Strøtanker om bæredygtighed

Op til COP19 i Warszawa er der blevet præsenteret et nyt værktøj, udviklet af forskere ved Maryland University i USA i samarbejde med Google. Det er et gigantisk kort over verdens skove, hvor man kan følge udviklingen år for år med en hidtil ukendt præcision, i første omgang i årene 2000 til 2012. Herover er det ændringerne i Kongeriget Danmark i perioden 2000-2012. Grøn farve er det skovareal, som var der begge år, blå farve er det skovareal, som er tilkommet i perioden 2000-2012, men rød farve er skov, som er forsvundet i perioden 2000-2012.

Som man kan se, er Danmarks skovareal relativt stabilt, men skovarealet har været stigende i perioden, i høj grad gennem nye skovarealer i det centrale Midt- og Sønderjylland – sandsynligvis er der tale om skovplantning på magre sandjorde fra afsmeltningsfladen efter sidste istid, som selv efter mange års forsøg på opdyrkning kun gav et beskedent høstudbytte. Der er røde pletter rundt omkring, men ikke mange, og mest i forbindelse med eksisterende skovarealer, da vi stadig i de fleste skove benytter os af en ret primitiv totalfældning i stedet for at praktisere plukhugst.

Med dette udsnit af Københavnsområdet er vi tæt på kortets højeste detaljeringsgrad. Hver pixel i kortene svarer til 30×30 meter, så hvis man zoomer længere ind, begynder pixeleringen blot at blive grovere. Man kan derfor ikke se enkelttræer, eller når Københavns Kommune fælder træerne på Nørre Voldgade for at give plads til den nye Nørreport Station. Men man kan se, at der er kommet ny skov til ude ved Kongelunden, og at der tilsyneladende er ryddet skovagtige beplantninger en række steder på Amager Fælled.

Kortene giver et klart billede af, at der stadig er meget lang vej til, at København har en sammenhængende urban canopy – eller som Michael Braungart altid insisterer, at byen er flyttet tilbage i skoven. Og man kan se, at den gave til eftertiden, som københavnere omkring 1850 gav eftertiden ved at skabe et samlet parkbånd ud af byens forsvarsværker, gradvist er ret gennemhullet på Sjællandssiden, mens det stadig er stort set intakt på Christianshavnssiden. Også derfor er det vigtigt at værne om Christiania som grøn bybiotop. For det er denne grønne ring, som om noget kan give den københavnske bynatur sammenhængskraft.

Læs mere »

Selv på en lørdag er der et ganske omfattende mødeprogram ved klimaforhandlingerne i Warszawa, og hvis der skulle vise sig en sprække i det officielle hovedprogram, så er der et væld af side events at følge. Men for eksempel SBI-sporet havde allerede i sit tredje møde lørdag eftermiddag så meget skulle nå, at man måtte indkalde til ekstra aftenmøde. Omkring kl. 05:30 søndag morgen forelå er forhandlingsresultat til vedtaglese, men da var der så få tilbage i salen, at man har måttet indkalde til fortsat møde mandag formiddag for at kunne konfirmere resultatet af forhandlingerne.

Tilsvarende med REDD+, hvor Agus Sari tidligere lørdag aften tweetede: “Quite a number of Parties had problems with the cochairs text on #REDD+ finance. It will be redrafted. #Warsaw #Climate #COP19.” REDD+ er et af de områder, hvor der er forventninger til, at der i løbet af de to uger kommer til substantielle resultater, så her er der givet meget at gøre weekenden over.

Omtrent samtidig tweetede Halldór Thorgeirsson‏ fra ADP-forhandlingerne, hvor køreplanen for Paris-aftalen er på beddingen: “Just announced in #ADP stocktaking: Co-chairs will table draft COP decision Monday morning as #COP19 enters its second week. #UNFCCC.” Så det ser ud til, at der er i løbet af weekenden vil ligge et oplæg klar til forhandlingerne i den kommende uge, hvor politikerne ankommer – og med dem de politiske muligheder og begrænsninger.

Og lørdag langt over midnat tweetede Ruth Davies: “Poor negotiators. They might have the collective personality of a psychopathic limpit, but even they deserve some sleep. #cop19.”

Mellem 2:30 og 3:00 lørdag nat har Sébastien Duyck sendt en række tweets fra SBSTA-forhandlingerne (Subsidiary Body for Scientific and Technological Advice):

Læs mere »

Den første uge i Warszawa har været en prøvelse for håbene om at få lagt fundamentet for en bindende global klimaaftale. Dels har man måttet gå rundt i konference-faciliteter, hvor alt er sponsoreret af den polske kulindustri – ikke fordi de og den polske regering endelig vil være klimavenlige, tværtimod står det klart, at Polen også fremover vil være den store bremsklods i EUs klimapolitik, og man regner med at kul helt frem til 2060 vil være vigtigste energikilde i Polen. Dels har signalerne fra den nye australske regering, som åbenlyst er i færd med at demontere den begyndende australske klimaindsats, været hård kost i en situation, som i forvejen er skrøbelig.

Så da Japan i går til morgen kundgjorde, at man i konsekvens af Fukushima-katastrofen ville frafalde sit hidtidige klimamål: at reducere sine CO₂-udledninger i 2020 med 25% i forhold til 1990, og i stedet søge at reducere 3,8% i forhold til 2005, var det et regulært chok for forhandlingsmiljøet. For der var lagt op til, at der om noget skulle mere ambition på bordet ved denne COP, ikke mindst fra de rige lande. Reduktionen på 3,8% er endda et forsøg på at få det til at se mindre grotesk ud end det i virkeligheden er, for hvis man regner det nye mål i forhold til 1990, som det er almindelig praksis, så repræsenterer det reviderede klimamål en stigning på 3,1% i forhold til 1990.

Reaktionerne var da også i første omgang, at der måtte være tale om en joke, efterfulgt af ganske stærke fordømmelser fra alle dele af verden – pakket mere eller mindre høfligt ind.

Sammenslutningen af verdens øriger, AOSIS, siger, at det er et attentat på bestræbelserne på at holde udviklingen under 1½-2ºC – en målsætning som Japan også officielt støtter. Engelske Ed Davey kalder det i sin fordømmelse “deeply disappointing”, lederen af den kinesiske klimadelegation Su Wei kalder det et kæmpe svigt: “I don’t have any words to describe my dismay at that announcement,” og NGOer på stribe har fordømt det japanske træk. Kompasset rundt er der absolut ingen forståelse for, at man bare løber fra én gang afgivne løfter.

I hele denne proces med at få etableret en global klimaaftale, som formår at vende udviklingen i tide, er den japanske udmelding et ødelæggende attentat. Og selvom Japans økonomiske rolle i disse år er svindende, så er Japan stadig en af verdens helt store udledere, så der ligger et kolossalt medansvar for at tage sin del af de nødvendige skridt for at bringe verden  ud af sin fossile afhængighed. Samtidig står Japan for resten af verden som et land, som har det teknologiske stade og den teknologiske snilde, som skulle til, at man i den udstrækning man tog klimaudfordringen alvorligt, ville kunne være en lysende leder på området og basere en ny velfærd på at tage aktivt del i at forme den nye postfossile virkelighed.

Læs mere »