Strøtanker om bæredygtighed

Dette flow-diagram giver et ganske godt overblik over verdens samlede udledninger af drivhusgasser i 2010. I søjlen til venstre kan man se inputtet fordelt på de enkelte energi/forureningskilder. Her udgør de fossile brændstoffer, kul, gas og olie rundt regnet to tredjedele af samtlige menneskeskabte drivhusgasser, mens den sidste tredjedel, ‘direct emissions’, er drivhusgasudledninger fra det organiske system forårsaget af menneskets aktiviteter på jordoverfladen.

Den midterste søjle viser, hvilke sektorer, som bruger de forskellige energikilder. Og de mange pile til venstre giver et billede af, hvor olien, gassen og kullene først og fremmest finder anvendelse.

Det med småt er lidt for småt at læse, så jeg har lavet en lidt større udgave af midtersøjlen her til venstre, og via denne pdf kan man endnu bedre se det med småt.

Den største sektor er her ‘Industry’, vores fremstillings-virksomhed, alle de ting, som vi producerer til vores dagligdag, vores infrastruktur osv. Her kan man så med meget god vilje se, at af de 29% bliver 6% brugt til ikke-metalliske mineraler, 4,8% til jern og stål osv. Hvis man skal se på, hvordan man mindsker udledningerne herfra, så er det dels gennem effektiviseringer af selve processerne – ofte er den en forsvindende lille del af den samlede energi, som netto går til processen. Dels gennem at omlægge til vedvarende energi – dels ved at afvikle det nuværende konsumsamfund og lave færre men bedre og mere holdbare produkter.

11% af vores udledninger kommer fra bores boliger. Heraf langt det meste fra opvarmning og nedkøling. Det er energiforbrug, som gennem godt design stort set kan elimineres, og gennem isolering mv. af eksisterende bebyggelser kan minimeres. Vores bygninger kan med lidt omtanke indrettes som både aktive og passive solfangere, som netto producerer en vedvarende energi. Tilsvarende ligger der i officielle og kommercielle bygninger et stort energiforbrug, som det er både let og nødvendigt at få udfaset.

Læs mere »

.
Politisk set er USA er i disse år stærkt polariseret, republikanernes indre strid har rykket partiet langt mod højre, hvilket har givet plads til at det er Obama og demokraterne, som har den største appel til midten. Men valgsystemet med et repræsentanternes hus valgt i enkeltmandskredse favoriserer republikanerne. Derfor har de stadig et solidt flertal i kongressen, selvom der ved seneste valg var 5 mio. flere demokratiske end republikanske stemmer. Den politiske debat er stærkt ideologiseret, og der udkæmpes mere eller mindre ideologiserede slag om stort og småt, indvandring, våbenlovgivning, abortlovgivning, sundhedssystemet og ikke mindst vitalt for resten af verden, klimaindsatsen eller – som det indtil nu i alt for høj grad har været – manglen på samme.

Selvom USA har nogle af de mest fremtrædende klimavidenskabsmænd m/k, så er landet stadig fastholdt i begynderspørgsmålene, om der overhovedet er tale om global opvarmning, og om den er menneskeskabt. Ikke fordi videnskabsmændene er i tvivl (se blog-indlægget En overvældende klimakonsensus), men fordi det amerikanske politiske system i den grad har udviklet sig til de økonomiske særinteressers kampplads, at jeg indimellem vægrer mig ved at regne det som et demokrati. Der er mange gange flere fuldtids lobbyister end parlamentarikere, og til forskel fra lobbyisterne, som har al deres tid til at pleje deres særinteresser og for langt de flestes vedkommende har generøse midler i baghånden fra bil- og våbenindustrien, kul-, olie- og medicinalindustrien osv., er parlamentarikernes mest presserende opgave fundraising, fundraising og mere fundraising. Derfor er der opstået et beslutningsklima, hvor ideerne ikke brydes åbent og frit, men man kan købe sig til politisk goodwill og indflydelse dertil, at det i nu snart 30 år lykkedes politiske særinteresser at fastholde tvivlen, om den globale opvarmning er menneskeskabt. Var USA blot en lille bananrepublik, var det til at overse. Men USA er verdens rigeste land, indtil for få år siden verdens største udleder af drivhusgasser, og historisk set stadig den største. Så den amerikanske nølen har været en kolossal bremseklods for det internationale arbejde for en global klimaaftale.

I videoen herover fra 8. maj i år kan man høre Sheldon Whitehouse, demokratisk senator fra staten Rhode Island, gå i rette med en medsenator, som overfor klimaudfordringen defaitistisk har konstateret, at “God won’t allow us to ruin our planet” – at Gud ikke vil tillade mennesket at ødelægge kloden. Den slags magisk besværgelse har ikke noget med nutidig kristendom at gøre. Men den kristne fundamentalisme er stærk i USA, og fra samme front har det også for nylig været fremført, at verdenshavene ikke vil stige, fordi Gud i det Gamle Testamente lovede Noah ikke igen at oversvømme jorden.

Whitehouse er en af klimasagens stærke stemmer i det amerikanske politiske system. Han går her i rette med denne “a tidy up after us God” i  en tale, som nærmest er en vækkelsestale og slutter med en solid bredside til klimafornægterne:

“We need to face up to the fact that there is only one leg on which climate denial stands: money. The polluters give and spend money to create false doubt. The polluters give and spend money to buy political influence. The polluters give and spend money to keep polluting. That’s it. That’s it. Not truth, not science, not economics, not safety, not policy, and certainly not religion, nor morality. Nothing supports climate denial. Nothing except money. But in Congress, in this temple, money rules; so here I stand, in one of the last places on Earth that is still a haven to climate denial.

In our arrogance, we here in Congress think that we can somehow ignore or trump Earth’s natural laws, laws of chemistry, laws of physics, laws of science, with our own political lawmaking, with our own political influence. But we’re fools to think that. The laws of chemistry and the laws of physics neither know, nor care, what we say or do here. So we need to wake up. We need to walk not in the counsel of the wicked, nor sit in the seat of scoffers, but with due humility awaken to our duty and get to work. Because here on Earth, God’s work must truly be our own.”

Se tidligere blog-indlæg tagged USA / klimafornægtelse.

EU har en overordnet klimamålsætning, som sigter mod i 2050 at have nedbragt sine CO₂-udledninger ned med 80-95% i forhold til udledningerne i 1990. Yderligere har man en mere detaljeret målsætning om at nå en 20% reduktion i 2020. Det kan derfor synes lidt tidligt, men processen med at afklare EUs målsætning for 2030 er allerede i fuld gang. Således blev der i marts fremlagt et forslag, som frem til juli er til diskussion, at EU i 2030 skal være nået 40% under niveauet i 1990.

Når det er vigtigt at få på plads nu, så er det for at EU i FNs forhandlinger kan fremstå med klart definerede klimamål, som kan nå at komme med i den store globale klimaaftale, som efter den køreplan som blev vedtaget på COP17 i Durban skal være forhandlet færdig til vedtagelse ved COP21 i Paris i december 2015.

Det kan lyde af en del at gå fra 20% til 40% på 10 år, men med den nuværende udvikling vil EU sandsynligvis allerede i 2020 være 27% under udledningerne i 1990, så man burde løfte overlæggeren til 50%.

Måske er man også nødt til at indse, at EU ikke er nogen homogen blok, men at man hvis EUs klimamål skal være en optimal ansporing for alle medlemslande, må kunne håndtere graduerede indsatser. Så måske et land som Polen, som har en tung kuløkonomi at transformere,  kunne “nøjes med” 40%, mens rigere og mere teknologisk avancerede lande som Tyskland, England, Frankrig, Holland, Belgien, Sverige og Danmark, kunne rykke op i en anden klasse, hvor omstillingen kørte i højere gear og ambitionsniveauet skulle op på 50% eller mere for at være fuldt udfordret. Det vil klart kræve flere investeringer, men det vil samtidig være det, som gør, at disse lande også om 10 og 20 år ligger i førerfeltet.

Med det vi i dag ved om klimaet, så er selv en klimaindsats, som bringer EU ned på 20% af 1990-niveauet i 2050, ikke tilstrækkeligt – EU skal helt ramme de 5% eller ligefrem CO₂-neutralitet. Og med det vi ved fra den danske klimakommission, var det muligt at have alle fossile brændsler udfaset allerede i 2040.

Læs mere »

Med Hu Jintaos nylige tilbagetræden har Kina fået nye kræfter i sin allerøverste ledelse. Noget af det første, det nye styre stod overfor, er luftforureningen, som denne vinter har været værre end nogensinde og i flere måneder har ligget helt oppe i det røde felt. Luftforureningen er således et yderst håndgribeligt billede på, at Kina er kommet til et sted i sin udvikling, hvor det ikke blot er udvikling for enhver pris, hvor prisen for blot at fortsætte ufortrøden vil have uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Det nye styre har derfor lanceret en vision om at udvikle en ‘økologisk civilisation’.

Tilbage i 2008 gav Kina udtryk for, at man fra 2012 var klar til at indgå i en anden fase af Kyoto-aftalen, hvis alle de store udledere kom med. Men det gled hurtigt i baggrunden, også fordi USA end ikke har overvejet det, og en række lande som Rusland, Canada og Japan er endt med at sige fra.

Kina har da også siden været meget utilbøjelig til at indgå absolutte reduktionskrav, men har i stedet sat ganske snærende målsætninger for energieffektiviseringer, at man vil kunne lave mere og mere med mindre og mindre energi. Så selvom udledningerne har fortsat med at stige i et foruroligende tempo, så var det gået endnu hurtigere, hvis man blot havde fortsat helt ureguleret.

Nu er det som om signalerne igen vender rigtigt. Man er i en række provinser allerede i gang med forsøgsordninger, hvor der lægges en CO₂-afgift på i udgangspunktet 10 yuan (~9 kr.) pr. ton CO₂. Og det forlyder nu, at man allerede fra 2016 (næste femårsplan) vil søge at etablere et landsdækkende kvotesystem. De seneste beregninger tyder således på, at Kinas udledninger vil kulminere i 2025 og ikke som hidtil antaget i 2030.

Det kan man sige meget for og imod – de kinesiske udledninger per indbygger er allerede i dag på højde med EUs, og selvom man kan argumentere med en form for historisk retfærdighed, så kan man håbe, at der i Kina opstår en forståelse af, at man i den udstrækning man påkalder sig denne “historiske ret” begår en kolossal uret overfor fremtiden.

Læs mere »

Dagens billede fra Reuters’ Planet Ark sporede mig ind på denne installation i Nanjing, hvor ifølge China News seks gigantiske fuglebure … var udstillet for at promovere naturen, miljøbeskyttelse og en grøn levevis.

Et tankevækkende tableau, som tydeliggør vores bevidstheds uafladelige trang til at adskille, rigtigt og forkert, stort og småt, menneske-natur … selvom det umiddelbart er naturen, som er buret inde i de store fuglebure, er det i virkeligheden den omvendte situation, at vi har låst os ude fra naturen og har mistet forbindelsen til den natur, som trives på begge sider af tremmerne?

Læs mere »

Det norske flygtningeråd har netop frigivet en rapport,¹ som viser, at der i 2012 var 32 mio. flygtninge efter naturkatastrofer som orkaner, oversvømmelser og jordskælv. Heraf var hele 98% grundet i klimaforandringer, og dermed menneskeskabte.   

Læs mere »

.
Denne 25 min. udsendelse fra Al Jazeera ser på den amerikanske klimafornægtelse i lyset af den netop fremlagte undersøgelse af artikler om klimavidenskab, som viser, at der blandt videnskabsmændene m/k er tale om en endog meget høj grad af konsensus om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Ud af næsten 12.000 artikler, som blev undersøgt, var der faktisk kun 12, som afviste, at den globale opvarming var menneskeskab (se gårsdagens blog-indlæg: En overvældende klimakonsensus).

I udsendelsen får man et rids af den amerikanske klimasituation – og det paradoksale, at befolkningen trods den videnskabelige konsensus i stor udstrækning tvivler derpå.  Studievært Shihab Rattansi har en række fremtrædende gæster i studiet, klimaforskeren Manfred Mann, Dana Nuccitelli fra Skeptical Science og Rick Piltz fra Climate Science Watch. Så alt i alt en yderst seværdig udsendelse.

Mod slutningen drejer samtalen sig im geoengineering – og Mann siger meget rammende, at vi allerede er i fuld gang med et storstilet geoengineering-projekt, som er ved at vise sig at have graverende bivirkninger, nemlig det at lukke store mængder CO₂ ud i atmosfæren.

Al Jazeera udspringer fra Qatar og associerer måske til noget meget arabisk, men Al Jazeera er i gang med at etablere en amerikansk afdeling. Man overtog fra nytår Al Gores kanal Current TV, som leverer billeder til 40 mio amerikanske hjem, og synes indstillet på at etablere et højkvalitets nyhedsprodukt til det amerikanske marked.

Uden at kende det fulde udbud af amerikanske TV-stationer er det mit indtryk, at Al Jazeera i hvert fald på klima-området giver en langt mere seriøs dækning end nogen anden amerikansk kanal.   

En gruppe mennesker omkring The Consensus Project har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse,¹ som netop er offentliggjort i Environmental Research Letters, hvor de ser på klimavidenskabmændene m/ks holdninger til, om klimaforandringer er menneskeskabte.

Det sker gennem en omfattende undersøgelse af abstracts fra artikler om klimaforskning, offentliggjort i peer reviewede tidsskrifter i perioden 1991-2011. I alt 11 .944 abstracts er vurderet og fordelt i forskellige kategorier ud fra, om det pågældende abstract indeholdt “explicit or implicit endorsement of human-caused global warming, no opinion, and implicit or explicit rejection or minimization of the human influence”.

Til trods for det billede, som klimafornægtelsesindustrien ønsker at fremme, så har der i klimaforskningskredse i snart flere årtier været en udtalt konsensus om, at klimaforandringer er overvejende menneskeskabte, så en ganske stor del af artiklerne (66,4%) forholder sig slet ikke til dette spørgsmål i deres abstract, men må formodes at tage det for givet. Men omkring 4.000 af de undersøgte abstracts forholder sig aktivt til, at klimaforandringer var menneskeskabte, og af disse medgiver den altovervejende del (32,6%), at klimaforandringer er menneskeskabte, mens kun en meget lille del afviser dette (0,7%) eller siger at det er uvist (0,3%). Dette fører til konklusionen, at 97,1% af alle abstracts, som forholdt sig til, om klimaforandringer var menneskeskabte eller ej, fandt, at de var menneskeskabte.

I en anden del af undersøgelsen blev forfatterne til undersøgelserne spurgt om selv at vurdere deres undersøgelser. Her var der flere, som tog stilling (35,5% som ikke gjorde). Og her var der 97,2% af dem som tog stilling til, om klimaforandringer var menneskeskabte eller ej, fandt, at de var menneskeskabte.

I begge dele af undersøgelsen var der i løbet af perioden en stigende del af artiklerne, som erkendte, at klimaforandringer er menneskeskabte.

Man skal ikke forstå de 97,1% og 97,2% sådan, at der så var knapt tre procent af artiklerne som afviste, at der var tale om menneskeskabt opvarmning. Tværtimod var der i første del kun 0,6% (12 artikler) som markerede, at klimaforandringer ikke var menneskeskabte, mens der i undersøgelsens anden del, hvor forskerne blev spurgt direkte, var 1,8% (39 artikler) som afviste, at klimaforandringer var menneskeskabte – ud af et volumen på næsten 12.000 artikler.

Læs mere »

.
Vores moderne tilværelse savner – om noget – balance. I denne performance i spansk TV driver Miyoko Shida balancens kunst til nye højder – eller måske nærmere nye dybder.

Det er en performance skabt af Mädir Eugster til Swiss Nouveau Cirque. Har du appetit på mere efter denne video, kan man se Lara Jacobs gøre samme performance her, om muligt endnu mere ækvilibristisk – hun samler sine pinde op fra gulvet med tæerne – men uden Myoko-sans østerlandsk-æteriske uudgrundelighed. Eller måske bedre her, hvor Mädir Eugster selv fremfører sit nummer. Det har selvfølgelig også med rum og lyssætning at gøre, men Mädir selv har en enestående magi, hos ham er man endnu tættere på dramaet, og han formår på samme måde som Miyoko-san at skabe fokus på balanceakten og som person træde ud af performancen.

Se flere pausebilleder.

www.myspace.com/miyoko.shida.

Da finanskrisen for nogle år siden strammede til, var Sydkorea bandt de få lande, som systematisk satte grønne betingelser for sin intervention. Landet har så at sige fatte potentialet i den grønne omstilling og er lige nu ved at etablere et koreansk kvotemarked, som står til at blive verdens hidtil mest ambitiøse kvoteordning.

Måske (forhåbentligt) har man studeret de mange problemer med det europæiske kvotesystem grundigt – i hvert fald er der fra iværksættelsen primo 2015 og frem til 2020 lagt op til en yderst ambitiøs reduktion af Sydkoreas samlede emissioner på 30% i forhold til business as usual (BAU), hvilket svarer til en reduktion på 19% i forhold til 2010-niveauet.

Sydkoreas ETS-ordning vil involvere sektorer, som tilsammen omfatter omkring 70% af de koreanske udledninger, og reduktionen er, som man kan se af nedenstående figur endnu større – næsten 40%. Der er således tale om virkeligt ambitiøse klimamålsætninger, som får EUs nølen med sine 20% over en langt længere tidshorisont til at fremstå endnu mere lallende.

Man har søgt at designe ordningen, så prisen for at udlede 1 ton CO₂ vil blive op imod 90 $ pr. ton.  Man har ligeledes sat en begrænsning på, så hver enhed maksimalt kan bruge kvoter på 28% af sine udledninger. Og fra 2021 er der lagt op til kun at kunne modregne fra hjemlige projekter. Så man har ønsket med ordningen ikke bare at få abstrakte effekter et eller andet ikke nærmere defineret sted i verden, men samtidig at høste miljøfordelene hjemme ved, at den koreanske industri lægger om til grøn energi og grønne produktionsformer. Mange af fjernøstens lande har ganske graverende problemer med luftforureningen, og hvis ellers reduktionerne holdes indenlands, vil man i 2020 ud over at være godt i gang med at reducere de samlede nationale udledninger være godt på vej til at have genvundet en ren luft i de koreanske storbyer.

Det forventes, at brugen af kul i stor udstrækning vil blive udfaset frem mod 2020, men at man qua den hurtige omlægning, som der er lagt op til, vil se, at det ikke sker fuldt ud med vedvarende energikilder, men at en del af energiforbruget i stedet dækkes med naturgas, som har markant lavere udledninger pr. produceret energienhed.

Planerne har snart sagt selvfølgelig vakt modstand i den sydkoreanske industrisektor – og som der er lagt p til nu, vil den virkelig skulle agere proaktivt for ikke at blive straffet økonomisk af systemet. Men hvis man ønsker sig at nå 30% under business as usual, så kan det ikke nytte noget at lade som om, at det er i orden at fortsætte med business as usual.

Bloomberg New Energy Finance (BNEF) anbefaler i sin rapport om de sydkoreanske kvotemarkedsplaner, at Sydkorea kobler sit kvotesystem sammen med kvotesystemerne i EU, Australien og Californien for herved at få adgang til billigere kvoter. Herved risikerer man dog meget let, at børnesygdommene fra det europæiske system, hvor kvoteprisen har været helt nede på 3-4 euro, kommer til at smitte også den koreanske ordning. Og hermed vil den manglende europæiske vilje (evne) til at forvalte sit kvotesystem og sætte tilstrækkeligt stærke reduktionskrav, som har bremset omstillingsincitamentet i Europa, brede sig til Sydkorea.

Hvis EU hævede sin klimamålsætning fra de nuværende 20% til 30-40% – for min skyld gerne gradueret fra land til land, så et land som Polen ikke partout skulle underlægges samme reduktionskrav som Danmark – kunne det give mening. Men man burde omvendt søge at sikre sig, at de enkelte kvotemarkeder fungere optimalt på deres egne vilkår, inden man udsætter dem for yderligere eksperimenter. Og der ligger noget fundamentalt rigtigt i, at systemerne først og fremmest lægger op til at rydde op i eget hus – at det forbliver tydeligt, at hvis man ikke fjerner sine egne udledninger, kan man kompensere ved at være med til at betale for en tilsvarende reduktion for ens nabo, som måske endda er ens konkurrent, men som bare er lidt mere omstillingsparat.

Silvio Marcacci: South Korea May Launch World’s Most Ambitious Cap And Trade Market, Clean Technica 18.05.2013.

South Korea’s emissions trading scheme, Bloomberg 10.05.2013.

South Korea’s emissions trading scheme, White Paper, Bloomberg New Energy Finance & Ernst & Young 2013 (pdf).

John Parnell: EU carbon price crisis spreads to Australia, RTCC 10.05.2013.