Slut med fossile subsidier

2. december 2012

.
I denne lille video fortæller David Turnbull fra Oil Change International om et et emne, som indtil nu har været foruroligende lidt bragt ind i forhandlingerne i Doha: de fossile subsidier.

Det drejer sig ifølge IEA om i alt mere end 500 mia. $ om året – hvilket er helt absurd i en situation, hvor vi tværtimod er nødt til at beskatte de fossile brændstoffer for at få mindsket CO₂-udledningerne. I de rige lande gives subsidierne ofte til udvinding, mens det i udviklingslandene ofte er en støtte til fattige for at kompensere for høje energipriser. Men begge dele er principielt problematiske, og disse midler burde systematisk omdirigeres til den vedvarende sektor og være med til at sikre en tilførsel af en billig vedvarende energi.

Allerede i 2009 vedtog G20, verdens 20 største økonomier, at arbejde for at komme de fossile subsidier til livs. Men det er endnu ikke rigtigt blevet til noget. Ifølge IEAs seneste opgørelser var den samlede støtte til vedvarende energi i 2011 88 mia. $, mens den fossile industri modtog 523 mia. $, eller 6 gange mere. Ydermere steg støtten til den fossile produktion i 2011 med 30% i forhold til året inden, hvor den for den vedvarende energi steg med kun 24% (se IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011).

Så til trods for G20-beslutninger og klimarapporter, som gør det klart, at udviklingen skal vendes inden for de allernærmeste år, hvis vi skal have nogen chance for at holde 2ºC-målsætningen, så går det alvorligt den forkerte vej.

De fossile subsidier var fremme igen på Rio+20, og vores klimaminister prøvede i dagene inden at skabe opbakning omen indsats. Men i slutdokumentet er der kun ganske uforpligtende refereret til problemet i § 225: “Countries reaffirm the commitments they have made to phase out harmful and inefficient fossil fuel subsidies that encourage wasteful consumption and undermine sustainable development. We invite others to consider rationalizing inefficient fossil fuel subsidies by removing market distortions, including restructuring taxation and phasing out harmful subsidies, where they exist, to reflect their environmental impacts, with such policies taking fully into account the specific needs and conditions of developing countries, with the aim of minimizing the possible adverse impacts on their development and in a manner that protects the poor and the affected communities” (se The Future We Want).

Selvom de store olieselskaber typisk har gigantiske overskud og slet ikke har brug for disse subsidier, så er olieselskaberne mange steder i verden blandt de helt store bidragydere til politikernes kampagner, så det vil være med risiko for næste valgbudget, hvis politikerne skal ud at afvikle de fossile subsidier. Politikerne er her oppe mod nogle af de største og stærkeste lobbyister, så der er i den grad brug for de internationale organisationer til at pålægge de enkelte lande at udfase subsidierne, hvis det skal have nogen chance for at ske.

Alene i USA går 4-5 mia. $ af skatteindtægterne hvert år til årlige subsidier til olieindustrien, og Obama har peget på dem som oplagte at se nærmere på (men Environmental Law Institute skønner, at omfanget i USA ligger oppe omkring 10 mia. $ pr. år). Det var klart penge, som kunne lune i de forestående budgetforhandlinger, om end ikke lige den form for besparelser, republikanerne selv ville pege først på.

Disse fossile subsidier har været udpeget som en mulig finansiering af klimaindsatsen i de fattigste lande, så ideelt set blev de i stedet kanaliseret over i store fonde, som skal finansiere klimaomlægninger i verdens fattigste lande. Men hvor man i den amerikanske situation måske kunne forestille sig, at subsidierne i stedet blev brugt til at finansiere vedvarende initiativer i USA, så er det i den nuværende situation svært at forestille sig, at disse midler overgår til amerikansk klimabistand.

Her er der mere sandsynlighed for, at en klimaafgift på luftfarten og skibsfarten – og en skat på finansielle transaktioner, som det har været foreslået – kunne gå rent til at finansiere de nødvendige omlægninger i verdens fattigste lande.

Men selv hvis provenuet fra de fossile subsidier blev i de enkelte lande og i stedet blev givet til vedvarende energikilder eller udviklingen af den nødvendige infrastruktur for at kunne komme op på 100% forsyning med vedvarende energikilder, så ville det betyde et kolossalt fremskridt. Sol og vind er allerede prismæssigt så tæt på kul og olie, at det er marginaler, som skal til, før de vedvarende energikilder i langt de fleste situationer bliver den naturligste – og billigste – løsning. Den situation skal under alle omstændigheder etableres inden for de allernærmeste par år hvis vi skal nå at holde os inden for 2ºC-målsætningen.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.