Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.
Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”
Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?
Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.
Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.
Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.
Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO2-udledninger.
“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”
Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”
Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.
Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.
Læs mere »
