. Således måtte (nu forhenværende) miljøminister Ida Auken i september 2013 spørge Lars Lykke Rasmussen, om han fandt det i orden, at hans retsordfører (Karsten Lauritzen) opfordrede til lovbrud og selvtægt i forhold til det lovforslag om randzoner, som han selv havde stemt for.

Nu er det så besluttet, at de oprindelige randzoner på 10 m kun behøver at være 5 m brede. Herved bliver de ikke bare mindre, men også mindre egnede som naturkorridorer og mindre i stand til at tilbageholde overskydende kvælstof og sprøjtemidler fra markerne. David Rehling kalder det i en leder i Information en bundskraber for SR-regeringen, som med støtte fra blå blok har maltrakteret randzonerne. Beslutningen er paradoksal på baggrund af, at NaturErhvervstyrelsen i januar 2012 fastslog, at: “Randzonerne er til for at beskytte vores miljø og natur. Det er det bedste og mest omkostningseffektive virkemiddel, vi kender lige nu, til at begrænse, at kvælstof, fosfor og sprøjtegifte ender i vores vandmiljø. Samtidig giver vi danskerne natur at færdes i.”

Læs mere »

Da ICRW, International Convention for the Regulation of Whaling, i 1986 vedtog et stop for kommerciel hvalfangst, startede Japan året efter et ‘videnskabeligt’ program, hvor man – hvilket kan synes absurd – i stor udstrækning var nødt til at dræbe dyrene for at gennemføre forskningen. Men under dække af videnskabelighed har japanerne siden fangststoppet i 1986 fanget mere end 10.000 hvaler til kommercielt brug.

Dette har kaldt på massive protester, og der har løbende været udkæmpet drabelige kampe i farvandene syd for Australien, når Japan sendte sin årlige hvalfangerflåde ud, og aktivister gjorde, hvad de kunne for at forhindre hvalfangsten. Træfningerne har været stadigt eskalerede, med vandkanoner og forsøg på at hindre fremdriften ved at få drivnet i skibsskruer, mens NGO-aktivisterne blev forsøgt retsforfulgt og internettet glødede – så Japan har hentet rigtig meget dårlig PR på dette projekt. Skærmydslerne i de iskolde farvande kulminerede for et par år siden, hvor Paul Watsons aktivistskib Sea Shepheard sank efter at være blevet vædret af en af hvalfangerbådene.

Efter mange års pres fra en bred vifte af NGOer lagde Australien i 2010 sag an mod Japan ved den internationale domstol i den Haag. Og endelig i går faldt afgørelsen. Domsafsigelsen forholder sig ikke til det videnskabelige program som sådan, blot til, at der ikke er noget forhold mellem det videnskabelige output og det massive omfang af hvalfangsten – efter 25 års ‘forsøg’ foreligger der kun en enkelt peer reviewed artikel, som baserer sig på noget, som nødvendiggjorde at dræbe hvaler – hvorfor det hvalfangsten til det japanske JAPRA II-forskningsprogram må betragtes som kommerciel fangst. På den baggrund dømmes Japan til øjeblikkeligt at standse hvalfangsterne.

Japan har til sit ‘forskningsprogram’ tildelt sig selv stadig stigende årlige kvoter. I de første år var der tale om 300-440 hvaler, i 2005 var det 945 hvaler og i 2007 1.035 – at sammen for at styrke hvalbestanden! Det har dog knebet ikke bare med at få denne kvote fisket – hvilket Sea Shepheards eskalerende chikaner har en betydelig ære for, i 2012 lykkedes det kun at fange 103 hvaler, og fangsten i 2012-13, hvor målet var 900 hvaler, blev endnu lavere.

Samtidig er hvalkødet ved at forsvinde ud af menuen i de japanske hjem – i dag er det de færreste som nogensinde spiser det, og med det internationale samfunds dom for, at hvalkødet er ulovligt fanget, vil appetitten kun falde yderligere. På et tidspunkt var hvalkødet billigt i forhold til andet kød i de japanske kølediske, men i dag er det lige så dyrt som andet kød (hvilket i Japan vil sige meget dyrt). Så i 2012 måtte man indse, at 75% af det foregående års fangst ikke var omsat, men stadig lå i frysehusene, og dermed, at de årlige udgifter til hvalfangstprojektet på omkring 60 mio. $ på ingen måde bliver tjent hjem. Hvor Institute of Cetacean Research, den institution, som står for hvalprogrammet, i 2004 solgte for 7 mia. yen hvalkød, var salget i 2013 nede på 2 mia. yen.

Læs mere »