01.09.2013 | Strøtanker om bæredygtighed

1. september 2013 arkiv

Japan igen på A-kraft XVI – optegnelser september 2013

1. september 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• De seneste uger har TEPCO demonstreret en så fatalt manglende evne til ikke bare at informere om, men nok så væsentligt at håndtere, situationen omkring Fukushima Daiichi, at der er en proces i gang hvor det videre forløb i dekommissioneringsarbejdet bliver med en høj grad af ført hånd. Hvor nogle af de tidligere fortielser har været uskyldige, så har TEPCO med de seneste afdækninger af, at man har vidst – men undladt at informere om – at der dagligt lækkede omkring 300 ton radioaktivt forurenet vand ud i Stillehavet forsinket håndteringen af en miljøkatastrofe med potentielt globale konsekvenser i foreløbigt mer end to år. Og vi vil sandsynligvis snart se beregninger, som viser, at Fukushima-katastrofen ikke er den værste atomulykke siden Chernobyl, men er godt til at blive den værse atomulykke i menneskehedens historie.

I løbet af september bliver de to eneste igangværende reaktorer, reaktor 3 og 4 ved Oi-værket standset for det årlige rutinemæssige sikkerhedseftersyn. Normalt ville de blive genstartet efter en lille måned, men denne gang vil der skulle ligge en godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA, baseret på et nyt og skærpet sæt sikkerhedsfirskrifter, som blev vedtaget i juli, hvorefter der skal gives en lokal politisk godkendelse. Ingen ved, hvor hurtigt disse godkendelser kan forløbe, men et sandsynligt scenario – hvis ikke premierminister Abe i sin utålmodighed efter at få reaktorerne genstartet griber politisk ind – er, at de første reaktorgenstarter bliver i det vestligste Japan, på Shikoku eller Kyushu, hvor den lokale modstand mod reaktorerne er mindre end i andre dele.

TEPCO har indtil nu ikke kunnet få lov at søge om sikkerhedsgodkendelse for sine reatorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, da Niigatas guvernør Hirohiko Izumida har blokeret for dette ud fra, at man stadig langt fra er kommet til bunds i, hvad der gik galt ved Fukushima Daiichi, og endnu mindre i, hvordan denne viden kan omsættes i forandrede sikkerhedsprocedurer, hvorfor den nuværende jagen efter hurtig genstart er dybt problematisk – og et simpelt udslag af, at man sætter økonomi over sikkerhed. Der er milliardbeløb på højkant i tabte provenuer, så situationen får givet ikke lov til at stå uløst i evigheder.

Dette kunne være en situation, hvor Abe følte sig kaldet til et politisk indgreb. I det hele taget vil vi i den kommende tid se hele atomspørgsmålet indhente Abe.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.