Kina indstillet på bindende klimamål
24. maj 2013
Med Hu Jintaos nylige tilbagetræden har Kina fået nye kræfter i sin allerøverste ledelse. Noget af det første, det nye styre stod overfor, er luftforureningen, som denne vinter har været værre end nogensinde og i flere måneder har ligget helt oppe i det røde felt. Luftforureningen er således et yderst håndgribeligt billede på, at Kina er kommet til et sted i sin udvikling, hvor det ikke blot er udvikling for enhver pris, hvor prisen for blot at fortsætte ufortrøden vil have uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Det nye styre har derfor lanceret en vision om at udvikle en ‘økologisk civilisation’.
Tilbage i 2008 gav Kina udtryk for, at man fra 2012 var klar til at indgå i en anden fase af Kyoto-aftalen, hvis alle de store udledere kom med. Men det gled hurtigt i baggrunden, også fordi USA end ikke har overvejet det, og en række lande som Rusland, Canada og Japan er endt med at sige fra.
Kina har da også siden været meget utilbøjelig til at indgå absolutte reduktionskrav, men har i stedet sat ganske snærende målsætninger for energieffektiviseringer, at man vil kunne lave mere og mere med mindre og mindre energi. Så selvom udledningerne har fortsat med at stige i et foruroligende tempo, så var det gået endnu hurtigere, hvis man blot havde fortsat helt ureguleret.
Nu er det som om signalerne igen vender rigtigt. Man er i en række provinser allerede i gang med forsøgsordninger, hvor der lægges en CO2-afgift på i udgangspunktet 10 yuan (~9 kr.) pr. ton CO2. Og det forlyder nu, at man allerede fra 2016 (næste femårsplan) vil søge at etablere et landsdækkende kvotesystem. De seneste beregninger tyder således på, at Kinas udledninger vil kulminere i 2025 og ikke som hidtil antaget i 2030.
Det kan man sige meget for og imod – de kinesiske udledninger per indbygger er allerede i dag på højde med EUs, og selvom man kan argumentere med en form for historisk retfærdighed, så kan man håbe, at der i Kina opstår en forståelse af, at man i den udstrækning man påkalder sig denne “historiske ret” begår en kolossal uret overfor fremtiden.
