Japan vedtager plan for fuld udfasning af A-kraft

14. september 2012

Så skete det, som har ligget i kortene i nogle måneder – Japan har i dag vedtaget en plan for fuld udfasning af sin A-kraft. Det sker 18 måneder efter at et voldsomt jordskælv ud for Tohukus østkyst udløste en gigantisk tsunami som rullede sine ødelæggende vandmasser langt ind over kysterne og satte Fukushima Daiichi-værket alvorligt ud af funktion, så man i dagene efter måtte se kernenedsmeltninger i tre af værkets seks reaktorer. Indtil for 18 måneder siden havde Japan planer om at udbygge A-kraftens andel fra cirka 30% til 50%, så der er tale om en radikal omlægning, som vil kræve en stor og målrettet indsats at gennemføre.

Japan tager dermed samme konsekvens af Fukushima-katastrofen som lande som Schweiz og Tyskland, som efterhånden som Fukushima-katastrofens omfang og uhåndterlighed udfoldede sig gjorde sig klart, at intet ansvarligt samfund kunne stille sin regering eller sine borgere i denne situation. Selv Frankrig, som med 80% af sin energi fra A-kraft er det land i verden, som har den største andel af A-kraft i sin energiforsyning, har meddelt, at man frem mod 2025 vil satse på en markant udbygning af den vedvarende energi og reducere sin andel af A-kraft til 50%.

Der er ikke tale nogen detaljeret plan, som den japanske regering har fremlagt, men snarere om en fastlæggelse af de overordnede principper, som skal styre udfasningen:

1) ingen reaktor kommer til at køre ud over 40 år.
2) der bygges ingen nye reaktorer (men tre reaktorer under opførelse færdiggøres)
3) kun reaktorer som erklæres for helt sikre, bliver genstartet
4) oparbejdningsprojektet fortsættes
5) den vedvarende energi udbygges (fra nu 10%) til 30% i 2030

Offentliggørelsen har været udsat i flere omgange, dels på grund af nylige skærmydsler med Kina og Korea om territorialrettigheder til nogle små øer i de mellemliggende farvande, men mest fordi spørgsmålet om A-kraftens fremtidige rolle har været en stor og svær beslutning, som der i det japanske samfund er meget forskelligrettede og meget stærke meninger om. I blog-serien Japan igen på A-kraft har jeg i de sidste godt tre måneder fulgt situationen tæt med næsten daglige opdateringer.

Og den nu fremlagte beslutning vil da også møde massiv kritik – nej den vil blive bombarderet fra alle sider. Som man vil kunne se i blog-indlægget Japan igen på A-kraft, har Japan hen over sommeren gennemført ganske omfattende høringer, som har givet et meget klart billede af, at den japanske befolkning ønsker A-kraften afviklet hurtigst muligt – en ganske stor del ønsker den faktisk øjeblikkeligt afviklet.

Beregninger som har været fremlagt i de seneste uger har vist, at der simpelthen var grænser for, hvor hurtigt Japan kunne lukke ned for sin A-kraft, hvis ikke forsyningsselskaberne skulle gå konkurs. Med den nuværende beslutning har man sikret sig, at alle de reaktorer, som det bliver vurderet sikkert at genstarte, får en funktionstid på 40 år til at finansiere ikke bare konstruktionen, men også den efterfølgende afvikling, samtidig med, at Japan relativt hurtigt får en omlægning til vedvarende energi. Ifølge den nu fremlagte aftale får tre reaktorer som var under opførelse, 11. marts sidste år, men hvor byggeprocessen siden har været standset, lov til at blive bygget.

De store industri- og handelsorganisationer har fremført, at det vil give meget dyrere energi, og at det vil koste udflagning af arbejdspladser. Men det ligner mest lobbyvirksomhed for A-kraft-industrien og forsyningsselskaberne, den såkaldte “Nuclear Village”, som med den nu foreliggende plan må se et stort forretningsområde afviklet. Selvom prisen for at fravælge A-kraften har været brugt som skræmmebillede, er forskellen til prisen for at omlægge meget lille. Og hvor A-kraft i disse år bliver stadig dyrere at etablere, så bliver det stadig billigere at høste solen og vinden, havets bølgekraft og den termiske varme, som over alt i det langstrakte japanske rige koger under overfladen. Så på bare lidt længere sigt vil det være både billigere, sundere og sikrere at afvikle A-kraften.

Beslutningen dækker også over stor indre uenighed i regeringspartiet DPJ. Selvom 70 parlamentarikere har meldt sig ud af partiet i høj grad på grund af Nodas genstart af de to reaktorer i Oi i forsommeren, så er der stadig mange i partiet, som gerne så A-kraften endnu hurtigere afviklet. Naoto Kan, som var premierminister, da katastrofen skete, har sammen med en tværpolitisk gruppe parlamentarikere, Genpatsu Zero no Kai, fremlagt forslag om, at under halvdelen af alle reaktorer på baggrund af en lang række sikkerhedsparametre skulle genstartes, og at den endelige afvikling skulle ske allerede i 2025. Noda derimod så gerne A-kraften fortsat, så det nu fremlagte er et kompromis, som dels skal samle partiet, dels og give det en chance for at blive genvalgt af en befolkning som i meget stor udstrækning ønsker A-kraften afskaffet.

Spørgsmålet, hvilke reaktorer, som skal genstartes, og hvilke som ikke skal, er lagt i hænderne på en kommission, som bliver nedsat i næste uge. Her har der allerede været alvorlig kritik af, at Noda har benyttet sig af en form for undtagelsesregel, så han – for at beskytte sig overfor endnu en gang at komme i mindretal – har udnævnt kommissionen uden at sætte den til godkendelse i parlamentet. For en del af problemerne med den japanske A-kraft og en vigtig forudsætning for, at katastrofen kunne udvikle sig så voldsomt, som den kunne, er, at denne kommissions forgænger NISA har været alt for meget i lommerne på A-kraft-industrien. Hvis ikke der kommer til at stå fuld klarhed om den nye sikkerhedskommissions integritet og uafhængighed, vil spørgsmålet om energipolitikken stå i flammer mange år frem.

I Aomori på det nordligste Tohuku har Japan en række oparbejdningsanlæg, som gennem behandling af affaldet fra landets øvrige almindelige reaktorer gør dels det muligt at lave yderligere brændsel, dels gør det muligt at udskille plutonium. Japan, som i sin grundlov er defineret som et pacifistisk land med kun et minimum af selvforsvar, har allerede plutonium nok til 4.000 atombomber – hvilket i sig selv er et paradoks. Projektet har kostet enorme ressourcer, men stadig efter mere end 20 år er det ikke kommet ordentligt i gang – og det er en svær erkendelse, at det nok aldrig kommer det.

Men det er dybt inkonsekvent af den nu fremlagte energiplan at fortsætte genoparbejdningen af atomaffaldet. Det er et uklart signal, som med rette vil tænde alle alarmklokker ved dem som ønsker A-kraften afviklet. Alle analytikere og A-kraftmodstandere vil her se et slet skjult ønske om at fortsætte Japans hidtidige A-kraftpolitik. For eksempel Jeff Kingston skriver i artiklen Japan’s Nuclear Village, at kræfterne bag A-kraften er så stærke, at de ikke er til sinds at opgive blot på grund af Fukushima-katastrofen, højest at bøje lidt af for om nogle år lige så stille, når folkestemningen har lagt sig, at køre videre som om intet var hændt.

Der er lagt op til, at planen skal revideres hvert tredje år, så man vil sandsynligvis allerede i 2015 kunne se et fornyet pres for at få mere A-kraft i Japans fremtidige energiforsyning.

Videreførelsen af oparbejdningsprogrammet vil binde mange forskningsmidler, som burde kanaliseres over i afvikling af A-kraften – Japan er endnu langt fra afklaret om hvilken strategi for lagringen af sit atomaffald, som er den bedste – men endnu mere i udviklingen af vedvarende energi.

Den største svaghed ved den fremlagte plan er nok, at indsatsen for etableringen af den vedvarende energi stadig slet ikke er ordentligt på plads. Hvor er forskningsindsatsen, støtteordninger til eksperimenter, et veludrustet ministerium til at drive udviklingen. Den sikkerhedskommission, som er ved at blive etableret til afløsning af NISA, vil fra starten af få omkring 500 medarbejdere. Hvor er den tilsvarende enhed til styrkelse af den vedvarende energi og til gennemførelse af energibesparelser.

Endda sker der meget på det vedvarende energi-område. For nylig blev en feed-in-tarif vedtaget, som giver endnu større støtte til dem som etablerer vedvarende energianlæg end det som har drevet Tysklands næsten eksplosionsagtige udvikling af solenergien. Feed-in-tariffen var Naoto Kans pris for at trække sig som premierminister, og den har allerede på få måneder givet pote, vedvarende energianlæg er skyder frem over alt, og forsyningsselskabernes monopol, som gennem årene har givet Japans forbrugere en endog meget dyr strøm, er i fuld gang med at blive demonteret.

Japan har i dag omkring 10% af sin energi fra vedvarende energikilder, først og fremmest fra vandkraft – som i en energidofsyning med mere sol og vind vil kunne blive en vigtig buffer. Målsætningen om at øge adelen af vedvarende energi til 30% i 2030 er meget forsigtig – og man kunne fra et klimaperspektiv ønske sig en langt mere målrettet indsats for at få ikke vare A-kraften, men også kulkraften udfaset langt hurtigere.

Processen med at komme godt videre efter Fukushima-katastrofen har ellers været flot ført med tre store undersøgelseskommissioner, som har fastslået, at katastrofen var menneskeskabt og en meget omfattende offentlig høring, hvor 89.000 har svaret online, heraf den helt overvældende majoritet at de ønskede A-kraften afviklet hurtigst muligt (omfattende belyst i blog-indlægget Japan igen på A-kraft). Der forelå et sjælden klart og stærkt høringssvar: Japan ønsker en fremtid uden A-kraft, jo hurtigere jo bedre. Men vi har stadig til gode at se, om Japan er i stand til at tage konsekvensen heraf, eller om gamle magtmønstre blot fortsætter ufortrødent.

Hvis man blot genstarter som forelagt og giver de tre reaktorer, som nu er under opførelse, lov til at køre i 40 år, så vil der være omkring 20 reaktorer i gang i 2030 og der vil stadig være reaktorer i gang på den anden side af 2050. Så der er masser af inkonsistenser og uklarheder i den fremlagte plan.

En leder i Asahi Shimbun vender udfordringen til, hvor få reaktorer Japan behøver at genstarte efter at man har set, at man faktisk kunne klare sig gennem sommervarmen med blot to reaktorer kørende, og man sandsynligvis kunne have klaret sig uden dem. Og lederen fortsætter med det nødvendige i at afvikle genoparbejdningsprogrammet og at få frisat hele el-markedet, så de hidtidige el-monopolers alt for høje priser ikke bare fortsætter fremover.

Lederen slutter: “Some critics say the goal of eliminating nuclear power generation is ‘unrealistic.’ But they should take a hard look at the realities of nuclear power generation. For one, there is no place to dispose of radioactive waste. The second reality is that nuclear power generation entails tremendous risks. And the third reality is that power utilities have completely lost the public trust.”¹

Det er som om det kun næsten er trængt ind – at det fornægtes ikke bare i erhvervskredse, men langt ind i Nodas regering.

Et helt andet aspekt, som tilsyneladende kun er meget sporadisk berørt i den nu fremlagte energiplan, er Japans samlede klimapåvirkning. Her bliver den systematiske indsats for energibesparelser og for udbygningen af vedvarende energi utrolig vigtig – hvis hver af disse poster blev 10-20% forbedret i forhold til de scenarier, som har været fremlagt, så ville det betyde en radikalt mindre klimapåvirkning end i dag. Man kunne således have ønsket sig et punkt, som sagde, at fossile kraftværker ikke skal køre ud over en vis årrække, og at der ikke skal bygges flere af dem. Det ville Japan en anderledes stærk omstilling.

Igen og igen bliver hensynet til klimaet brugt som argument for at fortsætte og udbygge A-kraften. Dette er for så vidt et godt argument for et genstarte de sikre af de allerede eksisterende reaktorer. Men alle dele i energisektoren skal løbende fornyes, og hvis man står med x mia. yen til fremtidens energi, så får man mere energi ved at investere i vedvarende energi end ved at investere samme beløb i ny A-kraft, og man får den hurtigere. Klimamæssigt får man således det optimale ud af de nu eksisterende reaktorer med den langsomme udfasning, som der nu er lagt op til.

Og synspunktet, at vi aldrig kommer til at køre fuldt ud på vedvarende … det er simpelthen ikke gyldigt. For det har vi kunnet, og det kommer vi til at kunne igen.

På et tidspunkt kommer der et lagringsspørgsmål – og hvor vi i Danmark kan udligne med naboerne, trække på skandinavisk vandkraft, når vi mangler, og dele ud af uoverskuddet, når blæsten går frisk over de danske farvande, så er Japan et ø-samfund, hvis energiforsyning skal kunne fungere i sig selv. Men Japan har allerede nu omkring 10% af sin energi fra vandkraft, og man har her en stor del af perfekte regulator. Så det ligner ikke en umiulig opgave for Japan at overflødiggøre ikke bare en stor del af sit fossile forbrug, men også sin flåde af atomreaktorer, efterhånden som de bliver sendt på pension.

Efterveer

Alle troede, at så var energiplanen vedtaget – slet ikke så klar, som de kunne være, men alligevel noget, som lignede et startskud til en stor omlægningsproces. Og en beslutning om, at Japan var klar til at indtræde i rækken af post-fossile samfund.

Men i sidste øjeblik lavede Noda en manøvre, så energiplanen ikke er vedtaget som bindende, men kun har vejledende karakter.

De sidste par ugers massive pres fra erhvervsorganisationerne har tydeligvis fundet vej helt ind på regeringskorridorerne – godt hjulpet af, at Noda selv er tilhænger af at fortsætte A-kraften og nødiv vil lægge sig ud med erhvervslivet. Energiplanen synes nu så udhulet, at det ikke giver det entydige signal til borger og erhvervsliv om, at det er omlægningstider, og det er nu, mens man omvendt meget let kan forestille sig, at der om blot få år kommer gang i yderligere udbygning af den japanske A-kraft.

Så lige nu ligner det, at Japan har tabt sin chance for at omsætte Fukushima-katastrofen til en ny æra, og i stedet halter videre på gamle recepter, som har holdt landet i næsten-krisetilstand i to årtier.

Og Noda må have brugt de sidste dråber af sin politiske goodwill. Efter denne vending står DPJ til at miste endnu flere parlamentsmedlemmer og til at sende store flokke af vælgere over i armene på Hashimotos nye parti, Nihon Isshin no Kai, som så at sige bliver det borgerlige protestparti mod A-kraft. Men selv med Hashimoto kan man være i tvivl om, hvor dybt hans ønske om afviklingen af A-kraften stikker. Han har allerede svigtet omlægningen to gange, først da han afviste en folkeafsteming om A-kraften i Osaka, da han hævdede, at det var bedre at afklare på Kepcos generalforsamling – hvilket han ikke fik et ben til jorden med. Dernæst ved først at stille sig i spidsen for modstanden mod genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket, for derefter at bøje af og acceptere det.

Se de næsten daglige optegnelser om udviklingen omkring den japanske A-kraft for juni, juli, august, september og oktober 2012.