Strøtanker om bæredygtighed

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO₂-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO₂-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO₂ ud i al fremtid.

Desværre når dette ‘carbon budget’ ikke at komme til at definere den globale klimaaftale, som forsøges forhandlet på plads til vedtagelse i Paris i 2015 med igangsættelse fra 2020. For det er lige præcist en sådan forståelse af, at der er definitive grænser i et lukket system, at vi ikke i retfærdighedens navn lige kan realisere den materielle dimension af The American Dream for alle klodens +7 mia. mennesker, inden vi (vores børnebørn) spænder livremmen ind. At det ikke giver mening at bygge flere motorveje og havnetunneller eller udvide Kastrup lufthavn, når vi i løbet af få årtier skal være nødt til at have etableret levemåder og livsstile, hvor vi har et samlet CO₂-fodaftryk under 1 ton pr. person pr. år. Og her nytter det vel at mærke ikke noget blot at udlicitere alt det CO₂-udledende til udviklingslandene, for det gælder hele kloden rundt, at vi i løbet af max to årtier skal langt under 1 ton pr. person pr år for at holde hvad vi lovede hinanden i København i 2009. Faktisk så spejler denne budget-tænkning den rablende utilstrækkelighed i den nuværende klimaindsats, ikke bare hvor den halter mest, men også den danske, den københavnske og den europæiske, selvom den ofte fremføres som forbilledlig. For selv hvis hele kloden gjorde tilsvarende, så rammer vi igennem dette carbon budget, som skulle holde i al evighed, allerede i løbet af det 21. århundrede.

Med den nuværende klimaindsats er verdens carbon budget allerede fuldt forbrugt først i 2040erne, og spurgte man verdens fattigste og mest udsatte lande, så så de hellere en klimaindsats, som havde en målsætning om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning på blot 1½°C. Det har IPCC ikke regnet på – måske med god grund, for så havde vi nok allerede brugt hele budgettet på nuværende tidspunkt.

Men hvis vi turde indse og tage konsekvenserne af dette carbon budget, så var der ikke noget der hed udvinding af tar sand, så var der ikke noget, som hed fracking, så var der ikke noget arktisk olieeventyr under opsejling. Så var vi i fuld gang med at målrette hele vores kreativitet mod at etablere meningsfulde liv, hvor vi ikke fiser og farer kloden rundt, hvor vi ikke slæber det meste jorden rundt, før vi konsumerer og kasserer det, hvor det materielle fylder langt mindre.

Selvom den mainstream-tænkning, som styrer vores politiske systemer, stadig er besat af økonomisk vækst, nogle gange indpakket som ‘grøn vækst’, så er det en fundamental umulighed at forbruge og omsætte stadig mere i et lukket system som vores fælles Jordklode. Vi er allerede langt over balancepunktet, vi høster langt mere end kloden regenererer.

Så i stedet for vækstpolitik, burde vi efterstræbe mindskelse, hvordan vi kan gøre det fornødne med mere glæde og mindre spild, mindre kølvand, hvordan vi kan genindlejre vores tilværelser i naturens kredsløb. Der er stadig masser af plads til vækst på bevidsthedsplanet, der er ingen grænser for kærligheden, der er ingen grænser for livsglæde, så længe vi kan holde den fri af dens evige materialiseringer.

Nå det blev en lang tankerække ved gensynet med det 30 sider resume, som DMI prisværdigt har oversat. Jeg håber at vi alle tager os tid til at forholde os til det, og ikke mindst til at tage nogle nødvendige konsekvenser deraf.

Se tidligere blog-indlæg: Ny IPCC-rapport på vej, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget, Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde, Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm, IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig og Anden del af IPCCs store klimastatus lækket.

Klimastatus fra FN’s Klimapanel – nu på dansk, DMI 05.02.2014.

Stocker, T.F., et al. (Eds.): Klimaforandringer 2013: Det naturvidenskabelige grundlag. Sammendrag for beslutningstagere, Danmarks Meteorologiske Institut februar 2014 (pdf).