Biodiversitet III – IUCN-konference i Korea
6. september 2012I de næste halvanden uge er 8.000 mennesker samlet til IUCNs konference om biodiversitet i Korea.
International Union for Conservation of Nature and Natural Resources blev grundlagt i 1948 som verdens første internationale miljøorganisation. I dag har IUCN mere end 1.200 medlemsorganisationer i 160 lande, og IUCN er en af de store spillere i (forsøget på) sikringen af verdens biodiversitet.
Det er IUCN, som administrerer verdens rødliste over truede dyrearter, et desværre stadig mere omfattende projekt. Selvom verdens lande i 1992 vedtog en biodiversitets-konvention, hvori man lovede hinanden at gøre en indsats for at standse artsudryddelsen, så forsvinder der stadig flere arter fra jordens overflade, og på den nylige Rio+20-konference fremlagde IUCN nye opgørelser, som viste, at 31% af alle arter i verden var truet af udryddelse.
Dette er dybt alarmerende. Hvad der har taget årmillioner at bygge op, er på vej til at blive destrueret på få generationer.
Men det er som om, at det overhovedet ikke trænger ind, at den slags problemer stadig kommer i anden eller tredje række i forhold til finanskriser, identitetskriser, hvor vi skal hen på ferie og hvad vi skal have til middag.
I takt med, at vi bliver stadig flere mennesker med stadig større forbrug, og råstofindvindingen og det industrialiserede landbrug underlægger sig stadig større dele af verden, bliver der dag for dag mindre plads til den levende naturs mangfoldighed.
Yderligere får klimaforandringerne en gradvist voldsommere indvirkning på økosystemerne. Så der er al mulig grund til at samle kræfterne om, hvordan vi kan bevare og videregive kloden i al dens mangfoldighed.
Det svære er måske at indse, at de fleste problemer i forhold til bevarelsen af biodiversiteten falder tilbage på os selv – på den måde, vi mennesker har indrettet os på, og det omfang tilvejebringelsen af vores livsfornødenheder har taget.
.