23. august 2013 arkiv

Colbert: Gag gift

23. august 2013

USA har en enestående politisk satire, fornemt repræsenteret ved The Daily Show og The Colbert Report. Hvor Jon Stewarts The Daily Show for mig var kærlighed ved første blik – sjældent har jeg mødt så spiddende indsigtsfuld kærlig satire – så har Stephen Colberts The Colbert Report mere været en acquired taste, noget man må lære at holde af. Begge er med humoren som våben i stand til at sige noget, man dårligt ville kunne skrive sig fra uden at komme i alvorlige vanskeligheder, og begge formår at skabe billeder, tableauer og situationer, som får ellers langhårede og svært tilgængelige analyser gjort ikke bare tilgængelige, men vedkommende.

I dette lille video-uddrag fra The Colbert Report 15. august i år udfolder Stephen Colbert sig i uimodståelig stil om fracking i et 4 min. indslag om ordet “gag gift“. Baggrunden er, at fracking-firmaet Range Resources har indgået et forlig med en familie i Pennsylvania, som indebærer, at de får 750.000 $ for at flytte og underskrive et dokument, som bekræfter, at de ikke har haft nogen miljømæssige, sundhedsmæssige eller sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med den nærliggende udvindelse af fracking-gas, og at de for al tid fremover vil holde mund med de sundhedsproblemer, de har været udsat for og undlade at udtale sig om fracking i de hele taget. Problemet er blot, at aftalen ikke bare omfatter forældrene, men også indebærer, at deres børn i al fremtid ikke kan udtale sig om fracking.

På den led er sandheden i USA i næsten uhyggelig grad betragtet en vare – og har man penge, så kan man få, som det hedder i en af vores børnesange.

Hvis Jon Stewart ofte giver den som den begavede iagttager, som viser os ting og sammenhænge, vi nok ikke lige selv havde fanget, og næsten altid har en to-tre overrumplende twists i finalen, så ser vi her en klassisk Colbert, hvor han tilsyneladende identificerer sig med den (eller dem) han hudfletter. Herved kan han lade sine ofre “tænke højt” ad absurdum og bringe os langt ind i sine ofres motivverden, hvor vi så som tilskuere selv må fatte og forstå og konkludere. Først på slutnoten bliver han igen den skarpsindige iagttager: “And in order to get cheap oil, I think we are all willing to lie to ourselves about fracking.”

Jeg tænker ofte på Stephen Colbert og Jon Stewart som vor tids hofnarre – i et system, som er fanget i sine egne fastlåste tanke- og handlingsmønstre, formår de igen og igen at spejle virkelighedens absurditeter og sætte fingeren, hvor det trænger allermest. De har i dagens USA en vigtig rolle overfor de mange nyhedskanaler, som er ganske alvorligt fastlåste i den politiske venstre-højre-skala.

Diane Sweet: Stephen Colbert: Fracking Companies Silence Their Victims, (med transskription af videoens tekst) Occupy America 16.08.2013.

Suzanne Goldenberg: Children given lifelong ban on talking about fracking, The Guardian 05.08.2013.

 

Share