COP18 noter XII – emission gap, ambition gap, perception gap

8. december 2012

Lø. 08.12. – Vores klimaminister Martin Lidegaard, som varetager forhandlingerne for EU i ADP-sporet, skrev tidligt i morges på Facebook: “To timers søvn, to kopper kaffe og to paragraffer, der skal forsvares. Forhandler den fremadrettede aftale på vegne af EU. Lidt for spændende….”

Det er endnu ikke endeligt vedtaget, men Lidegaard arbejder intenst på at få en aftale på plads igennem om en klimaindsats frem til 2020, hvor den store globale aftale skal iværksættes, som gør, at håbet om 2ºC ikke går tabt i de mellemliggende år. Foreløbig er EU og AOSIS-landene bag, og i Deadline i går aftes lød han stadig optimistisk, at det ville lykkes at få igennem.

De fire tekster, som lige er til forhandling – stadier pr. 9:20 Doha time – er tilgængelige her:
– Kyoto Protocol extension
– Durban Platform, 2015 agreement
– LCA
– Finance (Friday, 12:17)

Uenighederne synes lige nu at samle sig om to spørgsmål – ikke nødvendigvis de største i et større perspektiv, men dem som i slutspillet har skabt mest konflikt. Dels er det spørgsmålet om ‘hot air’, som efter at det syntes løst i går aftes igen dukkede op, da en række østeuropæiske lande ikke ville goutere formuleringen i det fremlagte udkast til aftalen om Kyoto-aftalens fortsættelse. Dels er det spørgsmålet om erstatning for tab i forbindelse med naturkatastrofer i de fattigste lande udløst af klimaforandringer, hvor AOSIS-landene er desperate over USAs totalt ansvarsforflygtigende attitude.

John Parnell fra RTCC skriver derom: “As negotiations ran into the early hours of the morning the US clashed with the Alliance of Island Small Island States (AOSIS) on the issue of Loss and Damage. This is the proposed mechanism to compensate countries worst affected by climate change. The dispute spilled into a separate meeting room last night where protesters gathered to back AOSIS.

A small island state negotiator was seen leaving in tears. The BBC’s Roger Harrabin reports that before the text was agreed Todd Stern, the US chief negotiator, was heard saying: “I will block this. I will shut this down.”

The EU is understood to be trying to persuade AOSIS to weaken its stance in Doha and carry the debate into later round of talks. Whether the US accepts any mention of a future mechanism remains to be seen.”¹

Selvom orkanen Sandy lige har lavet ødelæggelser for 60 mia. $ på den amerikanske østkyst og USA endelig synes at være ved at vågne til klimaudfordringen, ser man her USAs forhandlere tilbage i den klassiske fornægtelsesrolle, som gennem årene har forsuret forhandlingerne, og som Greenpeaces leder Kumi Naidoo den anden dag så rammende beskrev i sin henvendelse til den amerikanske præsident (se An Open Letter to Barack Obama).

Efterhånden som flere og flere undersøgelser kobler hyppigheden og voldsomheden af klimakatastrofer stadig tættere sammen med den globale opvarmning, får forståelsen af de rige landes ansvar for at have skabt situationen stadig mere tyngde. Og her står USA som verdens historisk set største udleder med et kolossalt, endnu ikke erkendt ansvar.

Harjeet Singh fra ActionAid siger til RTCC, at: “The US is concerned that by establishing a loss and damage mechanism it would be somehow admitting liability or opening itself up to litigation. We don’t think the US needs to worry about that. The word compensation has been taken out of the text after talks between the US, EU and the African Group, Least Developed Countries and Alliance of Small Island States. Nobody wants to go down the litigation route.

It’s not just about getting money out of developed countries. Mitigation has failed, adaptation is limited and that’s what leads to loss and damage. So let’s create a mechanism to decide how we will deal with that. The draft text is a step in the right direction, even if it is not quite as strong as we would like it to be.”

Nautus udenrigsminister Kieren Keke som er formand for AOSIS, har udsendt dette statement: “This is not where we wanted to be at the end of the meeting, I assure you. It certainly isn’t where we need to be in order to prevent islands from going under and other unimaginable impacts. It has become abundantly clear that unless the work is supported by world leaders, particularly those representing the countries most responsible for the crisis, we will continue to fall short year after year. We call on them to turn their full and immediate attention to this global emergency.

We will know in the next two years, after which the opportunity to avert the worst impacts of the crisis may be irrevocably lost, whether they have delivered on this most basic function of leadership. It is the responsibility of people of conscience to hold them to account and history will be the judge of us all.”

AOSIS-landene og LDC-landene (Least Developed Countries) har truet med at udvandre fra forhandlingerne, hvis ikke der kommer en form for Loss and Damage-mekanisme. AOSIS og LDC repræsenterer tilsammen mere end halvdelen af verdens lande (med 1½ mia. af klodens 7 mia. indbyggere) og er samtidig de lande, somer mest udsat for klimaforandringerne samtidig med, at de historisk har mindst ansvar for problemerne.

Der er vedtaget en begyndelse til loss and damage, men jeg har endnu ikke fundet detaljer derom. RTCC skriver:

“The Doha package represents a modest but important step forward,” says EU Climate Commissioner Connie Hedegaard. “We need to raise ambition however,” she says confirming that loss and damage was passed too. Easy to forget that loss and damage was passed during all that activity! “It was not an easy ride, a beautiful ride and certainly not a fast ride,” she says “but we made it across the bridge from the old to the new regime.”

Kyoto-aftalens fortsættelse på plads

Her sidst på eftermiddagen blev Kyoto-aftalens fortsættelse vedtaget – omend med protester fra Rusland over, at deres indsigelser mod inddragelsen af de overskydende ‘hot air’-tilladelser ikke er taget til følge. Det synes som om de fem lande, Rusland, Polen, Hviderusland, Kazakhstan og Ukraine har accepteret, at de mange AAUs aldrig får nogen værdi. Under vejs i dag måtte EU lave en ‘huddle’ – en lille informel cirkel, som endte med, at Polen bøjede af, så EU kunne markere enighed om at disse AAUs udfases.

Som Richard Klein skrev på Twitter: “The EU shows to the entire world that Nobel Peace Prize laureates can also find it difficult to reach agreement. #cop18 #unfccc.” Men det er dårligt hjemmearbejde fra EUs side, og det er rigtig dårlig stil fra disse fem lande, som ikke vidner om nogen særlig vilje til at påtage sig sin del af klimaudfordringen.

Kyoto-aftalens fortsættelse har kun en enkelt commitment period frem til 2020. Det krav, som AOSIS, LCD og de afrikanske lande havde om, at der skulle være en todelt klimamålsætning, er blevet til en evalueringsrunde i 2014 på baggrund af indberetninger fra alle lande, hvor målsætninger kan justeres, men kun opad.

Men det var foreløbig den mest umiddelbare del af forhandlingerne, som er faldet på plads. Den nuværende Kyoto-aftale udløber til nytår, så denne proces tåler ingen udsættelse.

Canada, Rusland, New Zealand og Japan er ikke med i anden runde, så det bliver den lille model af Kyoto-aftalen. Selv de betingede tilsagn om, at Australien ville løfte sin målsætning til 15-25% og EU til 30%, hvis der var tilsvarende tilsagn fra anden side, er ikke blevet til noget. Men det kan så passende ske i 2014.

Efter fuldendelsen – The Doha Gateway

Faktisk blev samtlige dokumenter vedtaget samtidigt med stående ovationer. Så COP18 som proces, er kommet i havn, og dermed en samlet pakke, kaldet The Doha Gateway.

FNs generalsekretær Ban Ki-moon udsendte kort efter dette statement: “The Secretary-General welcomes the outcome of the UN Climate Change Conference that concluded today in Doha and he congratulates Qatar for a job well done in hosting the Conference. Doha successfully concluded the previous round of climate negotiations, paving the way to a comprehensive, legally binding agreement by 2015. The Secretary-General believes that far more needs to be done and he calls on governments, along with businesses, civil society and citizens, to accelerate action on the ground so that the global temperature rise can be limited to 2 degrees Celsius. He said he will increase his personal involvement in efforts to raise ambition, scale-up climate financing, and engage world leaders as we now move towards the global agreement in 2015.”

Nu jeg startede med Martin Lidegaards indsats for at få defineret en indsats i tidsrummet fra nu af og frem til 2020, vil jeg lige følge op på den del: Martin skriver her til aften på Facebook:

“Så lykkedes det! Doha-aftalen er en realitet, og vores tekst er det bedste resultat fra en ellers middelmådig COP. Inden 1. Marts 2013 skal alle lande rapportere, hvilke inititativer de har gang i, derefter evalueres alle landes indsatser og i 2014 afholdes både topmøde og COP, der skal finde de nødvendige nye initiativer til at reducere CO2 udledningerne inden 2020, så vi har en chance for at nåde to grader. Havde hellere besluttet konkrete reduktioner på stedet, men sådan fungerer det trods alt ikke. Synes godt DK kan være stolt over indsatsen. Nu er det med at smøge ærmerne op og putte kød på skellettet de kommende år.”

Tilbage i plenarsalen kunne al-Attiyah kl. 18.00 dansk tid sammenfattende takke for alle parters vilje til at slutte op om The Doha Gateway. Han takkede for den udviste fleksibilitet (der er bøjet mange arme) og konsterer, at der til det sidste var en sund udveksling af synspunkter – men at der også var synspunkter, som der ikke kunne nås til enighed om denne gang. Han takkede derefter én for én konferencens mange elementer og rundede af med at takke for en balanceret proces, som gjorde det muligt at nå et fælles afvejet resultat.

Al-Attiyah sluttede med en personlig note om, at han gennem de to uger havde gjort sit bedste for at få smil på alles ansigter og undskylder, hvis det ikke er lykkedes. Han havde søgt en videst mulig transparent COP – tror ikke på ‘dark rooms’ – og håbede, at de delegerede nu kunne sove (latter).

Det synes umiddelbart som om, at det er lykkedes at finde det bedst mulige kompromis hen over de mange uenigheder. Roger Harrabin fra BBC News skriver på Twitter: “Todd Stern tells me at #cop18 that USA “will live with text, though wouldn’t have written it.” Su Wei says same:”this process musn’t fail.”

Om The Doha Gateway så er den bedste løsning for fremtiden, vil det nok være de færreste, som vil nikke bekræftende til.

Efter vedtagelsen fulgte en lang række indlæg fra lande og grupper af lande, som først takker og anerkender og derefter fremfører de forbehold, de ønsker at få ført til protokol. Så selvom ens positioner ikke kom med i de endelige tekster, kan man på denne måde få markeret sine positioner.

De gennemgående temaer var mangel på finansiering, mangel på ambition, mangel på politisk vilje. Mange efterlyste en indsats, som holdt muligheden for at holde den globale målsætning under 2ºC i live – Nicaragua beklagede at 1½ºC målsætningen, som havde et flertal af verdens lande bag sig i Københvn i 2009, var helt forsvundet.

Naderev Saño fra Fillippinerne var talsmand for en stor gruppe af ‘Likeminded Countries’, som savnede ambition i den vedtagne forlængelse af Kyoto-aftalen, beklagede det svage ambitionsnveau i den rige del af verden, og kladte det vedtagne for et helt utilstrækkeligt resutat, hvor ikke mindst finansieringen af indsatsen i de fattigste lande var helt utilstrækkelig. Saño og ‘Likeminded Countries’ ser frem til øgede ambitioner i Kyoto-aftalen i 2014, så 2ºC målet kan holdes. Saño takkede derefter civilsamfundet og NGOerne for deres vitale rolle i at fastholde ambitionsniveauet og vigtigheden i at nå det tilstrækkelige resultat.

Sammenfattende fandt han, at The Doha Gateway var blevet et lysglimt af håb, men ikke det vendepunkt, verden havde brug for. Han rundede af som i torsdags (med en næsten Obamask retorik: “Jeg spørger jer alle: Hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvornår? Hvis ikke her, så hvor?”

Bolivias repræsentant fremførte, at reduktionsmål på 25-40% frem mod 2020 på ingen måde er tilstrækkelige. Historien vil dømme de lande, som ikke bød ind på Kyoto-aftalens anden runde. Bolivia, hvis standpunkter bygger på en ganske interessant dobbelt reference af indimellem næsten fundamentalistisk socialisme og et natursyn med reference til Mother Nature og Pachamama, hvor naturen er levende markerede sin modstand mod, at klimaindsatsen førte til etableringen af flere kvotemarkeder – de er i modstrid med Mother Earth og etableringen af bæredygtige samfund.

Indien havde mange alvorlige forbehold – deraf måske mest alvorligt de manglende konkrete tilsagn om finansiering.

Til sidst var der plads til en række NGO-reaktioner. XX fra Climate Action Network var kommet til COP18 i Doha med tre lakmus-tests: 1) ville konferencen føre til øgede reduktioner af CO₂-udledningerne, 2) var der kommet mere finansiering på bordet? og 3) ville det aftalte sikre fremtidens klima? Og svaret på alle tre var et rungende nej. Verden efter Doha var tværtimod nærmere på vej mod 4ºC. Så civilsamfundet måtte afvise aftalen.

Derefter gik ungdomsrepræsentanten gik stærkt i rette med USA, Polen og Rusland for at blokere for forhandlingernes fremskridt. Jungo rundede af med, at The Doha Gateway var en fornærmelse mod fremtiden: This deal is an issult to the future. It is unjust, unambitios, and failed to deliver on fianancing, mitigation, & adaptation. The text is a empty as the green climate fund.

Efter NGOernes kommentarer kunne al-Attiyah 19:34 dansk tid erklære COP18 for afsluttet.

Derefter manglede stadig en lang række formalia under CMP8 (Clean Development Mechanism). Vedtagelsen af CMP-dokumenterne gik glat igennem, så CMP8 kunne erklæres for afsluttet på mindre end et kvarter.

I et selvstændigt indlæg, COP18 konklusioner og reaktioner, vil jeg søge at sammenfatte resultaterne fra COP18 og reaktioner fra hele verden.