25. august 2012 arkiv

Biodiversitet II – Næsehornskrigen

25. august 2012

Dette billede af et hvidt næsehorn, som forbløder efter at have fået fjernet sine horn, har jeg haft liggende længe på min computer. Det sammenfatter på mange måder den absurditet, hvormed vi behandler vores omgivelser. Og nu hvor jeg har sat mig for at lave en række små biodiversitetstekster, satte jeg en lille afsøgning i gang.

Hvad får mennesker til at maltraktere næsehornene, så de verden rundt er alvorligt udryddelsestruede?

En af de afrikanske savanners store flotte dyr er næsehornet. Som mange af de andre store dyr har det været stærkt eftertragtet. Det var efterhånden lykkedes at få skabt reservater, hvor de store dyr kunne overleve, det værste krybskytteri var ved at være kommet til livs, og en bestand, som havde været nær udryddelse var igen i fremgang.

Men i den senere år har hornene været voldsomt eftertragtede i Sydøstasien – i lande som Malaysia, Thailand, Vietnam og Kina bliver hornene solgt til astronomiske summer. Hornene har fået ry som detox-middel, hvis man har drukket og spist og svælget i fede sager, vil et udtræk af pulveriseret horn være en god kur mod tømmermænd og generelt være styrkende for helbredet. Hornene har været kendt fra den traditionelle kinesiske medicin og har her i nyere tid fået ry for at kunne helbrede terminalt syge kræftpatienter. Sådanne myter omkring hornene har dels skabt en guldrandet forretning, dels en voldsom stigning i antallet af næsehorn, som forbløder efter at have fået hornene skåret af ved roden.

I et land som Zimbabwe regner man med, at der i 1970 var omkring 65.000 sorte næsehorn. I dag er der kun 440. Det er ikke kun krybskytteri og indskrænkede levevilkår, men i høj grad på grund af illegal afhorning til det sydøstasiatiske marked. Med kilopriser på op til 35-50.000 £ for de afskårne horn er de genstand for en kynisk organiseret kriminalitet, som man formoder, er drevet af den vietnamesiske mafia.

Der er tale om velorganiseret kriminalitet, som bruger helikoptere, bedøvelsesmidler og avanceret moderne teknologi som infrarødt lys. Alene i Kruger Nationalpark i Sydafrika var der i første halvdel af 2011 så mange træfninger mellem vagtpatruljer og indtrængende næsehornsjægere, at 17 næsehornsjægere er dræbt. Så der er tale om en veritabel næsehornskrig.

Læs mere »

Share