Biodiversitet III – IUCN-konference i Korea
6. september 2012I de næste halvanden uge er 8.000 mennesker samlet til IUCNs konference om biodiversitet i Korea.
International Union for Conservation of Nature and Natural Resources blev grundlagt i 1948 som verdens første internationale miljøorganisation. I dag har IUCN mere end 1.200 medlemsorganisationer i 160 lande, og IUCN er en af de store spillere i (forsøget på) sikringen af verdens biodiversitet.
Det er IUCN, som administrerer verdens rødliste over truede dyrearter, et desværre stadig mere omfattende projekt. Selvom verdens lande i 1992 vedtog en biodiversitets-konvention, hvori man lovede hinanden at gøre en indsats for at standse artsudryddelsen, så forsvinder der stadig flere arter fra jordens overflade, og på den nylige Rio+20-konference fremlagde IUCN nye opgørelser, som viste, at 31% af alle arter i verden var truet af udryddelse.
Dette er dybt alarmerende. Hvad der har taget årmillioner at bygge op, er på vej til at blive destrueret på få generationer.
Men det er som om, at det overhovedet ikke trænger ind, at den slags problemer stadig kommer i anden eller tredje række i forhold til finanskriser, identitetskriser, hvor vi skal hen på ferie og hvad vi skal have til middag.
I takt med, at vi bliver stadig flere mennesker med stadig større forbrug, og råstofindvindingen og det industrialiserede landbrug underlægger sig stadig større dele af verden, bliver der dag for dag mindre plads til den levende naturs mangfoldighed.
Yderligere får klimaforandringerne en gradvist voldsommere indvirkning på økosystemerne. Så der er al mulig grund til at samle kræfterne om, hvordan vi kan bevare og videregive kloden i al dens mangfoldighed.
Det svære er måske at indse, at de fleste problemer i forhold til bevarelsen af biodiversiteten falder tilbage på os selv – på den måde, vi mennesker har indrettet os på, og det omfang tilvejebringelsen af vores livsfornødenheder har taget.
.
.
I denne 10:39 min. video giver Prins Charles en introduktion til IUCNs konference med temaet Nature+ – som han roser som et meget relevant hovedtema.
Vi ser alt for ofte problemet opløst i en front mellem landbruget med dets naturfornægtende monokulturer og bevarelsen af den uspolerede natur. Men vi er nødt til fremover at se også på vores byområder og vores produktive landskaber som natur, som skal forvaltes på en måde, så der er gode livsvilkår for biodiversiteten. Vi er nødt til at se ud over denne todeling. På grænsen mellem disse to sfærer findes en meget bred zone af muligheder, hvor man høster nænsomt af levende komplekse økosystemer og samtidig giver rum for biodiversitetens udfoldelse. Vi er nødt til at tage ved lære af naturen og fremover indlejre vores samlede aktiviteter langt mere organisk nænsomt i vores omgivende natur. Vi er nødt til at udvikle dyrkningsmetoder (og livsstile), som langt stærkere afspejler naturens processer. Med Prins Charles’ ord er der “much to learn if we let nature be our guide”.
Under vejs efterlyser Prins Charles en langt mere integrativ tilgang og går i rette med begrebet “sustainable intensification”. Vi må i stedet “intensify [the] sustainability”.
I sin historiecyklus “Syv skilderier” lod Albert Dam i det sidste skilderi menneskene en for en forlade højhusene for at drive tavse rundt i ottetaller og spise årstidens rødder, frugt og nødder. Rundt omkring i verden har vi stadig oprindelige folkeslag, som evner at leve i næsten symbiotisk balance med naturgrundlaget. Man høster, men ikke for meget, man jager, men ikke for meget.
Men vi kan ikke bare vende tilbage til jæger-samler-kulturen, dels fordi vi bevidsthedsmæssigt er et andet sted, dels fordi der kun ville være plads til en meget lille del af de mange vi er blevet. Endda er der meget at lære af de oprindelige folkeslags evne til at leve i, af og i pagt med deres omgivende natur – at være natur. Med Michael Braungarts metafor må vi flytte byen tilbage i skoven. Ikke ved konkret at flytte byen, men ved at genskabe byen, så den har skovens logik og naturkredsløb indbygget.
Med dette blog-indlæg ville jeg først og fremmest gøre opmærksom på IUCNs konference i de kommende dage. Der vil være mulighed for at følge med i en række af konferencens centrale dialoger:
- Nature+ climate: 7 September, 17:00-18:30 (GMT+9)
- Nature+ food: 8 September, 17:00-18:30 (GMT+9)
- Nature+ development: 9 September, 17:00-18:30 (GMT+9)
- Nature+ people & governance: 10 September, 17:00-18:30 (GMT+9)
- Nature+: Saving nature, why bother? 11 September, 17:00-18:30 (GMT+9)
Dansk sommertid er GMT+2, så kl. 17.00 i Sydkorea er kl. 10.00 i Danmark.
Live video ses fra denne side. Og video-dokumentation fra konferencen vil gradvist blive gjort tilgængelig via IUCNs playlist på YouTube. Det fulde program for konferencen findes her.