Pausebillede XVI – Naturen i buret

23. maj 2013

Dagens billede fra Reuters’ Planet Ark sporede mig ind på denne installation i Nanjing, hvor ifølge China News seks gigantiske fuglebure … var udstillet for at promovere naturen, miljøbeskyttelse og en grøn levevis.

Et tankevækkende tableau, som tydeliggør vores bevidstheds uafladelige trang til at adskille, rigtigt og forkert, stort og småt, menneske-natur … selvom det umiddelbart er naturen, som er buret inde i de store fuglebure, er det i virkeligheden den omvendte situation, at vi har låst os ude fra naturen og har mistet forbindelsen til den natur, som trives på begge sider af tremmerne?

Denne mobile natur, som kan rykke ind mellem husene overnight, viser sig ved nærmere eftersyn at være kunstig, blommeblomsterne at kunne holde i månedsvis og de udstoppede papegøjer at være holdt fast med plastic straps.

Man kan kun gisne om lydsiden – måske der er små højttalere, som lader fuglene komme med gode råd om affaldssortering, kødfri mandag og tøjvask ved lav temperatur. Det mangler blot at Disneys Peter Pan kommer flyvende med bud fra skovens dyr.

Rent rumligt fungerer de store fuglebure perfekt – de vil være lette at bruge i mange sammenhænge. Men med det natursyn, de formidler … ved jeg ikke helt hvor vi ender.

Se flere pausebilleder.

Giant Birdcages Promote Green Lifestyle in Nanjing, China News 13.05.2013.

 

Share