Strøtanker om bæredygtighed

Dette er et aldrig færdiggjort blog-indlæg, som havde til hensigt at belyse climate-smart agriculture. Når jeg ikke fik det lavet færdigt dengang, var det fordi jeg blev optaget af spørgsmålet, om – og i givet fald hvordan – en sådan tilgang ville kunne bruges i bymæssig sammenhæng. Efterfølgende fulgte jeg således længe et meget vitalt diskussionsforum om climate-smart agriculture. Men anvendelsen synes foreløbig at være fokuseret på landlige situationer og landsbysamfund i udviklingslande, hvor det ikke mindst i Østafrika synes at have fået en vis udbredelse. Så indlægget blev aldrig skrevet. Og nu har jeg sat det som publiceret, uanset at det er en meget foreløbig skitse, da der kunne ligge en værdi i selve link-delen.

Under denne COP19 har der tilbagevendende været refereret til forholdet mellem adaptation og mitigation – to ord som er svære at oversætte direkte, men hvor adaptation handler om gennem klimatilpasning at beskytte sig mod følgevirkningerne af klimaforandringerne og nogenunde præcist kan oversættes med klimatilpasning, så er mitigation en indsats for at mindske den globale opvarmning gennem at mindske årsagerne dertil kun ufuldstændigt beskrevet med det danske ord klimaindsats. Der synes i FN-regi at ligge en stærk bestræbelse på i et holistisk perspektiv at samle disse to størrelser og sammenkøre det i en bæredygtig udviklingsstrategi.

…

Konference torsdag 14.11.:
Linking adaptation and mitigation to address multiple risks: New research findings and field examples.
Ecosystem-based & community interventions can contribute to addressing adaptation & mitigation jointly. CIFOR, IFRC and partners will present new research findings & field examples on how synergies and trade-offs between adaptation and mitigation are addressed in projects, policies and funding.

Læs mere »

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO₂ that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »