Gør byen lidt vildere

11. august 2012

I tirsdags døde Marijke Zwaan, og mens disse linjer tager form, er hendes nærmeste samlet til begravelse på Ærø. Marijke var en ildsjæl, som har betydet utrolig meget for det grønne København. Som drivende kraft i Byhavenetværket har hun gennem årene igen og igen vist, hvordan man kunne transformere byens ofte alt for nøgterne omgivelser til frodige rammer om bylivet, som gav bynaturen bedre vilkår og bragte mennesker i bedre kontakt med både deres egen og den omgivende natur.

Marijke, i denne stund føler jeg en stor taknemlighed for din store, vedholdende indsats for at gøre byen til et smukkere, dejligere og mere frodigt sted. Og jeg fik behov for at dele den vision for byen, som du sammen med Ann-Sofie Richard, Christian Coff, Poul Erik Pedersen og Tony Andersen formulerede i bogen Gør byen lidt vildere. Her udfolder I  under overskriften Hvad er en byhave? en flot vision for byhaven og dens potentiale.

Tænk hvis vi gjorde dette til virkelighed – hvis vi karré for karré gennemførte en sådan proces i hele byen. Hvilken forunderlig transformation for bynaturen og dens beboere.

Jeg har medtaget åbningstekstens elleve punkter herunder.

Tak Marijke, tak.

indlæg oprettet af Jens Hvass
.

Hvad er en byhave?

I en byhave føles luften ren og frisk. Der er dage, hvor der dufter af fugtig jord og dage, hvor der dufter af træer i blomst. Der er lyde af vind fra raslende blade og lyde af vand, der løber og pibler hen over sten.

I en byhave er jorden ren. Man kan dyrke grøntsager, frugt, nødder, krydderurter, og glæde sig over at have produceret egne afgrøder. Eller forundres over, at det, man såede, ikke kom op.

I en byhave kan børnene lege på alle årstider i et eventyrland med sten og træ, krat og huler, bakker og dale, planter og jord, sand og vand. Der er ingen giftige materialer.

I en byhave blomstrer kreativiteten. Der er plads til at udfolde sig. Der laves træskulpturer, mosaikker og malerier; der lappes cykler, istandsættes møbler og meget mere.

I en byhave kan man holde høns og kaniner som kæle- og nyttedyr. Eller bare glæde sig over de dyr, som kommer af sig selv – sommerfuglene, fuglene, bierne og padderne.

I en byhave kan der være drivhus til eksotiske frugter, til spiring af planter og syslen, når det regner.

I en byhave er man fælles om at opbygge naturressourcerne ved hjælp af planterne. Her renser planterne vandet, så det kan bruges igen. Og planterne renser luften, mens solens energi bindes i planternes biomasse. Her opbygges muldlaget, fordi kompost og næringsstoffer fra både husholdningsaffald og haveaffald anvendes i haven.

I en byhave bytter man ting, sorterer sit affald, og opdager hvor meget, der egentlig kan genbruges.

I en byhave er der steder, hvor man kan være i fred, sole sig, finde skygge, læse avisen eller en bog, og der er steder, hvor man kan hygge sig med børnene, spise sammen med andre, holde havefest eller nyde en forestilling.

I en byhave mødes man med de andre beboere fra karréen eller kvarteret. Her fortæller man hinanden om livet i byen – om de gode oplevelser og de mindre gode. Her drøftes ting, der kunne være anderledes. Her luftes visioner og lægges planer – for haven, kvarteret og byen som helhed.

I en byhave slapper man af fra byens stress og jag. Man trækker vejret dybt, sanser naturen og fornemmer årstiderne.
.

Marijke Zwaan et al.: Gør byen lidt vildere. Økologiske byhaver fra idé til virkelighed, Byhavenetværkets Forlag, København 2002.
.

I det perspektiv er byhaven er en mangedimensional størrelse, et areal med flere og mere forskelligartede fordringer end måske noget andet sted.

Den har plads til dyrkningen, til glæden ved og forståelsen af egen mad; den har rum for en mangfoldighed af udfoldelse og kreativitet, husdyr, genbrug og recirkulering, fællesskab og lokalsamfund. Den indebærer det sanselige, det taktile, legen, oplevelsen, renheden, fuglesangen, naturoplevelsen, beskyttelsen, det eksotiske, symbiosen, permakulturen, årstiden, det cykliske; den inviterer til regeneration, rodfæstelse og indre stilhed.

Byhaven understøtter den bæredygtige by.

 

Share