COP19: Optegnelser for 21. november

21. november 2013

I Warszawa er tingene ved at spidse til, størstedelen af de to uger er allerede gået, og der er alt for meget at skulle nå. De sædvanlige modsætninger er denne gang primært kommet til udbrud omkring forslaget om etableringen af en loss and damage-instans. Og når det gælder denne rundes hovedformål, at få præciseret det videre arbejde med den aftale, som skal ligge klar til COP21 i Paris om bare to år, så er der ikke megen ambition at spore, og der er rygter i omløb om, at Polen (der som vært har til opgave at søge at sammenfatte, hvad man er nået/kan nå til enighed om) i højere grad søger at varetage sine interesser som kulland end den fælles globale interesse i at få en tilstrækkelig retfærdig og bindende aftale på benene i allerallernærmeste fremtid.

Ifølge RTCC er det også lande som Kina, Indien, Brasílien og Venezuela, som søger at blokere forhandlingerne. De tre første sandsynligvis ud fra en næsten reflektorisk modvilje mod at binde sig til noget som helst, Venezuela mere ud fra principielle indvendinger overfor, at verdens fælles klimaløsning i så høj grad, som der er lagt op til, bliver en kapitalistisk legeplads med kvotekurser, kvotespekulanter kvoteauktioner osv. Igen ifølge RTCC er seneste udkast til den videre køreplan af Christiana Figueres blevet kaldt “terrible”, mens Connie Hedegaard har fordømt den som “weak”. Ifølge en talsmand fra EU så søger EU lige nu i samarbejde med lande som Columbia, Chile, Mexico og Marshalløerne at få skærpet teksten, så den har i hvert fald et mindstemål af ambition.

Hvis man ser på udkastet (link her), så er der stadig tale om “emission pathways consistent with having a likely chance of holding the increase in global average temperature below 2°C or 1½°C above pre-industrial levels”. Så målsætningen er i behold. Men problemet er i al sin enkelhed, at man ikke tager de fornødne skridt til at leve op til målsætningen. For så godt som ingen lande lever lige nu op til deres del af, at en sådan målsætning holdes åben.

EU har nu meldt ud, at man vil offentliggøre sin målsætning for 2030 allerede 22. januar 2030 og har insisteret på at de øvrige lande følger trop. Men mange siger at de tidligst kan have det klar i 2016, og det bliver lidt underligt at lave en stor bindende aftale i Paris i 2015, hvis man ikke har nogle konkrete reduktionsmål på bordet. Det synes lige nu som om at rigtig mange raden rundt dukker sig, og det tegner overhovedet ikke godt for muligheden for at få stabiliseret klimaet under 2°C for ikke at tale om 1½°C.

Efter at 132 lande i går udvandrede – hvilket flere har udlagt som værende nærmere en lidt opgivende, nu har vi siddet oppe den halve nat, og vi kommer ikke videre før i morgen-agtigt, så var der i dag en stribe NGOer, som tog konsekvensen af den manglende evne og vilje til at skabe resultater og er rejst hjem. Det drejser sig om Aksyon Klima Pilipinas, ActionAid, Bolivian Platform on Climate Change, Construyendo Puentes (Latin America), Friends of the Earth (Europe), Greenpeace, Ibon International, International Trade Union Confederation, LDC Watch, Oxfam International, Pan African Climate Justice Alliance, Peoples’ Movement on Climate Change (Philippines) samt WWF.

WWF skriver under overskriften Enough is enough, at:

“The Warsaw Climate Conference, which should have been an important step in the just transition to a sustainable future, is on track to deliver virtually nothing. In fact, the actions of many rich countries here in Warsaw are directly undermining the UNFCCC itself, which is an important multilateral process that must succeed if we are to fix the global climate crisis.

The Warsaw Conference has put the interests of dirty energy industries over that of global citizens – with a “Coal & Climate Summit” being held in conjunction; corporate sponsorship from big polluters plastered all over the venue; and a Presidency (Poland) that is beholden to the coal and fracking industry. When Japan announced that it was following Canada and backtracking on emission cut commitments previously made, and Australia gave multiple signals that it was utterly unwilling to take the UN climate process seriously, the integrity of the talks was further jeopardized.

This week saw a “finance ministerial” with almost no actual finance, and loss and damage talks that have stalled because rich countries refuse to engage on the substance of an international mechanism. Warsaw has not seen any increase in emission reductions nor increased support for adaptation before 2020 – on these things it has actually taken us backward. And a clear pathway to a comprehensive and fair agreement in Paris 2015 is missing.”

I den modsatte ende af spekteret er der efterhånden mange, som finder det helt utilstedeligt, hvor mange lobbyister som render rundt tæt på forhandlerne og får lov til at være med til at præge resultaterne (eller manglen på samme).

Og uden for det stadion, som er rammen om forhandlingerne, havde en lille gruppe polske minearbejdere stillet sig op for at protestere mod, at man nu talte om atomkraft, naturgas og skifergas, når man havde alle de dejlige kul. Det med at kul var skadelig for sundheden og for miljøet var blot nogle bestemte medier og interessegruppers løgne. Det var på tide, at kul kom til sin ret. Men som Komila Nabiyeva skriver for RTCC, så ved de sandsynligvis ikke, at Polen allerede i dag er nettopimportør af kul og i løbet af cirka 40 år vil de polske kulforekomster være ved at være brugt op. Så selvom den polske regering i sidste uge insisterede på, at kul ville være vigtigste energikilde frem til 2060, så er det ved at være på høje tid at sadle om, og det er direkte ubegavet at bygge flere kulkraftværker, selv i Polen.

I dette RTCC-interviev kan man høre Yvo de Boer, som i en årrække stod i spidsen for UNFCCCs klimaforhandlinger, give sit rids af processen helt tilbage fra det første mandat, som førte til Kyoto-protokollen. Henne omkring 9:30 siger han om hvordan lande som Kina, Indien, Sydafrika og Polen, som har så store forekomster af kul i deres undergrund og vil have lov til at fortsætte med at bruge det, at vi er nødt til gennem udvikling af alternativer og en prismekanisme at skabe attraktive alternativer – og bruger så billedet, at da vi gik fra stenalderen til bronzealderen, så var det ikke fordi verden løb tør for sten. Det kunne han meget vel se ske igen.

Dagens Fossil blev tildelt Indien, som for bare to år siden var bannerfører for equity og en meget strikt fortolkning af Common But Differentiated Responsibilities, men nu systematisk søger begrebet equity slettet af alle tekster. Motivet er kun næsten klart, måske man er ved at rykke tilbage til den helt fundamentalistiske før 1990-opfattelse, at klimaforandringer kun er forårsaget af de rige lande i Vesten og kun er de rige lande i Vestens ansvar at rydde op efter, mens udviklingslande som Indien og Kina skal have fri overhalingsbane til at udvikle sig. Eller måske mere kortsigtet forhandlingspolitisk, at hvis ikke de rige lande kommer op med nogle langt mere ambitiøse reduktionsmål for både for 2030 og for tiden frem til 2020, så skylder Indien ikke nogen noget, når det gælder klimaet. Det holder ikke, for med de nuværende udviklingsmønstre, så vil de kinesiske per kapita-udledninger overstige de amerikanske allerede midt i 2020erne. Disse store udlederlande er nødt til at gentænke deres rolle. De er ikke mere uskyldige små babyer, men er blevet til udledningsmæssige giganter.

Man kunne ved de nylige træfninger omkring luftfarten tilsvarende se Indien kæmpe imod med næb og kløer, at der kom en af størrelse nærmest symbolsk klimaafgift på langdistance-flybilletter før tidligst i 2020. For indere, som har råd til at flyve verden rundt (og dem er der mange af), betyder en klimaafgift 2 euro oveni en billetpris til mange hundrede euro intet. Og her virker det direkte malplaceret at beskytte indiske flypassagerer mod klimaafgift. For flyet er en del af den moderne vestlige virkelighed, og hvis man vil benytte sig af den, så må man tage den klimamæssige kompensation med i købet. Se blog-indlæggene Global klimaaftale for luftfarten syltet og ICAO-aftale om global klimaaftale for luftfarten.

Tilsvarende har Indien været meget imod at lave en særskilt indsats mod HFC-gasserne (for eksempel fra køleskabe) under Montreal-protokollen, hvilket en række lande ellers har søgt etableret for at man hurtigere end i FN-sporet kunne komme i gang og dermed lukke noget af det stadig mere presserende emission gap, som der er fra nu af og frem til 2020. Og selvom Indien havde sagt ja, er man pludselig meget principielt imod at en sådan klimaindsats sker uden for UNFCCCs forhandlinger. Igen måske bare fordi man her risikerede at få hjemmearbejde allerede inden 2020, hvor man omvendt kan være sikker på, at der først kommer til at ske noget fra 2020, hvis det kom ind i den samlede pakke, som man nu forhandler i Paris. Så faktisk virker Dagens Fossil ganske velanbragt.

Her langt over midnat skriver Saño over twitter, at forhandlingerne om finansiering stadig er i fuld gang, men “Meaningful outcome not in sight.” Tror han så småt har indstillet sig på at måtte faste hele vejen igennem.

Til gengæld virker det til, at der er bingo i REDD+forhandlingerne. Her blev der kl. 10 aften tweetet, at “REDD+ finance group has just agreed on a decision text.”

Kl. 8 aften tweetede Nitin Sethi (fra The Hindu), “minsiters get a new Loss and Damage draft to review. finance and location of new body still not resolved.” Så det er lykkedes at få forhandlingerne godt videre i dette spor efter “udvandringen” i går, selvom der stadig er udeståender.

Oc cirka samtidig tweeter Paul Watkinson, at. “Thanks to French contribution of 5 million euros there is now 100 million pledged for the adaptation fund in Warsaw”. Så et endet mål for denne COP ser ud til at lykkes.