december, 2013 | Strøtanker om bæredygtighed

december 2013 arkiv

Bodil – århundredets stormflod?

6. december 2013

Refshalevej under vand, 6. december 2013 – foto: Nils Vest.

Da regnen 2. juli for godt to år siden stod ned over København med en i hvert fald for disse breddegrader hidtil uset kraft, var meteorologerne ikke sene til at kalde det en hundredeårsregn, enkelte kaldte det endda en femhundredeårsregn – forstået på den led, at det var en så udsædvanligt voldsom regnhændelse, at den kun ville optræde én gang hvert 100. eller hvert 500. år. Eller sådan havde det i hvert fald været indtil nu. For de klimaforandringer, som vi så småt er ved at mærke de første tegn på også i Danmark, vil gøre, at regnskyl med en sådan voldsomhed fremover vil forekomme langt hyppigere, måske hvert 30.-40. år, og på lidt længere sigt så tit, at det bliver noget naturligt – den nye normal.

Tilsvarende med det stormvejr, som det sidste halvandet døgn har raset over Danmark, som ikke har været nogen rekordstorm, når det gælder vindhastigheder. Men til gengæld har den nordvestlige storm – af uransagelige grunde kaldet Bodil – i skrivende stund haft en så uophørlig vedholdenhed, at den har nået at stuve store vandmasser op i de indre farvande. Uden at vi endnu kender de fulde data for Bodil, er “hun” derfor allerede kategoriseret som en hundredeårshændelse.

Fra mine unge dage, hvor jeg sejlede meget i de indre farvande, husker jeg Havnelodsens ofte næsten u-trolige angivelser af, hvor meget ekstra højvande, der kunne være under særlige vindforhold. Sine steder kendte man til vindstuvninger på 1½-2 meter for særlige vindretninger. For eksempel i havnen i Løgstør var der en stor pæl, hvor højvander gennem tiderne var markeret. Men der ser ud til, at Bodil mange steder har formået at slå disse rekorder. Ikke bare steder som Limfjorden og Vadehavet, hvor vindstuvningen traditionelt er stor, men denne gang også Roskilde Fjord, hvor vindstuvningen flere steder har nået to meter.

Selvom der er tale om en hundredeårshændelse i forståelsen stormvejr af en styrke, som vi hidtil hun har set én gang i hvert århundrede, så bliver det næsten med garanti ikke århundredets stormflod – overskriften havde mere korrekt været århundredets første stormflod. For med den stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændsler har vi lagt så meget i kakkelovnen, at vi i løbet af det 21. århundrede vil se den globale opvarmning accelerere. Det vil give både hyppigere og voldsommere vejrfænomener i takt med at den globale opvarmning ‘lader’ atmosfæren med mere fugt og varme, så vi vil se stadig nye rekorder for største, hurtigste, længste, varmeste, vådeste, voldsomste storm-, regn-, snevejr osv. Dels vil verdenshavene stige, så udgangspunktet for en storm som Bodil gradvist løfter dens virkning længere ind på land.

Læs mere »

skrevet i global opvarmning, klimaindsats, klimatilpasning | tagged Bill McKibben, Christiania, havstigninger, James Hansen, København, stormflod | Kommentarer lukket

James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig

4. december 2013

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

skrevet i 350 ppm, energi og ressourcer, global opvarmning | tagged 1½°C, 2°C, 450 ppm, AR5, carbon budget, IPCC, James Hansen | Kommentarer lukket

Japan igen på A-kraft XIX – optegnelser december 2013

1. december 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Selvom mange A-kraft-fortalere i juli havde set frem til hurtig genstart, når først NRAs nye regelsæt var på banen, så er der efterhånden ikke noget, som tyder på, at der kommer reaktorer i gang inden nytår. Lige nu er der sagsbehandling på 7 reaktorer, og yderligere to ved Kashiwazaki-Kariwa-værket synes så småt at være kommet i gang, selvom det er endnu et af de værker, hvor der skal yderligere undersøgelser af undergrunden til.

Det går langsomt, det går trægt, der er modstand over alt i det japanske samfund, hvor et flertal stadig efter mere end 2½ års stram energiforsyning helst så Japan slå om på en kurs, hvor A-kraften blev udfaset.

Der var så meget, man kunne gøre i stedet, sol og vind og geotermisk varme, og måske allervigtigst systematiske energibesparelser. Der sker da også rigtig meget på snart sagt alle fronter. Lavenergihuse med egen energibackup, masser af sol- og vindprojekter. Men det sker uden styring, og det sker i blinde, og det er klart, at der i den grad mangler en egentlig energiplanlægning – i høj grad fordi den Abe-regering, som skulle lave den, trækker den længst muligt i håbet om at få mest mulig A-kraft med.

Det er med til at også Japans klimamålsætning sejler, og det er et åbent spørgsmål, om den kritik, Japan fik ved det netop opståede klimatopmøde i Warszawa var så massiv, at man indser, at man ikke bare uden videre kan nulstille Japans globale forpligtelser.

Permierminister Abe har på det seneste fået en stadig mere massiv kritik fra egne rækker, ikke mindst fra hans mentor, forhenveærende premierminister Koizumi, som meget direkte udfordrer Abes A-kraft-plolitik. Koizumi er gået efter affaldshåndteringen, at det er absurd at søge genstarten og fortsætte udbygningen, når de foreløbige lagre rundt omkring på A-kraftværkerne er ved at være fyldte, og landet stadig ikke efter 50 års A-kraft har fået taget hul på at løse sit lagringsproblem. Han siger meget ligeud, at det ikke er muligt med den jordskælvsplagede japanske undergrund.

Koizumi går skridtet videre og siger til Abe, at han (Abe) er personen, som kan samle Japan om en kurs, hvor A-kraften udfases, og at det ville formå at samle Japan og give en kolossal følelese af fælles mål og retning, som ville frisætte enorme kræfter, hvis Abe indkorporerede omstillingen af Japan til vedvarende energi i sin økonomiske politik, kaldet Abenomics.

Abe har i første omgang blot afvist Koizumis ærinde som uansvarligt, men det har han fået lige i hovedet igen, at det er dybt uansvarligt at fortsætte udbygningen, så længe man ikke har fået hul på affaldsproblematikken (når det har været skubbet foran er det også fordi man i snart tre årtier har forsøgt sig med oparbejdningsanlæg og fast-breeder-reaktorer, så man kan bruge den fulde brændselsværdi og ikke som nu kun omkring 1%, men trods gigantiske investeringer er der endnu ikke noget, som tyder på, at dette lykkes). Spørgsmålet her op under jul er det stadig mere påtrængende, om Abe kan fortsætte med at sidde denne kritik fra egne rækker overhørig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.