Strøtanker om bæredygtighed

I dag er der tilsyneladende ikke nogen video-reportage fra IISD med dagens highlights, så jeg må prøve at klare mig uden. En arbejds-COP er denne runde i Warszawa blevet kaldt, og der er blevet arbejdet længe i flere af sporene. Agus Sari tweetede for eksempel her til aften, at han “started the day early. Now it’s 10pm, and there’s still no end in sight of this negotiating session.”

Pan African Justice Alliance, som er en sammenslutning af 500 afrikanske NGOer, har i dag fredag opfordret samtlige afrikanske delegerede til at udvandre fra klimaforhandlingerne i konsekvens af, at der ikke synes at være nogen reel vilje blandt de rige lande til at påtage sig et ansvar for finansieringen af klimaindsatsen i verdens fattigste lande, og at de endnu en gang synes at forhale planerne om at etablere et tredje ‘ben’ i forhandlingsstrukturen, så man ud over et mitigation-spor og et adaptation-spor, havde et selvstændigt loss and damage-spor i de i forvejen meget komplekse forhandlinger. Det lykkedes med en tilsvarende strategi ved et klimamøde i Barcelona i 2009, men det er stadig uvist, om de afrikanske delegationer vil gøre tilsvarende denne gang.

Opfordringen kommer på baggrund af, at der efter den første uges forhandlinger gradvist står klart, at de rige lande finansieringsmæssigt har meget lidt med hjemmefra at byde ind med, og at der rigtig mange steder er tale om en eklatant manglende seriøsitet, og at de op til 100 mia. $ pr. år, som der i København i 2009 blev stillet i udsigt frem mod 2020 har meget svært ved at materialisere sig. Samtidig er den åbenlyse respektløshed for den samlede situation, som ikke mindst Canada, Australien USA og Japan har lagt for dagen med til at øge frustrationerne.

Det har også vakt en del harme, at USA og EU har været helt afvisende overfor forslaget fra G77 og Kina om at udvikle et beregningsgrundlag for at indkalkulere de historiske emissioner for at kunne afgøre, hvor meget hvert land ville kunne udlede i fremtiden. USA synes at afvise blot ud fra en manglende erkendelse af, at de lande, som igennem snart 200 år har skabt problemet samtidig med, at de har opbygget deres rigdom og magt, har et andet ansvar for løsningen – og for hurtigt at afvikle sin brug af fossile brændstoffer – end de meget fattige lande, som har meget lille skyld i, at problemet er opstået. Hvor USA på hjemmebane slås med en klimafornægtelse, da har det amerikanske klimaperspektiv selv blandt dem, som fuldt ud anerkender klimaproblemet, været præget af fornægtelse overfor den historiske dimension og det forhold, at man ikke bare kunne dele det tilbageværende carbon budget ligeligt.

EU er omvendt åben overfor at forholde sig til den historiske dimension og har historisk været den største donor, selvom euro-krisen i de senere år har gjort, at der var mindre at gøre godt med. Men EU finder det særlige fokus på denne ene faktor misvisende – der er mange tilsvarende temaer, som burde inkorporeres, og EU finder principielt, at disse diskussioner bør ligge i ADP-forhandlingssporet, hvor de allerede foregår. Hvis der på nuværende tidspunkt at skulle inkorporeres et helt nyt beregningsgrundlag i en aftale, som skal ligge klar til underskrivelse i Paris i 2015, så er der dels stor risiko for forsinkelse og afsporing af disse forhandlinger, dels er der principielle problemer i som foreslået at lade IPCC udarbejde denne en nøgle for, hvordan man indregnede historiske udledninger i det mulighedsfelt og den hast i afviklingen af udledningerne som kunne tilskrives de enkelte lande. For det er langt hen ad vejen et politisk spørgsmål, som man hidtil har søgt at holde IPCC uden om.

TckTckTck har en artikel med et lille videoklip fra EUs pressekonference i dag, som primært diskuterede dette forhold. Og der er link til pressekonferencen i sin helhed her:

European Union, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Problemet er, at hvis man ser tilbage på de historiske udledninger, så kan en udligningsordning aldrig blive retfærdig. Det kunne måske have ladet sig gøre i 1980erne, hvis man havde været hurtig til at sætte ind. Men hvis alle i retfærdighedens navn skulle have lov til at udlede lige så meget som dem som i dag historisk har udledt mest, så ville ende med at have lukket alt alt for meget CO₂ ud i atmosfæren, og alle ville tabe derved. Derfor var det tanken i det fremlagte forslag at lave en kobling af, hvor hvert land allerede havde brugt med, hvor stor en del af det carbon budget, som IPCC har opstillet i sin netop fremlagte AR5 klimastatus, som tilfaldt det enkelte land. Ud fra rent klima-logiske betragtninger ville det være det eneste rigtige at gøre. Men det er blevet blankt afvist, med henvisning til, at det meget vel kunne afspore de i forvejen skrøbelige forhandlinger, som lige nu bliver forsøgt konkretiseret til endelig bindende aftale i 2015. I virkeligheden er denne afvisning en afvisning af, at der eksisterer definitive grænser for vores vækst, som vi må dele retfærdigt og agere med fuld respekt for.

Hvis klimaforhandlerne på den måde kunne vende tilbage til deres regeringer og side: vi (vores land/gruppe af lande) kan bruge (og udlede) herfra og hertil, det har vi aftalt med verdenssamfundet, det har videnskabsmændene afgjort er retfærdigt samtidig med, at det sikrer levevilkårene og biodiversiteten for fremtiden – nu må I så i dialog med jeres borgere, byer og virksomheder finde ud af, hvordan I bedst indretter jer inden for disse rammer. Så ville situationen være uendelig meget enklere.

Men selv tre årtier efter udgivelsen af den skelsættende bog Grænser for vækst, er der i praksis ingen lande, som anerkender sådanne begrænsende rammer. Vi kan skrue lidt på hanerne, så vi får noget, vi kalder grøn vækst, vi kan (i hvert fald nogen steder) støtte og beskatte, så det hele peger lidt mere i den ønskede retning. Men vi løser ikke herigennem det basale forhold, at dansk levestandard forbruger, som havde vi 4½ klode til rådighed. Ingen lande har her for alvor gjort deres hjemmearbejde.

Vi så det senest på hjemmefronten med den nu fremlagte pakke af klimatiltag, som skulle bringe den danske reduktion fra 34% til 40% i 2020 (i forhold til 1990). Her var det en udtalt parameter, at hver af indsatserne skulle være kostneutrale for statskassen. Dette gør for eksempel, at en lang række oplagte indgreb for at få afviklet privatbilismen og den stadig mere omfattende transport fra en virkelighed, som er stadig mere præget af specialisering og stordrift (hvor mennesker, materialer og produkter bevæger sig stadig mere), er svære at lave indsatser imod, fordi staten mister indtægter fra brændselsafgifter og vægtafgifter derved. Staten gør herved den fælles økonomi til en rent privatøkonomisk enhed, som kun foretager sig noget, hvis det kan betale sig, eller i hvert fald ikke betyder en udgift for statskassen. Dette er et kortsigtet købmandsperspektiv, som ikke hører hjemme i et statsbudget, som netop burde kunne prioritere mere fremadrettet-langsigtet.

Det bliver stadig klarere, at mange af de industrialiserede lande ønsker en såkaldt bottom up-approach, hvor det ikke oppefra dikteres, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, der skal reduceres, men det er overladt til de enkelte lande, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, de fossile brændstoffer skal udfases. Det lyder bekendt, ingen kan lide at være under stram administration – se blot hvor mange år de danske landmænd har fastholdt at de bedst selv vidste hvordan man mindskede forbruget af sprøjtemidler, så en frivillig aftale var det eneste rigtige, hvorefter forbruget blot er steget og steget. Hånden på hjertet, det kommer aldrig til at fungere, hvis det bindende ikke bliver bindende. Der er brug for så hurtige og så gennemgribende omlægninger, at alle er nødt til at være udfordret til det yderste. Og det er man ikke af frivillige ordninger.

.
I denne video kan man høre lederen af den filippinske forhandlingsdelegation Naderev Saño fortælle ikke bare om sin faste, men om hans forventninger til en loss and damage-aftale, som han stadig ser der er gode chancer for, at man har en mekanisme på plads til i løbet de to uger i Warszawa. Da han modslutningen bliver spurgt, hvordan det skal lykkes at lave en sådan aftale med USA, som har været meget kategorisk afvisende overfor på den måde at blive tillagt ansvar for klimaforandringer for følgelig at måtte kompensere, svarer Saño, at det er et tough spørgsmål, men at der er tale om et give and take, og at han tror at det med taifunen Haiyan i baghovedet står klart, at der nødvendigvis skal ske noget.

Dagens bombe har været under vejs nogen tid. Men Japan har her til morgen officielt fremlagt sin reviderede klimamålsætning for 2020 – ganske vist som et midlertidigt mål, som man håber at kunne forbedre. Men det har kaldt på meget voldsomme fordømmelser fra store dele af verden. AOSIS siger at det er et attentat på bestræbelserne på at holde udviklingen under 1½-2ºC, engelske Ed Davey kalder det “deeply disappointing”, kinesiske Su Wei kalder det et kæmpe svigt: “I don’t have any words to describe my dismay at that announcement,” og NGOer på stribe har fordømt det japanske træk.

Det kan også umiddelbart være svært at forstå, hvordan et land som Japan med et slag kan ændre sin målsætning fra at ville reducere udledningerne med 25% i 2020 i forhold til 1990 til rent faktisk at have en målsætning, som ligger 3% over 1990, selvom det er maskeret som en reduktion på 3,8% i forhold til 2005.

Før Fukushima-katastrofen var de japanske udledninger sammenlignelige med de europæiske, men man har alt for ensidigt hægtet sin klimaindsats op på udbygningen af atomkraft. Før Fukushima-katastrofens udbrud var der således planer om at udbygge A-kraftens andel af energiforsyningen fra omkring 25% til 40%.

Selv hvis alle reaktorer stadig står stille i 2020 og man fuldt ud erstattede denne energi med gas (som det i høj grad er sket), så skulle det ifølge Climate Desk betyde, at man i stedet for at nå en reduktion på 25% ville nå 17%. og selv hvis man erstattede fuldt med kul, ville der stadig være en lille reduktion. Så det at man nu siger, at de samlede emissioner vil stige, er fuldt så meget en konsekvens af tomme løfter. Op til G8-mødet på Hokkaido i 2008 lavede japanerne et stort flot løfte om en ambitiøs klimamålsætning, som der bare aldrig efterfølgende er blevet lavet en ordentlig strategi for, hvordan man ville opnår. Der var planer om at udbygge andelen af A-kraft fra 25% til over 40%, men selv det ville ikke i sig selv have kunnet klare at får udledningerne ned på 25% under niveauet i 1990.

Før Fukushima-katastrofens udbrud havde Japan 54 aktive reaktorer. Fire kommer aldrig i gang igen fordi de er totalhavarerede, og selvom man siden juli har været i gang med omfattende sikkerhedsscreeninger i forhold til et helt nyt sæt stærkt opstrammede sikkerhedsregler, så ved ingen endnu, hvor mange, som nogensinde kom i gang igen. Måske en tredjedel, måske to tredjedele, måske kun 10-12 stykker. Modstanden mod genstarterne i den japanske befolkning er massiv, og efter store høringer hen over sommeren 2012 blev der da også etableret en energiplan, som udfasede A-kraften i løbet af 2030erne, så de reaktorer, som det var forsvarligt at genstarte fik lov til at køre til de var 30 år, men der ikke blev opført nye. Ved de seneste valg fik Japan så den stærkt pro-nucleare regering, som nu har skrottet klimamålsætningen, og det tegnede umiddelbart til, at der hurtigt ville komme fuld gang i den japanske A-kraft igen. Men langt ind i regeringspartiet LDP viser det sig, at der er en stærk modvilje mod at fortsætte med A-kraften, så situationen er meget uafklaret og kan stadig ende med, at Japan ikke bare luskede sig til bage i A-kraftsporet, men tog den naturlige konsekvens af Fukushima-katastrofen, at man lagde kursen målrettet om mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energi.

I mellemtiden har man måttet lukke hullet ved at have alle backup-anlæg kørende på fuldt tryk. Japans samlede udledninger for 2013 forventes således at komme til at ligge 16% over 1990, selvom man har været ud at bede befolkningen og de japanske virksomheder om at være meget sparsommelige med energiforbruget for at undgå, at energiforsyningen kollapsede. Så selv en målsætning om +3% kræver en vis indsats i forhold til i dag.

Lederen af den japanske klimadelegation Hiroshi Minami sagde her til morgen i Warszawa, at det reviderede mål var baseret på en situation, hvor ingen reaktorer kom i gang inden 2020. Så man lægger uden at sige det direkte op til, at Japan i den udstrækningen reaktorerne kommer i gang igen, vil kunne gøre det bedre inden aftalen i Paris om to år. Så den japanske regering er i den grad stadig kørt fast i den (fejl)antagelse, at klimaindsatsen og klimamålsætningen primært er et spørgsmål om A-kraft.

WWF har ad flere gange lavet et energiscenario for Japan, som sigter på at nå CO₂-neutralitet i 2050. Her har man ud over en betydelig energibesparelsesindsats og en massiv udbygning af den vedvarende energi regnet med en delvis genstart af de nu standsede reaktorer. Hvis man tager denne A-kraft ud af scenariet og erstatter den med kulgenereret energi, vil udledningerne i 2020 stadig ligge 17.8% under 1990. Og hvis man erstattede med naturgas, så ville man med WWFs scenario lande 22% under 1990. Så det er muligt at nå størstedelen af de 25% selv uden A-kraft, og den nuværende melding om øgede udledninger i forhold til 1990 er på alle måde pinagtigt slap.

Japan fik for godt et år siden en ny feed-in-tarif-ordning, som har givet en næsten eksplosiv udvikling i solcelleanlæg, så Japan står til i år at blive det største solcellemarked i verden, ligesom en række vindprojekter (som tager lidt længere tid at få etableret) er på vej. Og hvis man bare var i stand til at støtte denne udvikling fuldt ud, så ville man stadig kunne klare sin målsætning på 25% – eller i hvert fald de 20-22% uden at få en eneste reaktor i gang igen. Men fordi situationen er så internet uafklaret og interesserne i at vende tilbage til det gamle er så stærke, så er det svært at forfølge den nødvendige omstrukturering af forsyningsnettet og få etableret den styring og rammelovgivning, som ville kunne rumme en sådan eksplosion i udbygningen af den vedvarende energi.

Man må derfor håbe, at Japan her i den kommende uge bliver skældt huden alvorligt fuld, ikke bare fra de sædvanlige kritikere, men også fra nære allierede som EU og USA, hvor kritikken vil have en anderledes svie. De japanske medlemmer af Climate Action Network, som i går holdt pressemøde om situationen, bad meget direkte om sådanne stærke fordømmelser, da de mente, at den japanske regering langt hen ad vejen var følsom overfor en sådan kritik fra inderkredsen.

Japan ved, at det er et svært budskab at aflevere, og man har samtidig med offentliggørelsen af sit svigt overfor den globale klimaindsats stillet en direkte støtte på 16 mia. $ til rådighed for klimafinansiering i udviklingslandene og 100 mia. $ til (hjemlig) energiforskning. På én led mange penge, men de havde måske været bedre brugt på at sikre, at Japan endda overholdt sit reduktionsmål på 25%. Den skade, det kommer til at forvolde den globale indsats, kan vise sig tusindfold dyrere.

Og med stadig flere af de industrialiserede landes frafald overfor klimaindsatsen, så er vi, som mange udviklingslande fremfører, ved at være kommet dertil, at klimaindsatsen i U-landene er markant større end i I-landene. Store udlederlande som Canada, Rusland, Australien og Japan har helt opgivet at reducere og står til større udledninger i 2020 end i 1990. Og selvom USA de seneste år endelig har fået knækket sin CO₂-kurve, så blokerer republikanerne effektivt for, at USA tager de nødvendige næste skridt, og Obamas patchwork-klimaplan af små administrative indsatser, som han kan gøre uden om Kongressen, vil kun lige bringe USA under 1990-niveauet i 2020. Selv verdens klimaduks EU får massiv kritik for at fastholde sin målsætning for 2020 på 20%, selvom man allerede har nået den og uden at skulle anstrenge sig synderligt ville kunne hæve den til 30%. Her er de polske værter og senest den tyske bilindustri umiddelbart de store stopklodser. Samlet ligger dette således endog meget langt fra de forventninger, Kina (og U-landene generelt) har om, at de industrialiserede lande frem mod 2020 nåede 40% under 1990-niveauerne.

Skuffelsen og fordømmelsen har da også fået stærke udtryk ikke mindst fra verdens mange U-lande. Den brasilianske forhandlingsdelegation udtalte, at det var helt uacceptabelt i en sådan proces at backtracke én gang afgivne løfter. Og i et statement i dag skrev EU lidt mere diplomatisk, at “We expect all countries to stand by their mitigation commitments and developed countries in particular to continue to show leadership in this respect.”

Man burde lave en særlig side-event, som var en fælles visionsskabelse over, hvordan Japan klarede sin 25% forpligtelse – og kom godt videre i samme omgang.

Dagens fossil blev ikke overraskende Japan – for sin bundskraber af en klimaambition.

Se IISDs Earth Negotiations Bulletin for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.11., 18.11., 19.11., 20.11. og 21.11. og 22.-23.11. for et mere teknisk præget resume af forhandlingerne i de mange spor (pdf).

Se COP19 optegnelser her på Strøtanker for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.-17.11., 18.11., 19.11., 20.11., 21.11., 22.11. og 23.11.

Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

  video 15.11.

UNFCCC Executive Secretary and COP19 President, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Climate Action Network: Civil Society reacts to Japan and Australia’s climate action announcements, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Third World Network, ‘Reflections on the First Week at Warsaw’, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

WWF: Review of the week one at COP19, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Japan, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Brazil, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

CEE Bankwatch Network: Undermining Our Climate: Commercial Banks and the Coal Sector, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Media Workshop 5: The Kyoto Protocol´s CDM, (media training) UNFCCC webcast 15.11.2013.

ENV Side Events Coverage: Warsaw Climate Conference – Linking Adaptation and Mitigation to Address Multiple Risks: New Research, 7:11 min. ISDN video 15.11.2013.

ENV Side Event Coverage: Warsaw Climate Conference: Developing Countries Accelerating Green Finance, 6:34 min IISD video 15.11.2013.

Naderev “Yeb” Saño, Republic of the Philippines Office of the President, 10:10 RTCC video 15.11.2013.

COP 19: Christiana Figueres on coal and climate, 2:17 min. RTCC video 15.11.2013.

Ronald Jumeau, The Permanent Mission of the Republic, (Seychellerne, AOSIS) 13:15 min. RTCC video 15.11.2013.

John Connor, CEO, The Climate Institute, 5:31 min RTCC video 15.11.2013.

Linda Carton of University of Nijemegen on finance and divestment, 4:40 min RTCC video 15.11.2013.

Jiang Kejun says China’s emissions will peak by 2025, 12:21 min. RTCC video 15.11.2013.

Jayanti Kirpalani calls for spirituality to combat climate change, 4:52 min RTCC video 15.11.2013.

Getting REDD+ off the ground. Challenges and opportunities, (video) CIFOR side event, 15.11.2013.

  artikler 15.11.

John Vidal & Terry Macalister: Japan under fire for scaling back plans to cut greenhouse gases, The Guardian 15.11.2013.

Hiroko Tabuchi & David Jolly: Japan Backs Off From Emissions Targets, Citing Fukushima Disaster, New York Times 15.11.2013

Elaine Kurtenbach: Japan Dials Back Climate Change Emissions Target, (AP) ABC News 15.11.2013.

Chisaki Watanabe & Alex Morales: Japan Lowers Emissions Goal in Setback for UN Climate Talks, Bloomberg 15.11.2013.

Japan defends greenhouse gas U-turn at climate talks, AFP 15.11.2013.

Japan slashes greenhouse gas reduction target, AFP 15.11.2013.

James Murray: COP 19: Japan deals fresh blow to summit as it slashes emissions targets, Business Green 15.11.2013.

Caroline Winter: Another Reason to Hate Global Warming: Lousy Coffee, Bloomberg 15.11.2013.

WWF condemns Japan, Australia and Canada for undermining progress at climate talks, WWF 15.11.2013.

M. Brockley: Kyoto’s Legacy Up In Smoke As Japan Slashes Climate Action, Climate Acton Network 15.11.2013.

Stephen Leahy: Japan Bails Out on CO2 Emissions Target, IPS News 15.11.2013.

Krishneil Narayan: Island Nations concerned about Japan’s new target at COP19, The Adopt A Negotiator Project 15.11.2013.

Elaine Lies & Stian Reklev: Japan Slashes CO2 Emissions Targets At UN Climate Talks, Prompting Criticism, (Reuters) Huffington Post 15.11.2013.

Damian Kahya: Why did Japan cut its emissions targets? Energy Desk 15.11.2013.

M. Brockley: Media Advisory – Civil Society Responds as Japan Slashes Climate Action, Climate Acton Network 15.11.2013.

Paul Brown: Warsaw – Day 5: Dismay as Japan abandons greenhouse targets, Climate News Network 15.11.2013.

Ari Phillips: Japan Ditches Pledge To Lower Emissions In Midst Of U.N. Climate Talks, Climate Progress 15.11.2013.

Warsaw: What is it good for? Poland’s role in the climate change talks, Oxfam 15.11.2013.

Kate Sheppard: Whatever Happened To All That Enthusiasm For ‘Clean Coal?’ Huffington Post 15.11.2013.

Ed King: UK slams Japan’s decision to slash climate target, RTCC 15.11.2013.

Top lawyers demand urgent action on climate change legislation, Business Green 15.11.2013.

Australian govt mocked at climate summit, Sky News 15.11.2013.

Loss and Damage a crucial issue for the Pacific at the UN Climate talks, (SPREP) Islands Business 15.11.2013.

Rich nations must meet climate promises before talks can advance, China says, (Reuters/PACnews) Islands Business 15.11.2013.

China, U.S. to strengthen coordination: President Xi, Xinhua 15.11.2013.

Jeffrey Sachs: A few more storms like Typhoon Haiyan may finally make our leaders act on climate change, Washington Post 15.11.2013.

Christine Ottery: Polish public’s view on renewables poles apart from government policies, Climate desk 15.11.2013.

Laurie Goering: Start simple to make a big difference quickly in climate change – negotiator, Reuters 15.11.2013.

Paul Neate: Breaking the link between commodity agriculture and deforestation, CGIAR 15.11.2013.

Gloria Gonzalez: REDD, CDM Likely To Find A Place In New Climate Agreement: Figueres, Ecosystem Marketplace 15.11.2013.

Mantoe Phakathi: Concerns Over Role of Corporates at Climate Talks, IPS News 15.11.2013.

Laurie Goering: Buy smart to battle climate change, UN climate chief tells youths, Reuters 15.11.2013.

Cécile Schneider: Fast-start Finance at Crossroads, The Verb 15.11.2013.

Chinese official urges EU to raise target for emission cut, Xinhua 15.11.2013.

New climate pact must consider historical emissions: Chinese official, Xinhua 15.11.2013.

Chinese official says “dismayed” at Japan’s new emissions target, Xinhua 15.11.2013.

Alex Morales: China Faults Japan, Europe on Pollution at UN Talks, Bloomberg 15.11.2013.

Joshua Wiese: COP19, Nov. 15th: Brazil and EU grapple with equity, TckTck Tck 15.11.2013.

Nilima Choudhury: World’s 48 poorest countries publish climate adaptation plans, RTCC 15.11.2013.

Comprehensive plans to deal with impacts of climate change, News Afrique Informations 15.11.2013.

Warsaw Climate Change Conference: compensation for loss and damage, FIELD Comment 15.11.2013 (pdf).

Sophie Yeo: African delegates under pressure to leave UN climate talks, RTCC 15.11.2013.

Deforestation in Amazon jungle increases by nearly a third in one year, (Reuters) The Guardan 15.11.2013.

Adam Vaughan: Global deforestation: 10 hot spots on Google Earth – in pictures, The Guardian 15.11.2013.

Wambi Michael: Developing World Pushes for Rescue of U.N. Carbon Credit Fund, IPS News 15.11.2013.

Alex Morales: U.S., EU, Reject Brazilian Call for Climate Equity Metric, Bloomberg 15.11.2013.

Olga Dobrovidova: Russia tops 2000-2012 deforestation charts, RTCC 15.11.2013.

COP19 side event: communicating energy efficiency in emerging economies, RTCC 15.11.2013.

Chris Buckley: China to Ease Longtime Policy of 1-Child Limit, New York Times 15.11.2013.

Adam Sobel & Naomi Oreskes: Monitoring a climate epidemic, Los Angeles Times 15.11.2013.

Jeffrey Sachs: We risk more Haiyans if we ignore climate change, jeffreysachs.org 15.11.2013.

Avik Roy: Loss and Damage remains the bone of contention, The Adopt A Negotiator Project 15.11.2013.

Success of Climate Talks Vital for 2°C Target, Science 15.11.2013.

Stian Reklev: Weak rules threaten UN climate plan for forests, Reuters 15.11.2013.

Agenda 350 – klima- og bæredygtighedsnyheder for 15.11.