Strøtanker om bæredygtighed

Den første uge i Warszawa har været en prøvelse for håbene om at få lagt fundamentet for en bindende global klimaaftale. Dels har man måttet gå rundt i konference-faciliteter, hvor alt er sponsoreret af den polske kulindustri – ikke fordi de og den polske regering endelig vil være klimavenlige, tværtimod står det klart, at Polen også fremover vil være den store bremsklods i EUs klimapolitik, og man regner med at kul helt frem til 2060 vil være vigtigste energikilde i Polen. Dels har signalerne fra den nye australske regering, som åbenlyst er i færd med at demontere den begyndende australske klimaindsats, været hård kost i en situation, som i forvejen er skrøbelig.

Så da Japan i går til morgen kundgjorde, at man i konsekvens af Fukushima-katastrofen ville frafalde sit hidtidige klimamål: at reducere sine CO₂-udledninger i 2020 med 25% i forhold til 1990, og i stedet søge at reducere 3,8% i forhold til 2005, var det et regulært chok for forhandlingsmiljøet. For der var lagt op til, at der om noget skulle mere ambition på bordet ved denne COP, ikke mindst fra de rige lande. Reduktionen på 3,8% er endda et forsøg på at få det til at se mindre grotesk ud end det i virkeligheden er, for hvis man regner det nye mål i forhold til 1990, som det er almindelig praksis, så repræsenterer det reviderede klimamål en stigning på 3,1% i forhold til 1990.

Reaktionerne var da også i første omgang, at der måtte være tale om en joke, efterfulgt af ganske stærke fordømmelser fra alle dele af verden – pakket mere eller mindre høfligt ind.

Sammenslutningen af verdens øriger, AOSIS, siger, at det er et attentat på bestræbelserne på at holde udviklingen under 1½-2ºC – en målsætning som Japan også officielt støtter. Engelske Ed Davey kalder det i sin fordømmelse “deeply disappointing”, lederen af den kinesiske klimadelegation Su Wei kalder det et kæmpe svigt: “I don’t have any words to describe my dismay at that announcement,” og NGOer på stribe har fordømt det japanske træk. Kompasset rundt er der absolut ingen forståelse for, at man bare løber fra én gang afgivne løfter.

I hele denne proces med at få etableret en global klimaaftale, som formår at vende udviklingen i tide, er den japanske udmelding et ødelæggende attentat. Og selvom Japans økonomiske rolle i disse år er svindende, så er Japan stadig en af verdens helt store udledere, så der ligger et kolossalt medansvar for at tage sin del af de nødvendige skridt for at bringe verden  ud af sin fossile afhængighed. Samtidig står Japan for resten af verden som et land, som har det teknologiske stade og den teknologiske snilde, som skulle til, at man i den udstrækning man tog klimaudfordringen alvorligt, ville kunne være en lysende leder på området og basere en ny velfærd på at tage aktivt del i at forme den nye postfossile virkelighed.

Det kan også umiddelbart være svært at forstå, hvordan et land som Japan med et slag kan ændre sin målsætning fra at ville reducere udledningerne med 25% i 2020 i forhold til 1990 til rent faktisk at have en målsætning, som ligger 3% over 1990. For denne forskel i procentpoint på 28% er langt større end den forskel i CO₂, som standsningen af de japanske atomreaktorer medfører. Før Fukushima stod A-kraften for omkring 25% af elektriciteten, men selv hvis man erstattede hele denne energiproduktion med kul (hvilket ikke er nogen selvfølge) så ville det slet ikke føre til en så stor forskel i landets samlede udledninger. Så udmeldingen er en total opgivelse af enhver klimapolitisk ambition, en total disrespekt for den globale bestræbelse – meldt ud på det nok mest sårbare tidspunkt overhovedet tænkeligt.

Før Fukushima-katastrofen var de japanske udledninger sammenlignelige med de europæiske, men man har alt for ensidigt hægtet sin klimaindsats op på udbygningen af atomkraft. Før Fukushima-katastrofens udbrud var der således planer om at udbygge A-kraftens andel af energiforsyningen fra omkring 25% til 40%.

Selv hvis alle reaktorer stadig står stille i 2020 og man fuldt ud erstattede denne energi med gas (som det i høj grad er sket), så skulle det ifølge Climate Desk betyde, at man i stedet for at nå en reduktion på 25% ville nå 17%. og selv hvis man erstattede fuldt med kul, ville der stadig være en lille reduktion. Så det at man nu siger, at de samlede emissioner vil stige, er fuldt så meget en konsekvens af tomme løfter. Op til G8-mødet på Hokkaido i 2008 lavede japanerne et stort flot løfte om en ambitiøs klimamålsætning, som der bare aldrig efterfølgende er blevet lavet en ordentlig strategi for, hvordan man ville opnår. Der var planer om at udbygge andelen af A-kraft fra 25% til over 40%, men selv det ville ikke i sig selv have kunnet klare at får udledningerne ned på 25% under niveauet i 1990.

Før Fukushima-katastrofens udbrud havde Japan 54 aktive reaktorer. Fire kommer aldrig i gang igen fordi de er totalhavarerede, og selvom man siden juli har været i gang med omfattende sikkerhedsscreeninger i forhold til et helt nyt sæt stærkt opstrammede sikkerhedsregler, så ved ingen endnu, hvor mange, som nogensinde kom i gang igen. Måske en tredjedel, måske to tredjedele, måske kun 10-12 stykker.

Dagens bombe har været under vejs nogen tid. Når udmeldingen kommer nu, så er det ikke bevidst ond vilje, men det seneste halve år har der stået en strid om, hvad det reviderede klimamål skulle være mellem handels- og økonomiministeriet på den ene side, som mente at man ikke kunne have nogen klimamålsætning, før man vidste hvor mange reaktorer,  det ville lykkes at få i gang igen, og miljøministeriet på den anden side, som mente, at man kunne lave en målsætning, som var afhængig af i hvor mange atomreaktorer man havde fået i gang i 2020. Og forud for offentliggørelsen er der så blevet skåret igennem politisk, fordi det var pinligt ikke at have nogen klimamålsætning klar til COP19 i Polen.

Modstanden mod genstarterne i den japanske befolkning er massiv, og efter store høringer hen over sommeren 2012 blev der da også etableret en energiplan, som udfasede A-kraften i løbet af 2030erne, så de reaktorer, som det var forsvarligt at genstarte fik lov til at køre til de var 30 år, men der ikke blev opført nye. Ved de seneste valg fik Japan så den stærkt pro-nucleare regering, som nu har skrottet klimamålsætningen, og det tegnede umiddelbart til, at der hurtigt ville komme fuld gang i den japanske A-kraft igen. Men langt ind i regeringspartiet LDP viser det sig, at der er en stærk modvilje mod at fortsætte med A-kraften, så situationen er meget uafklaret og kan stadig ende med, at Japan ikke bare luskede sig til bage i A-kraftsporet, men tog den naturlige konsekvens af Fukushima-katastrofen, at man lagde kursen målrettet om mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energi.

I mellemtiden har man måttet lukke hullet ved at have alle backup-anlæg kørende på fuldt tryk. Japans samlede udledninger for 2013 forventes således at komme til at ligge 16% over 1990, selvom man har været ud at bede befolkningen og de japanske virksomheder om at være meget sparsommelige med energiforbruget for at undgå, at energiforsyningen kollapsede. Så selv en målsætning om +3% kræver en vis indsats i forhold til i dag.

Lederen af den japanske klimadelegation Hiroshi Minami sagde her til morgen i Warszawa, at det reviderede mål var baseret på en situation, hvor ingen reaktorer kom i gang inden 2020. Så man lægger uden at sige det direkte op til, at Japan i den udstrækningen reaktorerne kommer i gang igen, vil kunne gøre det bedre inden aftalen i Paris om to år. Så den japanske regering er i den grad stadig kørt fast i den (fejl)antagelse, at klimaindsatsen og klimamålsætningen primært er et spørgsmål om A-kraft.

WWF har ad flere gange lavet et energiscenario for Japan, som sigter på at nå CO₂-neutralitet i 2050. Her har man ud over en betydelig energibesparelsesindsats og en massiv udbygning af den vedvarende energi regnet med en delvis genstart af de nu standsede reaktorer. Hvis man tager denne A-kraft ud af scenariet og erstatter den med kulgenereret energi, vil udledningerne i 2020 stadig ligge 17.8% under 1990. Og hvis man erstattede med naturgas, så ville man med WWFs scenario lande 22% under 1990. Så det er muligt at nå størstedelen af de 25% selv uden A-kraft, og den nuværende melding om øgede udledninger i forhold til 1990 er på alle måde pinagtigt slap.

Japan fik for godt et år siden en ny feed-in-tarif-ordning, som har givet en næsten eksplosiv udvikling i solcelleanlæg, så Japan står til i år at blive det største solcellemarked i verden, ligesom en række vindprojekter (som tager lidt længere tid at få etableret) er på vej. Og hvis man bare var i stand til at støtte denne udvikling fuldt ud, så ville man stadig kunne klare sin målsætning på 25% – eller i hvert fald de 20-22% uden at få en eneste reaktor i gang igen. Men fordi situationen er så internet uafklaret og interesserne i at vende tilbage til det gamle er så stærke, så er det svært at forfølge den nødvendige omstrukturering af forsyningsnettet og få etableret den styring og rammelovgivning, som ville kunne rumme en sådan eksplosion i udbygningen af den vedvarende energi.

Man må derfor håbe, at Japan her i den kommende uge bliver skældt huden alvorligt fuld, ikke bare fra de sædvanlige kritikere, men også fra nære allierede som EU og USA, hvor kritikken vil have en anderledes svie. De japanske medlemmer af Climate Action Network, som i går holdt pressemøde om situationen, bad meget direkte om sådanne stærke fordømmelser, da de mente, at den japanske regering langt hen ad vejen var følsom overfor en sådan kritik fra inderkredsen.

Japan ved, at det er et svært budskab at aflevere, og man har samtidig med offentliggørelsen af sit svigt overfor den globale klimaindsats stillet en direkte støtte på 16 mia. $ til rådighed for klimafinansiering i udviklingslandene og 100 mia. $ til (hjemlig) energiforskning. På én led mange penge, men de havde måske været bedre brugt på at sikre, at Japan endda overholdt sit reduktionsmål på 25%. Den skade, det kommer til at forvolde den globale indsats, kan vise sig tusindfold dyrere.

Og med stadig flere af de industrialiserede landes frafald overfor klimaindsatsen, så er vi, som mange udviklingslande fremfører, ved at være kommet dertil, at klimaindsatsen i U-landene er markant større end i I-landene. Store udlederlande som Canada, Rusland, Australien og Japan har helt opgivet at reducere og står til større udledninger i 2020 end i 1990. Og selvom USA de seneste år endelig har fået knækket sin CO₂-kurve, så blokerer republikanerne effektivt for, at USA tager de nødvendige næste skridt, så Obamas patchwork-klimaplan af små administrative indsatser, som han kan gøre uden om Kongressen, vil kun lige bringe USA under 1990-nveauet i 2020. Selv verdens klimaduks EU får massiv kritik for at fastholde sin målsætning for 2020 på 20%, selvom man allerede har nået den og uden at skulle anstrenge sig synderligt ville kunne hæve den til 30%. Her er de polske værter og senest den tyske bilindustri umiddelbart de store stopklodser. Samlet ligger dette således endog meget langt fra de forventninger, Kina (og U-landene generelt) har om, at de industrialiserede lande frem mod 2020 nåede 40% under 1990-niveauerne.

Skuffelsen og fordømmelsen har da også fået stærke udtryk ikke mindst fra verdens mange U-lande. Den brasilianske forhandlingsdelegation udtalte, at det var helt uacceptabelt i en sådan proces at backtracke én gang afgivne løfter. Og i et statement i dag skrev EU lidt mere diplomatisk, at “We expect all countries to stand by their mitigation commitments and developed countries in particular to continue to show leadership in this respect.”

Man burde lave en særlig side-event, som var en fælles visionsskabelse over, hvordan Japan klarede sin 25% forpligtelse – og kom godt videre i samme omgang.

Dagens fossil blev ikke overraskende Japan – for sin bundskraber af en klimaambition.

Det er for tidligt at vurdere de fulde konsekvenser af de japanske udmeldinger, men i den i forvejen labile og konfliktladede situation kan Fukushima-katastrofen og dens afsporing af den japanske klimaindsats således meget vel ende med også at afspore verdenssamfundets bestræbelser på en global klimaaftale.

Update 18.11. – Bloomberg meddeler i dag, at Japan siden sidste sommer har installeret mere end 4 GW i nye vedvarende energianlæg, først og fremmest solceller (så det svarer på en solskinsdag til effekten af 4 atomkraftværker). Der er også mange vindanlæg under vejs, men de tager lidt længere tid at virkeliggøre. Hvis Japan holdt denne pace med 4-5 GW nyinstalleret vedvarende energi om året og samtidig fik energibesparelses- og energieffektiviseringsindsatser i gang, som tilsvarende høvlede 4-5 GW af forbruget om året, så ville ikke bare de nu standsede reaktorer, men også den backup af gas- og kulkraftværker, som nu lukker forsyningshullet, så småt være gjort overflødige i 2020.

Update 20.11. – på en pressekonference i dag forsøgte den japanske miljøminister at forklare situationen. At det nye reduktionsmål (som ikke er nogen reduktion) er foreløbigt og under forudsætning af, at ingen reaktorer kommer i gang igen. Men der bliver stadig ikke redegjort for, at selv hvis samtlige reaktorer kom i gang igen, så ville det ikke kunne lukke hullet til den oprindelige målsætning om 25% reduktion – det vil nærmere give en reduktion på 10% i forhold til 1990. Den nye japanske regering har således med denne revision af sin klimamålsætning fralagt sig enhver klimaambition. Den eneste, som har udtrykt en vis forståelse for situationen, er den amerikanske chefforhandler Todd Stern (som har stor erfaring i at deltage uden at have det mindste med hjemmefra). Det japanske svigt fremstår gennemført pinligt – måske mest af alt fordi det er så uforklaret, så ureflekteret, så uigennemtænkt, så ubetænksomt, så usigeligt dårligt timet, og så unødvendigt.

Var der så bare kommet en klar rapport for, hvad man så ville gøre, og ikke bare et sådant forkølet hovsa helt uden situationsfornemmelse fra et i hvert fald energipolitisk set dysfunktionelt politisk system.

Forhandlingssituationen ved COP19 i Warszawa er i disse dage rystet af de rige landes svigtende seriøsitet og slingrende klimakurs, og vi har stadig til gode at se, om det lykkes trods de seneste udmeldinger fra Australien og Japan at få køreplanen vedtaget for en global klimaaftale til vedtagelse i Paris i 2015.

Se IISDs Earth Negotiations Bulletin for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.11., 18.11., 19.11., 20.11. og 21.11. og 22.-23.11. for et mere teknisk præget resume af forhandlingerne i de mange spor (pdf).

Se COP19 optegnelser her på Strøtanker for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.-17.11., 18.11., 19.11., 20.11., 21.11., 22.11. og 23.11.

Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Ishihara drops meeting with major environmental NGO at COP19 conference, Mainichi 21.11.2013.

Japan, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

New climate goal opaque, product of ministry clash, (Kyodo) Japan Times 18.11.2013.

Chisaki Watanabe: Japan Added 4,086MW of Clean Energy Since July 2012, METI Says, Bloomberg 18.11.2013.

Kahlil Lloyd: Japan’s Revised 2020 Target Causes Despair, The Verb 18.11.2013.

Japan meets Kyoto goal via credit buys, (Kyodo) Japan Tiimes 17.11.2013.

Japan’s new CO2 goal dismays U.N. climate conference, (Reuters) Asahi Shimbun 17.11.2013.

John Vidal: Climate change pledges: rich nations face fury over moves to renege, The Guardian 16.11.2013.

New emissions goal derided as ‘bad joke’ at U.N. climate summit, (Kyodo, AFP-Jiji) Japan Times 16.11.2013.

Alex Morales: China Faults Japan, Europe on Pollution at UN Talks, Bloomberg 15.11.2013.

Ari Phillips: Japan Ditches Pledge To Lower Emissions In Midst Of U.N. Climate Talks, Climate Progress 15.11.2013.

Chinese official says “dismayed” at Japan’s new emissions target, Xinhua 15.11.2013.

Chisaki Watanabe & Alex Morales: Japan Lowers Emissions Goal in Setback for UN Climate Talks, Bloomberg 15.11.2013.

Climate Action Network: Civil Society reacts to Japan and Australia’s climate action announcements, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Damian Kahya: Why did Japan cut its emissions targets? Energy Desk 15.11.2013.

Ed King: UK slams Japan’s decision to slash climate target, RTCC 15.11.2013.

Elaine Kurtenbach: Japan Dials Back Climate Change Emissions Target, (AP) ABC News 15.11.2013.

Elaine Lies & Stian Reklev: Japan Slashes CO2 Emissions Targets At UN Climate Talks, Prompting Criticism, (Reuters) Huffington Post 15.11.2013.

Greenhouse gas emissions reduction goal uncertain with reactors offline, Asahi Shimbun 16.11.2013.

Hiroko Tabuchi & David Jolly: Japan Backs Off From Emissions Targets, Citing Fukushima Disaster, New York Times 15.11.2013

James Murray: COP 19: Japan deals fresh blow to summit as it slashes emissions targets, Business Green 15.11.2013.

Japan, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Japan defends greenhouse gas U-turn at climate talks, AFP 15.11.2013.

Japan slashes greenhouse gas reduction target, AFP 15.11.2013.

Japanese revision of emissions targets could have ‘devastating impact’ at COP 19, WWF 14.11.2013.

Japan reverses Copenhagen pledge, widens global emissions gap, nuclear shutdown not to blame, Climate Action Tracker 15.11.2013.

John Vidal & Terry Macalister: Japan under fire for scaling back plans to cut greenhouse gases, The Guardian 15.11.2013.

Krishneil Narayan: Island Nations concerned about Japan’s new target at COP19, The Adopt A Negotiator Project 15.11.2013.

Louise Jeffrey et al.: Japan: from frontrunner to laggard, (policy brief) Climate Action Tracker 15.11.2013 (pdf).

Lower greenhouse gas emission target a cause for concern, (leder) Mainichi 16.11.2013.

M. Brockley: Media Advisory – Civil Society Responds as Japan Slashes Climate Action, Climate Acton Network 15.11.2013.

M. Brockley: Kyoto’s Legacy Up In Smoke As Japan Slashes Climate Action, Climate Acton Network 15.11.2013.

Paul Brown: Dismay in Warsaw as Japan abandons greenhouse targets, The Daily Climate 16.11.2013.

Reduction in Japanese carbon emissions target for 2020: Statement by Edward Davey, GOV.UK 15.11.2013.

Sophie Yeo: Japan set to stun UN talks by scrapping climate target, RTCC 14.11.2013.

Stephen Leahy: Japan Bails Out on CO2 Emissions Target, IPS News 15.11.2013.

Third World Network, ‘Reflections on the First Week at Warsaw’, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

WWF Energy Scenario for Japan 2020, WWF 2013 (pdf).

WWF condemns Japan, Australia and Canada for undermining progress at climate talks, WWF 15.11.2013.

WWF: Review of the week one at COP19, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

WWF: preview the announcement of Japan’s 2020 targets by Japanese members of WWF’s team, (pressekonference) UNFCCC webcast 14.11.2013.