Strøtanker om bæredygtighed

EU har en overordnet klimamålsætning, som sigter mod i 2050 at have nedbragt sine CO₂-udledninger ned med 80-95% i forhold til udledningerne i 1990. Yderligere har man en mere detaljeret målsætning om at nå en 20% reduktion i 2020. Det kan derfor synes lidt tidligt, men processen med at afklare EUs målsætning for 2030 er allerede i fuld gang. Således blev der i marts fremlagt et forslag, som frem til juli er til diskussion, at EU i 2030 skal være nået 40% under niveauet i 1990.

Når det er vigtigt at få på plads nu, så er det for at EU i FNs forhandlinger kan fremstå med klart definerede klimamål, som kan nå at komme med i den store globale klimaaftale, som efter den køreplan som blev vedtaget på COP17 i Durban skal være forhandlet færdig til vedtagelse ved COP21 i Paris i december 2015.

Det kan lyde af en del at gå fra 20% til 40% på 10 år, men med den nuværende udvikling vil EU sandsynligvis allerede i 2020 være 27% under udledningerne i 1990, så man burde løfte overlæggeren til 50%.

Måske er man også nødt til at indse, at EU ikke er nogen homogen blok, men at man hvis EUs klimamål skal være en optimal ansporing for alle medlemslande, må kunne håndtere graduerede indsatser. Så måske et land som Polen, som har en tung kuløkonomi at transformere,  kunne “nøjes med” 40%, mens rigere og mere teknologisk avancerede lande som Tyskland, England, Frankrig, Holland, Belgien, Sverige og Danmark, kunne rykke op i en anden klasse, hvor omstillingen kørte i højere gear og ambitionsniveauet skulle op på 50% eller mere for at være fuldt udfordret. Det vil klart kræve flere investeringer, men det vil samtidig være det, som gør, at disse lande også om 10 og 20 år ligger i førerfeltet.

Med det vi i dag ved om klimaet, så er selv en klimaindsats, som bringer EU ned på 20% af 1990-niveauet i 2050, ikke tilstrækkeligt – EU skal helt ramme de 5% eller ligefrem CO₂-neutralitet. Og med det vi ved fra den danske klimakommission, var det muligt at have alle fossile brændsler udfaset allerede i 2040.

Allerede EUs 2020-målsætning kunne sagtens være løftet til 30% – det er langt bedre at nå 29% og være godt på vej videre, end som nu allerede 5-6-7 år før 2020 at være i mål.

I klimamålsætningen indgår ikke kun de samlede reduktioner. For 2020-målsætningen var der ud over en reduktion på 20% en målsætning om at mindst 20% af energien skulle være fra vedvarende energikilder. I den fremlagte målsætning for 2030 er der lagt op til 40% reduktion og 30% andel af vedvarende energi. Her kunne man også med rimelighed løfte niveauet til 40% vedvarende energi, og med fordel løfte overliggeren yderligere for de lande, som allerede i dag er længst fremme i skoene.

I det hele taget er der meget, som ikke er givet blot ved det samlede reduktionsmål. Tør EU stille sektorspecifikke krav om, at også udledningerne fra luftfarten skibsfarten og lastbiltrafikken følger med og kommer 20, 30 eller 40% under 1990? Det er jo områder som disse, som har tendens til at vokse selv for samfund, som det er lykkedes at få de samlede CO₂-udledninger til at falde.

Faktisk har Englands klimaminister Ed Davey her i de seneste dage lagt ud med, at man skulle løfte det generelle reduktionsmål for 2030 fra 40% til 50%, hvis det kan indgå i en ambitiøs global klimaaftale. “This 2030 target is ambitious, but it is achievable and necessary if we are to limit climate change to manageable proportions,” siger Davey.¹ Men samtidig lægger han op til at skrotte målsætningen for andelen af vedvarende energi – hvilket er problematisk, da det vil svække udbygningen med sol og vind og forsinke behovet for at løse hele problematikken omkring udviklingen af intelligente net og nye lagermuligheder, samtidig med at det vil øge sandsynligheden for at fracking og skifergas rykker ind, som en “lavfossil” mellemstation.

Ecofys har beregnet, at EU ud fra en række retfærdighedskriterier skulle nå en reduktion på 49% i 2030 (for at der globalt set er en chance for at holde målsætningen på max 2ºC / 450 ppm). Men der er snart så mange overskydende kvoter, at Greenpeace har konkluderet, at hvis der skal være plads til dem, må målsætningen være 55% i 2030. Og igen går 2ºC / 450 ppm-kabalen kun op, hvis alle tilsvarende gør deres del. Her ville det være betryggende, hvis EU sigtede højere, for der vil givet være andere steder i verden (som USA, Canada, Rusland og Japan), hvor man får sværere ved at nå sin del af den “retfærdige” reduktion – amerikanerne har da også indtil for nylig været meget utilbøjelige til at se bagud på, hvem som historisk har forurenet atmosfæren og kun været indstillet på at dele fremadrettet. Og store lande som Indien og Kina har været meget tilbageholdende med at gøre noget, som mindskede væksten – selvom det for fremtidens skyld ville være oplagt at lave et moratorium for kulkraft, for et kulkraftværk kommer sandsynligvis til at køre 40-50 år inden det er udtjent, så bliver kulkraften i Indien og Kina i disse år udbygget voldsomt. Vi har i den tankegang “ret til” at svine lige så meget som dem som historisk har svinet mest, selvom det først er sent at vi for alvor er blevet klar over de fulde implikationer for klimaet.

Og så er der hele spørgsmålet om, hvad der er medregnet. Får EU endelig indregnet den internationale skibsfart og luftfart? Får vi indregnet, at en stor del af vores vareproduktion er udflaget til lande som Kina og Indien, og en stor del af vores husdyrs mad er dyrket på tidligere regnskovsområder i Latinamerika og Sydøstasien? Samlet set er der meget langt til at EUs fulde CO₂-fodaftryk er reduceret med 80% endsige være bragt i nul.

Ved de seneste klimatopmøder har EU ikke haft samme fyrtårnsagtige fremtræden – i høj grad på grund af de store finansielle problemer i de sydeuropæiske lande, hvor gældsbyrden var blevet så stor, at centralbankerne sagde fra. De efterfølgende austerity-kur, hvor et i forvejen skrantende system skæres hårdt tilbage, er i stor ud gjort ud fra forestillinger om, at hvis den samlede gæld nåede over 90% af BNP, ville det være en alvorligt hæmmende faktor for økonomien. Men den artikel, som fremførte dette, har siden vist sig at rumme graverende regnefejl, så der overhovedet ikke er belæg for at det skulle hjælpe at føre en så stram finanspolitik, som man har gjort i Sydeuropa.

Nu lider EU så meget af old school-tænkning, at man ikke synes at have råd til omstilling til grøn økonomi, når krisen kradser. Man skulle én gang for alle indse, at den eneste farbare vej frem – og den eneste vej til vækst – er gennem investeringer i en bæredygtig fremtid. Og skulle vi stille krav til den støtte, som ydes de sydeuropæiske økonomier, så var det, at de systematisk blev brugt til omstilling til bæredygtighed. Der er masser af beskæftigelse i omstillingen til vedvarende energi, og i en tid, hvor der er brug for en hurtig afvikling af det fossile samfund, er det en falliterklæring for det europæiske projekt, at man ikke har formået at aktivere de alt for mange millioner af ledige hænder i det sydlige Europa.

Og så skulle man én gang for alle få givet EUs kvotesystem den overhaling, som det fortjener. Det marked er ikke lavet til ære for spekulanterne, men for at sikre fremtidens levevilkår. Og i den udstrækning det ikke fungerer på rent markedsmæssige vilkår – det er der hånden på hjertet ikke ret meget, der gør – må man lave en kurspleje, så de virksomheder, som deltager, har en reel økonomisk tilskyndelse til at lave de nødvendige omlægninger.

I sin tid havde man støtteopkøbsordninger for korn, fisk, smør og en række andre produkter, hvor opkøbsmekanismer gik i gang, hvis priserne tenderede mod at blive for lave, for at sikre en række centralt vedtagne mindstepriser.

Kvotesystemet var tilsvarende designet sådan, at man forventede en kurs på omkring 30 euro, men man kom rigtig dårligt fra start, og fik udleveret alt for mange gratis kvoter. Så kursen har længe ligget og rodet mellem 5-10 euro. Man burde her vedtage en gradvist stigende mindstepris og så sikre den gennem forskellige former for kurspleje.

Det mest pinlige er, at de forsøg, som med Connie Hedegaard i spidsen har været gjort her i foråret på at få EUs kvotesystem på ret køl igen, indtil nu har været nedstemt. Der er fastsat en ny afstemning til juli, men for mange medlemslande har kortsigtede gevinster ved at lade kvotesystemet sejle, så det er endnu lang fra givet, at vi får den nødvendige opretning. En regulær kvotepris er ikke kun vigtigt for EUs omstilling – og virksomhedernes sikkerhed for, at det kan betale sig at investere langsigtet i energieffektiviseringer og vedvarende energi. Det er også forbilledet for den globale klimaaftale, som er under vedtagelse. Her er der forudset en tilsvarende markedsbaseret ordning.

Ifølge Bloomberg New Energy Finance er gassen i EUs investeringer i vedvarende energi da også gået lidt af ballonen. De ligger 22% under året forud og på det laveste niveau siden 2009.¹

Den dag hvor kvoteprisen når op på blot 30 euro, vil sol- og vindenergi i en lang række situationer være billigere end de fossile brændstoffer, og en markant del af omstillingen ville gå helt af sig selv. Og når man ved, at hvert ton CO₂ påfører samfundet og fremtiden udgifter, som ligger langt højere (se blog-indlægget Den fulde pris for CO₂-udledninger), så er kvotesystemet ikke en favorisering af den vedvarende energi. Det er tværtimod en delvis tilbagebetaling af de kolossale afledte udgifter, som den fortsatte brug af fossile brændstoffer påfører os alle – og ikke mindst vores efterkommere.

I det hele taget er der i EUs klimapolitik en række udestående spørgsmål med global betydning, som står overfor afklaring. Dels har EU været tæt på at forbyde importen af den canadiske tar sand-olie. Ikke fordi den er fra Canada eller stammer fra tar sand – men fordi den qua sin udvinding giver uacceptabelt høje CO₂-udledninger. EU er under massivt pres fra Canada for ikke at stemple den canadiske olie som det den er: stærkt forurenende.

Samtidig måtte EU i november midlertidigt indstille sin opkrævning af CO₂-afgift for flyselskaber, som brugte europæiske lufthavne (se blog-indlægget EU indstiller CO₂-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale). Det er indlysende nødvendigt, at en sådan afgift kommer på plads, og det har været direkte pinligt at se, hvordan amerikanske og kinesiske særinteresser har modsat sig en sådan ordning. Bolden er nu hos den internationale luftfartsorganisation ICAO. Men det er lige nu ret usandsynligt, at man når at få en internationale aftale på plads inden for det år, EU har indvilliget i ikke at opkræve afgift for luftfarten, for at give plads for en international aftale.

Se tidligere blog-indlæg: Førstehjælp til det europæiske kvotesystem, Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem, Sir Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, Vi kan skære 90% af CO₂-udledningen – og spare 13 mia., CO₂-regulering af europæisk luftfart fra 2012, Californien indfører CO₂-kvotesystem og Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning.

Jørgen Steen Nielsen: Klimaet kræver handling, ikke forhandling, Information 11.06.2013.

John Parnell: EU greenhouse gas emissions lowest since 1990, RTCC 29.05.2013.

Matthew Carr: EU Carbon Price Expectations Plunge 47% in a Year, IETA Says, Bloomberg 29.05.2013.

Jane Merrick: Britain calls for EU target to halve emissions by 2030, The Independent 26.05.2013.

Fiona Harvey: Britain resists EU bid to set new target on renewable energy, The Guardian 25.05.2013.¹

John Parnell: EU: 2030 climate policy must address global UN deal, RTCC 23.05.2013.

Pablo Solon: Everyone must accept binding climate commitments, RTCC 23.05.2013.

John Parnell: Ministers urge long term fix for EU climate policy, RTCC 08.05.2013.

Ethan Zindler: Weakest quarter for clean energy investment since 2009, Bloomberg New Energy Finance 15.04.2013.¹

John Parnell: EU climate ambition at stake in ETS vote warn ministers, RTCC 15.04.2013.

Latest reaction: EU 2030 climate targets, RTCC 28.03.2013.

John Parnell: EU proposes 40% emissions cut for 2030, RTCC 27.03.3013.

Green Paper. A 2030 framework for climate and energy policies, Europakommissionen, 27.03.2013 (pdf).

Ellen Ø. Andersen & Jakob Hide Beim: Connie Hedegaard kræver nye klimamål for EU, Politiken 06.11.2012.