Strøtanker om bæredygtighed

En undersøgelse af amerikanske TV-mediers dækning af den ekstreme varme og tørke, viser, at man i meget høj grad undlader at sætte vejrfænomenerne i forbindelse med klimaforandringer.¹

Samtidig med at USA denne sommer står med den værste varme og tørke siden mellemkrigsårene, er der fremkommet en stribe forskningsresultater, som tilsammen gør det indlysende klart, at den stadigt hyppigere forekomst af ekstremvejr i meget høj grad er menneskeskabt og stort set forårsaget af menneskeskabt global opvarmning. Men sandheden er ilde hørt, og ikke mindst i et valgår, hvor de republikanske præsidentkandidater på stribe har meldt sig som klimafornægtere, har de amerikanske TV-medier stort set været tavse.

En undersøgelse af TV-mediets omtale af hedebølgen i juli viser, at situationen kun i 8% af indslagene blev sat i forbindelse med klimaforandringer. I CNN for eksempel blev klimaforandringer kun nævnt i 4% af indslagene, og på ABC i 2% af indslagene.¹

Det er alt efter temperament foruroligende, tankevækkende eller dybt provokerende, at man i God’s Own Country, som historisk er verdens største udleder af drivhusgasser, er så fuldstændigt fornægtende overfor sin egen indvirkning på levevilkårene.

Fornægtelsen er en sammensværgelse af kul- og olieinteresser, som for at sikre kortsigtede interesser finansierer den konstante tvivlssættelse af alt, som har med menneskeskabte klimaforandringer at gøre. Selv når man få virkeligheden trukket op, som man har fået det i år, hvor afgrøderne svigter og skovbrandene hærger, bliver det stort set fortiet og fortrængt.

Kortet herover viser tørkesituationen primo august 2012, hvor 52% af USA havde moderat tørke, mens 20% havde ekstrem eller exceptionel tørke.

Den amerikanske tørke er alvorlig og har været så massiv så længe, at årets høst mange steder ikke står til at redde, selvom det har regnet let i de seneste dage. Midtvesten er et af verdens store spisekamre, så man kan frygte, at verdens fødevarepriser på ny vil stige. Prognoser taler om, at sojabønner, majs og hvede vil kunne stige 30-40%.

I en fornuftsbetonet lille husholdning ville man et sådant år bruge mindre af afgrøderne til at lave bio-ethanol og spare på køreturene, så der var mad på bordet til alle. Men i markedsvirkeligheden vil vi se, at det er de sultne motorer, som står først til at blive mættet. Bilerne – eller rettere deres ejere – har større købekraft end verdens fattige.

Røgfanerne præger i disse uger de amerikanske horisonter – tørken giver markant flere skovbrande.

Tidligere på året kørte 350-bevægelsen en kampagne: Connect the Dots, som ansporede til at erkende sammenhængen mellem de klimaforandringer, man kunne se verden rundt og den globale opvarmning.

Set med meteorologiske øjne var det på grænsen af, hvad man kunne tillade sig at konkludere, for det har stormet, blæst og haglet længe før vi begyndte at hælde store mængder CO₂ ud i atmosfæren. Men James E. Hansen fra NASAs klimaforskningsafdeling havde et studie i støbeskeen, som påviste, at man rent faktisk kan sige, at den globale opvarmning fører til et vejr med langt hyppigere forekomst af ekstremt vejr. Det man for bare 50 år siden kunne karakterisere som typisk køligt, normalt og varmt har ændret sig ganske betragteligt (se blog-indlægget: Terningerne er kastet).

Med den stærke akse mellem James E. Hansen og 350-bevægelsen, som eksisterer, er klimabevægelsen i den grad forkant med den viden, som genereres – det siges, at det var Bill McKibben, som æggede Hansen til at afklare, hvilken CO₂-koncentration, den globale klima-indsats måtte målrette sig efter, hvilket mundede ud i et skelsættende paper: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim.² Heri konkluderede Hansen et al., at en langtidsstabilisering at klimaet ville kræve en tilbagevenden til en CO₂-koncentration i atmosfæren på under 350 ppm (se blog-indlægget: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

Mindre end et år efter var der skabt en 350-bevægelse, som på Earth Day markerede nødvendigheden af en målsætning på 350 ppm i 181 lande (se blog-indlægget 350-event verden rundt).

Og året efter var mere end halvdelen af verdens lande ved klimatopmødet i København klar til at lægge sig fast på en global klimamålsætning på 350 ppm. Copenhagen Accord endte dog med en målsætning på 450 ppm, hvilket er ved at være allersidste udkald – vi har netop passeret 400 ppm.

Når man ser, hvor hurtigt en sådan viden kan udbredes i den globale virkelighed og vinde gehør, hvis den får åben mulighed derfor, så er det dybt beskæmmende at se, i hvor høj grad det lykkes for de amerikanske TV-medier at fortrænge klimaspørgsmålet. I det betændte fornægtelsesklima undgår journalisterne simpelthen aktivt at forbinde de mange situationer til et samlet billede.

Se tidligere blog-indlæg om klimafornægtelse.

Jill Fitzsimmons & Max Greenberg: TV Media Ignore Climate Change In Coverage Of Record July Heat, MediaMatters for America 15.08.2012.¹

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2, pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²