COP18 noter VII – Kyoto-aftalen og Danmark som klimaduks

3. december 2012

Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.

Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”

Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?

Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.

Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.

Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.

Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO₂-udledninger.

“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”

Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”

Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.

Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.

Man skal lige vænne sig til kurven herover. For eksempel New Zealand yderst til venstre havde som mål for Kyoto-aftalens første del, at landets udledninger ikke steg i forhold til 1990, hvilket kunne kræve en anseelig reduktion, hvis udledningerne var steget markant i årene efter 1990. Men New Zealands udledninger ligger i dag næsten 60% over udledningerne i 1990, og landets klimaindsats er totalt forfejlet. New Zealands udtræden af Kyoto-aftalen er således en måde ikke at skulle face to årtiers fejlslagne klimapolitik på.

Billedet er ret parappelt for Canada, som havde som målsætning at reducere landets udledninger med 6%, men i dag i stedet ligger mere end 40% over udledningerne i 1990.

For de søjler, hvor kurverne rager op over nullinjen, er emissionerne øget siden 1990, men for eksempel Portugal og Grækenland har i dag midre udledninger end de stod til i Kyoto-aftalen. I de tilfælde, hvor søjlerne ligger under nullinjen, er der tale om at udlednigerne er mindre i dag end i 1990.

Et land som Luxembourg lovede i Kyoto i 1997 at reducere med 30%, men er kun nået under halvdelen. Danmark tegnede sig tilsvarende for en reduktion på 21% og havde i 2010, da dette diagram blev tegnet op, endnu ikke helt nået målet, men det er siden kommet i hus. Japan tegnede sig for 6% , men har kun lige nået under nul – men her har man gennem tilsvarende CO₂-reducerende aktiviteter i andre lande fået godskrevet reduktioner, så man ender med at komme i hus. Men Japan er endnu et af de lande, som ikke er med i anden runde – i en tid med Fukushimakatastrofe, dårlig økonomi, uafklaret energipolitik og hastigt forandrende demografi (mange ældre) har man simpelthen ikke villet binde sig til yderligere reduktioner.

Ude til højre i diagrammet ser man en lang række østeuropæiske lande, som enten ikke havde noget reduktionsmål eller kun havde tegnet sig for 6%. Men mange af dem har i dag udledninger på under det halve af udledningerne i 1990. Det er ikke så meget et resultat af en målrettet klimaindsats som af det forhold, at de østeuropæiske økonomier kollapsede efter Kyoto-aftalens indgåelse, og en stor, kulfyret produktion med typisk et kæmpe energispild blev placeret andre steder i verden.

Der har under COP18 været talt meget om “hot air”. Et af de spørgsmål – eller problemer – som givet kommer til at dukke op her mod forhandlingernes slutning, er således, om disse lande kan omsætte en række opsparede CO₂-kreditter ved at videresælge dem til andre lande, som ikke har klaret deres forpligtelser. Hvis det sker, vil det være ødelæggende for klimaindsatsen.

USA er ikke med i diagrammet, da landet i 1997 endte med ikke at gå med ind i Kyotoaftalen. USAs udledninger er endelig begyndt at falde, men de ligger stadig 11% over 1990, og Obamas løfte om en 17% reduktion inden 2020 var i forhold til 2005, så det betyder, at landet i 2020 kun lige når tilbage under til 1990-niveau. Så det ville have klædt landet og givet det helt rigtige signal ved forhandlingerne – hvis USA havde stillet med skærpet klimamålsætning: 20% under 1990-niveau i 2020, tilsagn om finansiel støtte til de fattigste landes klimaindstas, og generelt en anerkendelse af, at der er en fortid, som gør, at USA har større forpligtigelser i forhold til at løse klimaudfordringen end andre lande. Men her er USA på mange måder en kæmpe blokering ved klimaforhandlingerne.

Danmark som klimaduks

I dag fik Danmark topkarakterer i rapporten Climate Change Performance Index,¹ som bliver offentliggjort i forbindelse med klimatopmødet i Doha. Det rækker dog kun til en fjerdeplads, for ingen landes klimaindsats kvalificerer dem ifølge rapportens forfattere til en af de tre første pladser.

Rapporten er udarbejdet af Climate Network Europe i samarbejde med organisationen Germanwatch med det formål at skabe et samlet overblik over CO₂-udledning, vedvarende energi, energieffektivitet og klimavenlig energipolitik på globalt og nationalt plan.

Danmark har i år fået 72,61 point ud af 100 mulige for sin klimaindsats, hvilket ifølge WWF/Det økologiske Råd er en fornem placering, selvom der stadig er masser af plads til forbedringer. For to år siden lå Danmark til en 27.-plads, og sidste år på en 7.-plads (igen med de tre første pladser ledige.

Herover er det det danske scoreboard,² hvor man dels kan se, hvilke indikatorer, som har hvilken vægt i det samlede billede, dels den danske score og placering på de enkelte indikatorer.

Og her er det en grafisk afbildning af den danske score. Man ser her, at der er givet topkarakterer for den danske klima- og energipolitik, mens der er væsentligt lavere score for en række udledningsområder og for den vedvarende energiforsynings andel af det samlede energiforbrug.

Ud fra dette er der i Danmark stadig store opgave forude, når det gælder udledningerne fra vores boliger, fra luftfarten og fra transportsektoren. Og generelt ligger vores udledninger for højt, mens andelen af vedvarende energikilder ligger for lavt.

Med vurderingerne af de enkelte lande følger også en række små kurver over befolkningstal, bruttonationalprodukt, samlede udledninger og samlet energiforbrug. De viser, at vi i Danmark har haft en vækst i økonomien samtidig med, at udledningene er faldet. Men hvis man havde indregnet den del af vores forbrug, som er fremstillet i andre dele af verden, ville dette billede have set anderledes ud, for så er det danske energiforbrug og de samlede danske udledninger stadig stigende.

Ligesom man kunne ønske sig af Climate Change Performance Index, at man indregnede det samlede CO₂-fodaftryk, kunne man ønske sig af den danske indsats, at den i langt højere grad tog fat på forbruget. Der ligger i vores transportvaner, rejsevaner og spisevaner en lang række udledningsmæssigt virkeligt tunge poster og venter på en systematisk indsats.

Her ser man en opstilling af alle de undersøgte lande i Climate Change Performance Index.¹ I alt 58 lande, som i alt dækker mere end 90% af verdens samlede udledninger. Så en lang række U-lande med meget små udledninger er ikke medtaget.

Billedet er ret entydigt, at de europæiske lande scorer højt – blandt dem med very good rating, er det kun Mexico, som ikke kommer fra Europa. Til gengæld finder man i den modsatte ende i gruppen rated very poor, nogle af verdens helt store udledere, USA nr 43, Japan nr. 43, Kina nr. 54 Rusland nr. 56 og Canada nr. 58.

I Climate Change Performance Index er de enkelte hovedområder – samlede emissioner, vedvarende energi, energieffektiviseringer og klimapolicy – hver for sig illustreret på globale kort. Climate Change Performance Index giver således et meget klart billede af, hvor forskellig klimaindsatsen er rundt omkring i verden. Og … hvis de fleste på hver af indsatsområderne var som de bedste, ville vi være godt i gang med at have tacklet klimaudfordringen.