11. september 2013 arkiv

Indsats overfor HFC-gasser aftalt på G20 topmødet

11. september 2013

HFC-gasser – hydrofluorcarboner – hører til de allermest aggressive klimagasser. Deres drivhuseffekt er kortvarig, typisk omkring 15 år, men de er til gengæld 100-1.430 gange kraftigere end CO2. I de senere år har brugen af HFC-gasser på verdensplan været stigende, og prognoser har forudsagt, at hvis ikke det blev gjort noget ved dette område, så kunne det repræsentere op imod 20% af verdens udledninger i 2050.

Det giver derfor endog meget god mening, når en gruppe lande, som tilsammen repræsenterer 80% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, i forbindelse med det seneste G20 topmøde i Helsinki vedtog en indsats for at mindske mængden af HFC-gasser i atmosfæren. Ud over G20-gruppen står yderligere en række lande bag aftalen (EU plus 25 lande), og der er fastsat møde igen i Bangkok i oktober for at fastlægge detaljerne. Det ligger fast, at man vil søge at arbejde efter samme retningslinjer som Montreal-protokollen, som faktisk formåede at etablere en global indsats mod ozon.

Og eftersom COP19 i Warszawa nærmer sig, og der stadig er mindst 7 år til, at vi har en global klimaaftale, så kan man også uden at sige for meget sige, at verden har brug for en succes på klimaområdet, brug for at vise sig selv og hinanden, at noget kan lykkes.

Det var på tale allerede under COP18 i Qatar, hvor blandt andet Connie Hedegaard og Martin Lidegaard slog et slag for de indsatser, som kunne gøres forud for 2020, hvor en global klimaaftale om alt går vel iværksættes. EU synes at have en lovgivning på vej om at nedbringe HFC-gasserne i EU med 80% inden 2030, hvilket i 2030 skulle repræsentere en reduktion på 625 mio. ton CO2. Men det blev Kina og USA, som under klimaforhandlingerne i Bonn i juni bilateralt aftalte en HFC-indsats, og siden inviterede alle interesserede til at medvirke. Og nu synes der at være sikret bred tilslutning til indsatsen.

Læs mere »

Share