Strøtanker om bæredygtighed

º

Her til aften tikkede News Bulletin fra Architecture 2030 ind for november med en så fin og klar grafisk redegørelse for de fire udledningsscenarier fra IPCCs klimastatusrapporter, RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, at jeg måtte hive dem ind her på Strøtanker. For god grafik siger ofte mere end mange lange tekster.

RCP står for Representative Concentration Pathways, og de er centrale for hele IPCCs forsøg på at anskueliggøre for os, at klimaforandringer ikke bare er noget som uafvendeligt sker, men omvendt er stærkt afhængig af, om vi er i stand til at afvikle vores fossile afhængighed, og hvor hurtigt vi er i stand til det.

Grafen herover viser tre forskellige udledningsscenarier eller Concentration Pathways, hvor den røde (RPC8.5) svarer til business as usual, hvad der sker, hvis ikke vi formår at få en global bindende aftale på plads, som formår at vende udviklingen i verden. Da vil vi ved udgangen af dette århundrede have udledt i alt 2,1 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil være tæt ved 30 mia. ton carbon pr. år – eller omkring det tredobbelte af i dag. Den gule graf (RPC6.0) viser et scenario, hvor det lykkes at vende udviklingen, så de samlede udledninger kulminerer i 2080 og derefter tager af. Her vil de samlede udledninger i år 2100 ‘kun’ være på 1,4 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil blot være omkring halvanden gange udledningerne i dag. I det blå scenario (RCP4.5) lykkes det at få vendt udledningskurven i 2040-50 og relativt hurtigt at få den ned på det halve af udledningerne i dag, hvorefter udledningerne er konstante på et niveau på under halvdelen af i dag. Her vil de samlede udledninger i år 2100 være på 1,4 trillioner ton carbon, hvilket ikke er så meget lavere end for RCP6.0, da vi allerede har udledt 0,5 trillioner ton carbon.

Problemet er blot, at jo mere carbon vi sender ud i atmosfæren, jo mere opvarmning producerer vi. I den seneste IPCC-rapports første del, som blev præsenteret i Stockholm i slutningen af september, udarbejdede klimaforskerne derfor et carbon budget. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis vi skal lykkes med at holde den målsætning, som blev vedtaget ved klimatopmødet COP15 i København i 2009, om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 2ºC i forhold til tiden umiddelbart før industrialiseringens begyndelse, så kan vi i alt kun udlede 1 trillion ton carbon i al tid fremover (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget).

Med den nuværende udvikling har vi opbrugt dette carbon budget i løbet af 20-25 år, selvom det i princippet skal holde for evigt. Derfor har IPCC også et scenario, som indebærer, at verdens samlede udledninger kulminerer allerede i 2020 og herefter falder ganske hurtigt, så udledningerne nærmer sig nul i 2080.

Med dette scenario  – den grønne linje (RPC2.6) – vil vi ‘kun’ have lukket 0,8 trillioner ton carbon ud i år 2100. Det er muligt, det er endda ikke ubetaleligt dyrt (det koster kun en brøkdel af, hvad vi i dag bruger på militær beskyttelse), og hvis man sammenligner med, hvilke astronomiske omkostninger, det vil medføre, hvis ikke vi gør noget, så er det ikke bare det moralsk rigtige, det er også langt den billigste løsning og den på alle måder forsvarlige løsning. Den kræver blot en stor, fælles indsats – og at de kræfter, som føler sig afhængige af business as usual ikke får lov at forsinke omstillingsprocessen unødigt, men bliver omskolet til at kunne tage del i denne storstilede omstillingsproces.

Hvis man dernæst ser på, hvad de forskellige scenarier indebærer af temperaturudvikling, så sår det klart, at business as usual på ingen måde er acceptabel. Ofte fremskriver man kun til år 2100, men den carbon, og de drivhusgasser, vi har lukket ud i atmosfæren, virker typisk opvarmende på det globale system mange hundrede år frem i tiden. Når den røde linje frem mod år 2200 når op omkring 10ºC, så er der tale om gennemsnitstemperaturen. Men temperaturstigningen er på ingen måde jævn – tværtimod ser vi allerede i dag, hvor den gennemsnitlige globale temperaturstigning er på 0,7ºC, at det visse steder har givet en opvarmning på over 2ºC, så for eksempel i de arktiske egne vil en global stigning på 10ºC kunne føre til temperaturstigninger på 20-30ºC.

Selv det gule scenario (RCP6.0) bringer os langt over målsætningen på 2ºC, og efterhånden som det står klart, hvor massive påvirkninger af klimaet og økosystemerne, som vi har fået blot med 0,7ºC, så er mange er i dag fortalere for, at den globale klimamålsætning burde strammes til 1½ºC.

Derfor er det grønne scenario (RCP2.6) dybt interessant. Ikke bare holder vi os inden for det opstillede carbon budget, så der også er plads til at udlede bare en lille smule for vores tiptiptipbørnebørn i det 23. og det 24. århundrede. Men temperaturudviklingen er lovende derhen at også temperaturkurven knækker. Med RPC2.6 ophører den globale opvarmning omkring 2050 hvorefter hele det globale system genafkøles, omend umådeligt langsomt.

Med RCP2.6 er der en reel chance for, at vi ikke får splintret økosystemerne, at vi ikke får ødelagt vilkårene for at dyrke vores mad, og at verdenshavene, som Obama lovede det, vil ophøre med at stige før vi måtte relokalisere alle vores kystbyer.

I den seneste IPCC-rapports anden del, som endnu ikke er frigivet, men som blev lækket for få dage siden, er der redegjort langt mere i detaljer for de forandringer, vi har forude, og i hvor høj grad omfanget af dem afhænger af, om vi er i stand til at forme en udvikling i retningen af RCP2.6-scenariet. Anden del er stadig under endelig formulering, men i blog-indlægget Anden del af IPCCs store klimastatus lækket har jeg forsøgt at give et første rids.

Så rent videnskabeligt set er sagen lysende klar. Der er fire scenarier at vælge imellem, men kun ét af dem, som er en løsning. Det er det sværeste af dem alle at vælge, men også det i et blot lidt større økonomisk perspektiv eneste rigtige at vælge. For det er det eneste scenario, hvor vi kan forvente, at vores livsgrundlag – vores fantastiske klode, som vi har til låns og deler med et utal af andre levende skabninger – ikke kollapser under det voldsomme pres fra klimaforandringerne.

Måske vi har brug for en folkebevægelse for RCP2.6 – i hvert fald må vi på den ene eller anden måde have indført, at vores videre udvikling sker inden for rammerne. Når verdens samlede udledningskurve skal knækkes senest i 2020 og herefter falde brat, så er det ikke nok, at det lige netop sker sådan i de rige lande. De (vi, som historisk har forbrugt langt mere end vores andel allerede) må tværtimod afvikle vores udledninger så hurtigt, at der inden for et snærende samlet carbon budget er bedre plads til udviklingslandene.

I denne og den kommende uge er alle verdens lande samlet til klimaforhandlinger i Warszawa. Det ville være så let, hvis man blot på første dag sagde: Ja, det eneste rigtige valg er RCP2.6 og derefter gik videre til næste spørgsmål: hvordan gør vi det?

Men det rammer frontalt ind i de fleste forestillinger om den ønskede udvikling verden rundt (som til gengæld rammer alvorligt skævt på klodens bærekraft). Det kræver et opgør med den forestilling, som siden 2. verdenskrig har båret og pacet udviklingen, at vækst i sig selv er et gode – en fejlretning, som bæredygtighedsmæssigt har ført os på kolissionskurs med vores livsgrundlag. Og selv når vi er ved at vågne til den virkelighed, at vi forbruger langt mere end kloden har ressourcer til, synes vi kun at kunne komme til den konklusion, at vi må træde endnu mere på speederen (i mere raffinerede versioner dog med grønne såler).

Mange af de gamle økonomier er nok store, men de er også mere eller mindre udslidte og kriseramte, og umiddelbart ganske handlingslammede overfor omstillingsprocessen. Mange af de fattigste udviklingslande derimod er meget omstillingsparate. De ville meget gerne forfølge en helt anden vej uden om de fossile strukturer, men har ikke selv ressourcerne eller teknologien til at gøre det og får ikke den hjælp fra det globale samfund, som de fortjener til at gøre det. Og de store rige udviklingslande, BASIC-landene, som måske endnu ikke er helt så rige som de gamle industrilande, men som omvendt har haft en kolossal vækst her i de seneste årtier og en kolossal indre dynamik, er pludselig ikke mere små og uskyldige, men tegner sig for mere end halvdelen af verdens samlede udledninger. De så også gerne en fremtid uden alvorlige klimaforandringer, men er omvendt så opsatte på fortsat at udvikle sig, og så næsten paranoidt angste for gennem en klimaindsats at risikere denne udvikling, at de ud fra deres egen logik vil være modstræbende overfor at vedgå et reduktionsscenario som RCP2.6. Disse lande synes ganske modstræbende overfor erkendelsen af, at et reduktionsscenario som RCP2.6 og et carbon budget som det af IPCC opstillede også vil indebære radikale omprioriteringer for disse lande. For ellers har de alene eksploderet det fælles carbon budget længe inden år 2100.

For i RCP2.6 er der ikke plads til at fortsætte med at bygge nye kulkraftværker. I RCP 2.6 er der ikke plads til blind forfølgelse af vækstparadigmet. I RCP2.6 giver det ikke mening at udvinde tar sand-forekomster eller rasere biodiversitetsmæssige hotspots som Yasuní i Ecuador blot for at hive en olie op, som vi har langt mere af, end vi behøver. I RCP2.6 er der ikke brug for at udforske fossile forekomster i Arktis eller risikere vores grundvand og undergrund for at hive skifergas op af undergrunden. I RCP2.6 er der ikke nogen luftfart, der (som ICAO forventer) er tredoblet i 2050. I RCP2.6 kunne den rigeste del af verden med fordel halvere sit forbrug af animalske fødevarer.

RCP2.6 er en i forhold til den nuværende udvikling ganske snærende ramme, som det vil kræve al vores opfindsomhed at få noget godt ud af. Men selv hvis vi ikke formår at vælge en sådan fælles kurs vil vi møde de selvsamme grænser inden for ganske få år, og … hvis vi bare får lagt det rigtige fundament i tide, kan det blive helt fantastisk at se menneskehedens samlede kreativitet sat ind på kloden rundt at virkeliggøre sådanne bæredygtige ligevægtssamfund.

Så kære klimaforhandlere i Warszawa … hvor svært kan det være? Hvornår vender I hjem til jeres regeringer med krav fra de fælles rammebeslutninger og fremtidens livsrum for at vi i fællesskab kan holde os inden for RCP2.6? Hvornår stiller I ved de globale klimaforhandlinger med bud om, hvordan jeres land, jeres folk, jeres knowhow bedst kan medvirke til at muliggøre RTC2.6 i stedet for alle mulige forbehold for at lige præcis I skal strække jer til det yderste? Hvornår gør I jeres regeringer klart, at der kun er denne ene klode med denne ene atmosfære, at den har nogle meget definitive grænser, som må respekteres, så det er klimavidenskaben, som definerer den politiske målsætning og ikke omvendt?

Vi burde alle stille vores politikere disse spørgsmål, men I er klædt på til det, I ser dem regelmæssigt, I forventes at have en indsigt i forholdene. I har en særlig mulighed i den udstræknng, I formår at se jeres lands muligheder inden for det, som er klodens muligheder.

Har I fortalt jeres politikere – Putin, Korolec, Lidegaard, Thorning, Obama og hvad de alle sammen hedder – at et carbon budget ikke er en abstraktion, at det, som videnskaben med stadig stærkere ord fortæller os, at vi er ved at miste muligheden for at nå en 2ºC-løsning, og at det haster endnu mere, hvis vi skal klare en 1½ºC-løsning? – at den politik, de enkelte lande forfølger, ikke lader sig gøre inden for de rammer, klimaet og naturen afstikker. At vi begår langsomt kollektivt selvmord ved fortsat at forsøge at fortrænge, at der er definitive grænser, og at vi allerede har bevæget os ud over dem. At det er totalt svigende lederskab her snart tre årtier efter udgivelsen af “Grænser for vækst” at blive ved med at lade som om, at denne indsigt ikke gælder for lige præcis os?

Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Denial is not a River in Egypt, Architecture 2030 november 2013.

The Three Salient Global Mitigation Pathways Assessed in Light of the IPCC Carbon Budgets, (discussion paper) Stockholm Environmental Institute oktober 2013 (pdf).