Strøtanker om bæredygtighed

.
Denne blot 3 min. lange video opsummerer fint den drejning i klimaindsatsen, som grundlæggeren af 350.org Bill McKibben tidligere på måneden lagde op til med sin lange artikel i Rolling Stone, Global Warming’s Terrifying New Math.

Denne artikel, som er introduceret i blog-indlægget: Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math, lægger op til en skærpet indsats rettet mod dem, som aktivt modarbejder den nødvendige, fælles klimaindsats.

Bill har igennem flere årtier søgt at nærme sig essensen af klimaudfordringen, og har under vejs søgt psykologiske, bevidsthedsmæssige, eksistentielle osv. forklaringer på, hvorfor vi ikke handlede, når først vi havde indset, at vi stod overfor et stort fælles problem. Og han er nu kommet til, at det i meget høj grad er på grund af kul- og olie-lobbyen, som køber sig indflydelse over alt.

Videoen et et fint eksempel på, hvordan det tegnede på én gang kan tydeliggøre, forenkle og  uddybe det talte sprog. Man får faktisk utrolig meget at vide i løbet af den blot 3 minutter lange video. Og hele stemningen er lidt lysere end Rolling Stone-artiklen, hvor han næsten bogstaveligt var nede at rode i kulkælderen.

Se tidligere blog-indlæg om Bill McKibben.

Huffington Post bragte mandag en yderst interessant artikel af Deepak Chopra, Global Warming and the Meaning of Doom, hvor han indledende ser på forskellige reaktioner på den klimakrise, som med stadig større tydelighed udfolder sig umiddelbart foran os. Han opstiller her fem forskellige taktikker eller attituder, som man kan vælge overfor klimaudfordringen:

– Mount a vigorous public crusade with greater signals of alarm.
– Rely on future technology to reverse the harm done to the atmosphere.
– Prepare for a future with a drastically different ecological balance.
– Do nothing, except perhaps pray.
– Temporize until the catastrophe cannot be ignored.

Den første strategi er aktivistens og klimajournalistens velmente forsøg på at råbe verden op og talen til fornuften, moderinstinktet, retfærdighedssansen, overlevelsesdriften vores allesammens højere stræben og idealer. Den næste er troen på den teknologiske løsning, storskala-geoengineering, det teknologiske fix. Som da Dansk Industri op til Klimatopmødet i København lancerede et Bright Green-concept, hvor vi blot skulle fortsætte med at forbruge som hidtil, så skulle industrien nok sørge for, at producere klimavenligt og bæredygtigt.

Den tredje strategi er den klimatilpasning, vi alle må prioritere, når den fælles klimaindsats ikke lykkes. Den fjerde og femte strategi – ikke-handlingen og udsættelsen – er i dag nok de mest udbredte, både på villavejene og i de politiske systemer. I en situation, hvor vores videnskab har afdækket et akut behov for gennemgribende handling, så vi ved COP17 i Durban verdenssamfundet enes om først at måtte gøre noget fra 2020 og efterfølgende knapt at kunne blive enige om, hvad man havde besluttet. Og vi måtte for nylig i Rio indse, at viljen til at handle i et globalt perspektiv kan ligge på et meget lille sted.

“It seems utterly meaningless to foul our planetary nest,” skriver Chopra: “But there is meaning to be found here. The meaning resides in the very source of the problem, human nature. Human beings place their desires ahead of the collective good. We consider ourselves more important than the ecology, which is rooted in the belief that we are above Nature herself, a privileged species that need answer to no one, not Nature, not God (if a deity exists).”¹

Læs mere »

I sidste uge bragte George Monbiot med artiklen Putting a price on the rivers and rain diminishes us all en klassisk bredside mod det stadig mere omsiggribende fænomen at sætte pris på naturen – ikke bare i forståelsen at man holder af naturen og synes den er smuk, men det at man konkret sætter en pris i kroner og øre, dollars og euro på naturen.

For hermed gør vi naturen til “vores natur”, til en vare, til noget vi kan eje, købe og sælge – og forbruge. Hele denne værdisættelse vil uomgængeligt blive antropocentrisk, fastsat ud fra hvad vi mennesker finder værdifuldt. Hvad frøer, salamandre, katte osv. måtte værdsætte – som retten til at leve uforstyrret af mennesket – vil til enhver tid være sekundært i forhold til den værdi (for os), vi kan finde ud af at projicere ud i naturens enkelte dele.

Måske udviklingen er lidt mere fremskreden i England, hvor den forrige regering bad en forskningsvirksomhed at få prissat hele den engelske natur, eller måske rettere værdien af den engelske naturs værdiskabelse. Monbiot skriver, at selvom denne forskningsenhed påtog sig opgaven, så udtrykte den i sin afrapportering tvivl om hele forehavendets natur, at: “this exercise was ‘theoretically challenging to complete, and considered by some not to be a theoretically sound endeavour’. Some of the services provided by England’s ecosystems, it pointed out, ‘may in fact be infinite in value’.”¹

Jeg må indse, at jeg hører til dem, som finder værdisættelsen af naturen og vores indgreb i den meget uhyggelig, som en tankegang vi ikke skal begive os ind på. Det er ikke fordi prisen på en olieindsmurt fugl altid vil være for lav, når den bliver holdt op mod de interesser, som førte til, at olien blev pumpet op, transporteret og spildt på havet. Det er det basale forhold, at vi overhovedet sætter en kontant pris på naturen.

Princippet har været brugt i det små i mange år. Hvis man skulle anlægge en motorvej over Fyn, så kunne man ved at værdisætte de forskellige arealer, man måtte inddrage for forskellige vejføringer, og tildele dem en pris, ligesom man kunne konstruere en pris for alle de besvær og problemer, motorvejen medførte. På den måde kunne man økonomi-optimere linjeføringen. Men hvem sætter prisen på en golfbane overfor prisen på en kornmark overfor en fredskov, overfor en udsigt, overfor en fragmentering af den vilde natur? Og kunne dette regnestykke nogensinde føre til, at det var bedre for helheden ikke at lave motorvejen?

Læs mere »

En gruppe forskere fra Okinawa har netop offentliggjort en artikel i Nature om strålingens indvirkning på pale grass blue butterflies.¹ Dens latinske navn er Zizeeria maha, og den er beslægtet med de danske blåvinger, men jeg har ikke kunnet finde noget dansk navn.

I maj 2011, få måneder efter A-kraft-ulykken ved Fukushima-værket, indsamlede forskerne 121 sommerfugle fra en række lokaliteter i forskellig afstand fra det forulykkede A-kraftværk og kunne konstatere, at 12% havde unormalt små vinger, samt at forekomsten heraf var jo højere, jo nærmere indsamlingsstedet var på værket. Ved at parre dem med små vinger blev forekomsten af unormalt små vinger øget til 18% i anden generation, ud over at der var en del ekstra dødsfald allerede i opvæksten i denne generation. Når sommerfugle med unormalt små vinger fra denne anden generation herefter blev parret med sommerfugle uden misdannede vinger, steg andelen med unormalt små vinger i tredje generation til 34%.

Samme forskere indsamlede i september yderligere 238 sommerfugle og kunne konstatere, at 28% havde udviklet unormalt små vinger (én generation varer for denne art omkring 45 dage). Ved igen at parre dem med unormalt små vinger øgedes forekomsten af unormalt små vinger til 52%.

Disse kontrollerede parringer fandt sted på Okinawa, 1.750 km fra de kernenedmeltede reaktorer ved Fukushima Daiichi-værket. Når hyppigheden af deformiteter øgedes i efterfølgende generation, må det derfor tilskrives strålingsbeskadigelser af det genetiske materiale.

Læs mere »

I tirsdags døde Marijke Zwaan, og mens disse linjer tager form, er hendes nærmeste samlet til begravelse på Ærø. Marijke var en ildsjæl, som har betydet utrolig meget for det grønne København. Som drivende kraft i Byhavenetværket har hun gennem årene igen og igen vist, hvordan man kunne transformere byens ofte alt for nøgterne omgivelser til frodige rammer om bylivet, som gav bynaturen bedre vilkår og bragte mennesker i bedre kontakt med både deres egen og den omgivende natur.

Marijke, i denne stund føler jeg en stor taknemlighed for din store, vedholdende indsats for at gøre byen til et smukkere, dejligere og mere frodigt sted. Og jeg fik behov for at dele den vision for byen, som du sammen med Ann-Sofie Richard, Christian Coff, Poul Erik Pedersen og Tony Andersen formulerede i bogen Gør byen lidt vildere. Her udfolder I  under overskriften Hvad er en byhave? en flot vision for byhaven og dens potentiale.

Tænk hvis vi gjorde dette til virkelighed – hvis vi karré for karré gennemførte en sådan proces i hele byen. Hvilken forunderlig transformation for bynaturen og dens beboere.

Jeg har medtaget åbningstekstens elleve punkter herunder.

Tak Marijke, tak.

.

Hvad er en byhave?

I en byhave føles luften ren og frisk. Der er dage, hvor der dufter af fugtig jord og dage, hvor der dufter af træer i blomst. Der er lyde af vind fra raslende blade og lyde af vand, der løber og pibler hen over sten.

I en byhave er jorden ren. Man kan dyrke grøntsager, frugt, nødder, krydderurter, og glæde sig over at have produceret egne afgrøder. Eller forundres over, at det, man såede, ikke kom op.

I en byhave kan børnene lege på alle årstider i et eventyrland med sten og træ, krat og huler, bakker og dale, planter og jord, sand og vand. Der er ingen giftige materialer.

I en byhave blomstrer kreativiteten. Der er plads til at udfolde sig. Der laves træskulpturer, mosaikker og malerier; der lappes cykler, istandsættes møbler og meget mere.

Læs mere »

Som så meget andet i den menneskeskabte verden synes vindmøllerne i disse år at udvikle sig mod det stadig større. Vingerne til en 6 MW forsøgsmølle, som lige nu er ved at blive opstillet på vindmølletestcenteret ved Østerild, er således hver især hele 75 meter lange. Rotor-diameteren vil være 154 m, øverste vingespids vil nå en højde på næsten 200 m og det bestrøgne areal vil være 18.600 m² eller næsten 2½ fodboldbaner af international størrelse.

Disse vinger er bygget i Aalborg, malet i Nakskov, deponeret i Esbjerg og nu senest i går fragtet det sidste stykke vej til Østerild. En gigantisk transporttrekant for at flytte vingerne de cirka 100 km fra Aalborg til vindmølletestcenteret ved Østerild.

Brugte vi så bare havtransport. Men sådan spiller musikken ikke – den måde, vores samfund udvikler sig på, har simpelthen indbygget et stadig større transport”behov” mellem stadig større og stadig mere specialiserede enheder.

Det er det som kommer til udtryk i infrastrukturkommissionens trafikprognoser, som kommer frem til, at Danmarks transportarbejde frem mod år 2025 vil stige 70-90%, hvorefter man uden at blinke går i gang med at udtænke hele den vifte af “nødvendige” udbygninger af infrastrukturen, som skal til for at kunne rumme al den ekstra trafik. Vi sammenlægger uddannelsesinstitutioner på tværs af land og rige, vi nedlægger alle de små hospitaler, vi høster fordelene ved stordrift uden at indtænke ulemperne ved det medfølgende forøgede transport”behov”. Ingen synes at stille spørgsmålet, hvordan man kunne indrette sig, så man kun havde det halve transportarbejde.

Vi er her fanget i en skrue uden ende.

Læs mere »

Faldt lige over denne artikel i Japan Times om en lille overrislingskanal i Kurohime, som er anlagt en gang i Edo-perioden (1603-1867) for at trække vandet fra en bjergbæk, så det kan overrisle dalens rismarker.¹ Dette vandløb passerer forfatteren Old Nic’s skov, og når det overhovedet giver anledning til en artikel, er det fordi han i foråret fik besøg af en lille delegation af lokale embedsmænd og risbønder, som gerne ville “sikre” det sidste stykke af vandløbet med betonelementer, og derfor ville bede om lov til at komme ind over hans grund med entreprenørmaskiner.

Man ser det over alt i det japanske landskab: Det strømmende vand er cementeret, indrammet, holdt i ave af beton. Det skal siges, at det regner meget i Japan, som man så for nyligt på Kyushu, faldt der på det sted, hvor nedbøren var størst, mere en 1.000 mm regn inden for få døgn. Det er mere end nedbøren i Danmark på et helt år. Så særlige steder, hvor man ellers ville kunne risikere jordskred eller at bebyggelse ville blive undergravet, er det umiddelbart forståeligt, og i lavlandets rismarker vinder man måske 10-20 cm ved, at kanterne til de mange overrislingskanaler står støbt i beton. Men i Nagano er regnmængderne mere moderate. Rigtig mange steder er betonforingerne ikke bare skæmmende men helt overflødige – og står som monumenter over en kontrolkultur, som udrustet med moderne teknologi endnu ikke helt har lært at sætte sine grænser.

Læs mere »

Tre forskere fra NASAs klimaforskningsafdeling har med James Hansen i spidsen netop offentliggjort et nyt studie i Proceedings of the National Academy of Sciences. Artiklen er ikke frit tilgængelig fra PNAS, men der er en fri udgave tilgængelig via Columbia Universitys hjemmeside: The New Climate Dice: Public Perception of Climate Change (pdf).

Hansen et al. kunne ikke have valgt bedre tidspunkt at offentliggøre artiklen på, for vejret i USA har i år vist sig fra sin mere ekstreme side, med bragende hede og knasende tørke. I vejrudsigten i går blev der lovet +40ºC i store dele af det centrale USA, og majs- og kornhøsten i et af verdens største spisekamre er i år alvorligt truet af tørke. Der har da også været spekuleret en del over, om det var et udslag af klimaforandringer.

Hidtil har meteorologer været hurtige til at afvise sådanne spekulationer og igen og igen sagt, at man må skelne mellem klima og vejr. Men det, som Hansen et al. demonstrerer gennem den foreliggende analyse af det observerede vejr i USA for de seneste seks årtier, er, at det sandsynlighedsfelt, som klimaet varierer inden for, gradvist forandrer sig.

Hvis man ser på grafen i øverste til højre, er det umiddelbart aflæseligt, at sandsynlighedsfeltet årti for årti bliver varmere og varmere.

Men man ser også, at spredningen bliver større, at fordelingskurven bliver bredere og fladere. Så selvom gennemsnittet gradvist bliver varmere, vi stadig indimellem vil have kolde isvintre og kølige somre, samtidig med at forekomsten af de ekstreme vejrforhold bliver gradvist mere og mere hyppige. Stadig er det svært at sige, at orkanen Katrina, som for nogle år siden forvoldte kolossal skade i det sydlige USA, skete på grund af klimaforandringer. Men det er rigtigt at sige, at sandsynligheden for, at der dannes orkaner af en voldsomhed som Katrinas, er markant forhøjet.

Læs mere »

I morgen mandag er det årsdagen for atombomben over Hiroshima, som markerede endnu en milepæl i menneskets udvikling: Herefter kunne vi med et tryk på en knap lægge hele civilisationer i grus. I årtierne efter så vi den kolde krigs kyniske kapløb, hvor Øst og Vest efterhånden havde sprængladninger pegende mod hinanden til mange gange total udslettelse.

Bomberne over Hiroshima og Nagasaki var med til at fremtvinge en afslutning på den del af 2. verdenskrig, som udspillede sig omkring Japan. I tilbageblik kan man diskutere, om krigen var endt som den gjorde også uden bomberne, om bomberne fremskyndte Japans overgivelse og dermed sparede landet for et slutspil, som havde kostet endnu mere død og lidelse, og om man havde behøvet at kaste to af dem for at fremtvinge slutningen? Den slags får man aldrig klare svar på, for de findes ikke.

De to bomber har været med til at skabe en japansk efterkrigsbevidsthed, som måske kunne lignes med en slags omvendt udvalgt folk – japanerne var udvalgt til at teste og bære den skæbne, som ville kunne overgå hele verden, hvis ikke vi formåede at skabe en så høj grad af tillid og fredelig sameksistens, at vi afstod fra at bruge verdens svulmende lagre af nukleare masseudryddelsesvåben.

Siden 1945 har to bomber siddet i psyken som slags en moderne kollektiv syndsbevidsthed, og gør det til dels stadig i de ældre generationer. De overlevende fra bombernes stråling, kaldet Hibakusha, har stadig en klar identitet i nutidens Japan, og frem til i dag har de set sig som advokater for en fremtid uden atomvåben, og virket for en fremtid i fredelig sameksistens. De er en del af fortællingen om, hvorfor det moderne Japan ikke fik nogen egen hær.

I en TED-præsentation sidste år i maj brugte den japanske ekspert i vedvarende energi, Tetsunari Iida, billedet af Fukushima-katastrofen, at det er som en civil atombombe. Han rammer her noget centralt i den folkelige opfattelse. Hiroshima, Nagasaki og Fukushima er tæt forbundne. I hele det folkelige opgør med A-kraften, som man ser i dagens Japan, er troen på den “fredelige” udnyttelse af A-kraften – illusionen om, at A-kraften var fredelig, sikker og ren – eksploderet.

Læs mere »

.
Denne video giver en fin illustration af klimaeffekten af verdens stadig mere omfattende kødforbrug. Perspektivet er den daglige burger. Hver amerikaner spiser i snit tre burgere om ugen, og det bliver til kolossale mængder på et år. I de klimaberegninger, som oprulles, giver disse tre burger om ugen således alene en udledning af klimagasser, som svarer til 158 mio. ton CO₂, eller næsten et halvt ton CO₂ pr. amerikaner – blot for tre mellemmåltider. Så klimaeffekten af bare en enkelt kødløs dag om ugen er betydelig.

I beregningerne af de indirekte omkostninger burde vi lægge 1½ $ til side til øgede sundhedsudgifter, hver gang vi spiser en burger. Eller rettere – Burger King, McDonald’s osv. burde opkræve dette beløb og betale det som bidrag til USAs sundhedssystem.

Her bliver fortællelinjen måske lidt flagrende. Men det er endda imponerende, hvor langt man kommer rundt på 7½ minut. Den lille videoanimation er en del af The Food for 9 Billion series, som ser på udfordringen i at brødføde verden i en tid med store sociale og miljømæssige forandringer.

Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion var en vigtig del af problemstillingen i udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetaarn 2011, og plancheteksten: “Kød og klima”¹ giver en bredere perspektivering af problemstillingen.

Download planchen Kød og klima (2,3 Mb pdf) / plancheteksten i A4-format (1,4 Mb pdf).¹

The hidden costs of hamburgers, (transskription) Center for Investigative Reporting, 02.08.2012.