Strøtanker om bæredygtighed

Det nordøstlige USA er i disse dage vidne til et helt usædvanligt vejrfænomen, en tropisk storm, Sandy, som har bevæget sig endog meget langt nordpå og netop i disse timer trækker ind over land i det nordøstligste USA.

Ingen ved endnu, hvor voldsomt, det kommer til at foregå – men der er varslet markante regnfald, vindstyrker af op til stormstyrke, og tre meter stormflod, en cocktail som vil lave alvorlig ravage langs de nordøstlige kyster i de kommende døgn, og foreløbigt tegner det meget voldsomt. Sandy går på land syd for New York med det dybeste lavtryk, som er målt i USA nogensinde. Som man kan se af det lille kort herover, som findes i større størrelse nedenfor, vil Sandy husere det meste af ugen. Efterhånden trækker orkanens centrum ind over Canada, og forventes fredag og lørdag at passere hhv. Montreal og Quebec. Hvor voldsomt det bliver, og hvor længe Sandy holder pusten inde over land, kan ingen endnu vide. Men der har været tale om op imod 10 mio. mennesker uden strøm i op til en uge, det store beredskab er aktiveret, New Yorks toge, busser og undergrund er blevet indstillet i løbet af dagen og New Yorkerne har hamstret som vilde.

Den amerikanske valgkamp, som igennem de sidste mange måneder har skubbet stort set alt andet i baggrunden, er for et øjeblik sat på standby. Både Obama og Romney har måttet indstille en lang række aktiviteter – Obama er rykket tilbage til Det Hvide Hus for at stå i spidsen for beredskabsarbejdet, Romney er blæst inde i en lille flække i Ohio med kun 10.000 indbyggere, hvorfra han, samtidig med at han og konen ved en fundraiser-event karakteriserede Obama som umoden, over fjernsynet kunne se Obama som statelig statsmand dirigere forsvaret mod den indtrængende fjende og få forærende ikke bare ros fra republikanske senatorer for sin indsats, men nok så meget en uvurderlig taletid, hvor folk må forventes at høre efter – til forskel fra den tæppebombning med valgspots, som på nuværende tidspunkt er ved at drive folk til vanvid. Begge må de regne med at ændre deres kampagneplaner radikalt for de kommende dage, for flytrafikken vil være stærkt begrænset i store dele af svingstatsområdet.

Det er som om at det klima – og den klimaudfordring – som både Obama og Romney er gået i en stor bue udenom, her i allersidste øjeblik på sin helt egen måde insisterer på alligevel at være med i valgkampen. Mike Tidwell, leder af Marylands Chesapeake Climate Action Network og forfatter til bogen The Ravaging Tide (2006) siger i en artikel i dagens Huffington Post: “The irony is that the two presidential candidates decided not to speak about climate change, and now they are seeing the climate speak to them,” … “That’s really what’s happening here. The climate is now speaking to them – and to everyone else.”¹

Læs mere »

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har på det seneste signaleret, at vi ikke kan satse alt på de internationale klimaforhandlinger, derunder vente til 2020 med at få den globale klimaaftale effektueret. Det går simpelt hen for langsomt. Hvis vi skal have nogen chance for at holde verdens temperaturstigninger under 2ºC, hvilket er noget af det eneste verdenssamfundet efter 20 år er lykkedes at blive enige om, så er det simpelthen ikke nok, hvis det blot er en lille gruppe af de rige lande, som går ind i en ny fase af Kyoto-aftalen. Så skal et stort flertal af verdens lande være i gang med systematiske klimaomlægninger allerede længe inden 2020.

Lidegaard skrev fredag (19.10.) i en Facebook-opdatering: “Kan FN løse klimaproblemet? Det er godt nok svært at bevare optimismen, når man kigger på, hvor langsomt det går – og hvor hurtigt det burde gå. FNs klimaindsats er nødvendig som global ramme og af hensyn til de fattige lande! Men det står smerteligt klart, at det ikke kan stå alene. Derfor har jeg besluttet at supplere vores indsats i FN med et handlingsspor, hvor vi planlægger en række konkrete samarbejder med vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Sydafrika om at omstille deres hastigt voksende energisektorer i en grøn retning. Det er landene selv der vil, og der er også store potentialer for danske teknologier. Tror på det er sådanne konkrete indsatser, der i sidste ende kan skabe politisk bevægelse – også i FN.”

Dagen efter (20.10.) supplerede han: “På vej til Sydkorea, hvor der er forberedende møder til klimaforhandlingerne i Doha i december. Bagefter til Japan og diskutere energistrategier med den japanske regering. Godt eksempel på de to spor, vi forfølger i vores internationale klimapolitik: FN sporet og handlingssporet.”

Læs mere »

Også i den anden af de tre planlagte debatter mellem Obama og hans udfordrer ved det snart nært forestående amerikanske præsidentvalg var noget af det eneste, de to overhovedet kunne enes om, fuldstændigt at fortie klimaspørgsmålet.

Debattens format var ellers sådan, at der var mange gode muligheder for at komme ind på det – en hel serie spørgsmål fra tilhørerne hvor hver af de to kandidater til præsidentvalget havde to minutter og derefter to minutter til “debat”. Som Chris Hayes fra nyhedskanalen MSNBC udtrykte det i en af de mange analyser umiddelbart efter debatten, så var det at fortie klimaspørgsmålet fra den ganske diskuterede energisituation som at diskutere rygning uden at tale om kræft.¹

Debatlederen tirsdag nat var CNNs Candy Crawley. Og hun gjorde det på mange måder kompetent, men på grund af den manglende disciplin fra de to kombattanter – det var flere gange lige før man frygtede, at de ville tage næverne i brug – nåede hun kun 11 spørgsmål fra salen, hvor planen forud havde været, at man på de halvanden time ville nå 13 runder. Adspurgt efter debatten, hvorfor hun ikke inddrog et klimaspørgsmål, siger Candy, at hun havde planlagt det, men at der så ikke var tid, og at de fleste nok var mere interesseret i at høre om økonomi (se klip på Treehugger²).

Under vejs i debatten var de to kombattanter på et tidspunkt ved at falde over hinanden for at sandsynliggøre, hvem som havde pumpet mest olie op, hvem som ville flest pipelines, hvem som ville mest fracking og mest kul. Her var den Obama, vi kunne se anno 2012, endog meget langt fra den Obama, som i 2007 ville sikre, at verdenshavene steg langsommere, og at der efter års neglegt blev taget seriøst hånd om klimaudfordringen.

Læs mere »

I en artikel i Ingeniøren for nylig¹ var omtalt et Downs-Thomson-paradoks, som jeg aldrig før havde hørt noget om. Paradokset, som meget præcist udtrykte noget om trafikkens væsen, som jeg altid har følt uden at have noget præcist begreb for, var defineret som sådan i artiklens margin:

“Downs-Thomson-paradokset siger, at trængslen vil være forholdsvis konstant, fordi vejudvidelser i en korridor, hvor der også er regelmæssig togdrift, resulterer i øget bilkørsel eller ‘induceret’ trafik. Trafikanter finder nemlig andre løsninger, hvis trængslen bliver uacceptabelt høj. Og omvendt: Hvis folk finder ud af, at nu går det rigtig godt at bruge bilen, så tager de ikke bussen længere.

Anthony Downs og J.M. Thomson formulerede teorien i 1992 for at forklare det vanskelige i at fjerne myldretids-trængsel fra motorveje. For som reaktion på øget kapacitet ses straks tre effekter: 1) Trafikanter, som har anvendt andre veje, begynder at bruge motorvejen. 2) Dem, der kørte uden for myldretiden, kører igen i myldretiden. 3) Bus- og togpassagerer tager i stedet bilen.”¹

Sådan oversat til dagligdansk siger paradokset nærmest, at man ikke kan bygge sig ud af den trafikale trængsel, for jo flere og større veje, jo flere biler, så der stadig vil være køer og millioner af spildte arbejdstimer.

Og i det konkrete eksempel på kort-illustrationen herover, hvor man med milliardinvesteringer forbedrer en nøje indkredset flaskehals, så vil trafikken, når den nu ikke mere går i stå omkring Roskilde, blot generere nye flaskehalse.¹

Hvis man spørger på Wikipedia, kan man under Downs-Thomson paradox læse:

Læs mere »

.
Ved TEDxCopenhagen 18. september havde Selina Juul fra Stop Spild Af Mad et meget begavet og agiteret indlæg om madspild. Ultrakort, på blot 8 min. fremfører hun sin sag, at madspildet er et område, hvor vi alle kan sætte ind – hvor vi alle behøver at sætte ind. Affaldet – vores eget affald – er vores personlige nøgle til at forandre fremtiden, siger Selina. Så “smid ikke fremtiden væk!”

Nogle gange kan madspildsproblematikken næsten drukne i restemadsopskrifter, huskeråd til indkøbslisten osv., andre gange fortoner det store perspektiv sig i et kolossalt statistisk materiale. Men ikke her – ved TEDxCopenhagen fik vi den rensede forklaring, uden hudfletten af de særligt danske vanemønstre, hvilket giver god mening nu, hvor alt foregik på engelsk.

Det er ikke fordi der ikke er tal. Tværtimod. I samarbejde med Forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer fremlagde Stop Spild Af Mad for nylig en Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd,¹ som søger at kortlægge, hvilke hjælpemidler der skal til, for at nedbringe madspildet i de private husstande.

Undersøgelsen bygger på data fra en spørgeskema-undersøgelse fra april i år af et repræsentativt udsnit af danskere mellem 18-80 år (n=1024) samt en fokusgruppe, som gennem brugen af forskellige redskaber til at nedbringe madspild, giver feedback på deres oplevelser.

Det skønnes, at en gennemsnitlig dansk familie bestående af to voksne og to børn, kasserer fødevarer for 10.000 kr. årligt – eller for alle danskere samlet i alt 16 mia. kr. Der er spild hele den lange vej fra mark til fabrik til butik til køleskab til komfur til bord til restemadsmulighed til affaldsspand. I USA, som har verdensrekorden i madspild, regner man med at omkring 40% af den mad, som produceres, aldrig bliver spist. Vi er lidt bedre herhjemme, men slet ikke gode nok. i den rige del af verden ryger i gennemsnit omkring en fjerdedel af den mad, vi køber, direkte i affaldsspanden.

Selvom det kan synes af små mængder, 50g her, 150g der, en tør skorpe dér, så ligger størstedelen af madspildet hos forbrugeren, efter at madvarerne er købt i butikkerne. Som Selina siger ved TEDx: “Ladies and gentlemen, we need to be smarter than that …”

Det er i den grad et spørgsmål om de mange bække små, at hvis der hver dag ryger 100g ud pr. næse, så bliver det til en voldsom bunke på et år og et næsten skræmmende bjerg i løbet af et langt liv. Det er den pointe, jeg måske savner i denne TEDx: Den forvandlende kraft i den lille daglige forskel.

Det sker, at man får en avocado med hjem, som er dårlig i den ene ende, eller en melon, hvor man må skære et hjørne af, eller – et forhold som Stop Spild af Mad har søgt at få ændret på – at vi står med fem for en tier, hvor vi kun havde brug for to. Men alt for ofte er det vores manglende opmærksomhed og uhensigtsmæssige rutiner, som gør, at gode madvarer ender i affaldsspanden.

Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd, forandringspotentialer og anbefaling til tiltag, Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer august 2012 (pdf).¹

www.stopspildafmad.dk.

Her til aften er der sat en petition op, København benzin- & dieselfri by 2025, stilet til Københavns Kommunes miljø- og overborgmestre Ayfer Baykal og Frank Jensen. Det er en rigtig god idé, for omlægningen af trafikken til bæredygtige former og drivmidler går selv med optimistiske øjne alt for langsomt. Opråbet, som jeg meget stærkt vil opfordre til at støtte op om, lyder:

Københavns Kommune har sat som mål at blive Europas reneste by når det kommer til affald. Vi synes også at begrebet ren bør indbefatte en reduktion i de benzin- og dieselpartikler, vi dagligt går og indånder, og som har et negativt bidrag til vores sundhed i form af astma, eksem og lignende, og ligeledes forkorter vores liv med mere end 5 år. Derfor håber vi, at I vil skrive under og bidrage til, at vi får politikerne til at prioritere mere og bedre forhold for cyklister, metro, S-tog, busser, letbane, el-biler og lignende.

Du kan give din underskrift og være med til at udbrede underskrift-indsamlingen herfra.

Luftforureningen er i dag storbyens største enkelte miljøproblem. En netop udgivet rapport fra Det Europæiske Miljøagentur anslår, at EUs befolkning i gennemsnit lever 8 måneder kortere end hvis luften ikke havde været forurenet, og at levetiden for den del af befolkningen, som lever i byområder er forkortet med 2 år. Dette dækker over store forskelle i byerne, hvor dødeligheden er markant højere langs de store trafikkorridorer.  (rapporten er introduceret i blog-indlægget: EEA: Luftforureningen Europas største miljøproblem).

Der ligger i det kun at give el-drevne køretøjer (cykler og fodgængere) adgang til de centrale bydele et fantastisk redskab til udover at fremskynde København som benzin- & dieselfri by i 2025 kan mindske trængslen og øge livskvaliteten i den tæt bebyggede by, hvis sparsomme friarealer stadig mange steder er totalt domineret af den kørende trafik.

Blot må vi midt i omlægningsiveren ikke glemme, at el-bilerne skal køre på vedvarende energi, for ellers står kraftværkerne blot og pulser lige uden for byen, så luftforureningen fortsætter samtidig med, at klimagevinsten ved omlægningen går fløjten.

Faktisk kunne man hævde, at et CO₂-neutralt København i 2025 er lidt af en tilsnigelse, hvis ikke vi inden da har fået trafikken over på vedvarende energi.

En sådan omlægning kalder på opfindsomhed – der ligger i overgangen en god anledning til at forsøge ikke blot at erstatte alle personbiler, varebiler, taxier og busser, som nu fræser rundt på fossile brændstoffer, med tilsvarende køretøjer, som kører på el. Men at vi tænker os om og prøver at mindske det samlede transportbehov gennem en lang vifte af tiltag som hjemmearbejde, bedre offentlig transport, bedre forhold for gående og cyklister, intelligent varedistribution og en fase, hvor vi får skovlen under den nuværende samfundsdynamik, som synes at fordoble sit transport”behov” på blot omkring 30 år.

Du kan give din underskrift for København som benzin- & dieselfri by 2025 her.

I Japan er der udbrudt en form for demonstrativ spareiver – Ampere Down, kaldes det. Man får simpelthen sin el-installation neddroslet, så hvor man før måske havde installationer på 40-50-60 A (Ampere), fremover kun kan trække 30 eller 20 A ad gangen, eller i ekstreme tilfælde 10 A.

Hermed sikrer man sig en opmærksomhed på sit el-forbrug. For med 10 eller 20 A kan man ikke på én gang have både strygejern, vandkoger, airconditioning osv. kørende. Alene en støvsuger bruger typisk 10 A.

I Ampere Down-bevægelsen går man over til at vaske i hånden, slukke for airconditioningen sender det 24 tommer farvefjernsyn på pension og støvsuge med kost og klud. I mere ekstreme tilfælde sender man komfuret på pension, og el-regningen, som i mange japanske husholdninger er en stor post, er i ekstreme tilfælde kommet under 1.000 yen om måneden, eller omkring 75 kr.

..

Denne 1:44 min. video fra Wall Street Journal¹ giver (efter en reklame) et indblik i to japanske Ampere Down-familier. Den første, familien Arakida, er gået ned til blot 10 A, og laver sin mad over åben ild. Den anden, familien Hasegawa, som har små børn, har stadig 20 A til rådighed. Så her i sommervarmen har de haft børnene til at sove på altanen i stedet for at have airconditioningen kværnende. Fru Hasegawa siger ret tankevækkende: “I think it’s good to sweat in the summer. I want my children to grow up to be people who can sweat.”

Ampere Down er en del af en slow life bevægelse, som har eksisteret i Japan siden 2007, og som i konsekvens af Fukushima-katastrofen opfordrer alle husholdninger til at tage 10 A af deres kapacitet. Den er dog ikke defineret ved snærende sparemål, men ved den opmærksomhed og tilstedeværelse i nuet, som er mulig, hvis man tager alting lidt mere som det kommer og tager sig tid til sin hverdag. Det er nok så meget en kulturel bevægelse for at bringe livsglæden, roen og klarheden tilbage i dagligdagen. Slow food-tankegangen bragt i anvendelse på hele tilværelsen.

Energibesparelser er på mange måder den mest konstruktive protest mod A-kraften, og en naturlig konsekvens, hvis man ønsker den hurtigt afskaffet. Så Japans energiforbrug kan meget vel vise sig dalende – og ikke på grund af udflagning af energiintensiv energi, men fordi befolkningen i lyset af Fukushima-katastrofen gentænker deres forbrugsmønstre, og det nogle gange ganske radikalt.

Det japanske samfund står i disse måneder overfor store beslutninger om sin fremtidige energistrategi. Det tegnede længe til en klar stærk plan for en udfasning af A-kraften inden 2030 og en systematisk omlægning til vedvarende energi. Dette har været massivt støttet af demonstrationer fra en befolkning, hvori et stort flertal ønsker A-kraften afviklet hurtigst muligt. Men der er også stærke kræfter i Japans erhvervsliv, som modarbejder denne udvikling. Så situationen er stadig meget åben.

Se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager plan for fuld udfasning af A-kraft, Strålingsramte sommerfugle, Mellem Hiroshima og Fukushima og Fresh Currents – Japan fra A-kraft til vedvarende energi som introducerer et tidsskrift med et forment perspektiv på den mulige energi-udvikling fremover.

Jeg følger udviklingen omkring den japanske energipolitik tæt med næsten daglige optegnelser samlet månedsvis – se optegnelser for juni, juli, august, september og oktober 2012.

アンペアダウン, (Ampere Down, kun på japansk) på www.sloth.gr.jp.

Philip Brasor & Masako Tsubuku: Breaker, breaker: How to conserve energy without thinking too much, Japan Times 04.07.2012.

Philip Brasor & Masako Tsubuku: Which appliance is the energy hog? It’s not your air conditioner, Japan Times 16.08.2012.

Phred Dvorak: In Japan, People Get Charged Up About Amping Down, Wall Street Journal 03.10.2012.¹

Phred Dvorak: Japan Energy Watchers’ Quiz: Test Your Amp Savvy, Wall Street Journal 04.10.2012.

Matt Hickman: How low can you go? Japanese movement clamps down on amps, Mother Nature Network 04.10.2012.

Det har været sagt, at det eneste Obama og Romney havde til fælles, var deres uvilje over for at skulle inddrage klimaet i valgkampen. Det af forskellige grunde – Romney har et blodtørstigt Tea Party bagland, som over en kam pure benægter, at klimaforandringer finder sted, eller i hvert fald at de er menneskeskabte, mens Obama og den demokratiske lejr mere synes nervøs ved at lukke op for et spørgsmål, som deler vandene meget voldsomt. Konventionel visdom har da også været, at miljøspørgsmål ikke egnede sig som valgspørgsmål – og vi så måske en bekræftelse af den frygt på vores hjemlige politiske scene med den hårde medfart, som forslaget om en betalingsring omkring København fik. Det kan meget let blive noget, som det er lettest at være imod.

Men grafen herover fra Mother Jones 3. oktober¹ mere end antyder, at klimaspørgsmålet kunne blive vigtigt for Obama i valgets slutspurt. Den bygger på en undersøgelse fra Yale / George Mason University² af holdningen til klimaspørgsmål blandt de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig, om de vil stemme demokratisk eller republikansk, og den viser ganske interessant, at hvor under en tredjedel af dem som sandsynligvis vil stemme Romney mener at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er der omkring to tredjedele af både af dem som hælder til at stemme på Obama (men som ikke har besluttet sig endeligt), og dem som er åbent i tvivl finder, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Hvor mange miljøorienterede næsten havde opgivet Obama, som syntes helt at have svigtet klima- og miljøindsatsen eller at have indset, at der ikke var noget at komme efter med republikansk flertal i Kongressen, kunne man da også ved demokraternes konvent i begyndelsen af september høre Obama sige følgende: “And yes, my plan will continue to reduce the carbon pollution that is heating our planet – because climate change is not a hoax. More droughts and floods and wildfires are not a joke. They are a threat to our children’s future. And in this election, you can do something about it.”³

Læs mere »

..

Dagens pausebillede er et lydbillede – eller rettere fire lydbilleder, af vand fra det japanske K-MusicLife: Ét med vandlyde fra en strand åben til det store ocean, ét fra vandlyde fra rismarkernes overrislingskanaler, ét fra en drypvåd japansk skov, hvor fuglestemmer stemmer i, og ét hvor det regner i lotusdammen.

..

Efter en hel dag med konstant larmende vejarbejde lige neden for mine vinduer voksede en gammel længsel om et hus med en have med et rislende vandløb igennem frem igennem de voksende nakkespændinger, og jeg gik på jagt efter vandlyde for om muligt at finde et opblødende, distancerende, beroligende udglattende, rummeligt lydfilter.

For lyden af vand er måske det mest beroligende der findes. I hvert fald er det noget af det mest beroligende, jeg kender. Selvom jeg er vokset op i byen, har jeg haft havet i øret helt tilbage fra min barndoms sommerhus på kanten af Kattegat, bogstaveligt så tæt at det er ved at skylle i havet. Her vågnede man til havet, levede med havet, dets langsomme hæven og sænken i pagt med månen, som tidvist lod store sandrevler dukke frem, og man slumrede ind i havets uudgrundelighed. Mange somre rundt i de skandinaviske farvande har jeg haft den beroligende lytten til bølgeslagets uendeligt langsomt ændrende rytme, om det er dovent slikkende store sten, voldsomt brusende materialepolering, langsom tilbagerislen, eller skramlen med havstokkens skaller eller klukken i bådskrogets klinkbordlægning. Og på det seneste er jeg kommet til at holde af regnen i byen, fordi den lukker af for så utroligt mange lyde og gengiver os stilheden eller næsten-stilheden – det at vi ikke i vores bevidste eller underbevidste konstant skal forholde os til titusinde irrelevante ting i vores omgivelser.

Læs mere »

Selvom klimaudfordringen er vor tids måske største udfordring – og set i sammenhæng med bæredygtigheds- og biodiversitetsudfordringen uomtvisteligt er det – så fylder den foruroligende lidt i vores bevidsthed og dagligdag. Måske fordi det ikke er rart at tumle med ting, som er svære at få til at gå op, måske fordi vi er trætte af at høre om uafvendelige katastrofer, måske fordi vi ikke helt er til sinds at slippe de mange flyrejser og røde bøffer og det materielle forbrug (når der er så mange ting som er et større problem). Måske fordi vi ikke har tillid til, at de institutioner, som skulle tage de store beslutninger, rent faktisk tager den – eller bare prøver på det. Måske … allermest bare fordi vi ikke får ordentlig besked.

Dette indlæg er først og fremmest en linkside for at råde bod på klimaspørgsmålets alarmerende usynlighed i de danske medier, at vi om mindre end to måneder tager hul på næste runde i verdenssamfundets klimaforhandlinger, COP 18 i Doha, Quatar.

For ikke at løbe med halve vinde lavede jeg her primo oktober en søgning på politiken.dk. Her var der kun en enkelt artikel, som overhovedet nævner COP18 – i en opremsning i en artikel om madspild af Selina Juul (som er ekstern skribent). Berlingske har bragt et enkelt telegram fra BNB i februar, mens BT ud over samme BNB-telegram tilbage i december bragte en egentlig artikel om alliancen mellem EU og de fattigste ulande, som var med til at repolarisere forhandlingerne ved COP17. Ingeniøren har intet om COP18. Også Ekstrabladets søgemaskine melder pas, men spørger håbefuldt, om jeg mente COP15?

Information er i en klasse for sig med hele fem artikler, hvori COP18 er nævnt, heraf to fra i år. Begge af Jørgen Steen Nielsen, som om nogen holder fanen højt, når det gælder lødig, solid, perspektiverende information om klimaudfordringen.

Man kan forledes til at tro, at der kun sker noget én gang om året. Men positionerne flytter sig sjældent på konferencerne, og hvis de gør, skal der oftest repareres og redefineres efterfølgende, så det vigtigste sker i høj grad mellem de store konferencer. Siden sidste større runde af klimaforhandlingerne, COP17 i Durban, har forhandlerne været samlet først i Bonn og siden i Bangkok – hvilket heller ikke på nogen måde dominerer i de danske medier.

I tiden frem til COP18 vil jeg derfor på dette sted løbende samle links ind til artikler om COP18 og de problemfelter, alliancer, forhåbninger, sympatier og antipatier, som udfolder sig omkring næste store runde i klimaforhandlingerne, som indledes 26. november i Doha, Qatar.

I bedste fald har vi inden COP18 en genvalgt Obama, som har både flertal og vilje til at gennemføre en amerikansk klimalovgivning, et EU, som er villig til at stramme sin klimaudfordring, som nu er så slap, at vi kommer i mål med målsætningen om 20% reduktion inden 2020 længe før tid – 30% ville være overkommeligt, og 40% ville kalde på opfindsomheden – og et EU, som vil lave de opstramninger af kvotesystemet, som gør, at det rent faktisk gør en forskel.

I Doha skal Kyoto-aftalen forlænges, klimaindsatser verden rundt finansieres, skibsfart og luftfart indrulleres, og den store globale klimaaftale, som blev skitseret i Durban, hvor alle yder efter evne, skal lægges i langt fastere rammer, samtidig med at tiden inden dens iværksættelse ikke må gå til spilde. I bedste fald er de store BASIC-lande med de svulmende økonomier og drivhusgasudledninger klar til at tage deres del. Så der er masser af vitale temaer på højkant.

Og hvis du støder på en god artikel om COP18, så send gerne linket.

Se blog-indlægget Klimaforhandlinger i Bonn – links.
Se blog-indlæg tagged COP17 / COP18.

Se UNFCCCs side om Doha Climate Change Conference – November 2012.

PS: her 25. november, dagen inden COP18 starter, gentog jeg søgningerne. Der var nu tilkommet yderligere 2 artikler på politiken (23.11. og 25.11) og hele 5 yderligere på Information her i november. Berlingske har yderligere tre artikler, heraf én om situationen i Syrien, én hvor Morten Messerschmidt mener COP18 er ligegyldig, og én hvor klimaministeren siger, at det endda giver mening at afholde COP18. Så her er klimadækningen tilbage i klassisk pro et contra helt uden detaljer om de reelle problemstillinger. Ekstrabladets søgemaskine spørger stadig håbefuldt, om det var COP15, jeg mente?

Fiona Harvey: Doha climate talks: what to expect? The Guardian 25.11.2012.

Climate offender Qatar hosts the world, Deutsche Welle 25.11.2012.

Jørgen Steen Nielsen: ’Tanken om at være kommet for sent er ubærlig’, Information 25.11.2012.

Alister Doyle & Reagan Doherty: UN talks seen falling short despite climate change fears, Reuters 25.11.2012.

Wu Wencong & Lan Lan: China urges turning climate talks into action, China Daily 25.11.2012.

Matt McGratt: Doha climate talks: Will ‘hot air’ derail the process? BBC News 25.11.2012.

Heike Schroeder: Is it time to modernise UNFCCC? RTCC 25.11.2012.

Geoffrey Lean: Doha climate talks; a Gulf between need and action, 25.11.2012.

Karl Ritter: 2012 UN Climate Talks In Doha, Qatar Face Multiple Challenges, (AP) Huffington Post 25.11.2012.

John Vidal: Time is running out: the Doha climate talks must put an end to excuses, The Guardian 25.11.2012.

Abdullah Bin Hamad Al Attiyah: Climate change is Qatar’s biggest long-term challenge, RTCC 25.11.2012.

Ahmed Yonis: Arab nations must lead on ambition in Doha, RTCC 25.11.2012.

Michael Rothenborg: Klimatopmøde begynder med dommedagsrapporter i bagagen, Politiken 25.11.2012.

Læs mere »