COP18 noter X – finansiering, sod og metan | Strøtanker om bæredygtighed

COP18 noter X – finansiering, sod og metan

6. december 2012

To. 06.12. – I går blev ADP-forhandlingerne – det spor som handler om den globale klimaaftale, som blev besluttet i Durban – på et tidspunkt begæret standset. Connie Hedegaard antydede på en pressekonference i går, at det kunne være på grund af at de mindre forhandlingsdelegationer kunne have svært ved at følge med, når der blev forhandlet samtidigt i syv forskellige spor. Men det fremgår nu, at det var Kina, som begærede timeout. Skal det tolkes positivt, så tyder det på, at man faktisk er inde at have alvorligt fat om de svære spørgsmål.

Der har i de seneste dage været meget murren i krogene over manglende finansiering at klimaindsatsen i de fattigste lande. I dag rundsendte EU et notat om den finansielle støtte fra EU i 2013 og frem. Bidrag fra EUs fælles budget plus bidrag fra individuelle lande som England, Frankrig, Tyskland og Sverige løber i alt op til 6,85 mia. euro, samtidig med at der skulle være mere på vej. Så selvom det langt fra lukker alle huller, er det mere end de foregående år. Connie Hedegaard erkendte på en pressekonference i går, at det ikke var tilstrækkeligt, og at der skulle private bidrag ind over.

De fattigste lande vil meget gerne have fuld klarhed over disse midler år for år frem til år 2020, også så man kan planlægge med dem, men økonomien i donorlandene er skrantende, og det er svært at lave den slags faste tilsagn så mange år forud.

Det har fra alle sider været sagt igen og igen, at det er denne finansiering (plus fortsættelsen af Kyoto-aftalen), som er afgørende for, at der kommer en global aftale. Rammeaftalen er, at de årlige overførsler frem mod år 2020 skal vokse til 100 mia. $ pr. år (hvilket sikkert er alt for lidt). Og det er igen og igen blevet påpeget, hvor urimeligt, der er, at det er så svært at finde de penge, når man uden videre finder 83 mia. $ til en genopretningsfond efter orkanen Sandy.

Filippinerne har været hårdt ramt – senest med orkanen Bopha, som har krævet mere end 300 døde. Det er anslået, at klimaforandringsrelaterede naturkatastrofer i dag koster 5% af landets bruttonationalprodukt. Da landets ledende forhandler Naderev Saño læste sit indlæg op, gik han i stå midtvejs og tårerne vældede ud af øjnene (se video). Jeg spørger jer alle: hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvor? Hvis ikke her, så hvor? Han fik med en utrolig intensitet sagt, please: ikke flere forsinkelser, ikke flere undskyldninger.

Efterfølgende sagde han til The Guardian: “Each destructive typhoon season costs us 2% of our GDP, and the reconstruction costs a further 2%, which means we lose nearly 5% of our economy every year to storms. We have received no climate finance to adapt or to prepare ourselves for typhoons and other extreme weather we are now experiencing.”

Venezuelas forhandlingsleder Claudia Salerno strammede tonen alvorligt, da hun kaldte det, at disse midler til klimaindsats i de fattigste lande ikke bare blev givet frit, men til nærmere bestemte formål, for ‘blackmailing’. Til RTCC sagde hun: “We don’t like the sense that to be provided funds you have to comply with a certain way of behaving that developed countries are waiting for. That is quite a neo-colonialist view of cooperation.”

Der er i det hele taget en noget anspændt stemning, og flere giver udtryk for, at hvor Qatar med de praktiske rammer for forhandlingerne har været eksemplariske værter – at er stort og velfungerende, omend ikke specielt intimt eller befordrende – så mangler der nu den sikre indgriben, som løfter de snart to ugers forhandlinger frem til et sikkert resultat.

En gruppe NGO-organisationer udstedte i dag et statement, hvor de siger, at “Civil society will not be complicit in an outcome in Doha that will risk the lives of millions.”Gruppen krævede samtidig større CO2-reduktioner og mere lederskab fra de industrialiserede lande og udtrykte forventning om, at ingen lande blokerede for et resultat her i de sidste 36 timer. Det er særligt den amerikanske indsats (som i forhold til problemernes omfang er helt utilstrækkelig), Polens og Ruslands modvillighed overfor at løse ‘hot air’-problematikken og det at lande som Brasilien stritter imod mere detaljerede opgørelser (som kunne hænge sammen med den tvivlsomme klimaværdi af deres store vandkraftværker) mens Indien har blokeret på landbrugsområdet (selvom det var noget, som Indien i stor udstrækning ville kunne bidrage med).

To fra Arab Climate Youth Movement holdt i dag et banner op, hvor de opfordrede værtslandet Qatar til at vise klimalederskab, når man nu havde påtaget sig værtskabet for COP18. Det skulle de ikke have gjort – demonstrationen var ikke anmeldt, og de er nu sendt ud af landet. Så vi er tydeligvis gæster i en anden kultur, hvor ytringsfriheden har sine grænser.

De ville med banneret artikulere den stadig stigende frustration fra de arabiske ungdoms-repræsentanter, at de arabiske lande stort set ikke har fremlagt nogen klimamålsætninger og ikke tager deres del af finansieringen. For nok er meget af den CO₂, som nu svæver i atmosfæren brændt af i de vestlige lande, men en stribe arabiske lande har tjent enorme formuer på at pumpe denne olie op. Hvis vi for 50 år siden havde kendt konsekvenserne, skulle der have været lagt en skat på adskillige dollars pr. liter oven i prisen. Amerikanske miljøøkonomer beregnede sidste år, at hvis man tog samtlige miljøomkostninger med, så var den fulde pris rundt regnet 5.000 kr. for hvert ton CO₂, som udledes (se: Den fulde pris for CO₂-udledninger).

Med 10 ton pr. person pr. år skulle vi således lægge 50.000 kr. til side pr. person pr. år for at der var til at rydde op efter udledningerne. Hvis vi bare nærmede os en sådan prissætning, ville de vedvarende energipriser for længst have udkonkurreret kullene og olien. De arabiske lande melder da også ud, at de har set skriften på væggen – de står overfor at skulle skabe en økonomi, som ikke er afhængige af olieindtægter. For en del af meningen med forhandlingerne i Doha er lige præcis, at en stor del af den olie skal blive liggende i undergrunden.

Men slagsmålet om, hvilke 80% af de kendte reserver, som skal afskrives, og hvilke som skal pumpes op, er vi dårligt kommet til at stille. De afgørelser kommer nok til at strække sig helt frem til COP30. Selv vores egen klimaminister Martin Lidegaard mener ikke, at den viden, at vi kun kan brænde 20% af de kendte reserver af, hvis vi vil have en chance for at overholde 2ºC-målsætningen, må føre til, at vi ikke skal efterforske nye energiforekomster, og slet ikke forekomster som skifergas eller offshore olie i arktiske egne, hvor der er store miljøproblemer forbundet.

Her er franskmændene mere klartseende. De har forbudt efterforskningen efter skifergas. Det burde vi også gøre herhjemme, om ikke andet for at lade de andre gøre de værste miljømæssige bommerter. Men det er en helt anden historie.

Tidligere i dag lagde jeg et åbent brev fra Greenpeaces leder Kumi Naidoo til USAs præsident Barack Obama, hvor han hudfletter den amerikanske klimaindsats og den systematisk dårlige stemning, den amerikanske forhandlingsdelegation ret konsekvent har bragt med sig. Naidoo formulerer her med stor klarhed noget, jeg siden starten har været lige ved at prøve at formulere (se An Open Letter to Barack Obama).

Men nu er det som om det er ved at trænge ind – USAs Todd Stern vedkendte sig i dag, hvor han tale for en forsamling af miljøministre, at USA havde et større arbejde foran sig. Han sagde, at han var åben overfor en diskussion at principperne om “equity” og “common but differentiated responsibilities,” to grundpiller i klimaforhandlingerne. Her har han ellers indtil nu været totalt afvisende, og set det som om vi alle var i samme båd – uden at se på, hvordan vi var kommet der, og at nogle rent faktisk var i luksusyacht, men andre blot havde en tom olietønde at klare sig gennem de stadigt mere stormfulde vande med.

Alle har – med stor rimelighed – en forventning om, at USA som en af verdens helt store udledere, og historisk set stadig mange år frem verdens største – tager sin del af opgaven alvorligt. Vi fik i København Obamas bud om en 17% reduktion (i forhold til 2005), som i 2020 vil bringe USA tilbage på niveau med, hvor det er. Men sagen er, at USA trods nylige fremskridt slet ikke er i nærheden af at nå selv dette mål. Og det fattigste og mest sårbare lande finder det rimeligt, at de rige lande over en kam reducerer med 40% i forhold til 1990. Det ville kræve en vifte af nye indsatser selv i EU. Men det er den størrelsesorden, som skal til, hvis der skal være nogen som helst chance for at holde udviklingen under 1½ºC, som ikke mindst verdens mange små atolriger meget gerne så. De overlever ikke en havstigning på 1-2 meter.

En af dagens glædelige nyheder er, at der i Climate and Clean Air Coalition, en gruppe etableret under UNEP i februar i år, som efter i dag omfatter et halvt hundrede lande, er nået enighed om en indsats overfor kortlivede drivhusgasser som sod og metan. Det er områder, som ligger i udkanten af det virkefelt, som den nuværende klimaaftale sigter mod, men som kan iværksættes øjeblikkeligt. På lang sigt er der ingen vej uden om at få CO₂en ud af atmosfæren, men man kan købe sig tid ved at se på nogle af de mere kortvarige effekter. Metan regnes således normalt som 23 gange kraftigere end CO₂, men det er fordelt over 100 år. I udledningsøjeblikket er metan omkring 70 gange stærkere. Kulstøv fra de mange kulkraftværker er en anden kilde, som er med til at gøre den arktiske is snavset og dermed holde mere varme tilbage. Hvis man derfor kunne sætte effektive filtre på alle kulkraftværker og reducere metan-udledningerne fra rismarker, husdyrhold, lossepladser, opfyldninger osv. markant, vurderes det, at der er et samlet kølende potentiale i 2050 på 0,5°C.

I en tid, hvor det ser mere end svært ud at få vendt CO₂-udledningskurven i tide til at holde 2°C-målet (og vi ydermere har fået stillet i udsigt, at klimafølsomheden sandsynligvis er større end hidtil antaget), er det lige noget, der kan bruges.

Ud over metan og sod gælder initiativet også en række HFC-gasser. Connie Hedegaard siger i den forbindelse: “To further increase the European Union’s ambition between now and 2020, and in line with the Coalition’s initiative on HFCs, the European Commission recently proposed legislation that would reduce sales of these powerful greenhouse gases in the EU by almost 80%. This would save the equivalent of 625 million tonnes of CO₂ by 2030. By demonstrating that suitable, safe and energy-efficient alternatives to these pollutants are already available and affordable in many sectors, this bold step aims to encourage others to take similar measures.”

Martin Lidegaard skrev i morges følgende på Facebook: “Der vader en stor hvid elefant rundt hernede under klimaforhandlingerne, og den består af det kæmpe hul der er i vores klimaindsats frem mod 2020, hvor en ny aftale skal træde i kraft. Hvis ikke vi får lukket det hul og aftalt markante reduktioner af drivhusgasser på den korte bane, bliver det i praksis umuligt at nå max to graders stigning. Men ingen taler om det, og der er ikke lagt en ordentlig proces for at tæmme elefanten. Derfor har jeg i går foreslået, at vi her og nu aftaler at mødet i 2015 skal koncentrere sig om tiden efter 2020, mens mødet i 2014 skal handle om at lukke hullet før 2020. De næste to år skal vi så dels arbejde for at skabe konkrete fremskridt især inden for energieffektivitet og fjernelse af subsidier til fossile brændstoffer, dels lave skarpt review af, hvor langt vi er kommet gennem både de formelle forhandlinger og de nye handlingsspor, som fx DK har gennemført, med henblik på at lukke hullet i 2014, gerne på et møde for statsoverhoveder. Vil forsøge at få først EU, derefter vores venner i ulandene med på den ide. Svært, men måske ikke umuligt…”

Det lyder på én led rigtigt med Martins fokus i 2014 på den kortsigtede indsats, og i 2015 på den store plan fra 2020 og frem. Men mange ville nok mene, at det er vigtigt at følge den store aftale så tæt som muligt til dørs – og måske vi i 2015 var blevet så kloge, at vi ikke behøvede at vente 5 år efter at vi vedtog den med at igangsætte den. Hvis virkelig vi mener det med ‘common but differentiated responsibilities’, så burde det ikke være noget problem.

Her til aften har Martin Lidegaard lagt dette ud på Facebook: “Så er EU med på ideen om at bruge 2014 til at tale CO₂ reduktioner frem mod 2020, så vi kan få lukket hullet til max to graders stigning. Nu gælder det om at få de fattige lande og østaterne med, men de barsler med samme slags tanker, så det burde være muligt. Ville så være smukt at bruge 2013 på finansiering, ganske rigtigt en anden stor elefant i lokalet – hvid eller ej :-)”

Så alt i alt en dag med mange gode takter – spørgsmålet er lige nu, hvor meget som forblev gode intentioner, og hvor meget, som rent faktisk når hele vejen frem til konferencens slutdokumenter.

Hvor det allerede er besluttet, at Polen bliver vært for COP19 i 2013, har Frankrig nu tilbudt at være vært for COP21 i 2015, det klimatopmøde, som hvis alt går som planlagt skal lægge navn til den globale klimaaftale. Nok ikke det værste sted for en sådan aftale, så måske den kommer til at hedde Pariser-konventionen.