Strøtanker om bæredygtighed

Ti. 04.12. – er første dag for de afsluttende high-level-forhandlinger. Ban Ki-moon sagde indledende, at “the abnormal is the new normal. It is an existential challenge for the whole human race – our way of life, our plans for the future.” Så forhandlerne ved Doha må gøre deres yderste for ikke bare at sammenfatte end videreførelse af Kyoto-aftalen, som udløber 31. december i år, men må få lagt den videre udformning af en global, bindende aftale i faste rammer, så den kan ligger klar inden 2015. Vi har den nødvendige teknologi og viden til at gøre det – Det eneste, der mangler, er politisk vilje (se Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing).

Ruslands premierminister Medvedev mere end antydede, at landet var ved at løbe fra det reduktionsmål på 15-25%, som man indskrev i den Copenhagen Accord i tiden efter COP15 i København. Allerede den gang stod det klart, at reduktionerne fra verdens lande tilsammen var helt utilstrækkelige til at imødegå udviklingen, så det skulle om noget gå den anden vej – at landene forhøjede deres målsætninger, og deres tilsagn om bidrag.

Englands secretary of energy Ed Davey stod for et af dagens lyspunkter, da han meddelte, at England ville give 133 mio. £ til klimaindsats og klimatilpasning, først og fremmest i Afrika. Der er lige nu et skrigende behov for sådan finansiering – og der er et vibrerende håb om, at de stenrige arabiske olielande lagde en ordentlig pulje på bordet. De ville have råd til det, men hidtil har der ikke været skyggen deraf.

Af en artikel i Times of India i dag fremgår det, at Indien er kommet til Doha med strenge pålæg om ikke at love mere end man allerede har, når det gælder klimaindsats.¹ Også i Durban var Indien meget utilbøjelig til at ændre ved definitionerne på (og forpligtelserne for) rig og fattig, og Indien ser det som sin ret at forfølge en traditionel vækstpolitik fuldstændig uberørt af klimaudviklingen. Så man udbygger i disse år luftfarten for fuld skrue og der er planer om 150 nye kulkraftværker, som sandsynligvis kommer til at køre i 40-50 år frem i tiden. Selv i forhold til indførelsen af nye dyrkningsmetoder, som ville kunne mindske metan-udviklingen fra rismarker eller håndtere husdyrgødning anderledes, er den indiske holdning, at det kan man ikke tage sig af nu.¹ Underteksten er, at Indien skal være rigt, før man kan tage den slags hensyn.

Som jeg tidligere har været inde på (se Noter I, 26.11.), er det meget tragisk, at det er endt dér. De store udviklingsøkonomier, som hastigt nærme sig at stå for halvdelen af verdens udledninger, står overfor et valg, som måske kan koges ned til at søge at blive de sidste industrilande, eller de første post-industrielle, bæredygtige samfund, drevet på miljøvenlige, vedvarende energikilder. Vi ved allerede, at de gamle industrilande har udviklet sig på bekostning af klodens naturressourcer og er nødt til at sadle om. Der er hverken tiden eller ressourcerne til at gøre de samme fejltagelser i Kina og Indien med deres gigantiske befolkninger, og der er langt mere fremtid og velfærd og livskvalitet i at sigte på et samfund, som har en sundere balance med sine omgivelser end de gamle industrilande.

Men ud over, at det altid er vanskeligt at vriste sig ud af vanetænkningen, at målet og skalaen indtil nu har været vækst og BNP – en rent kvantitativ størrelse – og at målsætningen i alt for høj grad har været modelleret efter de gamle industrilande, så hænger det også meget direkte sammen med, at vi ikke investerer målrettet i at gøre disse hurtigt voksende lande til post-industrielle lande, som er drevet på vedvarende energi. Det sker i nogen grad i Kina, som har store programmer for udbygningen af sol- og vindenergi. Men her er det et problem, at en meget stor del af den industrialiserede verdens viden er på private virksomheders hænder og en del af den ligefrem er patenteret, så den er alt andet end frit tilgængelig. I stedet udflager vi vores mest snavsede og energikrævende produktion til lande som Kina, hvor arbejdskraften er billig og det stadig nogle år frem vil være billigt at fyre med kul.

Hvis vi som menneskehed virkeligt ville vores bedste, blev verdens klima- og miljøviden erklæret for open source – som noget alle havde ret til og mulighed for at bruge. Nu er det alt for bekosteligt for verdens fattige lande, og hvis man skal købe det hele nøglefærdigt, hænger man på dyre konsulentregninger, samtidig med at man ikke får opbygget den tilstrækkelige lokale knowhow.

Dagens klareste indspark kom fra Lord Nicholas Stern, som er tidligere økonom fra Verdensbanken og i 2006 lavede en skelsættende Stern Report, hvor han gjorde det klart, at vi inden for få årtier skulle frem til en situation, hvor hvert menneske kun forårsagede 1 ton CO₂, hvis vi ville undgå det mere alvorlige register af klimaforandringer. Han gjorde også et af de første regnestykker, som viste, at, ja det ville koste, men det var overkommelige beløb, hvis verden kom hurtigt i gang. Og omvendt for hver eneste dag vi smøler med at komme i gang med de nødvendige omstillinger, bliver regningen større og større.

Stern siger til The Guardian, at (også) de fattige lande må leve op til deres ansvar: “It’s a brutal arithmetic – the changing structure of the world’s economy has been dramatic. That is something developing countries will have to face up to.”

Hans nyeste undersøgelser viser, at selv hvis de nu udviklede lande fik deres udledninger helt ned i nul, så ville det ikke være nok til at standse accelererende klimaforandringer (runaway climate change), da udledningerne fra hastigt industrialiserede lande som Kina, Sydkorea og Indien, som har haft en omfattende vækst i de seneste to årtier, i dag udgør størstedelen af de samlede udledninger.

Ifølge Stern skal verdens samlede udledninger falde fra nu omkring 50 mia. ton CO₂ pr. år til under 35 mia. ton CO₂ i 2030 for at undgå global opvarmining ud over 2ºC. Hvis ikke U-landene øger deres indstas ud over det nuværende niveau, vil de alene i 2030 udelde 37-38 mia. ton CO₂ i 2030 mens de rige lande stadig vil udlede omkring 11-14 mia. ton CO₂. Hermed vil udviklingslandenes andel af udledningerne være vokset fra en tredjedel i 1990 til at udgøre omkring tre fjerdedele. Og muligheden for 2ºC vil for længst være forpasset.

“I am not pointing the finger at the developing world, just looking at what is necessary. I am not accusing or proposing, just calculating what is needed [to meet scientific estimates of the emissions cuts needed to avoid dangerous levels of climate change],” siger Stern til The Guardian.²

Disse to afsnit sammenfatter hovedkonklusionen i den rapport fra Centre for Climate Change Economics and Policy,³ som Stern (og Ban Ki-moon) henviser til:

“The emissions arithmetic for a 2°C path is stark: stronger action will be required from developing countries, even if developed countries reduce their emissions to zero by 2030. The deep inequity and the arithmetic imply rich countries have a great responsibility to act radically themselves and to support developing countries’ transitions to low-carbon growth and development paths. Overcoming poverty and fostering sustainable growth and development support each other: if we fail on one, we fail on the other.

Equitable access to sustainable development is an attractive way of framing the issues that may help bridge the gap between developed and developing countries. Focus should be strong across each of equity, access and development, with countries coming together in a dynamic partnership where the choice of the sustainable development path is determined by the people of developing countries and that path is supported by rich countries (providing strong example and access to know-how, technology and finance).”³

Så hvis 2ºC-målsætningen skal opretholdes (og mange af de fattigste lande har ønsket en 1½ºC-målsætning for bedst muligt at afbøde klimaforandringerne), er man nødt til at gentænke udviklingslandenes ‘ret’ til at lade deres udledninger vokse relativt uhæmmet i en vækstfase, selvom det måtte være rimeligt ud fra historiske betragtninger. Atmosfæren kan simpelthen ikke rumme at alle gør som de gamle industrilande, før de lægger om til vedvarende energi. Så denne ‘ret’ må transformeres ind i retten til en fuld bæredygtig udvikling.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

John Parnell: COP18 Live: Latest news from Day 8 of Doha climate summit, RTCC 04.12.2012.

Day 7, Doha 2012: Rest Day or Forest Day? Carbon Horizons 04.12.2012.

Olga Dobrovidova: Doha: Russia backsliding on 25% emissions reduction goal, RTCC 04.12.2012.

Nitin Sehti: India not to enhance its pledge of reducing emissions, The Times of India 04.12.2012.¹

Betwa Sharma: India, World’s Largest Livestock Owner, Balks at Farming Gas Curbs in Doha, New York Times India 05.12.2012.¹

Fiona Harvey: Lord Stern: developing countries must make deeper emissions cuts, The Guardian 04.12.2012.²

Mattia Romani, James Rydge & Nicholas Stern: Recklessly slow or a rapid transition to a low-carbon economy? Time to decide, Centre for Climate Change Economics and Policy december 2012 (pdf).³