22. oktober 2012 arkiv

Klimaindsatsen på to ben

22. oktober 2012

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har på det seneste signaleret, at vi ikke kan satse alt på de internationale klimaforhandlinger, derunder vente til 2020 med at få den globale klimaaftale effektueret. Det går simpelt hen for langsomt. Hvis vi skal have nogen chance for at holde verdens temperaturstigninger under 2ºC, hvilket er noget af det eneste verdenssamfundet efter 20 år er lykkedes at blive enige om, så er det simpelthen ikke nok, hvis det blot er en lille gruppe af de rige lande, som går ind i en ny fase af Kyoto-aftalen. Så skal et stort flertal af verdens lande være i gang med systematiske klimaomlægninger allerede længe inden 2020.

Lidegaard skrev fredag (19.10.) i en Facebook-opdatering: “Kan FN løse klimaproblemet? Det er godt nok svært at bevare optimismen, når man kigger på, hvor langsomt det går – og hvor hurtigt det burde gå. FNs klimaindsats er nødvendig som global ramme og af hensyn til de fattige lande! Men det står smerteligt klart, at det ikke kan stå alene. Derfor har jeg besluttet at supplere vores indsats i FN med et handlingsspor, hvor vi planlægger en række konkrete samarbejder med vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Sydafrika om at omstille deres hastigt voksende energisektorer i en grøn retning. Det er landene selv der vil, og der er også store potentialer for danske teknologier. Tror på det er sådanne konkrete indsatser, der i sidste ende kan skabe politisk bevægelse – også i FN.”

Dagen efter (20.10.) supplerede han: “På vej til Sydkorea, hvor der er forberedende møder til klimaforhandlingerne i Doha i december. Bagefter til Japan og diskutere energistrategier med den japanske regering. Godt eksempel på de to spor, vi forfølger i vores internationale klimapolitik: FN sporet og handlingssporet.”

Læs mere »

Share