Verdensbanken: “Skru ned for varmen”

21. november 2012

.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Denne kurve sammenfatter de forskellige scenarier, som rapporten bygger på. Den violette kurve modsvarer den klimaindsats, som verdens lande nu har bundet sig til – og som grafen med al tydelighed viser, fortsætter temperaturen her med at stige. To af de viste scenarier med den laveste temperaturstigning er ikke realistiske i dagens politiske klima. Det ene indebærer et fuldstændigt stop for udledninger fra 2016, det andet har meget strenge reduktionsmål og når fra anden halvdel af det 21. århundrede til at have negative CO₂-udledninger – dvs. at vi samlet set absorberer flere drivhusgasser end vi udleder.

En anden tankevækkende kurve fra Verdensbankens rapport er vist her til højre i meget lille. Den viser udviklingen i verdenshavenes surhedsgrad i forhold til de forskellige scenarier.

Her ser man igen, hvordan de to mest ekstreme reduktionsscenarier, fuldt stop fra 2016 og netto CO2-absorberende fra 2050 formår at standse den forsuring af verdenshavene, som hvis den får lov at fortsætte udgør en voldsom trussel mod verdenshavenes koralrev og vitale elementer i oceanernes fødekæder.

For det er ikke kun for landbruget, at en fire grader temperaturstigning vil give store problemer med at tilvejebringe det daglige brød. Det anslås at omkring 1½ mia. mennesker lever af fisk fra verdens koralrev, og de står allerede med den forsuring, som har fundet sted i dag, tæt på kollaps. Forsuringen hænger sammen med, at omkring halvdelen af den mængde CO₂, som vi udleder i atmosfæren, efterfølgende optages af verdenshavene, hvor den afstedkommer en gradvis forsuring (danner kulsyre).

En anden kurve (figur 25 i hovedrapporten, s. 47) fremgår det, at langtidsstabilisering af verdenshavenes koralrev kræver en tilbagevenden til 350 ppm – og dermed, at vi ikke bare mindsker udledningerne, men rent faktisk lærer os at genlagre en betragtelig del f den CO₂, vi har sendt ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse. 450 ppm betegnes som den grænse, hvor koralrevene ophører med at vokse – eller rettere at forsuringen opløser kalkstrukturerne lige så hurtigt, som havets organismer kan danne dem, så en række skaldyr ikke er i stand til at danne deres beskyttende lag. 550 ppm angives for grænsen, hvor koralrev starter på at gå i opløsning. Atmosfærens koncentration af CO₂ er i dag tæt på 400 ppm og stiger med omkring 2 ppm pr. år. Så hvis ikke der sker små mirakler i Doha, vil vi nå 450 ppm inden for tre årtier.

Tilsvarende vil havstigninger med de nuværende tilsagn om klimaindsats nå over 1 m i år 2100. Og her er forsinkelsen i processerne så store, at selv med de tidligere nævnte to meget strenge reduktionsscenarier vil vi se en havstigninger på mere end en halv meter i år 2100.

Der er tale om en omfattende rapport, som også kommer ind på hedebølger, ekstremvejr, oversvømmelser, vandmangel, fødevareproduktion, risikoen for at udløse klimatologiske tipping points på Antarktis og på Grønland osv.

Kort sagt alle gode grunde til at tage klimaudfordringen alvorligt, nu!