Klimaindsatsen på to ben

22. oktober 2012

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har på det seneste signaleret, at vi ikke kan satse alt på de internationale klimaforhandlinger, derunder vente til 2020 med at få den globale klimaaftale effektueret. Det går simpelt hen for langsomt. Hvis vi skal have nogen chance for at holde verdens temperaturstigninger under 2ºC, hvilket er noget af det eneste verdenssamfundet efter 20 år er lykkedes at blive enige om, så er det simpelthen ikke nok, hvis det blot er en lille gruppe af de rige lande, som går ind i en ny fase af Kyoto-aftalen. Så skal et stort flertal af verdens lande være i gang med systematiske klimaomlægninger allerede længe inden 2020.

Lidegaard skrev fredag (19.10.) i en Facebook-opdatering: “Kan FN løse klimaproblemet? Det er godt nok svært at bevare optimismen, når man kigger på, hvor langsomt det går – og hvor hurtigt det burde gå. FNs klimaindsats er nødvendig som global ramme og af hensyn til de fattige lande! Men det står smerteligt klart, at det ikke kan stå alene. Derfor har jeg besluttet at supplere vores indsats i FN med et handlingsspor, hvor vi planlægger en række konkrete samarbejder med vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Sydafrika om at omstille deres hastigt voksende energisektorer i en grøn retning. Det er landene selv der vil, og der er også store potentialer for danske teknologier. Tror på det er sådanne konkrete indsatser, der i sidste ende kan skabe politisk bevægelse – også i FN.”

Dagen efter (20.10.) supplerede han: “På vej til Sydkorea, hvor der er forberedende møder til klimaforhandlingerne i Doha i december. Bagefter til Japan og diskutere energistrategier med den japanske regering. Godt eksempel på de to spor, vi forfølger i vores internationale klimapolitik: FN sporet og handlingssporet.”

Japan falder måske ikke umiddelbart inden for definitionen på det nye ben. Landet er højt udviklet og har problemer med deflation og en økonomi, som har stagneret i snart flere årtier. Men Japan trænger i den grad til et skub i den rigtige retning.

I forlængelse af Fukushima-katastrofen, som stadig halvandet år efter kaster sin skygge tungt over store dele af samfundet, er der stærke kræfter i samfundet for at ville en stor energiomlægning, men samtidig også stor inerti og ønske om blot at fortsætte som hidtil. Og her kan selv et lille puf på rette sted blive afgørende.

Så det at brede klimaindsatsen ud til også – og i højere grad – at indebære direkte bilaterale aftaler virker helt oplagt.

Mener også at EU, eller en række lande i EU i forlængelse af Rio+20 gik ind på at medfinansiere ganske systematiske energiomlægninger en hel række østater i Aosis-samarbejdet. Det er klart ikke de tunge lande målt i CO₂-udledninger, men mange af disse lande er topmotiverede, da mindre end en meters stigning af verdenshavene vil betyde undergangen for disse atolsamfund, som ofte ikke rager mere end en meter eller to over havoverfladen. Og … det er vigtigt, at mulighederne for en klimaindsats bliver fulgt op på alle niveauer, hele verden rundt. Det system, som står bag indsatsen, har til opgave at tilvejebringe disse muligheder på alle niveauer.

I dag går indsatsen primært på energiforsyningen – som også umiddelbart er en meget central del af klimaudfordringen. Men i NIRAS’ nylige undersøgelser af de samlede CO₂-fodaftryk viste det sig, at alene vores mad tegnede sig for 4,2 ton CO₂ pr. københavner pr. år. Her er vi langt inde i grundlæggende mønstre i vores livsstil og forbrug(erisme). Og selv den dag, vi har fået energiforsyningen lagt fuldt om til vedvarende energi, vil der tilbagestå en stort kompleks af klimaopgaver, som er svære at gennemføre ovenfra og ned – som er langt sværere at ændre end at skifte kulkraftværkerne ud med vindmøller.

Jeg ved, at et initiativ til “Civilsamfundets Klimafond” som skulle have til opgave at stimulere nogle af disse indsatsområder, har været forelagt vores klimaminister, men at han på det tidspunkt ikke mente, at der var plads til det i regeringens indsatskatalog. Men man kan håbe, at han med samme logik som den, som har ledt til, at man må agere på flere niveauer end FN forhandlingssporet, kunne se betydningen af disse videre klimaindsatser. Det vil kalde på en anden type specialister end energisektorens, men det kunne måske udvikle endnu et område, hvor Danmark var verdensledende og i stor udstrækning kunne eksportere sin knowhow.

Denne gentænkning af indsatsen er helt på linje med Helle Thorning-Schmidt, som for få dage siden i et eftertankens øjeblik tilbage på sin ungdoms uddannelsessted, Europakollegium i Brügge, måtte vedkende sig, at udviklingen i EU må køre i flere tempi. Givet var ordene primært møntet på de økonomiske omstruktureringsprocesser, som ligger under euro-krisen og euro-samarbejdets fremtid. Men udsagnet er fuldt ud gyldigt også på klima- og energi-fronten.

Hvad er rimeligheden i, at et enkelt land, Polen, med sin traditionelt stærke kul-afhængighed, er i stand til at holde EUs samlede reduktionsmål på blot 20%, når man nogenlunde uproblematisk kunne have sat højere? Hvorfor satte man det ikke op til 30% og nåede det så ved at et land som Polen blot skulle nå 20%, mens lande som Tyskland, Danmark og Sverige, hvor processerne er anderledes godt i gang, spændte sig for 35% eller 40%, for at man som fællesskab kunne præstere det optimale. Lidt efter den devise, som på FNsk forhandlings-lingo hedder “common but differentiated responsibilities”.

For nu at springe ekstra i det, så ser man samme billede i USA, at særinteressen tæmmer helheden, blot endnu mere grotesk. USA er klimaindsatsmæssigt ikke nogen enhed, men en hoben delstater, som kører i meget forskelligt gear. Det spænder fra ren klimafornægtelse og krampagtige forsøg på at fastholde en kuløkonomi (som lige nu er truet af den billigere fracking-gas), til stater som Californien, som har fuld gang i solcellerne og har startet et cap & trade kvotesystem. Ti stater i det nordøstligste USA har i snart mange år kørt noget tilsvarende på energiområdet.

USA har ekspertisen, råstofferne, græsrødderne og entreprenør-ånden til at få tingene til at ske, men er lige nu næsten mafiøst fastholdt af den fossile industri. Til trods for Obamas aspirationer har der på nationalt plan ikke været muligt at gennemføre en egentlig klimalovgivning. Demokraternes forsøg væltede på modstandikke vare blandt republikanerne, men blandt repæsentanter for delstater, hvis økonomi og bekæftigelse i høj grad er bundet op på kul.

Klimaspørgsmålet er i USA blevet så betændt, at det har været stort set holdt ude af valgkampen, og de fossile interesser så store, at Obama ved den seneste (anden) debat med Romney måtte stå og prale med, hvor meget olie, han havde boret op, hvor meget kul, hvor mange rørledninger … forståeligt i konteksten: forsøget på at sikre genvalg, men fuldstændig absurd tale.

Situationen er langt fra som i EU. Det er dybt problematisk, at man ikke fra centralt hold kan understøtte udviklingen, samtidig med at den fossile industri skovler ind med hævdvundne tilskud. Men – og det var derfor, jeg ville omkring USA – når det gælder klimaindsatsen i God’s Own Country, vil man nok også være nødt til at arbejde i flere tempi og sætte de stater, hvor man allerede nu har hul på klimaindsatsen, i eliteklassen. Ellers bliver føderationerne til sovepuder, og de stater, som allerede er i gang, kommer til at vente utålmodigt uansporede.

I USA kommer Martin Lidegaard nok ikke så langt. Men der er heldigvis mange andre steder i verden, hvor jorden er bedre gødet, og hvor et lille skub fra et lille land med mange vindmøller kan være med til at gøre store ting.

Allerede efter klimatopmødet i Durban bestilte Lidegaard en rapport om følgerne af 4-5-6 gradeers temperaturstigninger, som er det sandsynlige scenario, hvis ikke vi får bredt fat om den globale klimaudfordring i allernærmeste fremtid.

Se tidligere blog-indlæg: Martin Lidegaard: Knald eller fald og Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko.