COP18 noter VI – Kyoto II, forhandlingsklimaet og bhutansk lykke

1. december 2012

Lø. 01.12. – Lørdag er første uges sidste dag – de officielle forhandlinger holder pause i morgen, og i hvert af forhandlingssporene er der nu opsummeret foreløbigt, så der er masser af hjemmearbejde at gøre til den afgørende uge.

Dagen i dag blev ganske dramatisk ved et samlet udspil fra AOSIS (de små østaters organisation), LDC (de mindst udviklede lande) og Afrika, som rejste bekymringen om, at der i forhandlingerne i Doha indtil nu manglede konsekvens i forhold til det aftalte i Durban, hvilket måske ikke er rart at høre, men foruroligende rigtigt. De rige lande sidder og fedter med tilsagnene. Det er direkte tirrende for verdens fattige lande, at USA ikke har noget med hjemmefra, at en række rige lande direkte har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden runde, og at EU selvom de meget let kunne sige: Top, vi satser på 30% stadig kun er indstillet på måske at løfte målsætningen fra 20 til 30%, selvom de 20% allerede så godt som er i mål. Det kan godt være at det er sådan, man forhandler lønforhøjelser, men her er en verden, som er stadig mere følsom overfor klimaforandringer, taget som gidsel – sammen med fremtidens levevilkår.

Det er så meget mere besyndeligt, som at Europa-parlamentet umiddelbart inden Doha vedtog en resolution, at “it is in the EU’s own interest to aim for a climate protection target of 30 per cent by 2020, thus creating sustainable growth, additional jobs and decreasing the dependency on energy imports.”

AOSIS, LCD og de afrikanske lande understregede samtidig vigtigheden af, at Kyoto-aftalen fik en todelt klimamålsætning, så næste periode ikke løb frem til 2020, men blot 5 år, for ikke at risikere, at de kommende år blev en venteperiode, hvor intet rigtigt skete. Det er principielt rigtigt, men i praksis besværligt, og betragtningen kunne med samme rimelighed lægges på de 85% af verdens udledninger, som ikke bliver indeholdt i Kyoto-aftalens anden del.

Man kunne måske vedtage reduktionsmål for både 2017 og 2020 nu, eller endnu bedre, at man fremrykkede den globale aftales iværksættelse til 2017 eller endnu bedre 2015. Med det vi i dag ved om, hvor vigtigt det er at få standset væksten i de samlede globale udledninger og hurtigst muligt nå til at de samlede reduktioner falder (hvis vi skal lykkes med at holde 2ºC-målsætningen), så burde man faktisk vedtage, at den globale aftale blev iværksat, så snart den var færdigforhandlet, og det allersenest i 2015.

Men hvor banalt det kan lyde, så synes dette spørgsmål – om næste reduktionsfrist er i 2017 eller 2020 – at kunne formå at blokere for den videre dialog. Alle har vidst siden Durban, at det var sådan, men ingen synes at formå at hæve sig over ‘spillet’. Og her skal man åbenbart gennem alle positionerne og de rituelle kampe, før man kommer til det egentlige.

Man kunne næsten sige, at vi er nødt til at ændre forhandlingsklimaet for at kunne løse klimaudfordringen. Husker tydeligt i slutspillet i København i december 2009, hvor Pano Kroko fra Environmental Parliament kom fra forhandlingerne i Bellacenteret med den næsten fortvivlede indsigt, at der i selve forhandlingsinstitutionen lå en enorm barriere. At man søgte at løse problemer på stort set samme måde, som man for snart 100 år siden prøvede at afslutte verdenskrige.

Der har været påfaldende stille fra NGO-side denne gang. og Greenpeaces leder Kumi Naidoo sagde tidligere på ugen, at det denne gang var svært for de tilrejsende NGOer at markere sig som normalt, fordi der i Doha var så få lokale at samarbejde med.

.
Men med med demonstrationen i Doha i dag så man for første gang under COP18 for alver noget markant til civilsamfundet. Efter sigende skulle det være første gang, at en sådan demonstration afholdes i Doha, hvor unge mennesker er været på gaden og demonstrere for en bevarelse af fremtidens klima og miljø.

The Guardian bragte i dag to artikler fra Bhutan, som med en udsædvanlig høj grad af integritet og konsekvens i sin bæredygtighedspolitik forfølger et “Gross Happiness Index” – et lykkeindeks, som er så kvalitativt håndteret, at det er muligt at skabe og opretholde stor lykke uden stor materiel rigdom, og uden at ødelægge sit livsgrundlag. Tværtimod ligger en del af lykken i at opbygge relationen til, og forståelsen af, det omgivende landskab. Jeg har ikke kunnet finde nogen særlig anledning til, at The Guardian har bragt artiklen og billedreportagen i dag – ud over at alle efter den første uges forhandlingsmæssige ørkenvandring higer efter at få nogle andre værdier – lys, værdighed, fremsynethed, tilbageholdenhed, renfærdighed, lydhørhed, indlevelse, tillid, glæde, medfølelse, samarbejde, fællesskab og konsekvens, for nu lige at tage nogle af de mangler, som poppede først op på den indre skærm – med ind i billedet. Når forhandlingerne er så svære, er det også i høj grad fordi, sådanne værdier og egenskaber er betragtet som svagheder i forhandlingsklimaet, som kort sagt har det rigtig dårligt. Mindst lige så dårligt som klodens klima.

Så jeg vil i stedet henvise til et blog-indlæg fra Rio+20: Bhutans lykkeindeks – det nye BNP? og Direkte fra forhandlingerne i Rio 20.06.

Tilbage i Doha: Hvor er facilitatorerne, proceskonsulenterne og syntese-kunstnerne? Hvor er biodiversiteten, de oversvømmede byer og landskaber og de kommende generationer? Hvorfor skal forhandlingerne køres stort set parallelle i tre forskellige forhandlingsspor? Selv med min dybeste respekt for Christiana Figueres og hendes stab, som gør et enestående stykke arbejde med på én gang at tilskynde og rose og holde overblik og fastholde alvoren og nødvendigheden af et resultat, er der noget fundamentalt galt med forhandlingsinstitutionen.