Strøtanker om bæredygtighed

I løbet af juli har jeg lavet en serie målinger af koncentrationen af ultrafine partikler i Torvegade, hvor jeg for hver af måledagene målte ni forskellige steder for at belyse, hvordan partikelforureningen fordeler sig i gaderummet. Yderligere startede jeg hver dag med at måle i Bibliotekshaven på Slotsholmen, for at have en baggrundsmåling, hvor den direkte påvirkning fra trafikken var lille. Bibliotekshaven havde fungeret fint som baggrundsmåling for en række målinger før, under og efter Cykel-VM i 2011, da jeg sidst havde gang i partikelmåleren, men sådan var det tydeligvis ikke denne gang – det var klart fra første dag, at der var noget, som var meget anderledes.

For overhovedet at have et baggrundsniveau lavede jeg derfor løbende under målingerne optegnelser over niveauet for den reneste luft, plus at jeg efter den sidste måling på Amagerbro gik med partikelmåleren langs Stadsgraven mod nord og mod syd for at se, hvor ren luften kunne blive til hver side, når man kom ud af ‘skyggen’ fra trafikken på Torvegade. Og så lovede jeg mig en dag med godt målevejr at ville prøve at finde ud af, hvad det var som gjorde, at luften på Slotsholmen ikke var nær så ren som i september for to år siden – og den dag var i dag. Jeg havde mine klare mistanker, som i dag er blevet bekræftet, og jeg tænkte, at jeg her ville dele nogle af dagens iagttagelser og overvejelser efter at have været i byen med en ultrafin partikelmåler.

Hjemme fra i Larslejsstræde var niveauet lige omkring 6.000 både i lejligheden og ud ad vinduet, hvilket er pænt midt i en storby. Det laveste, jeg nogensinde har målt i det centrale København, er 2.800 en morgen, hvor det havde regnet hele natten, så regnen havde filtreret luften. Da jeg åbnede vinduet, steg måleren da også hurtigt til omkring 5.000.

6.000 på den måler, jeg til lejligheden har lånt af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, betyder 6.000 partikler i størrelsen 1,0-0,02 µm pr. cm³, hvilket stort set svarer til det ultrafine partikelområde (partikelstørrelser under 0,1 µm). Selv langt ude på landet er grundniveauet sjældent lavere end 3-4.000 – partiklerne svæver over lange afstande, og 2.000 partikler pr. cm³ må betragtes som en sjældent ren luft.

Nede på gaden var niveauet også relativt stabilt omkring 7.000. Partikelmåleren laver en ny måling i sekundet, så man ser hele tiden, hvordan koncentrationen stiger og falder – og at jo længere man er fra de primære kilder, jo mere er luften opblandet, og dermed jo mindre bliver udsvingene. Men lige om hjørnet til Sankt Peders Stræde kom det første store udslag på måleren sammen med den lifligste duft fra bageriet, og i få sekunder viste måleren op til 60.000. Så det er ikke kun bilerne, som forurener. Øjeblikket efter viste måleren i et par sekunder 30.000 på grund af en cigaret ved et cafébord. Om hjørnet til Larsbjørnsstræde kunne man mærke, at luften stod stille, og grundniveauet steg til 11-13.000.

Min lugtesans er ikke verdens bedste, men min erfaring er, at man allerede ved 12-15.000 så småt kan ‘lugte’, at luften er lidt tung af trafikkens udstødninger, og fra omkring 20.000 er der ingen tvivl om, at den er snavset – og at det om muligt kan svare sig at vente et øjeblik med at fortsætte indåndingen. For det kedelige ved de ultrafine partikler er, at de er så små, at de når ned i de allerfineste forgreninger i lungerne og herfra kan fortsætte ind i blodbanerne, hvor de har en rigtig kedelig indflydelse på vores helbred.

Igen, så snart et pust nåede ned i gadehøjde, var niveauet igen 6-7.000 som i Larslejsstræde. Videre gennem Kattesundet var der ved passagen af Strøget pludselig luft med kun 5.000 partikler, hvilket tyder på, at en stor vindhvirvel trækker frisk luft ned fra over taghøjde. Øjeblikket efter stod der en stank ud fra hjørnebutikken af nyåbnede skotøjskasser (tror jeg det var) og måleren nåede kortvarigt 48.000. Videre i Kattesundet var luften igen så ren, som den bliver i en by med masser af aktivitet, og så nærmede jeg mig så småt Slotsholmen.

Fra Stormbroen bevægede jeg mig på Gl. Strand-siden langs Frederiksholms Kanal hen mod metro-byggepladsen, som var en af mine mistænkte. At dømme efter lyden var der da også gang i nogle af de mange maskiner på byggepladsen. Men vinden i dag var sydlig, så luften fra byggepladsen ville først og fremmest kunne spores på den anden side af byggepladsen.

Imens meldte en anden af mine mistænkte sig på scenen: I disse sommerdage er der fuld gang i havnerundfarten, og deres motorer trækker deres blådisede dieselspor igennem vores fælles byrum. Så i slipvinden fra havnerundfartens forbipasserende både nåede måleren momentant op på 30.000 for hurtigt at falde tilbage på 7-8.000. Selv med en tæt trafik i begge retninger lige på den anden side af kanalen er det havnerundfartens både, som slår igennem på måleren.

Faktisk er noget af det, som står lysende klart efter at have stået i dagevis med måleren i gadekanten, at det i dag ikke er trafikken som sådan, som sviner, men at det er nogle få køretøjer (og fartøjer), som enten forbryder sig mod reglerne, eller hvor de nuværende regler er utilstrækkelige. Måske 5% af trafikken står for 95% af luftforureningen.

Via Gl. Strand nåede jeg frem til metrobyggepladsen, og i den smalle passage mellem byggepladsen og Gl. Strands facader steg niveauet markant til 20-30.000, selvom det kun var fodgængere og cyklister, så de høje byggepladshegn formår på ingen måde at holde på partikelforureningen. Og da jeg kom hen til den modsatte ende af byggepladsen ved Højbro Plads, steg niveauet i luften fra byggepladsen yderligere til 25-35.000, med momentane toppe over 50.000. Og det selvom de største maskiner ikke er i gang, mens dem, som var i gang, var omkring 25-30 m fra måleren. Jeg forsøgte at liste mig nærmere, men blev på det bestemteste bedt om at holde mig udenfor. Et sådant forureningsniveau er højere, end hvis man i myldretiden stiller sig op langs H.C. Andersens Boulevard, som ellers har ry for at være en af Danmarks mest trafikerede og mest forurenede gader. Da vi i september 2011 målte under Cykel-VM, målte vi også fem hverdage før og fem hverdage efter. For disse ti dage lå niveauet for ultrafine partikler ved fortovskanten af H.C. Andersens Boulevard på under 15.000 (se blog-indlægget VM i partikelmålinger).

Jeg fortsatte herefter hen langs de nye anløbsbroer for havnerundfarten på den anden side af Højbro Plads, og satte mig for en stund på en af trapperne ned til en af havnerundfartsbådene. Her kom måleren for alvor på arbejde – vinden var ret skiftende, så måleren lå og svingede mellem 30-110.000. I korte perioder viste den 500.000, hvilket er det maksimale, måleren kan vise. Jeg sad retfærdigvis kun 2½-3 m fra udstødningen, så det samlede partikelvolumen fra metrobyggepladsens maskiner, som på 30 m afstand viste 50.000, er givet større end en havnerundfartsbåd i tomgang. Men jeg havde hermed allerede fået bekræftet to af mine mistænkte.

Lidt talgymnastik: 50.000 partikler pr cm³ er ganske mange. Hver gang man indånder 2 liter af en sådan luft, følger der 1 mio. ultrafine partikler med ned i lungerne. Og problemet med dem er, at de er så små, at en del af dem fortsætter videre ind i blodbanerne, hvor de på celleniveau er med til at nedbryde vores sundhed på en lang række områder.

Tog så endelig over på selve Slotsholmen. Og her var luften nærmest ‘ren’ med niveauer nede på 5.000-5.500 i Slotsgården med den store trappe op til Christiansborg. Var et smut inde omkring Ridebanen, hvor der er et større anlægsarbejde i gang – tilsyneladende bliver hele gruslaget skiftet. Det kunne have været en af forureningskilderne i juli, men arbejdspladsen lå i dag helt stille, og der var ikke noget udslag på partikelmåleren. Jeg var rundt blandt Slotsholmens bygninger, og hist og her steg niveauet 1-2.000 omkring en udluftningsventil. Men det var givet ikke det, som havde forstyrret mine tidligere målinger i Bibliotekshaven.

Da jeg bevægede mig fra gården med folketingets store trappe ind i Bibliotekshaven, blev det klart, at der måtte være en kilde på havnesiden. For niveauet steg fra lige over 5.000 til 7-8.000 blot umiddelbart igennem bygningen. Inde i haven cirklede jeg rundt, og det var tydeligt, at niveauet ikke bare var 7-8.000. I midten lå igen en zone hvor luften var under 5.000, så det var som om at en større kilde på nogen afstand sendte flager af sted (til forskel fra den enlige diesel-personbil, jeg passerede i forgængerovergangen foran Børsen og Christiansborg, som momentant fik måleren til at vise 36.000). Så jeg bevægede mig nu videre ned mod havnen mod den tredje af mine hovedmistænkte, Realdanias byggeplads på bryghusgrunden.

Den sydlige til sydøstlige eftermiddagsbrise var her nede ved havnen efterhånden oppe på 5-6 sekundmeter og dermed lige i overkanten til at det var optimalt at måle (da koncentrationerne hurtigt udtyndes på grund af vindturbulensen). Men fra den modsatte side af Frederiksholms Kanal, overfor Chr. IVs Bryghus, kunne jeg ved at bevæge mig langs kanalen fange striber af luft fra byggepladsen med en koncentration på 25-40.000 og momentant over 60.000, selvom kun nogle få mindre maskiner var i gang. Uden for disse dieselstriber faldt hurtigt tilbage på 6.000-7.000, og overfor Borups Højskole var grundniveauet helt nede på omkring 5.000. Igen gav passagen af en havnerundfartsbåd i næsten tomgang 12-13.000 i nogle sekunder. Til sidst bevægede jeg mig på den modsatte side af Frederiksholms Kanal igen ned mod byggepladsen på Bryghusgrunden, og her steg niveauet tydeligt fra 6.000 til 20-30.000 i luftstriber fra entreprenørmaskiner måske 25 m borte. En større kran også skønsmæssigt 25 m fra byggepladshegnet blev sat i gang, og i en smal stribe derfra steg niveauet til 78.000.

Så kunne batterierne ikke mere, men jeg havde fået bekræftet, hvorfor luften i Bibliotekshaven ikke var så ren som for to år siden. Dels er der nok flere havnerundfartsbåde i gang her i højsommeren, end der var i september 2011, men vigtigst er der store byggearbejdspladser både for Real Danias nye domicil på Bryghusgrunden og for den kommende Metrostation på Gl. Strand, som afhængigt af vindretningen kan lægge en sky af partikler ind over Slotsholmen.

Herover er vist målinger fra Slotsholmen fra tre måledage i juli i år. Den første af dem er stort set som forventet, med små udsving på +/- 5% – bortset fra, at baggrundsniveauet den dag var højere end normalt. Men midterrækken viser en situation, hvor niveauet pludselig falder til 5.000, hvilket er noget nær det reneste man møder i byen. Og rækken til højre viser omvendt, hvordan niveauet pludselig vokser markant. Tallene herover er gennemsnit for et minut. Når man står med partikelmåleren, ser man målinger for hvert sekund, og det var tydeligt, at der var tale om gradvise forandringer, og dermed at kilden var relativt langt væk.

I de mange timers målinger, som jeg efterfølgende gennemførte, var den reneste luft jeg kunne iagttage for de tre dage hhv. 6.200, 3.550 og 3.900. Det er sjældent at se værdier under 5.000 i Indre By, og det hænger sandsynligvis sammen med, at havnen med de rette vindforhold bliver en slags vindtunnel, som formår at føre en ganske ren luft helt ind i det centrale København. Den første af de tre dage var der meget lav skiftende vind, hvilket har været med til at gøre det generelle grundniveau højere, den anden af dagene var vinden fra nordvest, hvilket passer med, at luft fra Metrobyggepladsen og havnerundfartsbryggen har bevæget sig ind over Slotsholmen, mens på den tredje dag vinden som i dag var sydlig, så det har passet med at kunne være store entreprenørmaskiner fra Bryghusgrunden, som har gjort sit til at niveauet lå højt i Bibliotekshaven.

Normalt siger man, at virkningen fra selv større trafikårer klinger af efter 50-100 m – at luften herefter er blevet så opblandet, at det ikke kan skelnes fra baggrundsniveauet. Men her er der faktisk tale om, at de to byggepladser ligger 200-250 m fra Bibliotekshaven, hvilket passer med, at det viser sig som stabilt højere niveauer til forskel fra når busser eller lastbiler med dårlige filtre kører forbi, og man momentant får så høje niveauer, at det er klogest lige at vente et øjeblik med at trække vejret.

Jeg vil prøve at runde af her og lade det være ved iagttagelserne. Men når man ved, at den ultrafine partikelforurening er et af vores helt store sundhedsproblemer, så kan det undre, at man tillader store byggeprojekter som på bryghusgrunden og metrostationerne uden at stille krav om, at alt materiel har optimale filtre på udstødningen. Det vil bruge en lille smule mere energi, men udgifterne er nærmest usynligt små i det samlede byggeregnskab, og det er mange gange tjent ind i mindskede sundhedsudgifter.

Det er som om de store entreprenørvirksomheder stadig bygger, som om de er i gang på bar mark og livet først rykker ind, når de er færdige. I virkeligheden så sviner og larmer de midt iblandt os, i byens hjerte, på nogle af de steder, hvor der i sommermånederne færdes aller flest mennesker. Må vi bede om, at kommunen beskytter os ved at stille krav om, at kanalrundfarten bliver eldrevet, at byggepladser midt i byen bliver optimalt støj- og møgdæmpede, at kun forureningsfri busser har adgang til middelalderbyen, og at vores miljøzone bliver udbygget, så også de små dieselbiler, som sviner uforholdsvist meget, får state of the art-filtre.

Det ville i den grad kunne ses på vores lunger, og København ville ikke behøve at søge EU dispensation fra overholdelsen af de grænseværdier, som er etableret for at værne om vores sundhed.

Se tidligere blog-indlæg: EEA: Luftforureningen Europas største miljøproblem, Betalingsring aflivet, Færten dræber, Danmark klarer ikke EUs grænseværdier for partikelforurening, Partikelfiltre langt fra perfekte, Miljøzone etableret og VM i partikelmålinger.

Se blog-indlæg i kategorien luftforurening.