Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.

I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.

Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?

Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.    

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2013

1. marts – Edano: Energiplanen må fastholdes 
2. marts – Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme – blog-indlæg
2. marts – Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften 
3. marts – Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima 
4. marts – A Tale of Two Forests

5. marts – Abe sætter klima- og miljøfolk på porten 
6. marts – Rygter om genstart af flere A-kraftværker 
6. marts – TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet 
6. marts – Stadig høje strålingsdoser i vild mad 
7. marts – Stor online 3/11-database åbner

8. marts – Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror 
9. marts – Sikkerhedskultur – eller mangel på samme 
9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde 
9. marts – Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat 
10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger 

10. marts – Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen
11. marts – TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer 
11. marts – En stribe før-efter-billeder
11. marts – Fukushima – 2 år senere – blog-indlæg
11. marts – Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne 

12. marts – 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO 
13. marts – Japan løber fra sine klimamålsætninger 
13. marts – Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen 
13. marts – Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft
13. marts – Chernobyl vs. Fukushima 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer 
14. marts – Nye dyrkningsmetoder i Fukushima 
15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11
16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse 
16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab 
18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – blog-indlæg
19. marts – Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi
19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september
19. marts – Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

20. marts – Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP 
21. marts – Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk 
22. marts – Dekontaminering et Sisyfos-arbejde 
24. marts – 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft 
25. marts – TEPCO taget i falsk folkelighed 

25. marts – Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning 
28. marts – Not in my backyard 
28. marts – Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed 
28. marts – NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen 
29. marts – Google Streetview “for ikke at glemme Fukushima” 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt 
30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Se Fukushima links for 1.-11. marts 2013 / 11.-31. marts 2013.

 

 

1. marts – Edano: Energiplanen må fastholdes

Yukio Edano, som ved Fukshima-katastrofens udbrud var Chief Cabinet Secretary og derfor sammen med den tids premierminister fik en halt central placering i koordineringen og kommunikationen af krisen mens den time for time udfoldede sig, siger her op til toårsdagen for Fukushima-katastrofen, at et af det helt store problemer var, at der ikke kom nogen informationer fra TEPCO. Den vigtigste lære var, at vi ikke var i stand til effektivt at indsamle den nødvendige viden, siger han i et nyligt interview.

Specifikt bebrejder han videnskabs- og undervisningsministeriet for ikke at være i stand til at gøre vitale informationer fra SPEEDI-systemet, System for Prediction of Environmental Emergency Dose Information, tilgængelig for den tidlige beslutningsproces. Med SPEEDI havde Japan adgang til (så godt som) realtime kortlægning af strålingens udbredelse. Men informationerne kom ikke frem til dem, som skulle forestå beslutningerne om evakuering osv. Så der var flere eksempler på, at man måtte evakuere folk ad flere gange, og en række uheldige eksempler på, at selvom man flyttede folk længere væk fra Fukushima-værket, så flyttede man dem faktisk til steder med mere stråling end der, hvor de var evakueret fra.

Det peger ind i et meget basalt problem i japansk kultur, som jeg også har oplevet i dagligdagen, at man er meget langsom og påholdende med at kommunikere i åbne felter og hellere venter til man bliver spurgt og derefter til man er enige. I sådanne situaitoner er der meget lidt tid til denslags gruppedynamiske konsensusøvelser.

Dette kommer også til udtrik i en ny runde af Asahi Shimbuns lange artikelserie Prometheus Trap, som med stor søger at afdække, hvad der skete i den første tid. I optegnelser for 28. januar har jeg samlet links til en sekvens af  Prometheus Trap over 15 artikler, som følger kommunikationen mellem Japan og USA i den første tid efter 11. marts 2011, hvor der tydeligvis er stor undren og fortvivlelse over den japanske reaktion – og mangel på forberedthed.

Edano forsvarer i intervievet også sin premierminister Naoto Kan og siger, hvilket Kan hele tiden har hævdet, at han i en situation hvor TEPCO var ved at rømme værket tog til Fukushima-værket for at tale dunder til TEPCO-ledelsen, at det kiunne der under ingen omstændigheder være tale om. TEPCO har siden benægtet, at noget de havde sagt kunne være udlagt sådan og har søgt at bebrejde Kan, at han brugte deres tid på et forsøg. Den del fortæller blot hvor dårligt forberedt landet var på en sådan situation. Tilsyneladende ahr det ikke noget sted blandt de ansvarlige overhovedet været inde i billedet at en sådan katastrofe rent faktisk kunne ske.

Ned al respekt for det kæmpe arbejde, som den nyetablerede kontrol- og sikkerhedsinstans NRA gør for at få opgraderet hardwaren, så er der således i den grad brug for en opgradering af hele den organisatoriske og den kommunikative struktur omkring Japans A-kraftværker, hvis en katastrofe som den i Fukushima skal kunne undgås.

TEPCOs adfærd i de mellemliggende to år giver desværre ikke meget håb om at den del er sivet ind.

Reform is needed to get crisis info flowing: Edano, (Jiji) Japan Times 01.03.2013.

Japan’s efforts to move past Fukushima Daiichi disaster draws criticism from experts and jeers from public, Enformable 27.02.2013.

 

 

2. marts – Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme

Skrevet blog-indlægget Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme – en introduktion til en lille video, hvor Rifkin ved et business-seminar i Rusland redegør for, hvorfor A-kraften efter hans overbevisning er fortid.

 

 

2. marts – Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften

Det var antydningsvist fremme allerede i efteråret, at der i slutspillet omkring formuleringen af Japans kommende energiplan var et massivt amerikansk pres for, at Japan ikke bare tog den naturligste konsekvens af Fukushima-katastrofen og afviklede sin atomkraft. Nu havde man én gang for meget fået syn for sagn for, at Japan og atomkraft ikke var nogen god blanding.

I en meget tankevækkende analyse i gårsdagens Mainichi Shimbun – som har noget for den avis så usædvanligt med forfatteren angivet – udfolder Shuichi Abe det dilemma, som den tidligere premierminister Nodasidste efterår stod i. For hvis man blot lukkede ned for atomkraftværkerne, så ville Japan stå med omkring 30 ton oparbejdet plutonium, som man ikke havde noget at bruge tid, og som ville være i høj kurs i terroristkredse.

Shuichi går så videre med to andre løsninger, at få standset den oparbejdning af atomaffaldet fra de nuværende reaktorer, som fører til udskillelsen af de store mængder plutonium (de 30 ton har en sprængkraft svarende til 2.000 Hiroshima-bomber), og få etableret reaktorer, som kan bruge det op.

Det passer meget godt med, at man meget langt hen ad vejen var indstillet på at lade folkestemningen fra sommerens stort anlagte høring præge Japans fremtidige energiplan, hvorefter planen i sidste øjeblik blev dels svækket i formuleringen, dels blev vedtaget på en måde, så den ikke var bindende, men mere vejledende. Og som Shunichi påpeger, er sprogbruget i den engelske udgave mere vigende end den japanske.

Helt ærligt er det en absurd argumentation, at man er nødt til at fortsætte et vanvidsprojekt, fordi man ellers får konsekvenserne af dette vanvid tydeliggjort. Men det er rent faktisk det, som sker, og det er som om at hele oprydningsaspektet og lagringsaspektet verden rundt bare bliver skubbet frem foran – meget få af verdens atomkraftlande har fået deres oparbejdningsanlæg og formeringsreaktorer til at fungere, og stort set ingen har endnu fået en tilfredsstillende løsning for deres fremtidige lagring – onde tunger vil påstå, at den ikke findes. Mere afdæmpede gemytter vil mene at 10.000 år er overordentligt længe at skulle sikre en beskyttelse af undergrundslagre i en verden, hvor imperier opstår og forgår i en langt hurtigere kadence. Intetsteds på kloden har samme ene civilisation endnu levet 10.000 år i træk, og intet tyder på, at vores nuværende vestlige civilisation vil være i stand til det. Tværtimod peger stort set alle udviklingslinjer i dag mod sammenbrud inden for nogle få årtier. Indtil nu er de fleste civilisationer brudt sammen på grund af nedslidning af deres naturgrundlag, dets skove og frugtbarhed. Men med industrialiseringen har vi øget risikobilledet til også at omfatte løbskkørte klimaforandringer, allehånde genmanipulerede fejltrin, en lang række kemiske udryddelsesmuligheder og – det som USA tilsyneladende har bladet sig i Japans energiforsyning med – massedestruktionsvåben, som på kort tid kan slukke for den nuværende civilisation.

Hvis man læser den serie af artikler i Asahi Shimbun, Prometheus Trap, som har været bragt hen over den seneste måned, så får man en klar fornemmelse af, hvor massivt amerikanerne er til stede i verden, når det brænder på, og i hvor høj grad de prøver at tage affære – se optegnelser for 28. januar. Amerikanerne stillede med et helt andet beredskab, en helt anden klarhed om, at der måtte handles hurtigt og effektivt – og en klar oplevelse af, at det var naturligt, at de blandede sig. Så Shuichi Abes analyse giver god mening, at det amerikanske pres i slutspillet omkring formuleringen var med til at gøre den så udvandet og så uforpligtende, som den blev. Hermed har nogle ganske irrationelle forsvarsdogmer fået lov at stille sig i vejen for en begyndende omlægning til vedvarende energi i Japan.

Er sikker på, at den ikke holder til nærmere analyse i Pentagon, hvor man faktisk selv er i fuld gang med at få USA og den vestlige verden vænnet fra den næsten narkotiske afhængighed fra fossile brændstoffer. Og de 30 ton japansk plutonium … dem kunne man måske få lov at brænde af i andre landes atomkraftværker, så Japan kunne få lov at komme videre.

Shuichi Abe: Spent fuel reprocessing issue must be tackled head-on now, Mainichi 02.03.2013.

 

 

3. marts – Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima

Nye målinger af den luftbårne radioaktivitet i beskyttelseszonen omkring Fukushima-værket viser, at radioaktiviteten er faldet markant – omkring 40% siden den i tiden efter de tre kernenedsmeltninger bredte sig ud over landskaberne. Dette er hurtigere end forventet – halveringstiden for de cæsium-biotoper, som hovedsageligt radioaktiviteten hovedsageligt udgøres af, er relativt kort (for cæsium 134 er den 2 år og for cæsium 137 30 år), så den forventede reduktion her 2 år efter Fukushima-katastrofen ville være omkring 21%.

Desværre er det ikke resultatet af en målrettet dekontamineringsindsats. Tværtimod har det vist sig svært at gøre. Dels fordi der ikke er nogen enkel måde at fjerne radioaktivitet på, dels har der særligt i beboelsesområder op til skovarealer været det problem, at strålingen få dage efter en oprensning kunne være tilbage på niveauet før. Og indsatsen har indtil nu koncentreret sig om de områder, hvor strålingen kun var marginalt højere, sådan at selv en 20 eller 30% effektivitet ville kunne gøre en forskel.

Hvor situationen omkring Fukushima Daiichi-værket er bragt så meget under kontrol, at der ikke mere udledes voldsomme mængder til luftmiljøet, så er der omvendt stadig en massiv udsivning til vandmiljøet.

Således har en prøve af fisk fanget for nylig ud for Fukushima-værket sat ny rekord for koncentrationer i fødekæden, hvor en fisk havde en koncentration af radioaktivitet, som lå 5.100 gange højere end tilladt for menneskeføde (se optegnelser for 19. januar). Så der vil gå nogen tid, før fiskeriet kan genoptages ud for Fukushima-værket.

Tilsvarende vil man se radioaktiviteten opbygges i landdyrene. I Chernobyl, hvor der tilsvarende overvejende var tale om cæsium-forurening, møder man stadig i dag høje koncentrationer i dyrene omkring det nedsmeltede atomkraftværk.

Hiroshi Ishizuka: Declining radiation measured near Fukushima plant, some blown elsewhere, Asahi Shimbun 02.03.2013.

High radiation in fish caught off No. 1 plant, (Kyodo) Japan Times 02.03.2013.

Japan’s nuclear plants unlikely to restart operations this year: survey, (Kyodo) Japan Times 04.03.2013.

 

 

4. marts – A Tale of Two Forests

Vil blot henvise opmærksomheden på en meget lang og meget tankevækkende artikel i Environmental Health Perspectives om de to evakuerede områder omkring verdens til dato to største atomkraftværk-ulykker, Chernobyl og Fukushima.

I sin tid var omkring halvdelen af området omkring Chernobyl skov, men efter at det blev rømmet på grund af strålingsfaren, bliver markerne ikke græsset, og de fleste er sprunget i skov. Så de forladte zoner giver dels et billede af, hvordan naturen agerer, når mennesker forlader et område, dels et billede af, hvilke ganske alvorlige konsekvenser det har, når naturens træer og planter og vilde dyr ikke viger for strålingen. Så i området omkring Chernobyl er der mange misdannede træer, dyrenes frugtbarhed er nedsat, og deres hjerner er mindre.

Stadig er situationen omkring Fukushima langt nyere, men man har ud over at have kunnet konstatere, at koncentrationen af radioaktivitet i meget af det man indtil nu har spist fra området, er for høj, har man kunne iagttage, at planter som ellers ikke var kendt i området, har indfundet sig i rismarker, som pludselig ikke bliver dyrket, (se optegnelser fra 11. oktober) og en tankevækkende undersøgelse sidste år viste, hvor voldsom indflydelse radioaktiviteten kan have på insekters vækst (se blog-indlægget Strålingsramte sommerfugle).

Men grundlæggende er strategien i Fukushima en anden end i den forladte zone omkring Chernobyl-værket. I Japan har plads alle dage været en mangelvare, så det er helt utænkeligt bare at opgive i tusindvis ar kvadratkilometer og overdrage det til naturens gang. Tværtimod går man ganske radikalt til værks for at prøve at bringe strålingen ned under et “acceptabelt” niveau, så livet i de nu forladte landsbyer kan fortsætte. Vi mangler dog stadig at se, om mennesker rent faktisk er trygge ved at rykke tilbage til strålingsramte områder, om bønderne igen vil tage sig af markerne og fiskerne igen fiske i områdets søer, floder og kystnære farvande – og endnu mere, om japanerne igen vil spise maden fra Fukushima-området, eller om den vil være stigmatiseret i generationer frem. Måske den ender som U-landshjælp.

Vi mangler stadig at se, om det overhovedet er muligt at dekontaminere store naturområder? Kan man indsamle alt vissent løv og nedfaldne grene på skovbunden? – og er det overhovedet det, som skal til? Som det fremgår af optegnelserne i går, er niveauerne målt i luften faldet hurtigere end forventeligt – hvilket ikke bare er nogen trøst, for det betyder, at radioaktiviteten ikke bare bliver hvor den er og langsomt klinger af, men tværtimod hele tiden er i bevægelse, med vinden, med vandstrømningerne, igennem fødekæderne og svampefloraens nedbrydningsprocesser.

Og hvad gør man med affaldet – selv hvis man brænder det, vil askemængderne være kolossale, og hvor meget af radioaktiviteten går med op i røg? Fukushima-katastrofen har sat normale begreber som at rydde op og at smide væk på spidsen. For ultimativt kan man kun dekontaminere skoven ved at fjerne den helt, dekontaminere de elskede små haver omkring villaerne ved at fjerne al vegetation ved roden og skrælle det øverste muldlag bort. Og stadig har man ikke kunnet løse deponeringsspørgsmålet – ingen har lyst til at lægge kommune eller nabolag til de enorme bunker af lavradioaktivt materiale.

Skovene udgør et særligt problem – ikke fordi det er særligt vanskeligt, men fordi der er tale om næsten uoverskuelige volumener. Det ligger klart, man ved at fjerne de cirka 3% af skovens biomasse, som det nedfaldne lag på skovbunden udgør, kan fjerne omkring to tredjedele af radioaktiviteten. Men gælder det også om et år eller to, eller er radioaktiviteten allerede igen mere spredt den dag, man er klar til at prioritere skovene?

I små kyniske øjeblikke havde man lyst til at lave små internater på området for de mange mennesker, som er skyld i, at katastrofen kunne ske – så det var dem, som havde til opgave at rydde op og fornøjelsen at spise afgrøderne fra de strålingsramte marker. Det løser omvendt intet – men det er smerteligt, at så mange af de instanser, som har et medansvar for, at Fukushima-katastrofen kunne ske – og skete – er så bevidstløst i gang med at genskabe et samfund drevet på atomkraft.

Tilbage til skoven omkring Chernobyl, så er den stort set uplejet og har udviklet sig dertil, at den er yderst sårbar overfor skovbrande. Så samtidig med, at den har omsluttet en stor del af den radioaktivitet, som blev frigivet med Chernobyl-ulykken, så er den en tikkende bombe, for skulle det en dag ske, at den gik op i flammer, vil en ganske stor del af den radioaktivitet, som nu er indkapslet i biotopen, igen blive spredt for alle vinde.

Dette blot strøtanker over A Tale of Two Forests, en yderst læseværdig artikel.

Winifred A. Bird & Jane Braxton Little: A Tale of Two Forests: Addressing Postnuclear Radiation at Chernobyl and Fukushima, Environmental Health Perspectives 01.03.2013.

 

 

5. marts – Abe sætter klima- og miljøfolk på porten

Det sker meget stilfærdigt og for at tilpasse antallet – men det er langt fra nogen tilfældighed, at fremtrædende repræsentanter for miljøbevægelsen nu har fået at vide, at deres bistand ikke længere er påkrævet i regeringens centrale miljøudvalg (Central Environment Council).

Blandt de “frisatte” er miljøskribenten Junko Edahiro, lederen af Kiko network (en stor japansk NGO miljøorganisation) Mie Asaoka, samt Kazuhiro Ueta, som er professor i økonomi ved Kyoto University.

Alle tre har været stærke fortalere for en klima- og energipolitik, hvor Japan prioriterer omlægningen til vedvarende energi kraftigt, for på én gang gradvist at kunne afvikle A-kraften og stå fast på sit tilsagn om at reducere CO2-udledningerne med 25% i forhold til 1990 inden 2020 – begge målsætninger, som den nytiltrådte Abe-administration er ved at frafalde, omend det foregår på listesko (se også optegnelsr for 16. marts).

Prominent antinuclear experts dropped from Japan energy policy panel, Kyodo 01.03.2013.

Tetsu Kobayashi: LDP boots anti-nuke advocates from environment panel, Asahi Shimbun 05.03.2013.

 

 

6. marts – Rygter om genstart af flere A-kraftværker

Franske Areva er ved at forberede en leverance af brændselslegemer til japanske atomreaktorer – for første gang siden en ordre blev aflyst i tiden umiddelbart efter Fukushima-katastrofen marts for nu snart to år siden. Leverancen vil blive afskibet i april – hvilket har været med at skabe rygter om snarlig genstart af flere japanske reaktorer. En af Arevas topledere siger afværgende, at han ikke kan kommentere, hvilken sammenhæng, brændselslegemerne skal bruges i, men at han regner med, at der med udgangen af 2013 højest vil være igangsat seks japanske reaktorer.

Den aflyste ordre i 2011 var til KEPCO, forsyningsselskabet for Kansai-området, som har de nu to eneste igangværende reaktorer ved Oi-værket. Men KEPCO afviser at forsendelsen er til dem – hvilket på ingen måde behøver betyde at det er sandt. Det er blot rigtig dårlig timing her lige op til toårsdagen for Fukushima-katastrofen, hvor der endelig er ved at falde en lille smule ro over feltet rent mediemæssigt.

Den nyetablerede atomsikkerhedsinstans NRA afviste i går, at der er planer om snarlig genstart af flere reaktorer. Tværtimod siger man, at selv efter at NRAs sikkerhedsmæssige godkendelse er på plads – og det kan tidligst ske efter at de fornyede sikkerhedsforskrifter efter planen bliver fastlagt til juli – vil der være yderligere procedurer, som skal sikres, herunder at vinde samtykke til genstarten fra lokalbefolkningen. Og den del kan vise sig at blive ganske vanskelig.

Den nuværende premierminister gentog tirsdag for n’te gang, at der ikke bliver genstartet nogen reaktor, før det sikkerhedsmæssige er helt på plads – og givet heller ikke før valget til overhuset i juli, hvor det at lægge navn til en genstart vil kunne koste dyrt. Selvom Abe givet gerne så Japans reaktorer i gang hurtigst muligt, er han tydeligvis sinds ikke at bringe sig i samme situation som sin forgænger, Yoshihiko Noda, som set i bakspejlet underskrev sin politiske dødsdom, da han gennemtvang genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket.

Areva plans 1st nuclear fuel shipment to Japan since Fukushima, (Reuters) Asahi Shimbun 06.03.2013.

Japan denies nuclear reactor restart claims, (AFP) Nuclear Daily 05.03.2013.

 

 

6. marts – TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet

Lige siden tsunami og jordskælv for snart to år siden satte samtlige sikkerhedssystemer ud af drift ved Fukushima Daiichi-værket har køling af brændselslegemerne – særligt de brugte – været i fokus for at sikre mod, at katastrofen udvikler sig yderligt. Selvom man efterhånden har fået lavet nogle af kølesystemerne i lukkede kredsløb, så ophober der sig stadig  større mængder af radioaktivt forurenet vand. Man regner således med, at der i dag er omkring 360.000 m³, hvoraf en tredjedel er i selve reaktorerne og deres kølebassiner og kølesystemer, mens de 240.000 m³ er opbevaret i stadig flere tanke rundt omkring på området. Varetagelsen af det radioaktive vand udgør en gigantisk logistisk udfordring, og man har pt. planer om at udbygge lagerkapaciteten til 700.000 m³, hvilket med den nuværende “produktion” af radioaktivt vand vil række 3-4 år frem i tiden.

På bare lidt længere sigt skal dette vand renses, og man er ved at indkøre et rensningssystem, ALPS, som skulle kunne klare 62 af de 63 forskellige radioaktive biotoper, som forekommer efter kernenedsmeltningerne. Men den sidste, tritium, en radioaktiv brint-forbindelse med tre brintmolekyler, kan systemet ikke klare, og koncentrationen af tritium ligger godt 20 gange over myndighedernes grænseværdi. Derfor har TEPCO ved et møde med NRA rejst ønsket om at prøve at rejse forståelse i den japanske befolkning for, at man leder det ALPS-rensede vand i Stillehavet.

Det har fået fiskerne op i det røde felt – i forvejen er det hårdt på andet år at stå og skue ud over havet uden at kunne fiske langs kysten. Én gang om måneden indhentes der nye prøver, men indtil nu har de ligget over grænseværdierne for de fleste fiskearters vedkommende, og der er endnu ikke noget, som ligner en faldende tendens.

Så der er meget lille forståelse for, hvis TEPCO bliver givet tilladelse til at hælde deres radioaktive spildevand i havet – tværtimod en meget stor frygt for, at det kan være med til at give det meget lange udsigter, at japanerne igen har lyst til at spise fisk fanget langs Fukushimas kyster selv den dag, målingerne igen falder ned under grænseværdierne.

Det er så meget mere problematisk et ønske fra TEPCOs side som at der findes canadisk udstyr, som rent faktisk er i stand til at fjerne tritium. TEPCO er i princippet overtaget af japanske regeringsmidler, men det er som om at man stadig agerer som privat virksomhed, endda et primitivt et af slagsen, som søger at komme lettest muligt omkring hjørnerne frem for at rydde bedst muligt op efter sig.

Vandproblemerne er gigantiske, og man regner med, at der siver omkring 400 m³ forurenet vand fra de havarerede reaktorer ud i det omgivende miljø – hvoraf en stor del ender i havet. Det er en del af forklaringen på, at man umiddelbart ud for værket bliver ved med at kunne fange fisk med stadig højere koncentrationer af radioaktivitet. I januar fangede man en fisk med 2.500 gange den tilladte dosis af cæsium, og i starten af marts en fisk med 5.100 gange den tilladte dosis (se optegnelser for 19. januar).

TEPCO considers dumping water from Fukushima nuclear plant into ocean, Mainichi 06.03.2013.

 

 

6. marts – Stadig høje strålingsdoser i vild mad

Der tegner sig efterhånden et klart billede, at 80% af alle de prøver, som tages, som viser for høje koncentrationer af radioaktivitet, er i vild mad. Det hænger også sammen med, at man simpelthen har opgivet at dyrke de steder, hvor jorden er så strålingsforurenet, at der kunne være tvivl om, om produkterne ville kunne overholde grænseværdierne. Det er således fisk og vildt som råvildt og bjørnekød, som kronisk ligger over grænseværdierne, ligesom vildt indsamlede svampe typisk har meget høje doser. Svampenes mycelium har denne evne til at samle radioaktivt materiale, så man regner med, at man vil være nødt til at teste vilde svampe mindst ti år frem. Ligeledes vil særligt fisk som for eksempel fladfisk, som lever på bunden, være radioaktivt forurenede mange år frem.¹

Noget andet er, at selv der, hvor man har taget hul på igen at dyrke, kan det være svært overhovedet af få sine produkter afsat. I en tankevækkende artikel i Mainichi i dag om en 53-årig bonde, Saito-san, som selvom hans jorder og afgrøder er strålingsfri har meget vanskeligt ved at få dem afsat, fordi de er dyrket i Fukushima amt (som har en stor del af sit areal udenfor den strålingsforurenede zone). Selvom alle afgrøder er ganske grundigt kontrolleret for stråling, så er det når det kommer til stykket, de færreste, om har lyst til at ‘risikere noget’ ved at spise afgrøder fra Fukushima. Så stigmatiseringen rammer langt bredere end forureningskortet giver rund til. Saito-sans grossist havde da også for nylig sagt, at hans grøntsager kun burde koste det halve, og at hans grøntsager kun skulle koste det halve, resten skulle TEPCO kompensere for.²

Fumikazu Asai & Akiyoshi Abe: Cesium levels still exceed standards in wild mushrooms, seafood, game, Asahi Shimbun 06.03.2013.¹

Fukushima farmer fights uphill battle to sell vegetables amid radiation rumors, Mainichi 06.03.2013.²

 

 

7. marts – Stor online 3/11-database åbner

Der er fra i dag åbnet adgang til en stor database med dokumenter, billeder osv. vedrørende den katastrofe, som 11. marts 2011 hærgede det nordlige Tohukus Stillehavskyst. Databasen giver adgang til omkring 63.000 billeder, 3.000 videoklip og omkring 134.000 dokumenter (printed items). Hjemmesiden er lavet for at “pass down records of the disasters to future generations, help rebuild badly affected areas and take measures against disasters.” Den vil også have engelsk interface, og der er håb om, at etableringen af denne database kan styrke analyser og evalueringer af, hvad der gik galt, og hvordan nogle af de alvorligste følgevirkninger som de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Daiichi-værket kunne være undgået – og vil kunne undgås i fremtiden.

TEPCO er blandt de 27 institutioner bag projektet, og det bliver interessant at se, om de nu har lagt alt frem, eller om det stadig – som man har set det igennem nu to år – kommer drypvist for dagen i et tempo og med en mangle på opmærksomhedsskabelse, som tegner et klart billede af en instans, som føler at have meget at skjule, og stadig tror at der er noget som helt at opnå ved at tilbageholde information – bortset fra at styrke befolkningens mistillid til A-kraften. Omvendt har man med sin meget selektive frigivelsespolitik opnået, at foreløbig tre store kommissionsundersøgelser er blevet gennemført uden at de har haft fuld adgang til alle informationer – og med TEPCO i en lidet flatterende reaktiv rolle.

Databasen (東日本大震災アーカイブ) er tilgængelig via www.kn.ndl.go.jp.

Online archive for 3/11 Tohoku disasters opens Thursday, (Jiji) Japan Times 06.03.2013.

Philip Brasor: Data from 3/11 could save lives if used effectively, Japan Times 17.03.2013.

 

 

8. marts – Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror

I et sjældent anfald af klarhed – nej, et anfald af sjælden klarhed – skriver Asahi Shimbun i dag i en leder, at “angreb på atomkraftværker bedst undgås ved at nedlægge værkerne”. Det kan synes en banal betragtning, men det er den slags out of the box-klarsyn, som verden skriger på.

Lederen starter meget dramatisk med at beskrive øvelser i at modstå terroristangreb, som siden terrorangrebet 11. september 2001 regelmæssigt har været gennemført ved amerikanske atomkraftværker, med laserkanoner og hele udtrækket. Japan står overfor at skulle opgradere sikkerheden omkring sine værker – og en proces, som står til at blive voldsomt omkostningskrævende. Og med de nylige skærmydsler om uløste grænseproblemer med stort set alle naboer, fra Rusland over Kina, Taiwan, Filippinerne, Nord- og Sydkorea kan Japan ikke bare lade som om, at terrorhandlinger kun sker andre steder i verden.

Vi så med Fukushima-katastrofen, at atomkraftværker kan ende som atombomber – eller som noget med tilsvarende ødelæggende kraft. Måske ikke så meget i materiel skade, men så meget desto mere i menneskelig og landskabelig ødelæggelse. Hvis en terrorgruppe er i stand til at lukke for kølingen og tørlægge brændselslegemerne i en reaktor eller et opbevaringsbassin for brugte brændselslegemer i blot få døgn, kan man fremkalde kernenedsmeltninger og voldsomme eksplosioner, som vil frigive store mængder radioaktivitet til omgivelserne. Igen med Fukushima-katastrofen, havde opbevaringsbassinet for brugte brændselslegemer ved reaktor fire været tørlagt eller næsten tørlagt bare lidt længere tid, ville en mange gange større radioaktivitet end nu have været frigivet, og havde vinden båret ind over Tokyo og ikke som nu ud over havet, havde man måttet stå overfor den næsten uløselige opgave at måtte evakuere en by, som med sine forstæder tæller op imod 30 mio. mennesker.

Det fortvivlende er, at reaktor 4 stadig er en sådan tikkende bombe, og at et jordskælv af samme størrelse som det som udløste tsunamien ville kunne agere terrorist.

Dette er ikke stedet for udfoldelse af skrækhistorier, men Japan er ved at vågne til et Nordkorea med atomvåben – stadig simple, men i efteråret cirkulerede en (uverificeret) udtalelse fra en leder af Nordkoreas ledende parti: “If we attack Japanese nuclear power plants with missiles, we can cause explosions 320 times greater than that caused by the atomic bomb dropped on Hiroshima.”

Set i trusselsbilleder har man således ved at stille mere end 54 atomreaktorer op 17 steder i landet givet stater og enheder med adgang til bare små kanonslag muligheder for at lave alvorligt stor ravage.

Ifølge lederen har Japan opmagasineret 10-20.000 ton brugte brændselslegemer fra japanske reaktorer. Lagrene er snart fulde, og hvis reaktorerne genstartes, vil problemet blot vokse. For stadig efter flere årtier og enorme investeringer har man ikke fået det oparbejdningsanlæg til at fungere, som skulle kunne drive ny energi ud af affaldet, stadig er det indkapslingsanlæg, som skal kunne forberede sådant affald til langtidsdeponering ikke kommet rigtigt i gang, og stadig har man ikke fundet nogen løsning på sit affaldsproblem og hvor man overhovedet kan opbevare det sikkert i de næste 10.000 år.  For en ting er sikkert, den japanske undergrund er alt andet end stabil. Med sin beliggenhed direkte på kanten af to store tektoniske plader er Japans undergrund tværtimod blandt de mest usikre i verden.

Så man har blot skabt en tikkende bombe, som år efter år er blevet endnu større.

Asahi slutter sin leder således:

“What should we do to protect [the reactors] from attack? We cannot rely fully on missile defense systems with imperfect interception rates. Nor can we indefinitely expand anti-terrorism measures. The only way to truly reduce the risk is to reduce the number of nuclear reactors as soon as possible. At the same time, spent nuclear fuel currently kept in storage pools should be moved to solid, air-cooled containers.

The administration of Prime Minister Shinzo Abe insists it will cancel a pledge by the previous Democratic Party of Japan-led government to abolish all nuclear power plants by the end of the 2030s. The Abe administration also wants to restart idled nuclear reactors. Exactly what is its thinking regarding the safety of plants under potential attack?”

Attacks on nuclear sites are best prevented by abolishing the plants, (leder) Asahi Shimbun 08.03.2013.

 

 

9. marts – Sikkerhedskultur – eller mangel på samme

“Overseas experts have pointed this out before, but nuclear power station operators and industry regulators in Japan thought they had ensured safety simply by following regulations,” siger Shojiro Matsuura, som stod i spidsen for den nu afviklede Nuclear Safety Commission i et interview i Japan Times i dag.

“Because of that mindset, operators did not really make voluntary efforts to improve safety beyond what was required. I think this was the indirect cause of the Fukushima disaster, and it has to change fundamentally,” siger Matsuura videre.

Det er måske hvad man på moderne dansk vil kalde en proaktiv attitude – at det ikke er nok at overholde lovens bogstav, man er nødt til at fatte dens ånd og efterfølge den. Sikkerhed er ikke noget man opnår én gang for alle, men en stadigt afsøgende attitide, som skal sikre, at der ikke på noget tidspunkt udvikler sig svage lide i sikkerhedskæden, som kan blive fatale.

Matsuura er i dag leder af et nyt institut, JNSI, som i samarbejde med en række af Japans forsyningsselskaber forsøger at stimulere denne frivillige opmærksomhed og opbygge en nye sikkerhedskultur for at skærpe beredskabet overfor ekstreme undtagelsessituationer.

Til forskel fra det nyetablerede NRA, som holde alle møder åbne, vil JNSI være en lukket proces, uden offentlig indblanding og uden offentligt indblik.

Kazuaki Nagata: Nuke safety body touts voluntary measures, Japan Times 09.03.2013.

Lesson from the nuclear disaster: Too much focus on laws and systems instead of true leadership, Asahi Shimbun 08.03.2013.

Yuri Aono: Power suppliers, individuals should be responsible for ensuring safety of nuclear plants, Mainichi 20.01.2013.

 

 

9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde

Asahi Shimbun er en avis, som ikke synes bange for at trætte sine læsere med lange artikler, ofte i serier som strækker sig over måneder. Et godt eksempel er serien The Prometheus Trap, som forsøger at gå i dybden med, hvordan Japan i den grad kunne gå i Prometheus’ fælde.

Prometheus var de gamle grækeres ildgud. Det var Prometheus, som gav ilden til mennesket og hermed gav grundlaget for at bygge civilisationer, at smelte, lave keramik og tilberede sin mad, for blot at nævne et hjørne af det mulighedsfelt, som åbnede sig. Men ilden har en pris, den kræver en opmærksomhed, som er fint sammenfattet i den prometheuske talemåde, at ilden er en god tjener, men streng herre. Der er ganske strenge regler for, hvordan ilden kan bringes i tjeneste, og hvis de overskrides, i kådhed, i uforsigtighed, i bevidst ulydighed eller med direkte ondsindede og krigeriske hensigter, da kan ilden og dens flammer have en altødelæggende altopslugende kraft. Prometheus’ ild har en snert af frugten fra Kundskabens Træ på godt og ondt.

Japan troede på sin moderne ild – lidt dyre at opføre var disse reaktorer, men når først de kørte, var der basis for en sorgløs tilværelse for alle, og forsyningsselskaberne havde med deres monopol på energiproduktion til en billig penge, som de solgte i dyre domme, sikret sig et yderst lukrativt guldæg. I stedet for som man gjorde at bruge store midler på at opbygge en sikkerhedsmyte, som lullede alle ind i antagelsen, at intet kunne gå galt, hvert fald i Japan, skulle man have satset på at sikre driften bedst muligt. For én ting er ødelæggelserne og de knuste fremtidsudsigter, en anden er den svinde erkendelse, at Fukushima-katastrofen ikke var en naturkatastrofe, men en menneskeskabt ulykke, som hvis man havde tænkt sig om og taget sin opgave alvorligt, kunne være undgået.

I optegnelser for 28. januar samler jeg løbende links til Asahi Shimbuns artikelserie Prometheus Trap. Normalt kommer der to-tre om ugen, men i dag var der hele fem artikler på samme ene dag – i den trykte udgave må det være en hel sektion. Disse fem artikler omhandler en af de i hvert fald foreløbigt mest drastiske konsekvenser af Fukushima-katastrofen: Futaba. Held i uheld blæste det meste af de radioaktive udspyelser i tiden omkring Fukushima Daiichi-værkets tre kernenedsmeltninger ud over havet, men på et tidspunkt trak en nordvestlig vind en radioaktiv fane ind over land. Og lige præcis her ligger det lille bysamfund Futaba – eller rettere lå. For hvor det for mange andre områder med lidt held kunne være tale om måneder eller år, før man kunne vende tilbage, så stod det klart, at det område, hvor Futaba havde ligget, ville være ubeboeligt i årtier. Futaba besluttede derfor at emigrere. Havde det været i slutningen af 1800-tallet, var man nok flyttet til USA, men nu har man fundet et sted i Saitama, hvor man har søgt at etablere et lille Ny Futaba.

Den tidligere Kisai gymnasieskole i Saitama præfektur, hvor en stor del af de evakuerede fra Futaba er samlet.

Det er ikke nogen enkel løsning – tværtimod giver det kolossale udfordringer. Men omvendt er det nok den eneste måde at sikre, at en eller anden kerne fra et sådant samfund kan overleve i eksil. For mange af de andre lokalsamfund, som er blevet spredt ud over store dele af Japan gennem evakueringerne, vil sandsynligvis aldrig genopstå, som de var. Selv hvis man i løbet af nogle år får dekontamineret jorden og husene og gaderne, så er mange i mellemtiden blevet integreret i nye sammenhænge, har fået job andetsteds, har fået børnene i skole osv. Særlig dem med små børn ønsker ikke at byde dem at vende tilbage, selvom strålingsniveauet igen bliver erklæret for lavt nok til at det er “sikkert”, for i en situation, hvor ingen rigtigt ved hvad sikkert er, er frygten en stor medspiller. Så jo længere tid der går, før disse i al hast evakuerede samfund får mulighed for at vende tilbage, jo støre er sandsynligheden for, at det kun er samfundets ældste, som ønsker sig tilbage.

Selvom tilværelsen som evakueret her på Kisai kan synes luksuriøs målt med flygtninges vilkår mange andre steder i verden, så driver uvisheden om fremtiden – om det fundamentale spørgsmål, om det nogensinde bliver muligt at flytte tilbage til hjembyen Futaba – alle som en mare.

Futubas beslutning blev ikke truffet efter grundige overvejelser. Tværtimod var det Futubas borgmester Katsutaka Idogawa, som en uge efter Fukushima-katastrofen, en uge som havde ført til tre kernenedsmeltninger i træk, helt uden at konsultere med sit samfund eller sig byråd erklærede, at Futubas administration og indbyggere flyttede til Saitama. Siden er han igen og igen blevet spurgt hvorfor, men først 1½ år senere har han svaret.

Jeg vil ikke her genfortælle Futabas historie, blot pege på artikelserien.

Futaba worst hit by Fukushima fallout, (Kyodo) Japan Times 22.09.2012.

Seiji Kanda: Turning to the northeast in silent prayer, (1 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Seiji Kanda: Evacuees of Futaba head for new home in Saitama, (2 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Seiji Kanda: Doing right by the evacuees, (3 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Seiji Kanda: Evacuees get old school on third ‘migration’, (4 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Seiji Kanda: Evacuated Futaba mayor stands his ground, (5 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Shunsuke Kimura: Monument to victims of 2011 disaster dedicated in Futaba, Asahi Shimbun 03.03.2013.

Mami Maruko: Unable to return, Futaba residents fear becoming lost tribe, Japan Times 11.03.2013.

Empty streets, menacing crows and little hope in towns co-hosting Fukushima plant, Asahi Shimbun 13.03.2013.

 

 

9. marts – Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat

I en australsk reportage fremgår det, at adskillige af arbejderne ved Fukushima-værket er overbevist om, at allerede jordskælvet igangsatte den kæde af reaktioner, som i dagene efter førte til tre kernenedsmeltninger på stribe. Således så flere en hvid røg stige op fra værket allerede i den periode umiddelbart efter jordskælvet, men inden tsunamien en god halv time senere med sin massive 15 m høje vandmur ramte kysten og oversvømmede Fukushima Daiichi-værket, hvis tsunami-beskyttelse kun var lige godt 5 m høj.

En Mr. Watanabe siger, at selvom TEPCO nægter det, må han vedkende, at værket blev beskadiget allerede ved jordskælvet. “If you ask me officially, it was the tsunami. But as an engineer and someone with a conscience, I can say there’s no doubt the reactors were damaged by the quake,” sagde han (i en australsk reportage, som desværre ikke er tilgængelig i sin helhed).

Det har været fremme mange gange, men er aldrig rigtig blevet fastslået, også fordi TEPCO aktivt forhindrede undersøgelseskommissioner i at besigtige reaktorerne.

Når det ikke er ligegyldigt, om det var tsunamien, som lagde grunden til katastrofen, eller om allerede jordskælvet satte vitale dele ud af spil, så er det fordi tsunamien på en anden måde er betragtet som uforudsigelig. Hvis det viser sig, at vitale dele svigtede allerede ved jordskælvet, vil det betyde en opgradering af dimensioneringen for en lang række tekniske installationer for samtlige Japans reaktorer.

Igen demonstrerer TEPCO med sine forsøg på at undgå klarlæggelsen og afvise i stedet for at bidrage til den fulde klarlæggelse – sin uegnethed til at skulle drive A-kraftværker. For selvom det vil kunne koste kassen at skulle eftersikre værkerne, før de kører videre, så skylder ejerne af reaktorerne at gøre, hvad der står i deres magt for at gøre den fremtidige drift så sikker som mulig.

Men omvendt ender man i sådanne ræsonnementer meget let som Asahi Shimbuns leder i går meget let med den konklusion, at det sikreste ville være aldrig at genstarte reaktorerne i et land, hvor undergrunden fra tid til anden ryster ganske alvorligt – i den brudflade mellem to store tektoniske plader, som strækker sig umiddelbart uden for Japans østkyst, forskød de to plader sig ved jordskælvet 11. marts 2011 adskillige decimeter. Så et godt råd til japanerne er at få afviklet A-kraften og få gang i den vedvarende energi, så man igen kan sove roligt og ikke behøve frygte for stråling i maden, luften og vandet.

Fukushima Workers: Smoke was pouring out of Unit 1 before tsunami hit – “No doubt” quake crippled reactors – Could torpedo Japan’s attempts to restart nuclear plants, Energy News 09.03.2013.

 

 

10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger

En af konsekvenserne af Fukushima-katastrofen har været nedlæggelsen af den hidtidige sikkerheds- ogkontolinstans og etableringen af en helt ny, NRA, som helt forfra skulle afklare de retningslinjer, som Japans A-kraft-reaktorer freo´mover skulle kæres efter, sådan at en situation som den i Fukushima aldrig mere kunne opstå. For én ting er at møde overvældende naturkræfter, men Fukushima-katastrofen er dobbelt dum fordi den som en af de store undersøgelser konkluderede det, er “Made in Japan”. Den var et klart udtryk for en svigtende varetagelse af sikkerheden, hvor sammenspistheden i “the nuclear village” dækkede over rimelige og nødvendige opgraderinger af sikkerheden. Selvom der ad flere gange var blevet advaret om, at tsunamier af en størrelse som den som væltede kysten 11. marts 2011 kunne orekomme, så tog man ikke konsekvensen – man tog ikke sin opgave alvorlig, men snakkede sig udenom, hvilket også var det blilligste så længe det varede.

Men derfor har man også en situation, hvor NRA i dag er nødt til at være meget præcis med, hvilke krav, der bliver stillet til de reaktorer, som igen kan startes. NRA har ad flere gange signaleret, hvor det bar henad forud for etableringen af de endelige regelsæt i juli i år. Og alle har set det som det eneste rigtige – indtil den nye regering har givet håbet om tilbagevenden til tidligere tider så meget håb, at forsyningsselskaberne er begyndt at klage over, hvor dyrt det bliver at leve op til NRAs sikkerhedskrav.

Som overhovedet ikke er urimelige – det urimelige er, at det ikke har været gjort for længst, at NRA skal finde ud af, at man har bygget reaktorer på steder, hvor man godt vidste, at der måske var forhøjet jordskælvsrisiko. Og efter at man har set, hvordan tusindvis af mennesker måtte kæmpe forgæves fordi de ikke havde de mest elementære nødstrømssystemer på plads, må man sige, at det langt hen ad vejen er fundemantale krav. Man kan diskutere, om der behøver at være to sæt filtrerede ventialtionsmuligheder – når de ydre reaktorbygninger eksploderede, var det fordi man ikke havde tilstrækkelig mulighed for at lufte ud – og nu øsnker man så dobbelt syystem med filtre, så man selv her kan arbejde i en zone, hvor man ikke behøver at lukke radioaktive dampe ufiltreret ud.

Grundlæggende er der ikke tale om nogen straf af forsyningsselskaberne, men om en opgradering af sikkerhedsniveauet til hvad man på verdensplan kunne kalde state of the art. Og det er det niveau, man må sigte efter – intet mindre. Verden har allerede for mange gange set, hvor galt det kan gå. Og prisen for en Fukushima-katastrofe er absurd mange gange højere end prisen for optimal sikkerhed. Faktisk er den så høj, at havde man indregnet den i startkalkylerne, så ville Fukushima-værket aldrig være blevet bygget – så ville Japan aldrig have valgt A-kraft. Sandsynligvis ville man for det samme beløb, som det koster at rydde op efter Fukushima-katastrofen kunne have sat Japan 100% på vedvarende energi.

En af NRAs fem ledere, Toyoshi Fuketa sagde ved et seminar 18. februar, at: “We will never allow the myth about the safety of nuclear power … to be resurrected. That’s one of the most important lessons from the Fukushima disaster.” De er den let opiate sikkerhedsboble, som forledte en hel nation til at tro, at når det gik godt i 5 år, i 10 år, og i 20 år, så kunne det ikke gå galt.

Der er gennem årene bleve sløset alt for meget med sikkerheden, ogblandt andet TEPCO har en ganske blakket rapport med utilstrækkelige indrapporteringer og forsøg på at dække striber af “mindre” uheld.  Ikke mindst med Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med sine 7 reaktorer er verdens største, har man gennem årene lavet så meget urent trav, at lokalbefolkningen sandsylnigvis vil forsøge at bruge den nuværende situation til aldrig igen at

Og derfor venter der NRA en udfordring, som er endnu større end de tekniske forbedringer – dels at få selskaberne til proaktivt at arbejde for, at sikkerheden hele tiden er optimal, dels at få strammet så kraftigt op om sikkerhedsforanstaltningerne og sikkerhedsrutinerne, at den japanske befolkning igen får tillid til A-kraften.

Det lyder svært, og som det ser ud nu, kommer det nok heller ikke til at ske. Man vil snarere ende med efter at have implementeret NRAs nye sikkerhedsforskrifter at måtte gennemtvinge genåbningen af reaktorerne – for nu har man gjort det så godt som man kunne. Med 48 reaktorer på standby (ud over de 4 totalhavarerede) er der enorme beløb på spil i tabte driftsindtægter, og flere af forsyningsselskaberne nærmer sig en økonomisk kollaps, hvis genstartsprocesserne trækker ud.

Kazuaki Nagata: NRA gets strict, must prove credibility, Japan Times 09.03.2013.

Ryuta Koike: New NRA rules tough on tsunami, could delay reactor restarts, Asahi Shimbun 29.01.2013.

 

 

10. marts – Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen

Søndag var der protester mere end 300 steder i Japan – igen i tusindvis, efter at fredagsdemonstratioerne her i vintertiden har været med lavere fremmøde end sidste efterår, hvor der da der var flest på gaden blev talt om op imod 200.000 demonstrationsdeltagere i Tokyo – et helt uhørt antal i et land som ikke har tradition for at demonstrere, endsige markere.

Samtidig er der nu markante protester på Taiwan, hvor man for nylig havde forlkeafstemning om nye planlagte A_kraftværker. Om det lykkes ad den vej at få dem hindret, må fremtiden vise. Men først at spørge og dernæst gøre det modsatte virker omvendt irrtionelt – bortset fra at det er det, som er ved at ske i Japan.

Man holdt hen over sommeren stort anlagte høringer, som viste, at der er et klart flertal i Japan for at afvikle atomkraften, og at mange heraf ønsker, at det skal ske meget hurtigt. Endda er der med den nye regering meget, som tyder på, at der kommer fuld gang i genstarten af reaktorerne, og at man næsten bevidstløst søger tilbage i de gamle planer om at fortsætte udbygningen af atomkraften frem for at bruge Fukushima-katastrofen til det eneste fornuftige, den kan bruges til: En alvorlig lærestreg om, at atomkraft er decideret ubegavet i et land som Japan, og at der er masser af sol og vind og ikke mindst termisk varme, som kan give landet størstedelen af den energi, man behøver, helt uden de graverende risiko-profiler, som følger med A-kraften.

Og senere på året, når tiden for forsøget på genstart af reaktorer nærmer sig, vil man igen se væsentligt flere mennesker på gaderne.

Ayako Mie: Protesters rail against Abe, reactors, Japan Times 11.03.2013.

Two years after disaster, anti-nuke rallies in Tokyo still draw huge crowds, Asahi Shimbun 11.03.2013.

Anti-nuke protests fill streets around world before 3/11 anniversary, Asahi Shimbun 10.03.2013.

Protesters in Japan demand end to nukes, (AP) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Ko Shu-ling: 68,000 stage antinuclear protests in Taiwan, Kyodo 09.03.2013.

Thousands protest against nuclear power in Japan, (AFP) The Raw Story 10.03.2013.

Mari Saito and Sophie Knight: Thousands in Japan anti-nuclear protest two years after Fukushima, Reuters 10.03.2013.

Thousands protest in Japan on eve of Fukushima nuclear disaster anniversary, Deutsche Welle 10.03.2013.

Anti-nuclear rallies mark run-up to Fukushima anniversary, (video) Euronews 10.03.2013.

 

 

11. marts – TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer

Med meget dårlig sans for timing har TEPCO på toårsdagen for det jordskælv, som førte til en tsunami, som (på grund af dårlige sikkerhedsforanstaltninger) satte Fukushima Daiichi-værkets reaktorer ud af spillet og i dagene efter førte til tre kernenedsmeltninger, fremlagt nødvendigheden af, at dets Kashiwazaki-Kariwa-værk bliver genstartet snarest. Ellers vil det ikke kunne lade sig gøre at levere et regnskab uden underskud.¹ Ved at vælge at gå ud med dette budskab præcist på toårsdagen har TEPCO i den grad understreget sin manglende situationsfornemmelse – TEPCO har ved sin misrøgt af sin opgave været tæt på at sætte en hel nation i undtagelsestilstand og mange år frem vil det gribe radikalt ind i 120 mio. japaneres hverdag. Men det afspejler samtidig en voksende forretningsmæssig desperation, som der ikke er nogen enkel løsning på.

Siden januar har man gjort sig store anstrengelser for at opdatere sikkerhedsforanstaltninger ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med sine syv reaktorer er verdens største atomkraftværk. Men NRAs nye regelsæt for igangsættelse af reaktorer kommer ifølge tidsplanen ikke til at ligge fast før juli, og først derefter kan godkendelsesprocesserne igangsættes. Selvom man måske kunne prioritere at køre godkendelsesprocedurerne for et par af værkets nyeste reaktorer (hvor sikkerhedsopgraderingsbehovet er mindst), så vil det tage tid.

Ud over den rent tekniske godkendelse vil det herefter blive nødvendigt at vinde samtykke fra lokalbefolkningen. Og her venter der endnu en hurdle, som kan vise sig mere uoverkommelig og mere langstrakt end den teknisk-sikkerhedsmæssige godkendelse. For ikke bare er der en ganske massiv og velorganiseret bevægelse mod TEPCO, som allerede før Fukushima-katastrofen søgte at få værket lukket (der har været adskillige sager med manglende/fejlagtige indrapporteringer, jordskælvsproblemer osv.), og som efter Fukushima-katastrofen har ført til et sagsanlæg, som jeg ikke kender den nuværende status på, hvor man søger at få TEPCO frakendt kørekortet til at drive atomkraftværker (se optegnelse for 7. juli).

Og når man ser på TEPCOs historie, må man sige, at en sådan sag virker yderst velbegrundet. Man har igennem årtier misligholdt sin sikkerhedsopgave og ret systematisk søgt at betale sig til tavshed og velvillighed frem for at tage sin opgave alvorligt. I Niigata præfektur er det således ikke kun græsrodsbevægelserne, som er imod værkets genåbning. Niigatas guvernør Hirohiko Izumida er også yderst skeptisk overfor genåbningen, så der venter TEPCO en alvorlig opgave med at genskabe den tillid i lokalbefolkningen, som gør, at man kan få dens accept af genstarten (se optegnelser for 7. september).

Selvom den nye premierminister Shinzo Abe er pro atomkraft, så skal TEPCO nok ikke forvente, at han bare går ud og beordrer reaktorer tvangsstartet, som hans forgænger Yoshihiko Noda gjorde det i juni sidste år med to reaktorer ved Oi-værket. For dels viste det sig, at der selv uden genstarten ville have været energikapacitet nok – så det er ikke noget argument, at Japan ikke kan klare sig gennem sommeren uden ekstraordinære genstarter (se optegnelser for 8. september) – dels rejste Nodas ordre om genstart så voldsomme protester i det japanske folk, at det var tæt på at A-kraftprojektet kuldsejlede fuldstændigt, og det ikke er helt forkert at sige, at genstarten af reaktorerne ved Oi blev Nodas politiske død.

Men – og jeg har tidligere været inde på dette – det er ikke TEPCOs primære opgave i denne situation at skabe overskud. TEPCO er i praksis gået konkurs, men er støtteopretholdt af statsmidler. Når man har valgt ikke bare at nedlægge TEPCO, er det ikke for at det skal banke et overskud op ad jorden til dets aktionærer, men tværtimod for at fastholde TEPCO som administrator af de titusindvis af erstatningssager, som stadig verserer, og for at TEPCO forhåbentlig på sigt igen kan varetage energiforsyningen i Tokyo-området.

TEPCO er således på alle måder hårdt ramt. Fukushima Daiichi-værket bliver aldrig til værk igen – her forestår der tværtimod en umådelig vanskelig oprydningsopgave for de seks reaktorer, som vil strække sig 40-50 år frem i tiden. Det ligger ligeledes klart, at det nærliggende Fukushima Daini-værks fire reaktorer ikke kommer i gang igen. Det ligger så tæt på, at der vil være evakueret i området ganske mange år frem. Hvis Kashiwazaki-Kariwa-værkets syv reaktorer – hvad meget kan tyde på – bliver centrum for en intens kamp for og imod genstart og derved kommer til at stå stille i de kommende år, så er samtlige TEPCOs 17 reaktorer ude, og man har kun sine kul- og gasværker og vandkraftværker at gøre godt med. Men det lykkedes at klare sig igennem sidste sommer med dette selv på de varmeste sommerdage.

Ud over sine atomkraftværker har TEPCO i alt 160 større og mindre vandkraftværker med en kapacitet på i alt 8,52 GW – eller hvad der svarer til cirka 7 moderne 1,2 GW reaktorer. Og så har man en stribe kul- og gasdrevne kraftværker, hvoraf flere er af ældre model. TEPCO har derfor været fremme med ønsket om at bygge nye kulkraftværker – hvilket ville være en decideret tåbelig idé (se optegnelser for 15. januar) – men har omvendt afvist at have ressourcer til kunne gå ind i udviklingen af vedvarende energi – hvilket er yderst beklageligt. Så den japanske regering burde insistere på at TEPCOs ledelse ikke bare bagstræberisk søger at få A-kraften i gang igen og forfølger snævre profitmålsætninger, men systematisk arbejder på at få genskabt tilliden til sig selv om forsyningsselskab og proaktivt virker for at få kickstartet en energiproduktion, hvor den vedvarende energi har en central plads.

For som Jeremy Rifkin påpeger det, har A-kraften en svær fremtid foran sig. han forventer således, at der i de kommende år bliver bygget mindre ny A-kraftkapacitet, end der der sendes på pension – se blog-indlægget Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme.

Men TEPCO synes på ingen måde at se situationen i det lys. Ifølge en artikel fra Bloomberg bliver de 3.000 medarbejdere, som hver dag møder på Fukushima Daiichi-værket for at søge at få taget hul på det på alle måde uoverskuelige oprydningsarbejde (som er planlagt at skulle tage 40-50 år) mødt af en plakat i kommandocenteret med teksten: “This is not the end. This is the beginning of a new nuclear age.”²

Tepco’s survival tied to reactors, rate hikes, (Jiji) Japan Times 11.03.2013.¹

Jason Clenfield: Fukushima Toxic Waste Swells as Japan Marks March 11 Disaster, Bloomberg 10.03.2013.²

 

 

11. marts – En stribe før-efter-billeder

Tsunamien 11. marts 2011 fik flyttet alvorligt rundt på alle løsdele – skibe blev revet løs af de voldsomme vandmasser, og mange endte langt inde over land.

Byen Otsushi, hvor man har fået fjernet de mange splintede bygningsdele og fået skibsværftet i gang, men ellers ikke rigtigt fået gang i genopbygningen. Her strandede en lille færge på toppen af et toetagers hus.

En gade i Miyako, en kystby uden for evakueringszonen, hvor livet så småt er ved at vende tilbage.

Havnen ved Kamaishi – selv store skibe blev skyllet langt ind over land. Kamaishi havde en få meter høj tsunami-beskyttelse, som overfor tsunamien 11. marts 2011 intet kunne stille op. Den gav højest nogle få minutter mere, før vandet brød igennem gaderne.

Over store dele af kysten rejste tsunamien sig i 15 m højde. Der er ikke blot tale om en bølgetop, men en massiv vandmur, som skubber alt foran sig og river alle bygninger, som ikke er i stedstøbt beton op med rode. På særlige steder, for eksempel hvor en fjordåbning snævrer ind, har man efterfølgende fundet tegn på, at tsunamien nåede 40 m højde, så der er om kolossale kræfter, som slippes fri.

Sendai-lufthavnen blev totalt oversvømmet, men blev som noget af det første ryddet op for at man kunne flyve forsyninger ind. Strategisk set er den ganske fejlplaceret. Men den slags er meget lettere at se efter en stor tsunami.

Og her et af de mere dramatiske før-efter-billeder fra Kesenuma, det første taget kun dagen efter tsunamien trængte ind over kystsletterne, hvor det stadig brændte mange steder. To år efter står fisketrawleren Kyoshoku Maru stadig 750 m inde over land. Det kommer aldrig ud at sejle igen – bystyret ønsker at bevare skibet som et mindesmærke, mens skibets ejer helst så det pillet frahinanden og fjernet. Kesenuma ligger uden for den evakuerede zone, og man har  efterhånden fået ryddet det meste op, men som de fleste steder er der heller ikke her rigtigt kommet gang i genopbygningen.

Reaktor 1, 2, 3 og 4 fotograferet hhv. 26.11.2011 og 03.03.2013. Reaktor 1 i forgrunden har fået et beskyttende telt, mens reaktor 3 og 4 stadig står med sine brændselsbassiner åbent mod himlen. På billederne fornemmer man ikke helt, hvor store reaktorbygningene er – de er hver cirka 40 m høje.

Tsunamien: Så vildt var det – og sådan ser der ud i dag, (dobbeltbilleder) Politiken 10.03.2013.

Then and now: Photos compare changes in disaster zone, Asahi Shimbun 11.03.2013.

Two Years Later, Slow Progress on Cleanup, Wall Street Journal xx.03.2013.

Two Years Later: A Brief Homecoming, Wall Street Journal xx.03.2013.

Japan: Two Years Later, Wall Street Journal xx.03.2013.

Billedserie: Se forladt bydel i Japan to år efter tsunami, dr.dk 11.03.2013.

Fukushima Daiichi – Two Years on, (billedserie) IAEA 11.03.2013.

Shiona Tregaskis: Inside Fukushima’s abandoned towns, two years on – in pictures, The Guadian 11.03.2013.

Takayuki Kihara: Okuma: Town that co-hosts Fukushima plant remains deserted, Asahi Shimbun 11.03.2013.

Masakatsu Higashino: Otsushi: Many survivors are leaving, deterred by slow recovery, Asahi Shimbun 11.03.2013.

Shunichi Kawabata: Ishinomaki: Two years on, firefighters still searching for bodies, Asahi Shimbun 11.03.2013.

11. marts – Fukushima – 2 år senere

Skrevet blog-indlægget Fukushima – to år senere – en opsummering af, hvor langt japanerne er kommet i oprydningsarbejdet, og hvilken gigantisk opgave, som venter forude.

 

 

11. marts – Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne

I forbindelse med toårsdagen for Fukushima-katastrofen har der i New York været afholdt et symposium om helbredskonsekvenserne af Fukushima-katastrofen, som WHO efter manges mening negligerer alvorligt. Via dette link til Huffington Post kan man høre en halv times samtale mellem initiativtageren Helen Caldicott, Tim Mousseau, Ian Fairlie, Yuki Tanaka og Geoff Read.

I det indledende spørgsmål fortæller Caldicott om formået med symposiet: at få sundhedskonsekvenserne stærkere belyst, og hun siger om WHO, at det har meget nære forbindelser til IAEA, Den Internationale Aatomenergikommission, som er en udtalt pronuclear institution, så det at have WHO til at screene sundheden efer Fukushima “er som at have Dracula til at vogte en blodbank.”

Caldicott opridser indledende at der er stor forskel på den eksterne stråling, som fra når man flyver og får lavet røntgen-billeder, os så fra det at der er radioaktivitet i maden. Hver radioaktiv partikel forøger her risikoen, men blot en enkelt kan potentielt afstedkomme DNA-forandringer, som på 5-70 års sigt kan resultere i udviklingen af kræft. Det at der ikke er nogen der er døde af Fukushima, er således et udsagn man i bedste fald endnu ikke ved noget om. for det vil udfolde sig over tid. Men Caldicott er bekymret, for japanerne har evakueret mindre end russerne efter Chernobyl – bekymret ikke mindst for børnene, hvor der er konstateret markante forandringer i skjoldbrufskkirtlerne hos 42% af Fukushimas børn. Børn er gennemgående 10 gange mere følsomme overfor strålingen end voksne.

Hernæst fortæller Tim Mousseau, som er biolog og har undersøgt virkningen på den vilde natur, at der i områder med høje strålingsdoser er ganske markante påvirkninger af fugle og insekter. Det er vigtigt at gøre denne forskning for at forstå virkningerne, men, fortæller han, der er kun meget få forskeres som har lavet sådanne undersøgelser, og det er meget vanskeligt overhovedet at få tilladelse til at gennemføre undersøgelser. Der er tilsyneladende et ønske om at lægge låg på – i hvert fald i forhold til udenlandske forskere. Det er stadig tidligt at påvise genetiske forandringer i dyrelivet, men der har været vist meget marknte resultater med sommerfugle (se blog-indlægget Strålingsramte sommerfugle), og der er lige kommet en række billeder, som viser misfarvning af fjerdragter, som man kender det fra udviklingen omkring Chernobyl.

Ian Fairlie fortæller herefer, at man allerede har begyndende tegn på, at det virker ind på fosterudviklingen i området. Billedet ligner allerede det man kender fra Chenrnobyl, så man kan forvente, at det fortsætter, at at man efter fire år vil begynde at se flere tilfælde af leukæmi, efter 7 år flere tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen, og efter 10 år “solid cancers” og hjerte-kar-påvirkninger.

Yuki Tanaka fortæller herefter om de psykologiske påvrikninger fra strålingen, som ifølge ham også er enorme.  63% af de omkring 160.000 evakuederede lider af PDST, særligt børneforældre og vordende forældre har mange bekymringer om stråling, og om deres børes mad er sikker, om det er i orden at børnene leger ude osv. De har tendens til ikke at åbne vinduerne, ikke tørre tøjet udenfor og kun gå når det er strengt nødvendigt – for at beskytte sig mod strålingen. den måde at leve på fører til graverende psykologiske problemer både for voksne og børn. Tanaka fortæller herefter lidt om, hvordan overlevende fra Hiroshima paradoksalt blev fortalere for den fredelige udnyttelse af kærnekræfterne.

Præsentationerne fra Caldicott Foundation Fukushima Symposium 11.-12. marts 2013 er nu gjort tilgængelige, se link nedenfor under optegnelser for 13. marts.

Helen Caldicutt: Ravages of Fukushima disaster will never end, Sydney Morning Herald 10.03.2013.

 

 

12. marts – 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO

På toårsdagen for Fukushima-katastrofens begyndelse anlagde en gruppe på 1.650 mennesker i går samlet sag mod centralregeringen og TEPCO, hvori de stiller krav om en kompensation, som sætter dem i stand til at vende tilbage til den tilværelse, de havde forud for 11. marts 2011.

I alt er der tale om erstatiningsønsker på omkring 300 mio. kr., og sagsanlæggene kommer efter at man her to år efter stadig ikke har set seriøse bestræbelser på at hjælpe de ramte videre.

Når man har valgt ikke bare at sagsøge TEPCO som den instans som drev (og misligeholdt driften af) det havarerede Fukushima Daiichi-værk, men også centraladministrationen, er det ud fra den betragtning, at staten aktivt har advokeret en udbygning af atomkraften i Japan uden at sikre den nødvendige varetagelse af sikkerheden.

Residents, evacuees file lawsuit against central government, TEPCO, Asahi Shimbun 12.03.2013.

Government, Tepco sued over fallout, (Jiji) Japan Times 12.03.2013.

 

 

13. marts – Japan løber fra sine klimamålsætninger

Man kan indimellem spørge sigselv, hvad internationale klimaaftaler er værd, når man se, hvordan selv verdens rigeste lover og løber fra sine løfter igen, so det passer dem.

Japan, som var værtsland for vedtagelsen af Kyoto-protokollen har da med lodder og trisser og tilkøb af projekter rundt omkring i verden klaret sit 6% reduktionsmål i Kyoto-protokollens første fase. Men man er ikke med i anden runde. Allerede lige efter nytår forlød det, at man ville kassere målsætningen på 25% reduktion i 2020 (se optegnelser for 25. februar) – hvilket også så mere og mere urealistisk ud fordi man ikke har brugt tiden målrettet på den nødvendige omstilling.

Men nu forlyder det, at den nye regering også er til sinds at skrotte den langsigtede plan om at reducere CO2-udledningerne med 80% i 2050 – og det til trods for, at den lille regeringspartner New Komeito har som del af sit program at nå en 80% reduktion i 2050.

Japans klimaindsats var allerede før Fukushima-katastrofen stærkt – nogle ville sige alt for ensidigt – bundet op på udbygningen af A-kraften, for slev hvis ikke der havde været nogen Fukushima-katastrofe så ville strategien ikke i sig selv på nogen måde kunne ende med en 80% reduktion, endsige CO2-neutralitet. Nu står man i et underligt vadested, med et politisk flertal som til videre med A-kraften overfor en befolkning, som helst var fri for atomkraften og gerne så Japan drevet på vedvarende energi.

Hvis Japan tog sig sammen og lagde sig målrettet ind på en kurs mod et samfund drevet af vedvarende energikilder, ville det kræve et par års omstillingstid. Men det burde ikke være noget problem for målsætningen for 2050. Så en skammelig dag for Japan, som i tiden efter Fukushima-katastrofen synes at have glemt, at de lever i en omverden, som de med deres nuværende mangel på klimapolitisk kurs er med til at køre i sænk.

Warming bill to ax long-term emissions goal, (Kyodo) Japan Times 13.02.2013.

 

 

13. marts – Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen

Et tysk studie offentliggjort i Biogeosciences Discussions i sidste uge påviser radioaktivt cæsium i fisk fanget i Østersøen og i Grønlandske farvande – med 0.0036 Bq pr. kg (våd vægt) er der ikke tale om store koncentrationer, men det viser, i hvor høj grad en japansk Fukushima-katastrofe også har globale aspekter. For nylig fandt man tilsvarende radioaktivitet i tunfisk fanget langs den amerikanske stillehavskyst – her mente man at fiskene selv havde krydset Stillehavet, alene af den grund, at det vand, som strømmede forbi Fukushima for to år siden stadig først er på vej til at nå de amerikanske kyster (se optegnelser for 22. februar). Men når det gælder Østersøen og de grønlandske farvande er der tale om vindbårent materiale, som efterfølgende opkoncentreres i fødekæden.

Forskerne har fulgt udviklingen siden Fukushima-katastrofens begyndelse og kunne derfor fastslå, at koncentrationen af Cæsium 134 toppede i vinteren 2011-12, hvorefter der er tale om et gradvist fald. Til forskel fra andre radioaktive isotoper, som forbliver i miljøet i årtusineder, har cæsium 134 har en halveringstid på blot to år, så det Fukushimas cæsium 134 vil klinge af i løbet af nogle år. Men når vi i disse tider køber Østersø-laks og grønlandske rejer kan vi regne med at få en lille hilsen med fra de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Daiichi-værket (de grønlandske prøver er af torsk og rødfisk, mens prøverne fra Østersøen er fra torsk og hvilling, men lagringen af radioaktivitet i kropsvævet er fælles for alle fisk).

Og hvis ellers det kan berolige, så mener forskerne i deres konklusion ikke, at vi behøver bekymre os over forhøjede strålingsdoser, da der er tale om meget små mængder.

Study: Fukushima fallout detected in fish from Atlantic Ocean, Energy News 12.03.2013.

Kanisch, G. & M.-O. Aust: Does the Fukushima NPP disaster affect the caesium activity of North Atlantic Ocean fish? in Biogeosciences Discussions vol. 10 05.03.2013, pp. 4127-56 (pdf).

Marissa Fessenden: A Silver (Actually Cesium) Lining: Traces of Fukushima Disaster Fallout Help Scientists Track Tuna, Scientific American 11.03.2013.

 

 

13. marts – Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft

.
Naoto Kan: My Experiences as Prime Minister during the Fukushima Nuclear Disaster, 16:02 min Vimeo video.

I denne video, som blev vist 11. marts ved Helen Caldicott Foundation Symposium i New York: The Medical and Ecological Consequences of the Fukushima Nuclear Accident i anledningen af toårsdagen for Fukushima-katastrofen, kan man høre Naoto Kan, som var premierminister da Fukushima-katastrofen brød ud, fortælle om katastrofen, at den blot var et lille skridt fra et worst case scenario, som potentielt kunne have frigivet op imod 30 gange mere stråling end ved Chrenobyl.

I værste tilfælde kunne man have været nødsaget til at evakuere 50 mio. mennesker og samtidig flytte hele Japans regering i sikkerhed – noget som der ikke syntes på nogen måde at have været tænkt på som mulighed, og som ikke behøvede at være nogen mulighed. ”

Needless to say,” siger Kan: “If we think about the extraordinary risk of losing half our land and having 50% of the population have to evacuate, this problem cannot be solved technologically.”

Det er den slags sikkerhedsspørgsmål, Japan er ved at vågne til. Som Kan så viseligt siger: Det sikreste er ikke at have atomkraft.

Præsentationerne fra Caldicott Foundation Fukushima Symposium 11.-12. marts 2013 er nu gjort tilgængelige herfra. Listen over bidragydere omfatter blandt andet disse mennesker:

Former Prime Minister: Half the people in Japan were close to being evacuated after start of Fukushima crisis, Energy News 11.03.2013.

Kan cites ‘God’s help’ in containing nuclear crisis, (Kyodo) Japan Times 12.02.2013.

Former PM Kan says ‘zero nuclear power’ is safest policy, Japan Daily Press 12.03.2013.

 

 

13. marts – Chernobyl vs. Fukushima

I medierne møder man ofte formuleringen “den største atomkraftulykke siden Chernobyl”. Men det er for nylig kommet frem, at de reelle udslip fra Fukushima-katastrofen har været omkring 50 gange større end først rappporteret – og her må man sige foreløbig, for katastrofe-situationen ved Fukushima Daiichi-værket er endnu her to år efter langt fra ovre. Hver dag hele tiden lækker der betydelige mængder af radioaktivitet ud i grundvandet og videre ud i havet, og ikke mindst reaktor 4 udgør stadig en tikkende bombe. Samtidig har TEPCO på det seneste truet med at hælde de stadig større mængder af radioaktivt vand som ophober sig omkring værket på grund af det stadige behov for nedkøling, direkte i havet.

I anledning af toårsdagen har Lucas W. Hixson fra Enformable derfor prøvet at opgøre, hvor store mængder radioaktivitet, som i hver af situationerne har været frigivet.¹ I Chernobyl var der et samlet potentielt cæsium-137 “strålingsvolumen” på 290 PBq (petabecqurerel), hvoraf 85 PBq (eller omkring 30%) blev frigivet til det omgivende miljø.

Ved Fukushima Daiichi-værket var der ifølge Hixsons opgørelse 11. marts 2011 et samlet potentielt cæsium-137 “strålingsvolumen” på 2.934 PBq – eller lige godt 10 gange mere end i Chernobyl.¹

Stadig foreliger der ikke nogle endelige officielle tal for, hvor meget af dette, som er frigivet til omgivelserne – men heldigvis står det meste stadig tilbage i ikke smeltede, brugte brændselslegemer. Men ifølge Hixson har flere nylige studier estimeret, at der i løbet af de første fire måneder blev frigivet 27,1 PBq Cæsium-137. Andre studier har tilsvarende vurderet, at der i løbet af den første uge blev frigivet et sted mellem 36,6 PBq og 66 PBq til luften. Hvis tallet ligger i den høje ende af dette spekter, ville Fukushima allerede i den første uge have frigivet 93 PBq, og der står stadig her to år efter tre nedsmeltede reaktorer og stråler.

I den nylige undersøgelse af strålingen, som er kort omtalt ovenfor (se optegnelser for 13. marts) vurderes det samlede udslip til det marine miljø til at kunne være op til 47 PBq cæsium-137. Hvis også udslippet her ligger i den høje ende, er vi over 100 PBq – og dermed over den samlede frigivne strålingsmængde fra Chernobyl på 85 PBq.

I det worst case scenario, som Naoto Kan som fysiker kun forstod alt for godt var overhængende fare for at blive en realitet i tiden umiddelbart efter kernenedsmeltningerne, hvor TEPCO (hvad man siden på det bestemteste har afvist) alvorligt overvejede at rømme værket og lade det løbe helt løbsk, ville der således i yderste konsekvens kunne have været frigivet mere end 30 gange mere radioaktivitet til omgivelserne end det var tilfældet fra Chernobyl.

I en artikel i Atmospheric, Chemistry, and Physics Journal fra 2012 bliver det anslået, at kun 18% af den samlede luftbårne stråling i den første måned landede inde over land, mens resten, 82%, drev ud over havet. Under 2% af dette er faldet over land i andre lande. Så i situationen var japanerne “heldige”, og foreløbig er det Stillehavet, som har måttet lægge krop til langt den største del af Fukushimas radioaktivitet. Det er da også blevet kaldt den største havmiljø-strålingskatastrofe til dato. Og når Naoto Kan i en video-hilsen til en konference om sundhedskonsekvenserne af Fukushima-katastrofen, som netop har været holdt i New York, siger, at vi (Japan) fik “Guds hjælp” til at (feber)redde en situation, som man mildest talt var dårligt forberedt på, så har han mere ret end man har lyst til at have. Det kunne være gået alvorligt meget værre. Se videoen i optegnelsen for 13. marts umiddelbart ovenfor.

Selvom situationen har stabiliseret sig noget, frigiver reaktorerne stadig omkring 240 mio. Bq pr. dag. 1 Pbq er en million milliarder bq, så det er små mængder i forhold til de store udslip i de første uger. Men strålingen er stadig så stærk omkring de tre nedsmeltede reaktorkerner, at man end ikke ved, hvor de befinder sig – eller hvor stor en del af det smeltede brændsel, som er nået uden for brændselskammeret. Så man er stadig meget langt fra overhovedet at være begyndt på det egentlige oprydningsarbejde.

Ikke mindst situationen omkring det beskadigede bassin for brugte brændselslegemer ved raktor 4 (med et strålingspotentiale på 1.110 Pbq), fremstår i dag som en tikkende bombe. Selv kort tids tørlægning – som kunne udløses af et jordskælv at tilsvarende styrke som det 11. marts 2011 eller ved en terrorhandling – ville her kunne starte en kædereaktion, som potentielt kunne genudløse hele situationen.

Hiroaki Koide fra Kyoto University siger i en video offentliggjort i anledningen af toårsdagen, at de officielle tal fra Japans regering til den internatioanle atomkomission IAEA taler om et cæsium-137-udslip til atmosfæren efter Fukushima, som er 168 gange større end efter Hiroshima-bomben.² Men i hans forståelse af situationen er udledningerne 2-3 gange større, og der er tale om 4-500 gange mere cæsium-137 end fra Hiroshima-bomben. Samtidig, vurderer Koide, at en tilsvarende mængde radioaktivitet er ledt ud i det marine miljø (se vidoen nedenfor i optegnelser for 16. marts).

Jeg vil i den kommende tid prøve at finde flere tal, og en af de førstkommende dage sætte Koides video op. Sandsynligvis er Fukushima-katastrofen – selvom det lykkedes at holde den fra at udvikle sig til den værrst tænkelige katastrofe – ikke vare den største atomkraft-ulykke siden Chernobyl, men den største i menneskehedens historie.

Report: Fukushima Daiichi equal to or greater than Chernobyl? “Some startling results”, Energy News 11.03.2013.

Lucas W. Hixson: Two years have passed since Japan nuked the rest of the world, Enformable 11.03.2013.¹

Study: Up to 47 quadrillion becquerels of cesium-137 released into Pacific from Fukushima – Nearly 50 times original Tepco estimate, Energy News 12.03.2013.

Nuclear pollution of sea from Fukushima was world’s biggest, (AFP) NTN 24, 27.11.2011.

Kan cites ‘God’s help’ in containing nuclear crisis, (Kyodo) Japan Times 12.02.2013.

Eric Johnston: Japan urged to send out global SOS over No. 1 plant, Japan Times 14.03.2013.

Japan Professor: Fukushima release equivalent to 1,000 atomic bombs? (video) Energy News 13.03.2013.²

Japan Experts: Up to 93 billion becquerels a day may still be leaking into Pacific from Fukushima plant, Energy News 15.03.2013.

 

 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer

De første signaler er nu givet til, at den forestående sommer som de to forudgående vil blive præget af setsuden, en pakke af pålæg om energianvendelse, som skal hjælpe Japan igennem selv de varmeste dage uden at elektricitetsforsyningen bryder sammen.

Der er endnu ingen detaljer, men sandsynligheden taler for, at der ligesom sidste sommer kun er to af Japans 50 reaktorer i gang, så i de forsyiningsområder, hvor forsyningen er mest presset, vil der som i de foregående to år kunne komme pålæg om besparelser i virksomheder på op til 15%, ligesom man prøver at holde termostaterne i ro i de japanske hjem.

De første to år er det gået over forventning – japanerne har her en enestående evne og vilje til at støtte op om sådanne fælles bestræbelser – men spørgsmålet er, om det også holder tredje sommer, og om det vil blive brugt til politisk spin om nødvendigheden af genstart af yderligere reaktorer uden om de nye sikkerhedsprocedurer, som nu er ved at blive færdigformuleret, og som gør, at godkendelserne derefter tidligst kan falde sidst på sommeren.

Efter to somre, hvor der har været lidt ulven kommer-agtigt over formaningerne om at spare, kan man forvente, at viljen til – og opmærksomheden på – at spare på energien er i aftagende. Til gengæld er der så småt ved at komme flere solcelleanlæg efter at japan sidste efterår indførte en ganske favorabel feed-in-tarif-ordning for små vedvarende energianlæg.

17. april siger Handels- og Økonomiministeriet, at der sandsynlivis alligevel ikke bliver brug for sommerrestriktioner.

‘Setsuden’ may return in summer, (Kyodo) Japan Times 14.03.2013.

Tepco’s clients less wary of shortage threat, (Jiji) Japan Times 15.03.2013.

Gov’t may not request power-saving across Japan this summer, Mainichi 17.04.2013.

 

 

14. marts – Nye dyrkningsmetoder i Fukushima

.
Blot 25 km fra Fukushima Daiichi-værkets tre kernenedsmeltede reaktorer er der opstået en lille boble af håb. Mens jorden omkring stadig er præget af strålingsnedfald fra Fukushima-katastrofen, så er der inde under de store selvoppustelige plastic-bobler etableret en avanceret hydroponisk grøntsagsdyrkning. Lad det være sagt med det samme, det er ikke min drøm om fremtiden. Men med en sådan hydroponisk vækst kan man dyrke afgrøder som for eksempel salat med blot en fjededel af gødningsbehovet og blot 1% af vandingsbehovet i forhold til hvis man dyrkede på friland. Og netop i situationen omkring Fukushima kan man i en sådan boble skabe et strålingsfrit miljø, så efterhånden som vi får vores omgivelser svinet mere og mere til, kan det være, at den hydroponiske dyrkning bleiver en nødvendighed.

Videoen herover er desværre på japansk – uden engelske undertekster, men den giver alligevel en fornemmelse af projektet. Det er initieret af en tidligere leder fra Fukushima Daiichi-værket, som gik på pension kun få måneder før katastrofen indtraf. Så han har med ‘Fukushima Recovery Solar-Agri Park’ været ekstra opsat på at vise, at der var en vej frem.

Det er højteknologisk produktion, hvor grøntsagerne i deres små vædskelommer  bevæger sig rundt, så bønderne – hvis man efterhånden kan kalde dem sådan – ikke behøver at bukke sig ned, men arbejder effektivt ved et samlebånd. I den anden ende kører de fuldt udvoksede planter direkte i pakkeriet.

Når man ser billederne er der mest tale om salat, og jeg kan til nød leve med hydroponisk kultivering af meget urteagtige planter med kort voksetid. Mange af de drivhusgrøntsager vi i dag køber i supermarkederne, er tilsvarende dyrket i kunstige vækstmedier, som man så løbende hælder gødningsvand i. Men problemet er, at man i den hydroponiske dyrkning ud over vand kun giver planterne de få helt basale næringsstoffer. Alle de sporstofmineraler, som findes i rigtig muldjord, og som er med til at give frilandsgrøntsager smag og karakter, bliver de snydt for, så det er så at sige planteavlens svar på en papkylling.

Det går fint til karse, bønnespirer og ærteskud, går an til urteagtige vækster, men helt ærligt så smager den basilikum og persille vi kan købe i små potter, nærmest ikke af noget. og når det er produkter, som tager længere tid at udvikle, så går det helt galt, som vi kender det med drivhustomater. Smagsstofferne er i høj grad næringsstoffer, så med deres forsvinden er der tale om næringsdepraverede vækster. Men endda har det en appel. For man kan styre planternes vækst langt mere præcist end på friland, så det taler direkte til den perfektion i udseendet, som i så høj grad styrer produktion og forbrug af japanske grøntsager.

En lille klagesang midt i glæden over, at man i et strålingsramt landskab kan lave en sådan lille renhedsboble og overhovedet frembringe mad uden radioaktivitet.

Og den megen energi til at drive det store samlebånd kommer fra solceller.

Solar plant domes spring up in Fukushima’s shadow, New Scientist 11.03.2013.

Aya Takada & Yuriy Humber: Fukushima Seeks Revival in Radiation-Free Farms With No Soil, Bloomberg 11.03.2013.

Lettuces grown at Kawauchi plant shipped to Tokyo area, Fukushima Minpo News 13.07.2013.

 

 

15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11

Da tsunamien for to år siden skyllede langt ind over land for derefter at trække sig tilbage, tog vandmasserne enorme mængder af affald med sig tilbage i havet. En fransk miljøorganisation har vurderet, at der på én gang kom 3.200 gange meget affald i havet, som Japan normalt dumper i Stillehavet på et helt år. Det organiske materiale, jord, træ, tekstil osv. forgår relativt hurtigt og indgår som nye byggestene i havets kredsløb, og tungere bygningdele mv. bundfældes på havbunden ud for kysten. Man regner således med at omkring 3,5 mio. ton af de 5 mio. ton materiale, som tsunamien rev med sig tilbage i havet, sank til bunds umiddelbart ud for kysten, mens omkring 1,5 mio. ton affald satte ud på en større sørejse.¹

En ganske stor del heraf er plastic, som kun nedbrydes meget langsomt og ufuldstændigt i havmiljøet, regner man med, at tsunamien bidrog med mængder, som svarer til adskillige årtiers akkumulerede plastic i Atlanterhavet og Stillehavet tilsammen. Således har en tsunami i det 20. århundrede langt mere vidtrækkende konsekvenser for havmiljøet end den ville have haft for blot få hundrede år siden, for den gang var der stort set ikke noget af det, som skyllede ud i havet, som ikke i løbet af nogle år (eller for større træer årtier) blev fuldt nedbrudt for at gå fuldt ud i kredsløbet igen.

Der har været talt meget om, hvornår disse store mængder affald nåede de nordamerikanske kyster, og Japan har allerede doneret penge til USA og Canada til oprydningsarbejdet. Selvom det stort set blev skyllet i havet på én gang, er det ikke sådan, at der flyder en front af tsunami-affald hen over det nordlige Stillehav for at ramme de nordamerikanske kyster inden for få dage. Tværtimod ses en stor spredning – jo større, jo lettere materialer, som vinden kan gribe fat i i forhold til havenes strømninger – så det vil komme meget gradvist i de kommende år. Størstedelen vil fortsætte ned langs Californiens kyst og vende tilbage over Stillehavet langs en sydligere rute for måske at gense Tohukus kyster efter 6-7 år. Gradvist vil det spiralere ind mod centrum i den såkaldte ‘Pacific Garbage Patch’ mellem Hawaii og Californien, hvor havet sine steder er helt grødet af små stumper delvist nedbrudt plastic.

16. marts fremgår det af Asahi Shimbun, at omkring 2.000 ton affald indtil nu er skyllet op på de nordamerikanske kyster, og at man regner med, at der i løbet af juni vil være strandet i alt 100.000 ton og pr. oktober i år 221.000 ton.² De øvrige 1,3 mio. ton vil fortsætte deres langsomt cirklende bevægelse ind mod ‘Pacific Garbage Patch’.

Der har været bekymring, om affaldet bar radioaktivitet med sig, men det er yderst minimalt, da langt det meste har været suget til havs før radioaktiviteten kulminerede ved Fukushima Daiichi-værkets efterfølgende eksplosioner og kernenedsmeltninger.

Til gengæld giver de store mængder affald andre udfordringer: Nogle gange er der tale om badekar, redningsjoller og hele flydedokke, som tsunamien har revet løs og sendt ud over Stillehavet. Her kan der ske det, at plante- og dyrearter, som hidtil har været begrænset til de japanske kyster pludselig får mulighed for at krydse Stillehavet. For eksempel wakame-tang, som japanerne spiser i store mængder, kendes ikke fra de nordamerikanske kyster, men når en hel flydedok overvokset med wakame strander i Canda, frygter marinebiologer, at der er basis for, at ‘fremmede’ arter etablerer sig som invasive arter.³

Jeff Barnard: Invasive species ride tsunami debris to US shore, (AP) Taipei News 15.06.2013.³

Yuka Suzuki: Tsunami Debris From Japan Carries Biological Species To California, Asian Scientist 19.06.2012.³

Peter O’Neil: Japanese tsunami debris bound for B.C. not likely radioactive: government, Vancouver Sun 19.09.2012.

Annie Feidt: Tsunami Debris On Alaska’s Shores Like ‘Standing In Landfill’, npr 13.02.2013.

Japan gives Canada $1 million to help with debris, (AP) Japan Times 14.03.2013.

Richard Ingham: Tsunami trash a long-term hazard, (Jiji, AFP) Japan Times 15.03.2013.¹

Harufumi Nori: Tsunami debris washing up in N. America far higher than expected, Asahi Shimbun 16.03.2013.²

U.S. facing 221,000 tons of debris, (Jiji) Japan Times 17.03.2013.

Rene Chen: Washed-up dock stirs awareness in Oregon, (Kyodo) Japan Times 20.03.2013.

Nabutaro Kaji: Researchers: Invasive seaweed from tsunami dock poses threat to Oregon, Asahi Shimbun 28.03.2013.

 

 

16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse

.
Hiroaki Koide: Fukushima Daiichi: A Chronological Account of the Disaster, 14:55 min. Vimeo video.

Denne video er ligesom Naoto Kans video ovenfor (se optegnelser for 13. marts) lavet som et bidrag til Helen Caldicott Foundation Symposium i New York 11.03.2013: The Medical and Ecological Consequences of the Fukushima Nuclear Accident, i anledningen af toårsdagen for det jordskælv og den tsunami, som førte til Fukushima-katastrofen. Koide fortæller i videoen indgående men letforståeligt om hvad der rent teknisk set skete frem til de tre kernenedsmeltninger, og hvordan man efterfølgende har søgt at dæmme op for de værste konsekvenser.

Mod slutningen gør han det klart, at den samlede forurening fra reaktorerne efter hans overbevisning ligger 2-3 gange højere end de officielt indrapporterede tal.

Alle præsentationer fra symposiet vil efterfølgende blige gjort tilgængelige online.

Japan Professor: Fukushima release equivalent to 1,000 atomic bombs? Energy News 13.03.2013.

Japan Nuclear Expert: “Containment vessel continued to break at various spots, one after another” from Fukushima melted fuel – “It lost the protective wall which seals in radiation” , Energy News 13.03.2013.

 

 

16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg

I dag var der mere nyt om det udvalg, som skal (gen)fastlægge Japans kommende energiplan efter at LDP og Japans nye premierminister Shinso Abe har afvist den plan, som LDP og Noda udarbejdede på baggrund af store høringer hen over sommeren.

Seks ud af otte i udvalget, som var imod A-kraft – eller om man vil det for en udfasning af A-kraften over en årrække – er smidt ud af udvalget, mens ti som går ind for en fortsættelse stadig sidder i udvalget, som er skrumpet fra 25 til 15 medlemmer. Så resultatet ser mere og mere ud til at være givet på forhånd – og det vil være et resultat, som A-kraftindustrien vil klappe i hænderne over. For selv efter den fatale Fukushima-katastrofe ser det ud til, at de får lov til at fortsætte deres virke i Japan – og dermed have en mulighed for at fortsætte deres eksport af japansk A-kraft-teknologi, hem der så måtte have lyst til at binde an med sådanne (se også optegnelser for 5. marts).

Abe ønsker for enhver pris at undgå et afviklingssecenario, som vil betyde, at Japan ikke havde brug for flere nye værker, men i princippet skulle lukke hullet efter de værker som blev sendt på pension med en god grøn blanding af energibesparelser og udbygningen af den vedvarende energi. Det reorganiserede udvalgs formand, Akio Mimura, som tidligere har arbejdet i Japans største industriorganisation Keidanren, markerede da også klart ved udvalgetts første møde i går, at Japan efter hans overbevisning skal fortsætte med at have A-kraft.

En af Japans førende eksperter på omstilling til vedvarende energi-policies Tetsunari Iida, som der var stor sandsynlighed for var blevet en helt central skikkelse i implementeringen af omlægningen af den energipolitiske kurs, hvis DPJ og de nye grønne partier havde formået at vinde valget, er en af dem som er blevet smidt ud af udvalget (se optegnelser  om Iida for 25. juli og 31. juli). Han påpeger det dybt problematiske i, at formanden for det reorganiserede udvalg er samme person, som stod i spidsen for energiudvalget før Fukushima-katastrofen.¹

En anden af de vragede medlemmer, Hiroshi Takahashi fra Fujitsu Research Institute, siger, at: “LDP wants to avoid the zero nuclear scenario at all costs and is looking for a point of compromise between 15 and 20 percent atomic energy” …  “Nobody, not even power companies, would try to revive the pre-Fukushima plan for boosting nuclear power’s share of electricity to 50 percent.”¹

Ifølge Asahi Shimbun var udvalgets første måde fredag en ganske pro-nuklear ensidig foretilling indtil de to tilbageværende A-kraft-modstandere tog ordet. Takeo Kikkawa insisterede på, at “nuclear power generation should be decreased as much as possible,” og Yuko Sakita tilføjede, at: “The government should give itself the opportunity to listen to the people’s opinions.”²

Der begynder så småt at tegne sig et billede af Japans fremtidige energipolitik, selvom den vil blive formuleret uden de store fanfarer. Selv de mest A-kraft-positive ved, at de skal gå stille med dørene, i nogle år endnu tage et nekelt værk ad gangen for ikke igen at vække den folkelige harme dertil, at ingen værker kan genåbnes. Om det lykkes er til gengæld en aden sag.

Og med skrotningen af Japans klimamålsætninger både for 2020 og for 2050 (se optegnelser for 25. februar og 13. marts) har Abe samtidig givet sig frikort til at fortsætte den nuværnede afbrænding af fossile brændstoffer, som gør at Japan i årtier frem vil have et stort CO2-fodaftryk.

Talks on Japan’s long-term energy plan start with pro-nuclear tone, Kyodo 15.03.2013.

Abe purges energy board of antinuclear experts, (Bloomberg) Japan Times 16.03.2013.¹

Mari Fujisaki: ‘Anti-nuclear’ voices are weak as government begins energy policy revision, Asahi Shimbun 16.03.2013.²

 

 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab

Greenpeace har op til toårsdagen for Fukushima-katastrofen lavet en kampagne, hvor de kræver at virksomhederne bag de forliste reaktorer ved Fukushima Daichi-værket, General Electric, Toshiba and Hitachi, blev stillet ansvarlige for deres sammenbrud.

Allerede for år tilbage blev det påpeget, at denne reaktortype havde strukturele fejl, som kunne lede til en katastrofe, som vi nu har set det. Men ingen gjorde noget – fordi det ville være fordyrende, og fordi det nok gik endda. Men det gjorde det bekendt ikke.

Som det er nu, er det i princippet TEPCO, som ejer og driver værket, som står med den økonomiske regning. Men i den udstrækning, at de ikke kan betale – og det kan de ikke, de har heller ikke på den led forberedt sig på katastrofesituationer – er det den japanske stat, og dermed japanske skatteydere, som går ind og overtager udgifterne til både erstatninger og til det oprydningsarbejde, som efter planerne vil vare 40-50 år.

Vurderingen af omkostningerne på 70-250 mia. $ for de første 10 år stammer fra Japan Center for Economic Research (enkelte bud på de samlede omkostninger er helt oppe på 500 mia. $). Men oprydningsarbejdet forventes at tage 40-50 år, og erstatninger og oprydningsarbejde kommer til at strække sig langt ud over den 20 km zone, som ligger til grund for vurderingen. Flere steder har man forhøjede strålingsniveauer dertil at man har måttet evakuere op til 50 km fra Fukushima Daiichi-værket. Så de 250 mia. $ virker ikke helt opskruede.

Greenpeaces anden vigtige pointe er, at man for de samme 250 mia $ ville kunne have købt så mange solfangere, vindmøller og termiske varmeanlæg, at det kunne have erstattet samtlige Japans 54 reaktorer.

For lige at fortsætte sammenlingningen ét skridt mere. Hvis en vindmølle eller en solcelle-enhed bryder sammen, er der ikke nogen måde, det kan sætte et helt land på den anden ende i årevis. Mølletårnet kan kollapse, der kan gå ild i transformeren i møllehuset, en vinge kan blæse af, men altsammen vil medføre begrænset skade og vil kunne udbedres på kort tid.

Nu står man med en katastrofe, som sammen med Hiroshima og Nagasaki vil blive en del af den japanske psykes kollektive arvæv. Og løsningen at gå vider med A-kraften som om intet var hændt, kommer til at give bagslag – ja kommer simpelthen ikke til at ske.

Kumi Naidoo: Fukushima disaster: holding the nuclear industry liable, The Guardian 11.03.2013.

.

18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand

Skrevet blog-indlægget NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – som introducerer et interview på NHK om tilstanden ved Fukushima Daiichi-værket 2 år efter tre kernenedsmeltninger.

 

 

19. marts – Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi

I går ved 11-tiden dansk tid (6:57 japansk tid ) satte strømmen ud ved Fukushima Daiichi-værket for kølingen af de nedsmeltede reaktorer ved reaktor 1-3 og bassinet for brungte brændselslegemer ved reaktor 4.

Det ‘beroligende’ er, at nedkølingen forud har været holdt så langt under de 100ºC hvor vandet koger værk om brændselslegemerne, at der kan gå 4-5 døgn uden vand køling, før  temperaturen vil nå problematiske højer (hvilket af TEPCO er defineret som 65ºC). Så der er stadig et reelt tidsrum til at få fejlen genoprettet. Men det mindre beroligende er, at det sker.

Her godt et døgn efter at strømsvigtet opstod er fejlen fundet – der var tale om en tilsyneladende banal fejl i en el-tavle – og situationen er stadig kun delvist genoprettet. Oplysningerne er lidt selvmodsigende, men tilsyneladende er det foreløbig lykkedes at reetablere vandinjektionen i reaktor 1, 2 og 3, og kølingen i reaktor 1 og 4.

Det mindre beroligende – hvilket TEPCO allerede har fået megen skæld ud over – er, at der gik 3 timer fra at man konstaterede fejlen til at man gav besked videre. Nu er der sandsynligvis tale om en mindre fejl, og der burde være procedurer for at kunne skifte de elektriske komponenter på få timer, ikke døgn. Men efter katastrofen for to år siden sidder nerverne stadig udenpå, ikke mindst i forhold til opbevaringsbassinet ved reaktor 4, hvori der er opbevaret mere end 1500 brændselslegemer. De udvikler stadig en betydelig mængde varme, og hvis de koger tørre, vil der hurtigt ske en ny nedsmeltning med potentielt endnu større radioaktivt udslip end for to år siden (se optegnelser for 13. marts).

Så det at TEPCO ikke prompte giver besked viser med al tydelighed, hvor lidt man har lært.

Over NHK kan man lige nu se TEPCO ved en pressekonference sige, at man stadig ikke har fundet ud af, hvordan det er sket, men at man vil have kølingen af den næstsidste enhed klar her til aften japansk tid, og at efter planen der skulle være køling på den sidste enhed i morgen kl. 8 japansk tid.

Hændelsen viser med al tydelighed, hvor sårbar situationen er. Stadig her to år efter er der ganske mange ting, som billedligt talt er holdt sammen med gaffa-tape. De fire havarerede reaktorer kræver stadig en konstant køling og vandtilførsel, og stadig her to år efter producerer kølingen af de havarerede reaktorer 400 ton radioaktivt forurenet vand hver dag – når den ellers virker. Vandmængder som er ved at vokse TEPCO over hovedet, og som man truer med at lukke ud i havet “af nødvendighed”.

20. marts fremgår det, at det efter godt 30 timer er lykkedes at få reetableret kølingen også på den sidste enhed, kølebassinet ved reaktor 4 for brugte brændesels elementer, hvor der er samlet 6.377 brændselselementer.¹

Efter at kølingen er reetableret, rejser spørgsmålet sig, hvordan det kunne ske?

Der har i den forbindelse været offentliggjort et billede af et rotteagtigt dyr – om det kunne være forklaringen. Hvis det er tilfældet, så er det endnu en gang pinligt for TEPCO.

Tilsyneladende er der tale om en el-tavle, som har svigtet, som har været sat intermistisk op umiddelbart efter katastrofen for to år siden, og som siden da har stået på ladet af en bil, eksponeret til vind og vejr. Til TEPCOs forsvar skal siges, at man havde planer om at skifte til en permanent installation inden for kort tid.

Lige meget hvad, så er det yderst pinligt, at TEPCO stadig her to år efter Fukushima-katastrofen ikke har fået etableret en fuld backup på noget så centralt som strømforsyningen til kølingen. Der er op imod 3.000 mand på arbejde hver dag for gradvist at få stabiliseret situationen på Fukushima Daiichi. Og der burde på nuværende tidspunkt være nogen, som systamatisk har gennemgået den del af installationerne som virker – og lavet en intermistisk sikkerhedsplan, så man har løbende kontrol og lynhurtig udskiftning af alle vitale dele.

Til beroligelse nåede temperaturen i det kølebassin, som steg mest, at stige 6,1ºC, og temperaturen nåede op på  31.8ºC, hvor den nåede højest. Så der var langt til de 100ºC, hvor tingene ville begynde at nedsmelte. Men alle har fået sig en forskrækkelse, og det er endnu engang blevet tydeliggjort, at der ikke er tale om en katastrofe for to år siden, men om en igangværende katastrofe, som først gradvist er ved at blive bragt under kontrol.

Asahi Shimbun skriver i en leder 22. marts, at “Anxiety will continue until all fuel is removed. This is to be expected in a nuclear disaster.” Men der vil gå årtier før brændslet er fjernet.

Jeg er principielt imod tendensen til at sætte priser på alting, men så omvendt gerne den opgørelse, som viste en samlet opgørelse af, hvad Fukushima-katastrofen i bred forstand har kostet af tabte eksportindtægter, tabte håb, tabte liv og livsmuligheder, tabt arbejdsfortjeneste fra strålingsramte marker og landskaber, prisen på endeløse timer af bekymringer, som strækker sine skygger langt ind over Tokyo-området. Selvom resulatatet af en sådan sammenregning vil have en vis usikkerhed, så vil den klart vise, at A-kraften er et meget dyrt bekendskab og langt fra den billige energi, som A-kraft-lobbyen vil have os til at tro. For det er den slev hvis det ikke går galt, som det gik i Chernobyl og Fukushima. Men når mennesker og institutioner og virksomheder endda kan tjene styrtende med penge på A-kraften (og dermed synes det er en god idé på trods af alle dens risici), så er det fordi de eksternaliserede udgifter ved A-kraftn er enorme. Det er ikke TEPCO, som betaler for oprydningen i Fukushima, og det er ikke TEPCO, som betaler kompensationerne over for de hundredetusiner af mennesker, som katastrofen har gjort alvorligt fortræd, men den japanske stat – for de har ikke pengene. Så mens forsyningsselskaberne stryger profitten, sender de regningen videre til forbrugerne og skatteyderne.

Japan Times bringer i dag 24. marts en leder,² som slutter med på baggrund af TEPCOs sloppy attitude at anbefale slet ikke at genåbne de nu standsede reaktorer:

“The fact that this vital switchboard was designed in such a shoddy manner that a rat could gain entry and shut down plant systems suggests again that Tepco has not learned the lessons of the 3/11 nuclear disaster – which was ultimately caused by Tepco’s poor plant design and its lack of caution.

The power outage demonstrates once again that even a minor incident can trigger a serious accident at a nuclear power plant.If the temperature of spent nuclear fuel in the pools had risen enough to begin a self-sustaining critical reaction, a meltdown could have resulted.

It is deplorable that Tepco refuses to call the power outage an accident because radioactive substances were not released into the environment. It also did not make a public announcement for three hours after the power outage occurred. Clearly Tepco retains the arrogant mentality of the nuclear power establishment.

The power outage accident revealed once again the dangerous side of nuclear power and the sloppy management and lack of sincerity on Tepco’s part. The government should drop its policy of restarting the nation’s shuttered nuclear power plants.”²

25. marts kan Kyodo så rundsende et telegram, at det nu ligger fast, at årsagen var en 25 cm rotte, som uforvarende – og med livet som indsats – har været tæt på t sende et havareret atomkraftværk til ny tælling.

Power trouble leads to suspension of cooling operations at Fukushima plant, Japan Times 19.03.2013.

Power cut strikes Fukushima nuclear plant, Aljazeera 19.03.2013.

Crippled Japanese nuclear plant suffers blackout, (AP) Asahi Shimbun 19.03.2013.

Update: Cooling systems restart for 2 spent fuel pools at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 19.03.2013.

Fukushima plant’s spent fuel pool cooling system partially restored, (Kyodo) Mainichi 19.03.2013.

Temperatures rise in Fukushima fuel pools after nearly 20 hours without power — Crews “scrambling” to fix problems – Tepco placing “highest priority” on Unit 4, Energy News 19.03.2013.

Power still out for fuel-pool cooling system at Fukushima No. 1 plant, (AP) Japan Times 19.03.2013.

Martin Fackler: Fukushima Blackout Hints at Plant’s Vulnerability, New York Times 19.03.2013.

Reiji Yoshida: No. 1 fuel pool power to be restored: Tepco, Japan Times 20.03.2013.

Analysis: Cooling failure brings renewed criticism of lax TEPCO, Asahi Shimbun 20.03.2013.¹

Cooling systems restored at Fukushima reactors: Tepco, (AFP, Jiji, Kyodo) Japan Times 20.03.2013.¹

Martin Fackler: Rat Body Linked to Blackout at Atomic Site, New York Times 20.03.2013.

Tepco smells a rat in Fukushima No. 1 fuel pool cooling glitch, (Kyodo) Japan Times 20.03.2013.

Fukushima plant outage reveals lack of backup power source 2 years after crisis outbreak, Mainichi 21.03.2013.

Fukushima blackout investigators examine dead rat, Asahi Shimbun 21.03.2013.

Koichi Yasuda & Takashi Ito: TEPCO yet to learn from nuclear disaster / Problematic ‘makeshift’ power panel was exposed to elements, in use since initial crisis response, Yomiuri 21.03.2013.

TEPCO must build system to prevent accidents, (leder) Mainichi 22.03.2013.

TEPCO apologizes for delay in reporting plant power outage, Mainichi 22.03.2013.

Latest failure shows Fukushima crisis far from resolved, (leder) Mainichi 22.03.2013.

Accident highlights nuclear peril, (leder) Japan Times 24.03.2013.²

Rat found as cause of power problem at Fukushima plant, Kyodo 25.03.2013.

TEPCO concludes rat caused last week’s Fukushima blackout, Asahi Shimbun 26.03.2013.

In-depth report released on Fukushima plant blackout – Examines animal feces, small burn hole in fur, Energy News 27.03.2013.

 

 

19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september

Sidste år i juni gav Noda ordre til at genstarte to reaktorer ved Oi-værket for at sikre strømmen i Kansai-området hen over de varmeste måneder. Normalt standses reaktorerne efter 12 måneder for et løbende sikkerhedscheck, men den nye sikkerhedsinstans NRA har nu givet lov til at de kører frem til september og dermed går lidt over de 12 måneder, som er den normale driftsperiode, hvilket gør at de kan være med til at sikre energien i den allervarmeste tid, som typisk er anden halvdel af juli og august. Først herefter vil det blive vurderet, om reaktorerne ved Oi-værket lever op til de nye sikkerhedsforskrifter. Der verserer yderligere en sag om Oi-værkets jordskælvs-sikkerhed, da værket efter en række eksperters vedkommende er placeret direkte ovenpå en aktiv foldelinje.

Dermed er det interessant, om Japan igen får en periode uden A-kraft. For efter køreplanen skal de endelige regler for reaktorsikkerhed ligge klar i løbet af juli, og først herefter kan godkendelsen af reaktorstarten finde sted. Én ting er de tekniske forbedringer af sikkerhedsforanstaltningerne, men når de er på plads og godkendt, skal der sikres lokalt samtykke til genstarten, og det vil givet blive endnu en slagmark, med uklare signaler om hvem som i sidsteende beslutter hvad.

Begrundelsen for ikke bare at lukke Oi-reaktorerne ned, når de nye regler foreligger i juli, er, at man også fremover ønsker, at der skal være en vis løbetid fra en ændring af reglerne sker, til den er implementeret i alle reaktorer, så man kan vente til i forbindelse med næste årlige rutineeftersyn. Ellers ville man kunne fremklade en situation, hvor samtlige 50 reaktorer skulle standses samtidigt, indtil de havde opfyldt en ny sikkerhedsregel.

Lederen af NRA, Shunichi Tanaka, har samtidig stillet en inspektion af Oi-værket i udsigt omkring april. Ved en tidligere lejlighed har han ikke udelukket, at NRA ville stoppe værket, hvis man fandt graverende fejl. Men han siger nu, at han forventer, at Oi-reaktorerne vil opfylde langt de fleste af de nye sikkerhedsforskrifter, og at der højest vil være en eller to punkter, hvor opgradering vil være nødvendig.

Hvor forsyningsselskaberne er tilfredse og glædeligt overraskede over de seneste udmeldinger, har udsigten til at Oi-værket kommer til at køre frem til september kaldt på advarende reaktioner. Alt foregår i disse tider i et meget ladet felt med meget store og meget modsatrettede interesser og bekymringer. Og det har allerede været tolket derhen, at økonomien igen har fortræde for sikkerheden, hvilket jo ikke er helt forkert.

Noget andet, som slet ikke har været nævnt i denne omgang, er den uafsluttede sag, om der er aktive foldelinjer i Oi-værkets undergrund. Hvis det er tilfældet, vil man være nødt til at indstille driften helt.

Regulator to check Oi reactors before safety standards take effect, Kyodo 20.03.2013.

Oi nuke reactors to stay online even when new safety standards take effect, Asahi Shimbun 20.03.2013.

Oi reactors to get early NRA check to stay on, (Kyodo) Japan Times 20.03.2013.

 

 

19. marts – Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

I en leder i dag insisterer Mainichi i sit sædvanligvis meget afdæmpedesprogbrug på, at Japan ikke bare løber fra alle sine klimaforpligtelser og derved risikerer at blamere sig internationalt.

Da den forudgående DPJ-regering tiltrådte i 2009 fastlagde Japan en ganske stram målsætning om at reducere med 25% inden 2020 (hvilket er mere end de 20%, som EU lige nu har som målsætning, selvom EU rent faktisk ser ud til at nå 25-27% i 2020), og en langsigtet målsætnig om at reducere med 80% i 2050. Men Japan er trådt ud af Kyoto-aftalens anden del efter kun lige at have klaret første rundes målsætning på 6% – og kun gennem supplerende indsatser i andre lande.

Men den nuværende regering har skrottet først 2020-målsætningen og er i forbindelse med den igangværende revision af Japans klimamålsætning godt i gang med også at skrotte 2050-målsætningen.

Mainichi erkender, at den kortsigtede målsætning på 25% inden 2020 ikke er mulig i lyset af Fukushima-katastrofen, som vil gøre det yderst vanskeligt at fortsætte den planlagte udbygning af A-kraften, samtidig med, at man kun næsten er kommet i gang med det naturlige næste skridt efter Fukushima: En systematisk udbygning af den vedvarende eneergi. Men samtidig er lederen meget insisterende, at Japan ikke bare opgiver sin 2050-målsætning. Det er vigtigt for at stimulere innovationen inden for en bred vifte af snilde teknologier.

Samtidig er det vigtigt at få gen-defineret målsætninger også på den korte bane, som kan stimulere en klimaudvikling ud over det noget upopfindsomme at få raktorerne i gang igen – læs systematiske energibesparelser og udbygningen af den vedvarende energi.

Japan must show commitment to global warming countermeasures, (leder) Mainichi 19.03.2013.

 

 

20. marts – Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP

En 400-siders rapport fra regeringen gør det klart, at et stort jordskælv i Nankai (havet syd for Shikoku og det centrale Honshu) så at sige er landets akilleshæl og vil kunne påføre landet næsten ubodelig skade.

Her støder tre store tektoniske plader sammen, hvilket fører til hyppige jordrystelser og indimellem alvorligt kraftige jordskælv, hvor op imod 68 mio. mennesker vil kunne blive direkte berørt. Der er tale om basale ting som vandforsyninger, som vil svigte inden for få døgn, energiforsyningen, som vil falde med 70%, adgangsforholdene til kantastrofeområdet vil være vanskelige,millionbyer som Nagoya risikere at blive oversvømmet,  bilindustrien vil blive lammet, og … listen over fortrædeligheder og uoverkommeligheder, evakuerede og omkomne  er lang. I værste fald vil den samlede pris for udbedringen kunne løbe op i størrelsesordenen 40% af Japans samlede bruttonationalprodukt.

Det var dette risikobillede, som gjorde, at Naoto Kan i månederne efter Fukushima-katstrofen beordrede atomkraftværket ved Hamaoka lukket. Her var sandsynligheden for at stort jordskælv som det, som var med til at sætte Fukushma Dai-ichi skakmat, stor – man regner her med over 80% chance for et stort jordskælv inden for de nærmeste par årtier. Så det er ikke en teoretisk fjern mulighed, men en sandsynlig hændelse.

På den baggrund kan det undre, at CHUBU, ejerne af Hamaoka-værket, blot er gået vider med at sikre værket med et dige mod havet, og da det viste sig, at de først planlagte 18 meter ikke ville være nok, byggede man nogle meter ekstra ovenpå for at kunne modstå den størst tænkelige tsunami. De burde måske være stoppet, for en samlet analyse af Japans sikkerhed og energiforsyning kunne meget vel medføre, at man besluttede sig for aldrig at genstarte dette værk (se optegnelser for 21. september). Nu virker den gigantiske investering i tsunami-beskyttelse som en slags pression for at få lov til at genstarte dette måske mest fejlplacerede af Japans 17 atomkraftværker.

Gov’t panel report predicts devastation of Nankai Trough earthquake, Mainichi 19.03.2013.

Nankai quake could destroy production bases, Achilles heel of Japan’s economy, Mainichi 19.03.2013.

Panel: Quake off southern coast could cost 40 percent of Japan’s GDP, Asahi Shimbun 19.03.2013.

Three-day stockpile of food, water essential if disaster strikes, (leder) Asahi Shimbun 19.03.2013.

When it comes to disasters, don’t be scared, be ready, (leder) Mainichi 21.03.2013.

 

 

21. marts – Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk

I januar blev der offentliggjort tal som for fisk fanget ud for Fukushima-værket viste et niveau af radioaktivt cæsium på 2.540 gange det tilladte for fødevarer. Få uger efter viste en ny prøve et indhold på 5.100 gange det tilladte (se optegnelser for 19. januar). Og nu senest blev der for få dage siden i en prøve fra en fisk fanget i umiddelbar nærhed af Fukushima Daiichi-værket konstateret en radioaktivitet 7.400 gange højee end tilladt i menneskeføde.

Man skulle umiddelbart tro, at radioaktiviteten hurtigt blev fortyndet i en så stor ‘recipient’ som Stillehavet. Men niveauerne er stadig om noget stigende, og mange ser det som et tegn på, at der fortsat sker en omfattende udsivning af stærkt radioaktivt vand fra de tre nedsmeltede reaktorer, som til stadighed overøses med vand for at sikre kølingen.

Der er også tal som driver befolkningen lang de hårdt prøvede kyster til desperation, for selvom genopbygningen efter tsunami og jordskælv er godt i gang nord for den evakuerede zone omkring Fukushima Daiichi, så ligger fiskeriet stadig brak, og fiskerne må nøjes med at skue ud over havet fra havnemolerne.

Record cesium level detected in fish caught near Fukushima nuclear plant, (Kyodo) Japan Times 16.03.2013.

Record radioactive cesium levels found in Fukushima rockfish, Asahi Shimbun 19.01.2013.

Charles Digges: Record cesium levels measured in Fukushima rockfish, signaling radiation woes in food chain far from over in Japan, Bellona 21.01.2013.

Record cesium level found in Fukushima fish, Asahi Shimbun 01.03.2013.

Record radiation levels found in fish at Fukushima Daiichi, Enformable 28.02.2013.

 

 

22. marts – Dekontaminering et sisyfos-arbejde

I denne video kan man følge dekontaminationsarbejdet i Tamura, omkring 20 km fra Fukushima Daiichi-værket og de frustrationer, der følger med at arbejde med en usynlig opgave.

Selvom målet er livets tilbagevenden, så er midlet skræmmende, for ikke bar skal alle menneskeskabte flader skures og renses. Al vegetation, al topjord i haverne, alle visne blade, kvister og grene i skovbunden og i bambuslundene, som giver dem deres frugtbarhed, skal fjernes. Og endda kan man kort tid efter opleve, at radioaktiviteten vender tilbage: “Attempting to keep radiation levels down in residential areas could prove futile, according to Ian Fairlie, a London-based independent consultant on radioactivity in the environment. Fairlie, who had just returned from a conference on the Fukushima crisis in New York, said there was evidence that some areas recorded the same levels of radioactive cesium-137 just 24 hours after they had supposedly been contaminated.

‘This was found too after Chernobyl, where cleanups were largely ineffectual,’ he said. ‘[Decontamination] is good for reassurance and official statements, but poor for actual dose reduction. I think the 20 km zone and other areas will have to remain permanently evacuated. That will be awful for the [tens of thousands of people] affected, but I can’t really see any other way.'”¹

Den medfølgende artikel giver en god indføring i opgavens omfang¹ – til forskel fra Chernobyl, hvor man blot endte med at forlade et område permanent, har man i Japan, som lider af kronisk pladsmangel, sat sig for at genvinde den nu kontaminerede zone, hvilket er første gang i menneskehedens historie. Og den giver et indblik i problemerne med firmaer som snyder på vægten – der er tilsyneladende tale om en opgave, som den japanske mafia er gået ind i – og et problem med kronisk manglende arbejdskraft. Disse mennesker udfører nok en af de mindst attraktive dele af det kolossale rekonstruktionsarbejde efter 11. marts.

Justin McCurry & Michael Condon: On Location Video: The dirty work of cleaning up Fukushima, Global Post 21.03.2013.¹

 

 

24. marts – 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft

Lørdag var der 7.000 demonstranter samlet for at demonstrere for et Fukushima (amt) uden A-kraft. Det skal de nu nok få i hvert fald på kort sigt, for begge områdets to atomkraftværker Fukushima Daiichi og Fukushima Daini er meget tvivlsomme kandidater til genstart.

Fire af de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi, som er direkte ramt af katastrofen (tre med kernenedsmeltninger, den fjerde “kun” med den ydre bygning eksploderet og mange tusinde grugte brændselslegemer i et beskadiget kølebassin med friudsigt til himmelen), er direkte taget ud af statistikken for, hvor mange reaktorer, Japan har. Det officielle antal faldt på et tidspunkt fra 54 til 50. Og strålingen og risikoen ved gensart gør det meget usandsynligt, at de to sidste kommer i gang. Tl gengæld kunne man på sigt kunne forestille sig en genstart af de fire reaktorer ved Fukushima Daini. De blev tidligt i forløbet dømt ude, dels fordi de ligger i et område med høj radioaktivitet, dels for at berolige en skræmt befolkning, hvoraf 160.000 på andet år er fordrevet fra deres hjem og ikke ved, hvornår det er sikkert at vende tilbage.

Men lige nu tør ingen rigtig stå frem med hvad de virkelig ønsker og har planer om. Måske Fukushima amt gjorde rigtigt i at vedtage, at man ikke igen ville have A-kraft på sit område.

28. marts fremgår det, at Tohuku Electric, forsyningsselskabet for Tohuku-området, som havde planer om at bygge et nyt atomkraftværk umiddelbart nord for det katastroferamte Fukushima Daiichi-værk, har opgivet projektet, da der er stærk lokal modstand i det som skulle have været værtsbyerne, Minamisoma, som blev raseret af tsunamien og Namie, som er evakueret på ubestemt tid på grund af stråling. Så

7,000 flock to rally for decommissioning of all reactors in Fukushima, Mainichi 25.03.2013.

Tohoku Electric axes planned Fukushima nuclear plant, (Kyodo) Japan Times 28.03.2013.

 

 

25. marts – TEPCO taget i falsk folkelighed

Mainichi har bragt for dagen, at en dukketeater-trup, som præsenteres som stiftet af en gruppe japanske husmødre, i virkeligheden er et projekt finansieret af TEPCO. Og alle de fem, som er ansat i teatergruppen er ansat af et firma som laver PR for TEPCO.¹

Forklædt som nonprofit-aktivitet, som har til formål at informere om vigtigheden af energi (læs: atomkraft) har de fem ansate fra pr-firmaet i årevis arrangeret børneteater-forestillinger rundt omkring i private hjem. “Their PR work involves holding parties at their homes for fellow housewives and informing participants of the necessity of nuclear power. One troupe member threw approximately 300 such parties at her home.”¹

Mainichi beskriver en af forestillingerne, som gør A-kraft til klimaløsning “One puppet show plot entails “kappa”, a creature from Japanese folklore, receiving a letter from a polar bear asking for help. The kappa set out to find that melting ice has separated a baby polar bear from its mother. While the mother and cub are reunited, the kappa are dumbfounded to hear about global warming. Another of the group’s shows features a trip to the Edo period (1603-1868) in a time machine to get a glimpse of life without electricity and an understanding of how convenient life has become because of it.”¹

Det minder betænkeligt om astroturfing – et for mig stadig nyt begreb, som dækker over organiseret misbrug af “folkelige” aktiviteter til kommerielle formål – og er meget smagløst.

Ifølge Wikipedia: “Astroturfing refers to political, advertising, or public relations campaigns that are designed to mask the sponsors of the message to give the appearance of coming from a disinterested, grassroots participant. Astroturfing is intended to give the statements the credibility of an independent entity by withholding information about the source’s financial connection. The term is a derivation of AstroTurf, a brand of synthetic carpeting designed to look like natural grass.

Astroturfers use software to mask their identity. Sometimes one individual operates over many personas to give the impression of widespread support for their client’s agenda. Some studies suggest astroturfing can alter public viewpoints and create enough doubt to inhibit action.”

‘Housewives’ educating children on energy linked to TEPCO PR firm, Mainichi 25.03.2013.¹

Power industry extends logistics support to volunteer groups, Mainichi 25.03.2013.

 

 

25. marts – Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning

På en tur til Fukushima-området søndag sagde permierminister Shinzo Abe, at han ønskede gang i genopbygningsarbejdet, men at han først og fremmest ønskede sikkerhed før man genstartede reaktorerne. På den måde får han gjort genstarten nødvendig for genopbygningsarbejdet (hvilket ikke er nødvendigt, der har ikke været behov for energibesparelser i det katastroferamte område), samtidig med at han i det meget A-kraft-sensitive område får sig markeret som forsigtig (hvilket ikke helt passer med hans utålmodighed med at få reaktorerne i gang).

“It will be difficult to recover (from the disaster) if there aren’t stable sources of electricity,” sagde Abe til en gruppe journalister under besøget i Tomioka og Namie.¹ Så man er godt i gang med at gen-brande A-kraften som sikker, stabil og nødvendig, hvilket nyere japansk historie i overmål har demonstreret ikke er tilfældet. Men sagt på den rigtige måde kan man slippe af sted med det meste.

Abe ties nuke plant restarts to rebuilding, (Kyodo) Japan Times 26.03.2013.

Prime minister wants safety first before restarting reactors, Asahi Shimbun 25.03.2013.¹

 

 

28. marts – Not in my backyard

Tohuku Electric Power Company, forsyningsselskabet for Tohuku-området, som har haft planer om at bygge et nyt atomkraftværk blot 10 km nord for det katastroferamte Fukushima Daiichi-værk, meddeler nu, at man har opgivet projektet, da der efter Fukushima-katastrofen har rejst sig en uigennemtrængeligt stærk lokal modstand i det som skulle have været værtsbyerne, Minamisoma, som blev raseret af tsunamien og Namie, som er evakueret på ubestemt tid på grund af stråling. Siden Fukushima-katastrofen er det således gået helt i stå med at erhverve land til formålet, og befolkning og politikere er stærkt imod at egnen skal have endnu et atomkraftværk.

Planerne om at placere endnu et atomkraftværk på grænsen mellem Minamisoma og Namie går helt tilbage til 1968 og har tidligere været støttet af de to byer. I starten ikke vamhjertet, men efter at man så, hvor megen rigdom det bragte til de lokalsamfund, som var værter for Fukushima Daiichi-værket, kom der gang i grundsalget, og Tohuku Electric var oppe på at have erhvervet 1,25 km² af de ønskede 1.5 km². Men efter Fukushima-katastrofen vendte stemningen fuldstændig, begge byers byråd i stærke vendinger opfordret Tohuku Electric Power Company til at opgive planerne, og Fukushimas guvernør Yuhei Sato siger da i en kommentar, at det var en naturlig beslutning konsekvens af, at mange ikke vil være i stand til at flytte tilbage tilbage til deres hjem mange år frem.

Tohuku Electric Power Company vil derfor i stedet søge at få opført endnu en reaktor ved Higashidori-værket. Dette kan imidlertid også vise sig problematisk og ligner en desperationshandling, da den nyetablerede sikkerhedsinstans NRA har påvist, at der er aktive foldelinjer ved Higashidori, så det er usandsynligt, at den allerede eksisterende Higashidori-reaktor nogensinde kommer i gang igen. Af samme grund vil en ny reaktor ved Higashidori sandsynligvis stå overfor markant skærpede krav til jordskælvssikring mv.

Tilsvarende har TEPCO skrinlagt planerne om at opføre reaktor 7 og 8 ved Fukushima Daiichi.

Selvom der følger en lang række økonomiske frynsegoder med at være vært for et atomkraftværk, så er interessen for at være nærmeste nabo til Japans næste atomkraftværk kølnet betragteligt efter Fukushima-katastrofen.

Asahi Shimbun bringer i dag (29.03) denne oversigt over planlagte og igangværende reaktorbyggerier.¹ Selvom Tohuku Electric er første forsyningsselskab, som opgiver planer om at opføre nye reaktorer, så er processerne stort set gået i stå. Selv blandt de tre projekter, som var igangværende, da Fukushima-katastrofen brød ud, har man kun genoptaget byggeriet ved reaktoren i Oma, som var fanget på et meget uheldigt punkt, hvor reaktorkernen stod ved siden af klar til at høfte ind i reaktorbygningen.

Ved flere af de steder, hvor man har nye reaktorer under planlægning, er der mistanke om aktive foldelinjer i undergrunden, så projekterne med NRAs nye sikkerhedsregler kan risikere at skulle rekalibreres eller helt at blive afvist. Og den folkelige modstand mod A-kraften vil i alle tilfælde være blevet stærkere af Fukushima-krisen. Så situationen er sådan, at selv hvis en reaktor bliver færdiggjort og opfylder alle nye sikkerhedskrav kan det at vinde accepten af lokalbefolkningen vise sig at blive det virkeligt vanskelige.

“A senior utility official said he has ‘virtually given up on hopes’ of seeing the restarts of aged nuclear reactors, in service for more than 40 years, and of reactors at plant sites over suspected active geological fault lines. ….. ‘In view of opposition among the residents of hosting communities and the general public, I don’t believe (the idled reactors) can all be brought back online,’ the utility official said. ‘We’d be lucky to have half of them restarted.'”¹

Selvom det med den nye pro-nucleare regering kan se ud som om alting er på vej tilbage til busines as usual, er det et tankevækkende udsagn fra egne rækker, at forsyningsselskaberne ikke skal regne med at få deres ældste reaktorer i gang igen nogensinde, og skal være heldige med at få blot halvdelen af reaktorerne i gang igen.

Så måske det var på tide at få gang i de vedvarende energiprojekter, mens der var accept af vindmølleparker som ikke bare et mindre onde, men et objekt, man kan knytte håb om fremtiden til. Der står i forvejen så mange elmaster og antenner spredt rundt på de japanske bjergrygge, at nogle tusinde ens hvide 6 MW vindmøller opstillet med lidt omtanke nærmest ville pynte.

Tohoku Electric axes planned Fukushima nuclear plant, (Kyodo) Japan Times 28.03.2013.

Tohoku Electric drops plan to build nuclear plant in Fukushima Prefecture, Asahi Shimbun 28.03.2013.

Shinichi Fujiwara, Miho Tanaka, Junko Watanabe & Kentaro Uechi: Local opposition spelled end for Namie-Odaka nuclear plant, Asahi Shimbun 29.03.2013.¹

 

 

28. marts – Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed

Mainichi bringer i dag en artikel,¹ hvoraf det fremgår, at Kyushus forsyningsselskab, Kyushu Electric Power Company, på et offentligt møde i 2005 i forbindelse med Japans forestående planer om over de næste 10 år at udbygge atomkraftens andel til 30-40% havde 150 af sine medarbejdere – som udgjorde i alt 80% af mødedeltagerne – udkommanderet til at agere “folk”. Det har senere vist sig at 11 af 21, som sagde noget ved høringen var fra forsyningsselskabet. Konfronteret med situationen har Kyushu Electric Power Company da også erkendt, at det var imod hensigten med en sådan høring og har lovet at sikre, at det ikke vil ske igen.

Dette synes at være et mønster – ved de store energihøringer sidste sommer måtte man efter første runde lave regler om, at ansatte ved forsyningsselskaberne ikke bare kunne møde frem i stort antal og agere “folket”.

Mainichi har tilsyneladende gang i en kulegravning af forsyningsselskabernes påvirkning af den offentlige mening (se også optegnelser for 24. marts) og bringer i dag en anden artikel, hvor KEPCO, Kansai-områdets forsyningsselskab, har brugt mere end 20 mio. yen om året for at støtte en Osaka-baseret organisation, som spreder pro-atomkraft-information.²

Kyushu Electric made 150 insiders attend public hearing on nuclear policy in 2005, Mainichi 28.03.2013.¹

KEPCO-funded NPO seen as nuclear power propaganda tool, Mainichi 28.03.2013.²

 

 

28. marts – NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen

Stadig to år efter Fukushima-katastrofen er der store åbne spørgsmål om, hvadder egentlig skete – et opklaringsarbejde, som dels har været vanskeliggjort af en udtalt modvilje fra værkets ejer TEPCO til at stå åbent frem med problemerne, dels de næsten uoverstigelige vanskeligheder forbudet med, at man på grund af de n voldsomme stråling fra de nedsmeltede reaktorer ikke kan komme tæt på de forulykkede reaktorer andet end yderst kortvarigt, og derfor ikke har muligheder for at lave sædvanlige undersøgelser.

Derfor har NRA meddelt, at man agter at gennemføre en undersøgelse af hændelsesforløbet med fokus på at komme til bunds i de stadig tilbagestående spørgsmål. Et af de vigtige er spørgsmålet, om allerede jordskælvet satte værkets evne til at beskytte sig selv alvorligt tilbage, eller om det først var tsunamien, som så at sige kortsluttede mulighederne for at holde reaktorerne nedkølede. Når det har mere end akademisk interesse – og når TEPCO systematisk har søgt at placere “skylden” ved tsunamien, så er det fordi opgraderingen af tsunami-beskyttelsen om end nok så bekostelig er relativt afgrænselig og kun vil gælde for et mindre antal af Japans 50 reaktorer, hvorimod det vil have næsten uoverskuelige konsekvenser for sikkerhedsopgraderingerne, hvis det viser sig, at allerede jordskælvet satte mulighederne for at sikre reaktorerne mod nedsmeltning ud af kraft. For de teknisk-økonomiske konsekvenser heraf i form af øgede krav til konstruktion og dimensionering vil her kunne få blive endog særdeles omfattende og virke tilbage på samtlige reaktorer.

Nuclear regulatory body to dig deeper into cause of Fukushima crisis, Kyodo 27.03.2013.

Japanese regulators to investigate nuclear crisis, (AP) Asahi Shimbun 28.03.2013.

 

 

29. marts – Google Street View “for ikke at glemme Fukushima”

Det er nu via Google Street View blevet muligt at bevæge sig rundt i den evakuerede by Namie. Det sker efter at Namies borgmester Tamotsu Baba opfordrede Google til på denne måde at gøre byen tilgængelig for at sikre, at verden ikke glemmer Fukushima.

Der er noget tyrkkende over at bevæge sig rundt i de menneskeforladte gader, hvor jordskælvet har kastet rundt med alle løsdele, mens nogle af de ældste eller dårligst byggede huse indimellem er styrtet helt sammen under jordskælvets hærgen, mens planterne vælter op ad alle sprækker.

Og … lidt upassende, men det træder så voldsomt frem i disse billeder, hvor livet mellem husene er borte, og kun kulissen står tilbage: Ligeså smuk den traditionelle japanske arkitektur kan være, ligeså grim og hjælpeløs er den moderne japanske købstadsarkitektur. Det er ikke fordi der ikke er dygtige japanske arkitekter – tværtimod. Men den altovervejende del, som blot er opført af de forhåndenværende moderne materialer uden arkitektoniske aspirationer, er foruroligende grimme. En anden ting er, hvor meget plads bilerne har fået i en sådan bys udformning.

Men tag en tur i Namie via Google Street View.

Hiroko Tabuchi: Google Street View Captures Ghost Town in Fukushima’s Evacuation Zone, New York Times 27.03.2013.

Justin McCurry: Fukushima town revealed in Google Street View two years after tsunami, The Guardian 27.03.2013.

Google gives glimpse inside no-go zone, (AP, Kyodo, AFP-Jiji) Japan Times 28.03.2013.

Google adds street views inside Japan nuclear zone, (AP) Asahi Shimbun 28.03.2013.

Nuclear group blames overconfidence for crisis, (Jiji) Japan Times 28.03.2013.

Google adds street views inside Japan nuclear zone, (AP) Asahi Shimbun 28.03.2013.

 

 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt

De japanske myndigheder har laget et kolosslat arbejde i at sikre, at alle fødevarer blev kontrolleret, og man har ved at skærpe de maksimalt accepterede strålingsværdier til verdens skrappeste – de er for eksempel ti gange skrappere end EUs – søgt at skabe sikkerhed omkring maden.

Alligevel er salget af fødevarer fra hele Fukushimaområdet i løbet af 2012 gået fuldstændigt i stå. Selvom varerne er gennemkonrollerede, så er det en gennemgående erfaring i butikkerne, at så længe der er tilsvarende produkter fra andre egne, så bliver grøntsagerne og frugterne fra Fukushima-området liggende. Det er en katastrofe for området, mad fra Fukushima har haft en aura af kvalitet omkring sig, som det vil tage meget lang tid at genoprette.

Det er blot endnu et billede af den konstante frygt i dagligdagen, som ikke mindst rider børneforældrene, som ved, at deres børn er i gange mere følsomme overfor strålingen og ved, at den interne stråling er farling selv i mindste kvant. Så de har for så vidt ret, dem som vælger fra, at selv en grænseværdi ikke er nogen garanti. Men hvis man målte, ville koncentrationerne i mad fra andre dele af Japan måske vise sig at ligge lige så højt eller højere.

Så problemet er det, at man med Fukushima-katastrofen er kommet i tvivlens og frygtens vold. Her nytter grænseværdier og beroligende udsagn fra hvidkitlede eksperter ingenting. Og vejen videe er lang, ikke mindst så længe Fukushima-værket stadig står som en endu ikke afmonteret tikkende bombe og forsyningsselskaberne og erhvervsorganisationerne indimellem har svært ved at skjule deres utålmodighed med at få gang i de 48 nu standsede reaktorer.

Radiation rumors trigger expanding Fukushima vegetable price collapse, Mainichi 29.03.2013.

 

 

30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Det er nu et år siden, at der første gang blev afholdt antiatomkraft-demonstrationer foran premierministeren, og hver fredag lige siden mennesker samlet sig for at markere modstanden mod genstart og udbygning af A-kraften og ønsket om en omlægning til vedvarende energi.

Hen over sommeren kunne man se hundredetusinder af mennesker samles, hvilket er helt uhørt i Japan, i hvert fald i nyere tid. Og hvad som også er nyt er, at det i høj grad er unge og gamle, og den tidligere meget alvorlige form har været afløst af en ny modus, hvor musik og munterhed har præget demonstrationerne. Der har været festligt i gaderne på en måde, som har applelleret bredt til mange grupper af japanere og – ikke at forglemme – har givet langt mere medievenlige billeder.

Antallet er svundet markant her hen over vinteren, men uanset frost, sne og regn har adskillige tusinde mennesker stadig hver fredag samlet sig foran premierministerens bolig for at markere kravet om én gang at få gjort noget ved hele den “nuclear village”, som gennem årene har handlet – og undladt at handle – lige som det passede dem.

Det er svært at afveje magtforholdene, men som det fremgår ovenfor (se optegnelser for 29. marts) regner forsyningsselskaberne ikke med at få gang i udbygningen af A-kraften lige med det samme. Tværtimod vil de være lettede, hvis de kunne få bare halvdelen af reaktorerne i gang igen. Og det er ikke forkert at sige, at Noda i høj grad tabte sit mandat, da han sidste sommer beordrede de to reaktorer ved Oi-værket i gang. Hvor gerne han end ville, tror jeg ikke Abe vover at gøre noget tilsvarende. For hvis det kommer på tale at fremtvinge genstarter “for at sikre energiforsyningen i sommervarmen”, så vil der igen være i hunderedetusinder af demonstranter på gaderne.

First anniversary of weekly antinuclear rallies outside prime minister’s office marked, (Kyodo) Japan Times 30.03.2013.

 

 

Se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.