COP18 noter I – Klimastatus, 2ºC og USA | Strøtanker om bæredygtighed

COP18 noter I – Klimastatus, 2ºC og USA

26. november 2012

Ma. 26.11. – Så er COP18 skudt i gang – og umiddelbart er ikke meget ændret siden klimaforhandlerne sidst mødtes til COP17 i Durban for snart et år siden. Klimaudfordringen er om noget blevet større siden sidst, som understreget af en række forskningsresultater, som er fremlagt i de seneste måneder:

1) En undersøgelse fra NASA viser, at den øgede forekomst af ekstremvejr i de seneste årtier direkte kan tilskrives klimaforandringer, og at det som for blot får årtier siden måtte betragtes som usædvanligt, er blevet det nye normalvejr (se blog-indlægget Terningerne er kastet).

2) Det internationale Energiagentur IEA kunne for nylig konstatere, at verdens udledninger igen var markant stigende efter at have været lidt vigende omkring den økonomiske krise i 2008-09 – og det i en situation, hvor det står klart, at verdens samlede udledninger skal kulminere inden for 2-3 år og herefter falde hurtigt, hvis vi skal have en chance for at holde de samlede globale temperaturstigning under 2ºC, som verdenssamfundet vedtog ved COP15 i København for tre år siden (se blog-indlægget IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011).

3) Men en undersøgelse fra Verdensbanken påpeger, at vi med den nuværende indsats er hastigt på vej til globale temperaturstigninger på 4ºC eller mere – og karakteriserer 4ºC som den ultimative katastrofegrænse, hvor verdens kystbyer oversvømmes, fødevareproduktionen er truet, verdenshavenes forsuring når et punkt, hvor de nuværende fødekæder kollapser, mens vejrfænomener som tørke, varme og storme vil blive endnu mere ekstreme (se blog-indlægget Verdensbanken: “Skru ned for varmen”).

4) PricewaterhouseCoopers laver årligt en ganske tankevækkende beregning af, hvor meget, vi må sænke vores carbon intensity, for at holde so under 2ºC – her er vi alvorligt bagefter (se blog-indlægget ‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag).

5) Og UNEP har her i de sidste uger inden COP18 lavet den seneste opgørelse af det såkaldte emission gap, som med al bedrøvelighed viser, at afstanden mellem den klimaindsats, de enkelte lande har bundet sig til, og den nødvendige indsats bliver større og større (se blog-indlægget UNEP Emissions Gap Report 2012).

Så der er lagt i kakkelovnen til intense klimaforhandlinger. Selvom klimavidenskaben stadig arbejder på at forfine sin forståelse af situationen, så er der i det videnskabelige miljø en helt overvældende enighed om de fundamentale virkningsmekanismer. Aldrig har klimaudfordringen stået klarere trukket op (se blog-indlægget 99,8% af videnskabelige artikler enige om global opvarmning).

Der mangler faktisk kun at omsætte de mange fine ord til handling.

Hidtil har verdens lande været meget utilbøjelige til at byde ind med deres del af den nødvendige klimaindsats. Både i industrilandene og i BASIC-landene tøver man med at forfølge de nødvendige løsninger og får dem igen og igen (fordi vi tænker og handler så kortsigtet) til at fremstå i modstrid til den “nødvendige” økonomiske udvikling eller genopretning. Så vi står i dag til nærmere at ramme 6ºC ved udgangen af det 21. århundrede end 4ºC. Og det at holde sig under 2ºC og at få bremset atmosfærens koncentration af CO₂ op inden den når 450 ppm, som man har vedtaget som fælles mål, kræver en stor og målrettet indsats her og nu.

6) En nylig undersøgelse af skydannelsens rolle for varmebalancen tyder på, at klimaets følsomhed er større end hidtil antaget – og dermed, at den faktiske temperaturstigning i de kommende årtier må formodes at ligge i den høje ende af de sandsynlighedsfelter, som klimamodellerne opererer med (se blog-indlægget Klimafølsomheden større end hidtil antaget).

Dermed må den grænse på 2ºC og 450 ppm, som man i København for tre år siden fastsatte som mål, endda må betragtes som værende for høje, hvis man vil undgå alvorlige klimaforandringer.

Op til COP18 har der fra flere sider været stillet spørgsmålstegn ved, om 2ºC-målet var realistisk. Det vil givet blive et tilbagevendende spørgsmål i de kommende to uger, og man kunne i dag ved åbningen høre forhandlingernes leder Christiana Figueres insistere på, at der blev fundet løsninger, som fastholdt udviklingen mod de 2ºC.

En lang række lande har endog plæderet for, at målet skulle skærpes til 1½ºC og at målsætningen for atmosfærens koncentration måtte være 350 ppm – ved COP15 var det ønsket fra mere end halvdelen af verdens lande. Det var først og fremmest de små fattige lande, som har meget lille andel i at have skabt klimaproblemerne, men endda er dem, som er hårdest ramt af klimaforandringer – som oceanernes mange atolstater, som med den nuværende mangel på målrettet indsats må se det som sandsynligt, at de i løbet af det 21. århundrede må se deres land definitivt oversvømmet.

Selv med 2ºC og 450 ppm har verdens ledere sat sig et mål, som er meget vanskeligt at løse. Og den beslutning, som man tog i Durban for et år siden om at skulle lave en global aftale i 2015, som først blev iværksat i 2020, virker i forhold hertil decideret absurd. Det er lige præcis de fem (eller syv) år uden reguleringer, som vi ikke har. Og det har været beregnet, at den samme klimaindsats bliver markant dyrere ved at trække den disse år, fordi der dag for dag bliver længere i mål.

Men de store udviklingslande i BASIC-gruppen – Indien, Kina, Brasilien, Mexico og Sydafrika – er ikke til sinds at bremse op her og nu – og ikke interesseret i at der kommer en CO₂-afgift på deres udledninger, som kunne risikere at bremse den nuværende udvikling. Tværtimod kræver man sin ret til at gøre de samme fejltagelser som i de gamle industrilande ganske eftertrykkeligt, før man sadler om. BASIC-landene er alle godt på vej til at opnå den materielle velstand, som tidligere kun var I-landene til dels, og modsat de skrantende gamle økonomier, har disse lande gennemgående stor vækst og dynamik. Kinas udledninger pr. indbygger nærmer sig hastigt EUs, men hvor EUs er faldende, er Kinas stadig markant stigende. Fra 2000 til 2011 steg Kinas udledninger med 171%, og man regner realistisk set ikke med, at det ændrer sig før i 2030, men finder det rimeligt, at det fortsætter indtil BNP pr. indbygger er på 20-25.000$ (som de rige landes), hvor det nu er omkring 5.000$.¹

2030 er mere end ti år efter at videnskaben siger, at udledningerne må vende, hvis vi skal holde 2ºC-målet. Og de store udviklingslande er i de sidste 10-15 år kommet til at fylde så meget i det samlede klimaregnskab, at det ikke kan opvejes blot ved reduktioner i de gamle industrilande.

Hvis ikke denne attitude ændres, og væksten afkobles fuldstændig fra vækst i udledningen af drivhusgasser, vil vi se Kinas udledninger pr. indbygger nå op på ikke bare europæisk, men nærmere amerikansk-australsk niveau, før man sadler om. Indien fremfører fuldstændig samme argumentation, at man ikke vil slippe den billige fossile energi i opbygningsfasen. Og man er panisk bange for at binde sig op på noget, som kan sætte hindringer overfor den økonomiske udvikling.

Tankegangen har hele tiden været, at det var de gamle industrilande, som havde lavet problemet, og som måtte gå forrest i at rydde op. Derfor var det også kun de gamle I-lande, som havde bindende reduktioner i den første Kyoto-aftale, som udløber i år. Og derfor er alle lande meget opsat på, at Kyoto-aftalen får en fortsættelse frem til 2020. Men anden fase kommer sandsynligvis kun til at omfatte Europa og Australien – USA gik aldrig med i Kyoto-aftalen og synes heller ikke nu at være til sinds at gøre det. Canada, New Zealand og Japan har allerede sagt fra overfor anden runde, og det er mere end usikkert, om Rusland i sidste øjeblik alligevel går med.

Anden runde af Kyoto-aftalen kommer således til at omfatte blot 14-15% af verdens samlede CO₂-udledninger, så det betyder faktisk foruroligende lidt i det store regnskab, om EU strammer sin målsætning fra 20% til 30 eller 40%. Og i stedet for at sige selvfølgelig – vi tager vores del af reduktionerne og strammer os an, så har EU været ganske tvetydig i sine signaler – man vil ikke binde sig på forhånd, men sikre, at det sker som en del af, at forhandlingerne om den globale klimaaftale kommer godt videre. Når det alligevel betyder noget, er det lige så meget fordi erfaringerne fra Europa er værdifulde for den samlede globale omlægning. Det har stor pædagogisk værdi, at man kan fastholde og udvikle levefoden samtidig med, at klimabelastningen falder. Og EUs fremtidige velstand afhænger faktisk til dels af, at vi formår at fastholde denne førerposition.

Der er mange skurke på (forhandlings)scenen, men en af de helt store er USA. Hvis blot amerikanerne var gået aktivt ind i Kyoto-aftalen i 1997, ville vi sandsynligvis være meget længere i retning af en global klimalæsning. De gamle industrilande ville alle have været godt i gang med omstillingen, og havde det teknologiske forspring, som gjorde, at man kunne hjælpe resten af verden med.

Var USA gået med i Kyoto-aftalen ville man have undgået 11-12 år, hvor udledningerne blot fortsatte med at stige uantastet og i dag måske have ligget 20-25% under de nuværende udledninger og have været godt i gang med omstillingen til vedvarende energi. Og landet ville med sin entreprenante kraft sat fri sandsynligvis have været verdensledende inden for grøn teknologi. Obama lovede godt nok i København at ville sænke USAs udledninger med 17% inden 2020, men det er set i forhold til 2005. Så det er kun 3% under udledningerne i 1990.

Men mest af alt synes amerikanerne ikke at forstå, hvor ødelæggende deres attitude er. De er afvisende overfor det forhold, at de gamle I-lande historisk har udledt langt mere end de unge fremstormende lande og vækker igen og igen billedet af gammel imperialistmagt. De taler om Kina og kinseserne som det store problem, hvilket ikke er specielt opbyggeligt. Til trods for det hævdvunde princip om common but differentiated responsibilities taler amerikanerne igen og igen om at dele lige, selvom de har en meget stor andel af de problemer vi står overfor i dag – og at de har fået lov at udvikle sig så langt som de har uden at der er blevet gjort noget effektivt ved det.

USA har ikke bare indtil for nylig været den langt største CO₂-forurener og vil stadig en rum tid være den historisk største udleder – USA er samtidig hovedleverandør af klimafornægtelse. Da James E. Hansen fra NASA i 1989 vidnede for den amerikanske kongres, var der for så vidt tilstrækkelig forståelse for klimaproblematikken, til at kunne tage de nødvendige indledende skridt. Men den fossile industri har i USA kørt et massivt og systematisk misinformationsprogram, som har formået at forsinke den globale klimaindsats med mere end to årtier.

Det kan være svært at forestille sig det i et moderne veluddannet land, men der sidder mennesker både i Senatet og i Repræsentanternes Hus, som fremturer med, at menneskeskabt opvarmning er ikke-eksisterende, og blot er et skalkeskjul for at indføre socialisme ad bagdøren. Selvom det burde have været af den nu overståede valgkamps hovedspørgsmål, så valgte Obama og hans stab fuldstændig i dette giftige klima at undlade at inddrage klimaspørgsmålet.

Efter valget har Obama sagt, at han vil prioritere det, så længe det også gavner økonomien, og han har faktisk i de første fire år taget en række skridt, som har positive klimakonsekvenser, men som kunne kaldes for alt muligt andet. Det har krævet en vis strategisk list, men det ville gøre mange ting lettere, hvis man kunne tale åbent om problemerne (se blog-indlægget Obama om den forestående klimaindsats).

Obama blev genvalgt, og klimaindsatsmæssigt er det langt bedre, end hvis Romney var kommet til magten. Men der er stadig republikansk flertal i Kongressen – et parti, hvor klimafornægterne har drevet det ideologiske spin til uhyrligheder. Så det er lige nu usandsynligt, at USA bliver den store proaktive spiller. Og man må erkende, at amerikanerne ikke helt forstår, hvor negativ deres rolle er i det store spil om at få alle til at bidrage til en global klimaaftale. Fra lande som Indien og Kinas side er der en regulær bitterhed over den amerikanske attitude, og det vil kræve lang tids systematisk indsats fra amerikanerne at bedre deres image.

Det er ikke gjort ved tom selvforherligelse, som vi så i dag, hvor Jonathan Pershing fra den amerikanske klimadelegation fortalte forsamlingen, at amerikanerne fortjente stor anerkendelse for de seneste års enorme klimaindsats: “I would suggest those who don’t follow what the U.S. is doing may not be informed of the scale and extent of the effort, but it’s enormous.”²

Det er glædeligt, at der endelig er ansatser til, at der sker noget i USA, men lidt mere selverkendelse ville være klædeligt. Det fald i CO₂-udledningerne, som man kunne konstatere i 2009, var et direkte resultat af den økonomiske krise, som Obama har gjort alt hvad der står i sin magt for at lægge bag sig.

.
Her ser man UNFCCC Executive Secretary, Christiana Figueres ved en pressekonference i dag skitsere udfordringerne for COP18.

I blog-indlægget Optakt til COP18 er der samlet links til artikler forud for COP18, mens indlægget Doha positioner og forviklinger rummer links til artikler om selve forhandlingerne.