Obama om den forestående klimaindsats
15. november 2012.
Ved et pressemøde i Det Hvide Hus i går blev Obama spurgt om sine planer og overvejelser omkring klimaudfordringen i den kommende tid. I det fire minutter lange svar i videoen herover, giver han sig vitterligt tid til at udfolde sine tanker og overvejelser.
Efter en lang valgkamp med næsten demonstrativ tavshed om klimaspørgsmålet er det befriende at høre, at han betragter det som en af de helt store udfordringer, som USA må samles om, og som vil præge hans indsats i de kommende fire år.
“You can expect that you’ll hear more from me in the coming months and years about how we can shape an agenda that garners bipartisan support and helps move this agenda forward,” siger han på pressemødet. “I am a firm believer that climate change is real, that it is impacted by human behavior and carbon emissions,” siger han, “and as a consequence, I think we’ve got an obligation to future generations to do something about it.”
Man fornemmer i Obamas næsten tøvende svar, at han gør sig store overvejelser om, hvordan man kan tale om klimaudfordringen, så man får alle med. Det er ikke gennem akopalyptiske skræmmebilleder og tipping points, hvorfra klimaet løber løbsk – den del klarer vejrguderne til fulde, med ødelæggende orkaner og en tørke, som i år har spoleret høsten i store dele af USA.
Obama ved, at han er nødt til at navigere i et USA, som stadig er på vej bort fra afgrunden, som stadig mest af alt mangler flere arbejdspladser, som stadig er stærkt delt mellem et rødt og et blåt USA, hvor ingen endnu rigtig ved, hvor republikanerne lander ovenpå det svinede valgnederlag, som endnu kun er en uge gammelt – og som måske blev ekstra sviende, fordi det så længe og så ekstremt blev kørt på værdipolitikken.