Antoni Gaudi: Min klient har ikke travlt

15. oktober 2013

Det forlyder nu, at La Sagrada Familia, Antoni Guadis enestående kirkeprojekt i Barcelona, vil kunne stå færdig til Gaudis 100-års dødsdag i 2026. Med dens himmelstræbende filigran-spir har La Sagrada Familia længe stået som symbol for det ufuldendte, for det uopnåelige – måske lidt misvisende, for der har hele vejen igennem været bygget på kirken, møjsommeligt én sten ad gangen én støttepille ad gangen, i lange perioder udelukkende finansieret gennem det, som i dag må henregnes under croud funding: talløse små donationer i søndagenes kirkebøsser.

Selvom der stadig mangler omkring to tredjedele af byggeriet, før det står helt færdigt, blev La Sagrada Familia blev indviet i 2010 af selveste paven. Gaudi selv forventede, at færdiggørelsen ville tage 200 år, og skulle med reference til Gud have sagt at: “Min klient har ikke travlt”.

Det er for sent at spørge Gaudi selv, men han havde nok hellere set La Sagrada Familia blive færdigt i adstadigt tempo, møjsommeligt bygget med hånd og hjerte, end at den nu bliver søgt færdiggjort til hans egen 100-års dødsdag med moderne byggekraner, som måske nok fremskynder færdiggørelsen, men også demonterer den vertikale udfordring og præstation – fuldendelsen af den bevidsthedsmæsige katedral.

I forhold til et menneskeliv er 200 år endog meget længe. Ikke ret meget af det vi bevidst beskæftiger os med har en sådan tidshorisont, og vores hukommelse synes mere og mere kortsigtet. Bønderne tænker i næste termin snarere end at frugtbargøre slægtsgårdens muld for børnebørnene. Bilisterne tænker i øjeblikkets fremkommelighed, selvom det koster fremtidens klima. Ikke bare øjeblikkets nødvendighed, men også dets forfængelighed og lidenskabelighed fjerner os fra det lange tidsperspektiv. Hvor det guddommelige med dets evige udstrækning før oplysningstiden udgjorde verdens ubestridelige centrum, da har vi i takt med et stadig mere sekulariseret perspektiv placeret os selv og vores kortfristethed som verdens centrum.

Den kommunistiske utopi lå uvirkeligt langt fremme, men formåede endda at definere retning i menneskers liv og indsats, den socialistiske og socialdemokratiske solidaritet formåede at tænke ud over sig selv, ikke bare den som livet havde vært mindre gavmildt overfor end en selv, men også bedre vilkår for de kommende generationer, mens den liberalistiske vision i høj grad blev fortællingen om den umiddelbare personlige ret til at tage for sig af retterne efter evne.

I forhold til evigheden er 200 år som et split-sekund. Og hvis vi ser os omkring, så er meget af det, som vi gør, faktisk indlejret i størrelser med en tidsligt stor udstrækning. Næste gang København fejrer rund fødselsdag, er det 1.000 år, og udgravningerne i forbindelse med Metro-byggeriet (som er lige ved at tage for lang tid til at vi accepterer irritationerne under vejs) peger på, at her var en bymæssig beboelse også før Absalons København. Landskaberne formes gradvist af vind og vand, og de biologiske systemer udvikler sig næsten uopfatteligt langsomt imod en tilstand af stadig højere og mere kompleks orden.

I en tid, hvor vi har gjort os til de største forandrere af vores omgivelser, både når vi fælder, kultiverer, inddæmmer og udgraver, er det blot svært at opfatte disse stadige udviklinger – for mange er Darwins udviklingslære stadig sværere at fatte end bibelhistoriens skabelsesberetning. Og selv når vi gennem vores afbrænding af kul og olie kommer til at forandre atmosfæren dertil, at de levende ordenssystemer, vi er indlejret i, bringes mod sammenbrud, er det svært af se billedet og agere i forhold til det tidsligt store billede. Så argumentationen for klimahandlingens nødvendighed placeres hellere i et felt mellem den umiddelbare personlige vinding og hensynet til vores børnebørn end i det forhold, at vores fælles København 1.000 år frem for længst har måttet opgive kampen mod havet efter i det 22. århundrede en overgang at have profileret sig som Nordens Venedig, fordi vi ikke i tide kunne vriste os ud af besættelsen af at have egen bil, eget oliefyr og flyve og fare verden rundt.

.
Denne lille animation giver et betagende billede af, hvad der tilbagestår, før La Sagrada Familia kan erklæres færdig.

Opførelsen af La Sagrada Familia blev påbegyndt i 1882. Oprindelig var der tale om et helt andet projekt med en helt anden arkitekt og en helt anden arkitektur, men Gaudi overtog sagen og formåede at skabe opslutning om at forlade det oprindelige, neogotiske projekt for i stedet at realisere en katedral i hans naturinspirerede ekspressionistiske formunivers. Gaudi vidste, at færdiggørelsen ville række langt ud over hans tid, så han sikrede sig, at visionen stod klar ved at efterlade et stort antal tegninger og modeller. Og han havde så klart et overblik over den forestående proces, at intet var overladt til tilfældighederne. Det handlede blot om tålmodigt sten for sten realisere det storladne byggeri.

Helt anderledes forholder det sig med domkirken i Firenze, Cattedrale di Santa Maria del Fiore. Her gik man i 1296 i gang med et fundament til en prægtig kirke, som ville kræve en kuppel større end Pantheon, større end Peterskirkens kuppel – større end noget, verden indtil da havde præsteret. Da man gik i gang med kirkebyggeriet, vidste ingen, hvordan man til sin tid skulle klare overdækkelsen af det store centralrum. Hovedskibet stod klar til indvielse 82 år efter, men først flere årtier senere nåede man til problemet med kuplen. I 1420 kunne man så på baggrund af en konkurrence om udførelsen, som Filippo Brunelleschi vandt, gå i gang med kuplen og kirken indvies i 1436 efter en byggetid på næsten et kvart årtusinde. Her satte man ud på et projekt, som man kun næsten vidste kunne lykkes – og det lykkedes. En – kunne man sige – god udfordring for fremtiden.

Spørgsmålet er på den led ikke bare, om vi overhovedet evner at tænke ud over vores egen snævre tidshorisont, men om vi uden at lade fremtiden begrænse derved, sikrer et godt fundament for fremtidens livsrum?

For ellers skrumper det, som vi har at videregive til fremtiden, meget let ind til en kedeligt lang liste over industrisamfundets bivirkninger: voldsomme storme og hedebølger, stigende verdenshave, forgiftet og udpint vandkredsløb, for naturen ufordøjelige lossepladser og titusindvis af fremmedstoffer, en stærkt decimeret biodiversitet og en arv af radioaktivt affald, som vil stråle faretruende i titusindvis af år.

Og måske vi kunne lære af Gaudis klient – lad os kalde ham Gud m/k – at havde vi ikke allesammen så forbistret travlt med at gøre mere hurtigere længere, så kunne vi måske lande et sted, hvor vi var i stand til at leve i nuet og havde tid til at glæde os over tilværelsen og dens udfoldelse i tid.