CO2-koncentrationen når 400 ppm
16. maj 2013
I den forgangne uge listede atmosfærens koncentration af CO2 sig over 400 ppm. Det er ifølge iskerneboringerne det højeste niveau siden pilocæn-perioden, som ligger 3,2 og 5 millioner år tilbage. I pliocæn var verdenshavene 20-40 m højere end i dag. Det kommer ikke fra dag til dag, men vi står med udsigten til havstigninger på 1 meter eller mere i løbet af det 21. århundrede – og har allerede lagt i kakkelovnen til endnu mere. Havstigningerne blot vil accelerere i de kommende århundreder, hvis ikke den nuværende udvikling ændres allersnarest.
Havde det været rente-, kurs- eller gældsudviklingen, havde de 400 ppm været et glødende rødt tal, som ville give anledning til drastiske indgreb på stedet.
Nu er det “bare” klimaet, og med den nuværende handlingslammelse er der ikke megen oplevelse af sagens alvor at spore. Tværtimod søger man stadig verden rundt at anspore til mere vækst og udvikling – i enkelte tilfælde som grøn vækst, men ikke desto mindre en vækst, som stadig forfølger forestillingen om, at vi fortsat kan vokse og skaffe os mere materiel velstand.
Før industrialiseringen har atmosfærens koncentration af CO2 igennem det meste af menneskets udviklingshistorie ligget på omkring 280 ppm. Den har svinget lidt op og ned, og klodens selvregulerende systemer har kunnet holde koncentrationen på omtrentligt dette niveau gennem lang lang tid. Men menneskets afbrænding af fossile brændstoffer har hastigt ændret på dette. Set med historiens briller har koncentrationen været stort set konstant for siden industrialiseringens start at stige voldsomt. Det meste af det 20. århundrede har vi vidst, at den var gal – at det som lignede et kæmpe skridt frem for menneskeheden, var dybt problematisk, og på bare lidt længere sigt truede vores eksistensvilkår. Siden 70erne har ansvarlige politikere vidst, at den var alvorligt gal, og der har været forsøg på tiltag til at rette op på situationen – som den fossile industri dog indtil nu har haft held til at forpurre.
