Om tolkninger og overfortolkninger

18. juni 2013

Faldt i dag i Ingeniøren over en omtale af en undersøgelse, hvor danske forskere har lavet en undersøgelse af 535 ældre grønlændere, hvor man fra blodprøver havde målt forekomsten af to inflammationsmarkører, YKL-40 og hsCRP, i blodet. Og til deres store overraskelse fandt forskerne, at den del af disse mennesker, som spiser en typisk fangerkost med masser af fisk, hval og sæl, havde en højere forekomst af to markører, end de grønlændere, som spiste en mere ‘moderne’, importeret mad – og dermed teoretisk en højere risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Så vidt så godt. Men ifølge Jyllandsposten går undersøgelsens forskere videre:

“Undersøgelsen gør op med den udbredte antagelse, at man skal have ‘fisk på recept,’ mener forskerne, der peger på, at den nye viden giver anledning til at overveje kostrådene om fisk.”

Og lederen af forsøget Stig Andersen fortsætter: “Selvom der i de sidste 40 år er lavet utallige undersøgelser om fiskeolies forebyggende virkning på blodpropper i hjertet, er der aldrig fundet et entydigt bevis på, at det har en effekt. Måske er det her med, at fede fisk beskytter mod hjertekarsygdom en skrøne.”¹

Forskningsartiklen er ikke tilgængelig i sin helhed, men abstractets konklusion lyder:

“Biomarkers of inflammation vary in parallel with the intake of traditional Inuit diet. A diet based on marine mammals from the Arctic does not reduce inflammatory activity and it may be speculated that markers of inflammation reflect the disease rather than the cause of the disease.”²

Her er der således slet ikke tale om indtag af fisk, men af havpattedyr, så man må undre sig over, at artiklen sælges som et opgør med ‘fordommen’ om, at fisk er sundt.

Måske der ikke var fisk på menuen på den dag, hvor blodprøven blev taget, eller måske først til aftensmaden, efter at blodprøven blev taget. Og det lyder for så vidt plausibelt, at massive mængder af sæl- og hvalkød giver større forekomst af inflammationsmarkører, ligesom indtag af landgående kød ville gøre det. Samtidig kunne man formode, at når der er højere forekomst af inflammationsmarkører for de mennesker, som spiser mere af den traditionelle inuit-diæt, så hænger det sammen med, at den indeholder mindre frugt og grønt, og mere sværtfordøjeligt kød end en mere ‘moderne’ grønlandsk diæt med dens større andel af importeret mad.

Der er en ret udbredt forståelse af, at man ikke kan tolke fra det kvalitative og det særlige til det kvantitative og det almindelige – at man i den kvalitative forskning kan generere ideer og forståelse for hvorfor, men ikke blot fordi at noget fungerer fantastisk på en bestemt skole et bestemt sted i verden, kan generalisere, at så ville det tilsvarende kunne fungere fantastisk på alle skoler i verden. Omvendt er der en meget lille forståelse af, at man skal være meget varsom med at konkludere kvalitativt på baggrund af kvantitative data. Det gælder både i forskningen og i dagligdagen, men det sker igen og igen, at vi forveksler livskvalitet og livskvantitet, kvalitet og kvantitet – og krydsfortolker, at mere af det ene må mene mere af det andet. Vores politikere gør det, vores forskere gør det, vi gør det selv.

Et studie som dette er et såkaldt korrelationsstudie. Og mens at man kan sige, at det for de undersøgte mennesker talmæssigt forholder sig som undersøgelsen konkluderer, at de grønlændere som spiste mest udpræget inuit-kost havde den højeste forekomst af inflammationsmarkører i blodet, og at man derfor ved at måle andre 535 grønlændere i samme aldersgruppe ville komme til stort set samme resultat, så siger det ikke i sig selv noget om årsagerne – om hvorfor det forholder sig som det gør, ligesom det ikke siger noget om, hvad der er sundt for danskere. Her kræver det stor forskningsmæssig disciplin ikke at overfortolke.

Studiet er kun frit tilgængeligt som abstract, men det foreliggende plus det, som forskerne siger til Jyllandsposten, formår på ingen måde at rejse tvivl om, at omega-3-fedtsyrer fra den fede fisk (som notorisk er anti-inflammatoriske af natur) – og dermed det at spise fisk – er godt for kredsløbet.

Vi kan ikke vide, om forskerne selv føler sig misbrugt af pressen i denne situation, eller om de tværtimod for at få ‘solgt’ undersøgelsen har strammet spekulationerne overfor pressen dertil, at det blev ‘interessant’ at skrive om – eller om der har været en interesse i at skabe en ‘Rasmus Modsat’-fortolkning, som fremtvinger resonans i forskerkredse.

Lotte Lauritsen fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet siger da også til videnskab.dk, at forskerne i denne situation er gået ikke bare lidt for langt, men alt for langt i deres fortolkning.³

Det er den slags støj, som er med til at opretholde den nuværende forvirring om, hvad der er sundt og god ernæring. Både presse og forskerverden skulle holde sig for gode til den slags.