Strøtanker om bæredygtighed

.
Natten mellem torsdag og onsdag vandt Obama Four More Years som præsident for USA – ikke stort, men sikkert nok til at han og demokraterne kan gå videre med et mandat til at fortsætte den genopretning efter Bush-tiden og det deraf følgende kaos, som han har brugt kolossale kræfter på at rydde op i. Som man kan høre i hans sejrstale i Chicago natten til 7. november i videoen herover, har han genfundet de store, stærkt malende fraser, som forud for hans valg i 2008 skabte en næsten global bølge af håb – håb om en fremtid, hvor der var lige muligheder for alle, uanset race, køn, opvækst og seksuel orientering.

Det er et andet håb, han søger at tænde nu, et håb mærket af fire år med hårde tider, et håb om at der findes et samlet USA efter en fase, hvor højrefløjen har været på ideologisk korsttog, og hvor den fossile mafia har sat kolossale ressourcer ind på at modarbejde – for ikke at sige dæmonisere – hans visioner om forandringer, som ikke bare ville løse USAs umiddelbare problemer, men bringe natonen styrket ind i det 21. århundrede. Men det er på en måde et stærkere håb – for det bygger på det, at han midt i al modstanden fra den nært kollapsede økonomi og den rabiate højrefløj, er lykkedes med at vende udviklingen. Selvom hans håb ikke har samme vidtløftighed, så er det et erfaringens håb, et materialiseret håb, et håb om at kunne udfolde og færdiggøre det, som der er lagt grunden til i de første fire år.

Det har været fire hårde år. I 2010 genvandt republikanerne flertal i begge kamre i Kongressen, og siden da er 80% af alle Obamas lovforslag faldet på modstand i Kongressen. Så listen af incompletes er foruroligende lang. Som det er nærmere behandlet i et efterfølgende indlæg om Obamas klimastrategi (se blog-indælgget Obama om den forestående klimaindsats) tog Obama den i bakspejlet nok fejlagtige beslutning ikke at tale direkte om klimaudfordringer og klimaforandringer, men stilfærdigt at søge at implementere en række af de forandringer, som er nødvendige for at nedbringe USAs nu gigantiske klimafodaftryk, uden at referere til klimaet, men tværtimod give det begrundelser i energisikkerhed, jobskabelse osv.

I både demokraternes og republikanernes kampagner har klimaspørgsmålet i denne valgkamp været stort set fraværende (se blog-indlægget Den unævnelige klimaudfordring). For Romney forståeligt, da det var et af de områder, hvor hans umage bagland lige under overfladen er dybt uenigt. For Obamas kampagne ganske paradoksalt, da der syntes at være et stærkt klima-argument overfor den del af vælgerne, som stadig ikke havde besluttet sig (se blog-indlægget Det klimaløse valg).

Under vejs har Obama ved enkelte lejligheder, som for eksempel ved demokraternes konvent markeret, at klimaudfordringen ikke var en hoax. Men der synes blandt Obamas nærmeste rådgivere at have hersket en så stor usikkerhed om, hvilke dæmoner, man ville fremmane i det meget ladede landskab, hvis man tog hul på klimaspørgsmålet, at man har prioriteret andre områder. Men ingen i USA er i tivivl om, at en klimaindsats vil være i bedre hænder med Obama end med Romney, så måske endda at Obamas kampagnerådgiver Axelrod så rigtigt i, at det ikke havde flyttet stemmer at inddrage klimaudfordringen.

Først i valgkampens allersidste fase tvang orkanen Sandy emnet på bordet, og selv da lykkedes det næsten Obama ikke at tale om det. Men det var som om at en forbandelse var brudt, og allemulige andre tog hul på diskussionen, om Sandy var forårsaget af klimaudfordringen? Sandy ramte direkte ind i noget, som man godt vidste, men i det betændte Tea Party-klima havde holdt tilbage. Med Sandy var det alvor langt ind i de republikanske rækker (se blog-indlægget Sandy bryder klimatavsheden). Og New Jerseys republikanske senator Chris Christie personificerer det opgør med højrefundamentalismen, som Sandy fremkaldte. Ikke bare skamroste han Obama for sin indsats og for den statslige beredskabsstøtte, som Romney principielt havde sagt burde afvikles. Han samarbejdede med fjenden (Obama) og erkendte åbent, at der måtte gøres noget ved klimaudfordringen. Man kunne da også i valgkampens sidste døgn høre Obama referere til klimaudfordringen, ligesom han gør det i sin sejrstale herover (11:22 min. ff.).

Endda findes der en ikke bare formodning om, men ganske stærk forventning om, at Obama i en anden valgperiode vil prioritere en klimaindsats højt. Hvor højt får vi allerede en fornemmelse af her op til COP18 i Quatar sidst på måneden. Amerikanerne har siden COP15 i København været en næsten destruktiv størrelse i de globale klimaforhandlinger.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på valgresultatet, men dette kort, hvor man county for county kan se, hvor hvem som har haft flertal, giver et meget malende billede af et USA, som geografisk set er meget stærkt delt mellem et republikansk USA, som regerer størstedelen af de centrale områder, landdistrikterne og småbyerne, mens demokraterne stort set bor i og omkring de større byer langs kysterne og langs grænsen mod Mexico. Tilsvarende er USA demografisk set markant opdelt. Hvor flertallet af de allerrigeste og hvide middelklasse-mænd har stemt på Romney, så havde Obama markant større støtte fra den spansktalende del af befolkningen, fra afroamerikanere og asiater, fra kvinder og fra unge – gennemgående grupper, hvis andel af USAs samlede befolkning er voksende. Så republikanerne står efter dette valg med alvorlige tømmermænd. Det “rigtige” USA, som man har rettet sin kampagne mod, vil år for år udgøre en stadig mindre del af de samlede vælgere. Så hvis man vil vinde i 2016, er man nødt til at kunne appellere til en langt bredere vælgerbase, end man har formået i dette valg.

Men her umiddelbart efter valget synes det usandsynligt, at republikanerne er i stand til at håndtere dette spørgsmål rationelt, også fordi Tea Party-bevægelsen i de senere år har søgt at dreje USA voldsomt mod højre med en politik, som kan have stærke mindelser om Foghs minimalstatstanker og Pia Kjærsgaardsk værdipolitik, men derudover rummer et sammensurium af kristen fundamentalisme, klimafornægtelse og krigsliderlighed. Og så synes det stadig en voldsomt svær kamel at sluge, at USA for første gang i sin historie ikke er ledet af en hvid mand. Faktisk har man i Obamas første fire år set en decideret destruktiv oppositionspolitik, hvor man frem for at finde kompromiser har søgt at tydeliggøre, Obamas elendigheder og igennem smædekampagner i medierne igen og igen fokuseret på irrelevante spørgsmål, som om Obamas dåbsattester og eksamenspapirer nu også var ægte, samtidig med at hans ønsker om en reform af social- og sundhedsvæsenet – og hele Obamas vision om, at centralregeringen kan være en positiv, konstruktiv kraft – har været udskrevet som europæisk socialisme af værste skuffe, selvom Obama politisk set ligger pænt til højre for det danske socialdemokrati.

Der synes umiddelbart at have været lagt op til to store lovkomplekser i Obamas første periode, dels på klimaområdet, dels sundhedsreformen. Men da det viste sig, at der var strid modvind på begge områder, synes han at have prioriteret først at får sundhedsreformen igennem. Det kan man beklage på klimaets vegne, for det var den del, som har størst indflydelse på den globale situation og vores fælles fremtid. Men med næsten 50 mio. mennesker uden adgang til ordentlig hospitalsbehandling, var sundhedsreformen den måske vigtigste indenrigspolitiske satsning – og en satsning, som man måske kunne håbe ville skabe basis for et videre arbejde.

Demokraterne havde forud for Obamas valgsejr i 2008 en stor klimalovgivning under forberedelse, som sigtede på at nedbringe USAs samlede udledninger med 80% hovedsageligt gennem etableringen af et kvotemarked tilsvarende kvotesystemet i EU (se blog-indlægget Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej). Men det lykkedes aldrig at skaffe det fornødne flertal. Langt ind i Demokraternes rækker var der økonomiske interesser, som slog bak.

Selvom Obama kort efter sin indsættelse i 2008 valgte at udsætte den store klimalovgivning og ikke at tage konfrontationen med klimafornægtelsen direkte, betyder det ikke, at han ikke har taget hul på klimaindsatsen.  Han synes blot at have resonneret, at der var en lang række mindre indsatser, som man kunne tage hul på unden den store klimalovgivning, og som han kunne forvente at få igennem uden konfrontationer med Kongressen. Det er da også langt hen ad vejen lykkedes, og de amerikanske CO₂-udledninger er under Obama for første gang faldet. Det skyldes en blanding af krisetider, nye skærpede krav til bilers energieffektiviseringer, investeringer i vedvarende energianlæg og et markant skift fra kul til gas. Og så etablerede Californien i 2011 på statsplan det kvotemarked, som det endnu ikke er lykkedes at gennemføre for hele USA (se blog-indlæggene: Klimalovgivning vedtaget i Californien og Californien indfører CO₂-kvotesystem).

Men vi har stadig til gode at se, at han mener noget alvorligt med sine ord fra juni 2008: “This was the moment when the rise of the oceans began to slow and our planet began to heal.”

Jørgen Steen Nielsen: Clinton i klimaoffensiv, Obama tøver, Information 15.11.2012.

Joe Romm: Obama Wins Reelection, Now Must Become A Climate Hawk To Avoid Dust-Bin Of History, Dust Bowl For America, Climate Progress 06.11.2012.

David Biello: Climate Change Action and More Drilling Likely in Obama’s Second Term, American Scientific 07.11.2012.

Mary Anne Hitt: What Obama’s Re-Election Means for Coal, Climate Change, and America’s Energy Future, Grist 07.11.2012.

Chris Mooney: Climate Change Made Sandy Worse. Period. Mother Jones 08.11.2012.

Craig D. Sererance: Hoping For Change: A Post-Election Action Plan For Addressing Climate, Climate Progress 08.11.2012.

Erica Martinson & Darren Goode: President Obama emerges bruised but victorious in ‘coal war’, Politico 08.11.2012.

Morgana Matus: Obama Calls for Climate Action After Winning 2012 Presidential Election – Here’s What’s Next for the Environment, Habitat 08.11.2012.

Mark Boyer: Can President Obama Renew the Wind Energy Tax Credit Before it Expires? Habitat 08.11.2012.

Kumi Naidoo: On the Future of America’s Children or Whether Obama Will Have a Different Approach This Time Around, Huffington Post 08.11.2012.

Joe Romm: Sen. Majority Leader Reid: ‘Climate Change Is An Extremely Important Issue For Me, And I Hope We Can Address It’, Climate Progress 08.11.2012.

Rina Rosenberg: A Change in the Weather on Wall Street, New York Times 08.11.2012.

Andres C. Revkin: Will Storm’s Wall Street Impact Influence U.S. Carbon Policy? New York Times 08.11.2012.

Kelly Rigg: Will President Obama Seize the Moment for Action on Climate Change? Huffington Post 08.11.2012.

What Will Obama Do with His Second Term? Eight Issues, The New Yorker 07.11.2012.

Becca Connors: Friends of the Earth’s statement on the re-election of President Barack Obama, Friends of the Earth 07.11.2012.

Roberta Rampton & Timothy Gardner: Obama to weigh energy boom, climate change in second term, (Reuters) Planet Ark 08.11.2012.

Howard Fineman: Why Obama Won Is So Clear, The Day After, Huffington Post 07.11.2012.

Michael Moore: Morning in America, Huffington Post 07.11.2012.

Richard Piltz: Toward government accountability on climate change during Obama’s second term, Climate Science Watch 07.11.2012.

Ryan Lizza: The Sceond Term, The New Yorker 18.06.2012.