TEPCO-status over oprydningsarbejdet ved Fukushima Dai-ichi

22. februar 2013

[nggallery id=162]
Disse slides stammer fra en præsentation ved et IAEA ekspertmøde om afvikling af atomkraftværker, fremlagt af TEPCOs Shunichi Suzuki. Der er link til Suzukis præsentation i sin helhed nedenfor,¹ men jeg har hevet en stor del af præsentationens sider ind herover. Det giver en alt efter temperament enestående/foruroligende indsigt i, hvor stor en opgave, det er at rydde op efter tre kernenedsmeltninger. Processen rummer da også så mange ubekendte – og så mange delopgaver, man endnu ikke har nogen kendt løsning på – at vurderingen lige nu er, at det vil tage opimod 50 år at rydde op efter katastrofen.

Afklaringen af afviklingsprocessen er vanskeliggjort af mange forhold, deriblandt det, at strålingen omkring de nedsmeltede reaktorer stadig er så stærk, at man ikke kan opholde sig nær reaktorerne, og at der stadig over alt stadig er bygningsrester efter de brinteksplosioner, som splintrede de ydre bygninger. Så man ved for eksempel endnu ikke, om nedsmeltningen er nået igennem også den ydre beskyttelsesbeholder, selvom de stadige udsivninger og stadigt høje strålingsniveauer i vandmiljøet tyder på, at dele af det højradioaktive materiale fra de nedsmeltede brændselslegemer befinder sig under reaktorerne. Og i det stadige kølingsarbejde for at sikre, at der ikke igen opstår kædereaktioner, produceres der hver dag 100-vis af radioaktivt vand, så området omkring er efterhånden fyldt med interimistiske tanke, som har tendens til at lække.

Derudover er der i reaktor 4 samlet brugte brændselselementer af et omfang, så det vil kunne føre til en endnu større katastrofe end de første tre nedsmeltninger, hvis reaktor 4s bassin for brugte brændselselementer rammes af et nyt jordskælv af samme voldsomhed. Så der er tale om en yderst labil situation. På det seneste har det da også igen været draget i tvivl, om det gav mening at tale om “cold shutdown”, selvom temperaturen der hvor al brændslet burde have været, teknisk set er holdt konstant under 100ºC.

Selvom det stadig er umuligt at foretage egentlig inspektion og oprydning nær reaktorkernerne, er den stråling, som kommer fra værket, i dag faldet til blot en 80 milliontedel af strålingen umiddelbart efter kernenedsmeltningerne. Det siger lidt om, hvor voldsomt det har været – og hvor vigtigt det er at få stabiliseret situationen omkring de mange brugte brændselslegemer i kølebassinet ved reaktor 4.

50 år til at rydde op – og så nogle tusinde år til at skulle passe på det radioaktive affald. Tænker igen og igen på salig Løgstrups essay om “Bivirkningernes verdensforvandlende kraft”. Er en situation som Fukushima-katastrofen overhovedet i stand til at ændre verdens gang? Hen over sommeren sidste år så det sådan ud. Store flot opsatte borgerdialoger om Japans fremtidige energiforsyning, hvor det blev klart, at befolkningen havde et stærkt ønske om at afvikle A-kraften. Men endda stemte man ved valget i december en regering ind, som om noget ønsker at udbygge A-kraften, og lige nu tyder alt på, at tingene stille og roligt bevæger sig tilbage mod business as usual. Skal der endnu flere lige på bordet? Endnu mere uspiselig mad? Endnu flere ødelagte livsbetingelser? Endnu mere skræk for en usynlig fare, som udfolder sig med generationers forsinkelse? – for at vi standser op og én gang for alle siger, at vi med den nutidige adgang til vedvarende energi vil kunne gøre en hel del smartere.

Yoshida opsummerer på sidste slide situationen ved TEPCOs Fukushima Daiichi-værk således:

◊ Situation in Fukushima is assumed to be much more complicated than the case of
◊ TMI-2 (Three Mile Island II)
◊ Tentative plan is to start Defueling from RPV within 10 years.
◊ It is assumed that the Defueling process can take over 20 to 25 years to complete.
◊ Government supported R&D activities are commenced to achieve defueling
◊ and Fukushima Daiichi-Cleanup successfully.
◊ Many unexpected situations are expected. Flexible program management will be
◊ necessary.
◊ Advices and counsels from the world community would be very much appreciated.

Ikke mindst de to sidste punkter har skabt reaktioner – men man må gøre sig klart, at Japan står overfor et problem, som ikke lige kan klares med allerede kendt teknologi, men tværtimod vil kræve udvikling af en helt ny oprydningstekonologi. For én ting er at demontere et A-kraft, som har fungeret korrekt hele vejen igennem. Noget andet er at skulle rydde op i det nuværende strålingshelvede, hvor intet er hvor det skulle være.

På den baggrund er det ikke sikkert at forslaget om at skabe en oplevelsespark ud af det havarerede værk vækker genklang.² For ja, på den ene side var det måske vigtigt at bevare Fukushima Daiichi som monument over japansk hybris. På den anden led kan det i en proces med så mange ubekendte meget vel vise sig en del enklere at få lagt alt sikkert under jorden.