Donald Brown: Romneys klimafornægtelse

2. september 2012

.
Donald Brown: Romney 13:37 min. video.

For godt en uge siden bragte jeg miljøetik-juristen Donald Browns video i tre dele om, hvordan den nuværende klimafornægtelse, som den praktiseres af de amerikanske kul- og olieinteresser, kan betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden.

Nu har Brown lavet en videreførelse, hvor han ser på Mitt Romneys klimaperspektiv – eller rettere mangel på samme. Og på Browns hjemmeside Ethics and Climate kan man finde en fuld transskription af vidoen.¹

År tilbage, da Romney var guvernør i Massachusetts, var han indforstået med, at klimaforandringerne var virkelige og klimaudfordingen var reel. Men i takt med, at Tea Party-fløjen har overtaget luftherredømmet i det republikanske parti, har Romney skiftet standpunkt, og han er nu helt afvisende overfor, at der er et problem, som USA skal tage sig af eller særlige forpligtelser overfor.

Lad mig sige med det samme, Romney har ikke nogen god sag i Browns etiske ret. Romney anklages for enten at lyve bevidst eller udvise ansvarspådragende misligeholdelse ved på trods af verdens samlede ekspertise at fastholde sin benægtelse af, at klimaforandringer er menneskeskabte. Han overtræder ikke bare forsigtighedsprincippet, men basale regler om ikke at skade andre (lande), og han øger udgifterne til den nødvendige indsats voldsomt ved at forhale processen.

Romneys insisteren på, at det kun giver mening for USA at handle, hvis alle lande gør tilsvarende, holder heller ikke i Browns perspektiv. Uanset andres indsats er alle lande forpligtet til at søge at tage vare om deres rimelige del (Brown kommer her end ikke på, at USA stadig historisk set er det land i verden, som samlet har haft de største klimaudledninger). Så Romneys afvisning af en amerikansk klimaindsats er etisk set dybt problematisk.

Romneys modkandidat til det forestående præsidentvalg, Barack Obama, kom til magten ikke med detaljerede klimaløfter, men alligevel klare udmeldinger om, at klimaudfordringen var vigtig, og at vi under hans styre ville se verdenshavene mindske deres stigningstakt – hvilket måske er meget ambitiøst på blot fire år. Men to af de stadigt tilbagevendende Obama-citater fra 2008 viser, at han faktisk har en god forståelse af klimaudfordringen:

“All across the world, in every kind of environment and region known to man, increasingly dangerous weather patterns and devastating storms are abruptly putting an end to the long-running debate over whether or not climate change is real. Not only is it real, it’s here, and its effects are giving rise to a frighteningly new global phenomenon: the man-made natural disaster.”

“The issue of climate change is one that we ignore at our own peril. There may still be disputes about exactly how much we’re contributing to the warming of the earth’s atmosphere and how much is naturally occurring, but what we can be scientifically certain of is that our continued use of fossil fuels is pushing us to a point of no return. And unless we free ourselves from a dependence on these fossil fuels and chart a new course on energy in this country, we are condemning future generations to global catastrophe.”

Det så også helt rigtigt ud, da Obama knyttede John Holdren ind i sin inderkreds som videnskabelig rådgiver (han sagde forud for COP15 i København, at 350 ppm var en bedre og rigtigere omend sværere målsætning end 450 ppm), så Obamas tiltræden gav håb om et vendepunkt, hvor USA frem for at være evig bremseklods ville gå visionært ledende ind i den globale klimaindsats. Men allerede da Obama kom til København i december 2009, var der ikke meget håb tilbage. Og demokraternes 80% reduktionsplan for USA endte med aldrig at blive vedtaget.

Obama har haft et meget svært beslutningsklima – og ikke kun på grund af finanskrisen. Millioner efter millioner af dollars er investeret i at betvivle klimaudfordringen i USA, og Obama selv indstillede sig tilsyneladende hurtigt på, at han måtte disponere kræfterne og sin politiske goodwill rigtigt. Så han prioriterede kræfterne på at få en sundhedsreform igennem i USA.

Siden har der været meget stille om klimaet fra Obamas side. Han har gennemført nogle energieffektiviseringsinitiativer, men Kongressen har effektivt blokeret for alt, som nærmede sig en egentlig klimalovgivning. Og så har han måske alligevel ikke opgivet.

Ryan Lizzi skriver i en lang artikel i The New Yorker at: “Obama has an ambitious second-term agenda, which, at least in broad ways, his campaign is beginning to highlight. The President has said that the most important policy he could address in his second term is climate change, one of the few issues that he thinks could fundamentally improve the world decades from now.”²

Tilsyneladende undgår begge præsidentkandidater klimaspørgsmålet i deres kampagner – i hvert fald har de gjort det indtil nu. Før sommerferien mener jeg at huske, at opinionsundersøgelser viste, at til trods for den skingre Tea Party-retorik, hvor anti-klimaindsats-synspunkter er blevet stadig mere højrøstet eksponeret – så forstår mere end 60% af den amerikanske befolkning, at klimaforandringerne er virkelige og er menneskeskabte – og er indstillet på, at det kalder på forandringer.

Så måske der kommer en slutspurt om den republikanske uvidenskabelighed og uhæderlighed, som blot bliver timet så sent, at pendulet ikke kan nå at svinge tilbage. Måske det blot blev fortiet også i denne valgkamp.

Men den globale klimaindsats er faktisk ganske afhængig af, at Obama får et arbejdsdueligt flertal både i Senatet og i Repræsentanternes hus. Hvis Romney kommer til roret, er det meget vanskeligt at forestille sig andet, end at FNs forhandlinger, som lige nu kører på 17. år, løber ud i sandet.

Selvom Obama ikke fortjener sit genvalg for sin hidtidige klimaindsats på baggrund af indsats i hans første periode, så behøver fremtidens levevilkår, at han for de kommende fire år får et stærkt mandat til at gennemføre en solid klimalovgivning. Han ved selv, at verden fortjener det – at USA skylder fremtiden det.

Og selvom det har været profiteret, at det ville blive hans håndtering af økonomien og arbejdsløsheden, som ville afgøre, om Obama fik endnu en periode, så kan det også være, at den ekstreme tørke, som USA har oplevet denne sommer, som gør at USA i år står til en katastrofal høst, vil være med til, at klimaspørgsmålet alligevel kommer med i slutrunden.