Anden del af IPCCs store klimastatus lækket

8. november 2013

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Many species have migrated to new locations and changed the timing of their seasonal behavior in response to climate change. This will persist as warming continues, and many species will be unable to move fast enough to adapt.

The impact of warming on global agriculture has been and will continue to be negative. Recent rapid increases in food prices show that markets are sensitive to climate variability. Potential benefits to warming in some localized regions will not be sufficient to offset the negative impacts.

Runaway warming would make some regions uninhabitable. A global temperature increase of 4˚C could make normal activities like growing food or working outdoors impossible in many regions where people currently live.

Reducing carbon pollution rapidly and immediately can cut the overall economic damage of climate change by half. This finding puts the costs of climate mitigation into valuable context. Although mitigation will be costly, action now will drastically cut overall costs.

Without adaptation, even warming of only 1ºC will negatively affect crop yield. Increasing adaptation may ameliorate these impacts on yield, up to a point. Warming above 4ºC will exceed the ability of adaptation to “keep up” and poses significant risks to food security.

Climate change will increase the frequency and severity of many types of extreme weather. In many areas, more frequent intense rainfall events will increase the frequency of flooding. Globally, more people will be exposed to floods and economic losses due to flooding. It’s also likely that presently dry areas will become more severely drought-stricken in a warmer world.

Adaptation (dealing with the direct effects of climate changes) and mitigation (reducing emissions to prevent further changes) are both essential to climate policy. Adaptation is unavoidable, as past emissions have already committed us to future warming. Without mitigation, impacts will grow larger than our capacity to adapt.

Dette udsagn fra climatenexus.org: “Without mitigation, impacts will grow larger than our capacity to adapt” er vigtigt at holde sig klart, for selvom det i den globale uafklarethed kan synes enklere at sørge for sin egen tilpasning (adaptation), så bliver vi hver især indhentet, hvis ikke vi formår i fællesskab at sikre en stærk klimaindsats (mitigation).

Hvis vi for eksempel ser på København, så kan vi plante flere træer for at beskytte os mod sommeroverophedning, vi kan sikre os mod stadig voldsommere ekstremregn, vi kan begynde at dyrke et tilskud til vores daglige fødevareforsyning selv inde mellem husene, vi kan måske også klare lokalt at sikre os mod begyndende havstigninger – og til forskel fra mange andre steder i verden, hvor klimaforandringerne allerede i dag er langt mere omfattende end her, så har vi råd til disse ændringer. Men allerede 1 m havstigning vil give os alvorlige problemer, og vi vil snart være nødt til at anlægge sluser ved Nordhavn og Sydhavn, 2 meter vil selv ved daglig vande sætte store dele af Amager og Christianshavn under vand, og 7 meter (som svarer til en fuld afsmeltning af de grønlandske ismassiver) vil gøre det nærmest umuligt at sikre byen med diger. Vi får ikke 7 meter havstigning inden år 2100. Men København har eksisteret i snart 1.000 år og vil kunne eksistere i andre 1.000 år, hvis ellers det lykkes for os at komme videre fra den fossile vildfarelse i tide. Og selvom den nuværende klimamålsætning på 450 ppm/2ºC måske på kort sigt vil afbøde de værste klimaforandringer, så vil selv denne koncentration af CO₂ i atmosfæren på langt sigt føre til en omfattende afsmeltning af klodens ismassiver. Da Jorden for omkring 120.000 år siden sidst havde temperaturer omkring 2C over førindustirelle temperaturer, var havoverfladen 5-10 m over niveauet i dag, og fortsatte udledninger af CO₂ som i dag vil på langt sigt føre til en fuld afsmeltning af klodens ismassiver med en havstigning på 70 meter til følge. Hvis man derfor for et øjeblik tænker videre end år 2100 og tænker i civilisationens – eller bare den europæiske eller danske kulturs – videreførelse, så er det fuldstændig indlysende, at den målrettede indsats for at få standset den stadige overopvarmning af det globale system (mitigation) er uomgængelig og må gå forud for tilpasningsindsatsen. For på bare lidt længere sigt er det den eneste vej frem.

Som med den første del af AR5 er der i Arbejdsgruppe IIs rapport ikke bare tale om, hvordan udviklingen vil blive – det er i høj grad afhængig af, hvor hurtigt og i hvor høj grad vi kommer til at formå at standse udledningerne af drivhusgasser. Dette er præciseret i en række forskellige udviklingsscenarier, RCP2.6, RCP4.5 osv., hvor RCP2.6 er det mest radikale reduktionsscenario, hvor der er en god chance for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling siden industrialiseringens begyndelse på under 1,5ºC, mens RCP8.5 er en slags business as usual-scenario, hvor udledningerne fortsætter med at stige, og temperaturen også vil fortsætte med at stige langt ud over de 4-6ºC, som det vil blive varmere i år 2100.

Denne graf (SPM4 figur 1 fra WGII AR5) sammenfatter risikobilledet med forskellige udledningsscenarier. Og hvor man kan se, at der allerede i dag i særlige situationer er tale om en begyndende moderat risiko (unique & threatened systems), så har vi stadig slet ikke set det fulde omfang af klimaforandringernes ødelæggende kraft. Selv hvis man følger den vandrette linje for 2ºC, hvilket svarer til den målsætning, som blev vedtaget i København ved COP15, men som det haster meget med at komme i gang med globale reduktioner for at kunne holde, så er de to første lodrette søjler allerede oppe i det røde felt, som svare til risikoniveauet high. Og hvis man tager 4ºC-linjen, så er den for den første søjle very high, og de fire øvrige high.

Selv hvis verden tog sig sammen og valgte en radikalt hurtig afvikling af den fossile afhængighed – en slags kold tyrker, som der ikke er megen politisk vilje til, når man ser rundt omkring i verden lige nu – så må vi gøre os klart, at vi gennem den hidtidige afbrænding af fossile brændstoffer allerede har lagt så meget i kakkelovnen, at vi får langt flere og langt mere omfattende klimaforandringer end i dag. Omvendt er der endog meget stor forskel på ødelæggelserne i RCP2.6 og RCP8.5 – en forskel som ville blive graverende tydelig, hvis man fortsatte kurverne ud over år 2100 – så har vi stadig en fuld chance for at få afbødet de værste klimaforandringer i tide.

Dette diagram (SPM 5 fra WGII AR5), giver et godt billede af klimaforandringernes konsekvenser for økosystemerne. De lodrette søjler viser, hvor langt en given gruppe af arter er i stand til at bevæge sig pr. tiår – ikke overraskende går det lettere for de store mobile pattedyr, klovdyr og rovdyrene, som i forvejen strejfer meget rundt, mens det for urterne og ikke mindst træerne, er langt mere problematisk. Selv de hurtigste forventes kun at kunne bevæge sig 15 km pr. tiår, og medianen ser kun ud til at være en enkelt km.

Hvis man ser på bundfladen, så er der med de farvede linjer indikeret, hvor hurtigt levevilkårene for en given art flytter sig som følge af klimaforandringerne pr. tiår reduktionsscenarier angivet, hvor langt væk fra ækvator. Hvor det for RCP2.6 er meget tæt på nul – hvilket vil sige, at de nødvendige levevilkår for en given art stort set forbliver i samme områder som i dag – så er der for de øvrige scenarier tale om betydelige bevægelser. For eksempel for RCP8.5 flytter sammenlignelige levevilkår sig i snit 20 km pr tiår, og i lavlandssituationen omkring 72 km. Det lyder ikke af meget, men det svarer det til, at en art, som havde nordgrænse syd for Alperne på omkring 135 år får sin nordgrænse rykket helt op til den dansk-tyske grænse (afstanden i fugleflugt Locarno-Tønder 977 km).

Klimaforandringerne vil således gøre mange af naturens arter til klimaflygtninge. Og for nu at blive ved lavlandseksemplet, så kan det meget vel være, at en plante, som førhen voksede syd for alperne ikke kan passere Alperne. Så klimaforandringerne vil på mange måder flå nu veletablerede balancer i økosystemerne itu. Selv hvor arter forbliver på samme sted, kan det at årstidernes længde ændrer sig gøre, at timingen mellem planter og insekter forskyder sig, så der bliver problemer med bestøvning.

Lægger man deroveni det stadig større pres på naturen fra, at stadig større områder urbaniseres eller fældes og inddrages til monokultur-dyrkning, så står man med en situation, hvor vi er bed begyndelsen af en masseudryddelse. IUCNs opgørelse af truede dyrearter nåede sidste år op på 31% af samtlige arter.

Graf (SPM 7 fra WGII AR5) fra den foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Hvis man ser på klimaforandringernes betydning for vores muligheder for at mætte klodens stadig flere milliarder af mennesker, så er der en betydelig spredning alt efter, hvem som har lavet undersøgelserne og hvilke forudsætninger, de er lavet ud fra. Hvor mulighederne for fødevareproduktion i store dele af det tropiske og subtropiske bælte vil svækkes med fremskridende klimaforandringer og det dyrkbare område svinde ind, så vil der omvendt i det tempererede og nordligt tempererede bælte være basis for en større fødevareproduktion og inddragelse af nye områder til dyrkning.

Rapporten søger med grafen herover at sammenfatte de mange fremskrivninger, og samlet er der tale om en svækket mulighed for fødevareproduktion på op imod 2% pr. årti – eller op imod 20% ved slutningen af århundredet. Dette er potentielt katastrofalt i en tid, hvor vi ikke bare bliver stadig flere mennesker – der er måske 3 mia. flere mennesker at mætte år 2100 – men vi også i stadig højere grad efterspørger animalske produkter, som beslaglægger mere areal end en vegetabilsk diæt. Så samtidig med at produktionen forventes at falde 2% pr. årti, forventes efterspørgslen at stige med 14%. Dette vil sandsynligvis føre til, at fødevarepriserne vil stige voldsomt.

Der er mange usikkerhedsmomenter i disse fremskrivninger, herunder, i hvor høj grad vi vil være i stand til at omstille til de nye vilkår, og i hvor høj grad der vil være adgang til vand til at fastholde en produktion i områder, hvor ørkendannelsen vinder frem. Men alt tyder på, at vi i løbet af det 20. århundrede vil blive alvorligt truet på vores daglige brød, og at sult vil være en stadig voksende kilde til uro og migrationspres.

Det lumske er, at klimaforandringerne ikke først og fremmest er nye problemer, tværtimod vil de i mange situationer blot forværre allerede kendte problemer.

Arbejdsgruppe IIs formand Chris Field siger til AP, at eksperterne med denne rapport har malet en dramatisk kontrast af mulig fremtider. Og når han ikke er deprimdet over rapporten, så er det fordi, vi gennem at afvikle brugen af fossile brændstoffer har en mulighed for at styrke vores evne til at håndtere klimaudviklingen og mindske konsekvenserne af klimaforandringerne. Der er med Arbejdsgruppe IIs rapport ridset et klart alternativ op.

Timingen af dette læk her op til COP19 er tydeligvis ikke planlagt – tværtimod skal rapporten efter køreplanen først offentliggøres i Yokohama til marts næste år. Men det kunne meget vel være, at de ganske alvorlige advarsler om ganske alvorlige og voldsomt omkostningskrævende konsekvenser ved ikke at handle i tide, udtrykt i risikotermer og forsikringsperspektiv, kunne være med til at gøre det indlysende klart, at det ikke er et spørgsmål, om vi har råd til omstillingsprocessen, men om at vi ikke har råd til at undlade at iværksætte den hurtigst muligt.

Se de forudgående blog-indlæg, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget, Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde samt Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm om første del af AR5, som blev frigivet sidst i september og vil foreligge i endelig form allerførst i det nye år.